Forfatter: red.

Bøger

Anmeldelse af “Konservatisme i mellemkrigstiden”

red.

Min bog Konservatisme i mellemkrigstiden er blevet anmeldt af Arne Hardis i Weekendavisen 21/10 2016. Her er et par uddrag af den yderst positive og for mig glædelige anmeldelse.

“Mellemkrigstid. Begavet analyse af konservatismens afsværgelse af systemkritikken til fordel for det parlamentariske demokrati.

[…]

Historien om Det Konservative Folkeparti og parlamentarismen kan sammenfattes i et elegant, skematisk opstillet ordspil: Man gik fra afvisning til erkendelsen af parlamentarismen i 1901 og fra erkendelse til anerkendelse i 1915, da den nye grundlov kom.

Sidste skridt var anerkendelsens forvandling til bekendelse, som blev resultatet af en intens linjekamp i partiet under John Christmas Møllers ledelse.

Ordspillet skyldes historikeren ChristianEganderSkov, hvis ph. d.-afhandling om konservatismen i mellemkrigstiden nu er udgivet i så at sige læseværdig udgave for et bredere publikum. Det er fortjenstfuldt, at Aarhus Universitetsforlag har udgivet værket, for der er kommet en både grundig, indsigtsfuld og fair bog ud af undersøgelsen af et emne, som kalder på stærke følelser. De ved: skrårem, march, KU-tæv i gaderne og fascination af stærke mænd og det, der er værre.

Egander Skovs analyse af linjekampene i den konservative bevægelse koncentrerer sig om tre dominerende hovedstrømninger: den økonomisk liberale højrekonservatisme, som længtes efter den gode gamle verdens orden i den lykkelige tid før Verdenskrigen. Den antiliberale, sociale nykonservatisme, som længtes efter at skabe en ny tid selv uden at være alt for optaget af, at det parlamentariske demokrati fulgte med bestræbelserne. Og endelig den sejrende socialkonservative linje, som John Christmas Møller førte til sejr på bekostning af de to systemkritiske alternativers bud på en konservativ orden. I striden indgik naturligvis både kristendom og nationen og dens forsvar, men det grundlovsmæssige løb som en understrøm gennem alle opgørene fra partiets dannelse i 1915 på Højres ruiner til partiets tilslutning til den grundlovsrevision, der faldt ved folkeafstemningen i 1939.”

Se mere her

Kommentar

Populisme er ikke en sygdom, men et symptom

red.

Kronik bragt i Information 18/10 2016

Populismen er vor tids spøgelse. Uanset hvorhen vi kigger, uanset om det er i Europa eller i USA, ser vi det samme: Et oprør mod de politiske, kulturelle og økonomiske eliter og nærmere bestemt afvisningen af en liberal globalisme, der har domineret politisk og ideologisk tænkning siden Den Kolde Krigs afslutning.

Der er ikke så få, der mener, at populismen er et alvorligt problem, fordi den udfordrer vores politiske og økonomiske regimes legitimitet, manøvremuligheder og stabilitet.

Den danske oversættelse af historikeren Jan Werner-Müllers Hvad er Populisme? er frisk fra tryk fra Informations forlag, og tidligere i år skabte journalisten Anne Applebaum overskrifter, da hun profeterede, at verden, som vi kender den, ville styrte i grus, hvis briterne stemte for Brexit, amerikanerne valgte Donald Trump, og franskmændene stemte Front National.

Tænker man som Applebaum – og delvist som Müller – må opgaven være at mane populismen i jorden. Og det er der unægteligt en væsentlig pointe i. I hvert fald ville det være et udslag af dyb letsindighed, hvis ikke man var på vagt over for udsigten til en præsident Trump eller et Frankrig domineret af Front National.

Men det virkelige spørgsmål er, om det ikke også er udtryk for en farlig letsindighed at se populismen som problemets kerne? For hvad nu, hvis populismen ikke bare er en uforklarlig ideologisk perversion, men en indikation på reelle problemer i den liberale globalisme, som den er et oprør imod?

Læs det hele her

Kommentar

På vej mod en national socialkonservatisme i UK?

red.

Det konservative Parti i Storbritannien er efter Brexit-afstemningen trådt ind i en ny epoke. Flere iagttagere går så langt som til at tale om et opgør med arven efter Thatchers neoliberale konservatisme fra 1980’erne og en tilbagevenden til en klassisk One-nation-Conservatism, en form for national socialkonservatisme, der siden Benjamin Disraeli har været partiets dominerende ideologiske linje.

Konturerne til den nye linje tegner sig efter partiets nyligt overståede landsmøde, hvor premierminister Theresa May gjorde det klart, at hun ville gå efter det, som i fagsproget kaldes “hard Brexit”, det vil sige, at Storbritannien ikke alene forlader EU, men også det fælles marked, idet man ikke vil gå efter en aftale, som den Norge har. Norge har i dag adgang til det fælles marked, men må til gengæld acceptere, hvad lovgivning, som Bruxelles måtte finde nødvenidgt for at regulere dette marked.

“Hard Brexit” giver Storbritannien større autonomi og mere frihed til at søge bilaterale handelsaftaler i og uden for Europa. Til gengæld skaber den ifølge mange kritikere også stor usikkerhed om landets økonomiske fremtid, ikke mindst i forhold til den vigtige finansielle sektor i London, der stort set har været landets vækstlokomotiv, siden Thatcher genrejste den britiske økonomi.

Andre som f.eks. den konservative avis’ The Spectators James Forsyth peger på, at der faktisk er en lang række scenarier, der kan betyde, at Storbritannien ender i en mere fordelagtig position uden for EU som inde i EU. Indtil videre er det hele dog usikkerhed og fugle på taget.

 

Læs det hele på Aarsskriftet-critique.dk

Bøger, Udgivelser

Et uddrag af “Konservatisme i mellemkrigstiden”

red.

Min bog bog Konservatisme i mellemkrigstiden er netop udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Det er en undersøgelse af samspillet og konflikterne mellem perioden moderate og yderligtgående konservative strømninger.

Her følger efter en kort introduktion et længere, let omskrevet uddrag fra bogen. Bogen er 350 sider og kan købes mange steder. 

Introduktion

Mellemkrigstiden var en brydningstid for samfundet såvel som for konservatismen. Tilsyneladende havde demokratiet spillet fallit, og ekstreme ideologier som nazisme, facisme og kommunisme stormede frem i et hjemsøgt Europa. Krisen slog direkte ned i dansk konservatisme, der måtte kæmpe for at finde en ny stemme. Konservatisme i mellemkrigstiden er historien om konflikten blandt danske konservative og om deres kritik af samfundets liberale orden, parlamentarismen og folkestyret. Det er samtidig fortællingen om, hvordan den samfundskritiske konservatisme efterhånden blev gjort tavs, og hvordan en moderne, demokratisk konservatisme opstod.

Det følgende let redigerede uddrag fra bogen skildrer den tumultariske situation kort efter stiftelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915. Partistiftelsen havde været en modernisering af dansk konservatisme, et opgør med det gamle Højre. Men dermed var lykken ikke gjort.

Ballade i det nye parti

I årene efter stiftelsen af Det Konservative Folkeparti fulgte en række begivenheder, der havde indflydelse på konservatismens udvikling. I 1916 blev kredsen om den stærkt konservative avis Vort Land ekskluderet, hvorefter disse repræsentanter for konservatismens højrefløj forsøgte sig med at skabe et nyt konservativt parti Det Nye Højre, der dog snart, sammen med Vort Land, overgik til historiens annaler. I 1917 fulgte en afskalning til venstre, da de tidligere frikonservative – en gruppe reformvenlige godsejere – forlod partiet.

Overordnet set var disse brud udslag af den fundamentale ideologiske uklarhed inden for partiet. Det samme kan siges om det opgør, som fandt sted i årene 1918‑1920, mellem storindustriens førstemand Alexander Foss (1858‑1925) og Det Konservative Folkepartis initiativtager Asger Karstensen (1874-1945) samt dennes allierede, økonomen Lauritz Vilhelm Birck (1871‑1933). Det var en konflikt om partiets folkelige middelstandspolitik, der udgjorde en fundamental del af den konservative ny orientering.

Middelstandsfløjen tabte opgøret og det blev situationen ikke mindre uklar af. Partiets program havde lagt op til et nybrud, men Karstensens egen politiske skæbne, der viste ham ud af sit parti og ind i Venstre, understregede, hvor skrøbelig nydannelsen egentlig var. Heller ikke Foss fik afgørende indflydelse på eftertidens konservatisme, for han fik en blodprop og blev sat ud af spillet. Partiets ledelse lå nu i hænderne på en forsigtig højrefløj, personificeret ved formanden, den stovte nordsjællandske proprietær Emil Piper.

I 1920 kom en helt ny generation af konservative politikere ind i Folketinget, hvoraf mange især var præget af nationale tanker. Kuldet talte så forskellige folk som den myreflittige studenterforeningspolitiker John Christmas Møller (1894‑1948), den ranke generalauditør Victor Pürschel (1877‑1963), dannevirkemanden og polemikeren greve Bent Holstein (1881‑1945), samt den besindige lensgreve Otto Reedtz-Thott (1872‑1927). Her var noget for enhver konservativ smag. Det var som om konservatismen var lutter gæring, men ingen afklaring.

Men når konservatismens historie i mellemkrigstiden blev en historie om strid, skyldtes det ikke kun uklarheden om arven fra Højre eller personstridigheder. For overhovedet at forstå konservatismens situation, er det vigtigt at huske på, at dens nydannelse fandt sted midt i århundredets krig, i et epokalt tidehverv: Mens Højre blev til Det Konservative Folkeparti, sank grunden sammen under den kendte verden. Giftgas og artillerinedslag forkyndte en ny tids komme. I virkeligheden var den nye konservatisme langt hen ad vejen et sildefødt barn af den liberale tidsalder, der nu lakkede mod enden.

Og måske var konservatismens nye svar allerede blevet aldrende mands drømme om verden, som den var og burde være. Første Verdenskrig blev et radikalt brud, der åbnede en afgrund mellem et før og et efter.

Verden af i går

For eftertiden kom tiden fra 1871 til 1914 til at stå som en periode præget af optimisme og stabilitet. Nok havde verden forandret sig i al hast, men alligevel var der, med økonomen John Maynard Keynes’ ord, tale om en sikker, normal og permanent tilstand, der kun forandredes i retning af det bedre, og hvor enhver afvigelse herfra blev forstået som et atypisk tilfælde, en anomali, det var muligt at undgå. Denne tid er blevet besmykket med betegnelser som la belle epoque og en tryghedens tidsalder. Verden af i går kaldte forfatteren Stefan Zweig den og understregede dermed afgrunden mellem et før og et efter. Periodens kendetegn havde været en udviklingstro, funderet i en overbevisning om, at det konstaterbare tekniske og materielle fremskridt gik hånd i hånd med et kumulativt moralsk fremskridt. At verden blev et stadig bedre sted, var ikke en utopisk overbevisning, men en prognose baseret på fremskrivningen af det allerede erfarede.

Mens Højre blev til Det Konservative Folkeparti, sank grunden sammen under den kendte verden. Giftgas og artillerinedslag forkyndte en ny tids komme.

Det egentligt utopiske var længslen efter gårsdagens uigenkaldeligt tabte erfaringsrum og det fromme ønske om at alting “maatte være som det er og blive som det var, som det blev udtrykt af forfatteren Thorkild Gravlunds (1879‑1939) reaktionære bonde Nilavs i Sognet. Hos den konservative teoretiker Arnold Fraenkel kunne erkendelsen og omfavnelsen af den stadige udvikling udlægges som konservatisme.

1871 havde ikke kun været året for den fransk-tyske fredsslutning, men også for Brandes’ forelæsninger på Københavns Universitet, der indvarslede det moderne gennembruds opgør med romantikkens idealisme og med kristendommen, problematiserede sædeligheden og dermed på et ideologisk plan tjente til at understrege og sanktionere adskillelsen af tradition og fremskridt.

Liberalisme, rationalisme og individualisme var tidens løsen. Det var en tid, hvor der med J.P. Jacobsens ord var stormgangsjubel i unge sjæle, tro på store tankestjerners lys og håb, som der var have. I 1910 havde englænderen Norman Angel udgivet sin fremskridtsoptimistiske og antimilitaristiske bog The Great Illusion, hvor han beviste, at samhandel, den økonomiske integration og civilisationens højt udviklede stadie havde gjort krig umuligt og militarisme forældet.

Men kort efter en særlig populær opdateret udgave fra 1913, faldt skuddene i Sarajevo. Den umulige krig var en realitet, og krigen understregede, at jævnføringen af det tekniske og det moralske fremskridt i bedste fald havde været unuanceret og i værste fald en illusion. Snarere virkede det til, at den teknik, der kort forinden end ikke havde formået at holde det borgerlige mikrokosmos Titanic oven vande, nu egnede sig bedst til at frigøre menneskets destruktive potentiale. Hvis det var fremskridt – og det mente nogle – var det i hvert fald et ganske andet end det, man var vant til.

For eftertiden fremstod førkrigstiden som en liberal tidsalder. Men det er vigtigt at huske, at førkrigstiden havde været en sammensat størrelse. Havde den på den ene side været præget af et fremskridt, der gik i retning af liberalisme, var den også præget af l’ancien regimes, de gamle autokratiske og aristokratiske regimer, vedholdenhed. Tiden for krigen var på en gang progressiv og konservativ, national og imperialistisk, demokratisk og elitær. I en forstand var krigen også det gamle, paternalistiske, konservative Europas endeligt. Tre kejserriger var faldet; herunder Rusland og Østrig-Ungarn, der havde været indbegrebet af reaktion og restoration.

Verdenskrigens konsekvens: radikal usikkerhed

Den amerikanske præsident Wilson havde i 1917 proklameret, at krigen blev kæmpet for det liberale demokrati. Derfor kunne krigen også forstås som det moderne, liberal-demokratiske samfunds sejr over de gamle regimer. Ved krigens afslutning havde mange da også hæftet sig ved, at det liberale demokrati havde sejret, og at Europa nu stod over for en bølge af demokrati. Men krigen havde også mobiliseret masserne, og det demokrati, som sejrede med den for zarismen belejligt befriede entente, var et nyt demokrati, hvor den liberale individualisme var blevet underkendt til fordel for massen, kollektivet, klassen eller nationen.

Disse masser havde tidligere huseret i borgerskabets bevidsthed som noget truende og farligt. Siden slutningen af 1800‑tallet havde konservative intellektuelle som f.eks. den franske massepsykolog Gustave Lebon advaret mod massesamfundets truende anomi. Arbejderbevægelsen forekom at være det væsentligste billede herpå. Men med krigen trådte masserne frem som dem, det hele afhang af. De var nationen. Og ingen ventede, at de ville fortrække til verdenshistoriens kulisse. Skulle nogen endelig have fastholdt en sådan overbevisning, blev Den Russiske Revolution en påmindelse om massemagtens politiske virkelighed, og det radikalt nye, der måske var i vente.

For det konservativt sindede menneske medførte krigen først og fremmest tvivl. Mellemkrigstiden var som helhed en krisetid, hvor gamle sandheder ikke længere havde gyldighed, og nye endnu ikke var etableret. Mange morgengry dæmrede på en gang i mange horisonter. Litteraten Henning Kehler (1891‑1979) beskrev situationen rammende, da han konstaterede, at det 19. århundredes dogmer ikke længere var beviser, men noget, der krævede at blive bevist. Her var den grundlæggende anomi, som konservatismen i sin samtid søgte at adressere og imødegå. Men konservatismen stod ikke med et svar på tidens spørgsmål.

Tværtimod er det denne bogs tese, at de indre brudlinjer i mellemkrigstidens konservatisme struktureredes efter de forskellige svar på den epokale krise. Overordnet kan man således identificere tre konservative positioner, strømninger eller svar i mellemkrigstiden, som fundamentalt set byggede på forskellige opfattelser af det nomos, den samfundsmæssige orden, hvorom konservatismen skulle værne.

Konservatismens tre muligheder

Skildringen heraf er denne bogs omdrejningspunkt, men i det følgende skal de enkelte overordnede forståelsesrammer og retningsgivende reaktionsmønstre kort skitseres. Der er ikke tale om tre politiske fraktioner, men derimod om nogle grundlæggende ideologiske linjer, der nogle gange kunne give sig udslag i egentlig fraktionering, men andre gange kun var til stede latent.

Der eksisterede for det første en strømning, som vi kan kalde socialkonservatismen. Den var et forsøg på at modernisere konservatismen gennem en løbende tilpasning af konservatismen til sin samtid. Udgangspunktet var her den tanke, at den sociale virkelighed altid er under udvikling, hvorfor konservatismens opgave matte blive at optræde som et modererende korrektiv, der skulle skabe balance, sikre institutionel stabilitet og kontinuitet samt en rolig, fremadskridende udvikling. Mere konkret kom denne strømning blandt andet til udtryk i den løbende accept af det parlamentariske demokrati, samt i jævnforingen af konservatismen med forsvaret for netop de demokratiske institutioner, som en tidligere tids konservativ skepsis havde rettet sig imod.

Hvor socialkonservatismen så sig selv som et brud med en tidligere tids konservatisme, var det anderledes med det, der her skal kaldes højrekonservatismen. Begrebet dækker over et relativt heterogent ideologisk fænomen kendetegnet ved at vare funderet i eller endog en ønsken sig tilbage til førkrigstidens sociopolitiske orden. Her var tale om en konservatisme, der opfattede tiden før krigen som det egentligt normale, mens samtiden opfattedes som et brud, der ledte ud i anomi. Mere generelt var der tale om en konservatisme, som derfor tenderede mod en en bloc afvisning af sin samtids værdier, ideer og vilkår og i det hele taget opfattede moderniteten som en forfaldsproces. Dens nomosbegreb var fundamentalt set statisk, og set fra et mellemkrigstidsperspektiv var der tale om en i høj grad bagudskuende position.

Over for disse stod imidlertid en tredje position: En nykonservatisme, der ligesom socialkonservatismen udtrykte en konservativ moderniseringsbestræbelse, omend ad ganske andre linjer end denne. Nykonservatismen var tydeligt antiliberal og radikalkonservativ, den ville skabe en ny samfundsmæssig og til dels institutionel orden, der både var et opgør med socialkonservatismens fortløbende tilpasning og højrekonservatismen reaktionære bestræbelse. Det gjaldt her om at satte sig ud over det moderne forfald ved at skabe et nyt grundlag.

Mellem disse tre positioner stod striden i dansk konservatisme. Herom handler denne bog.

Kommentar

Trump tabte debatten og vandt den.

red.

Den netop overståede første debat mellem Clinton og Trump har været imødeset med spændning. Selvom det er konventionel visdom, at debatterne i en hypermedialiseret virkelighed ikke flytter så meget, som de har gjort, kan årets valg være anderledes.

Hvor vi normalt har et godt indtryk af kandidaterne, fordi det typisk har drejet sig om politiske sværvægtere med mange år bag sig, er det anderledes i år. Ikke mindst Trump er et wild-card. Selvom de fleste nok har et indtryk af ham, er det næppe mejslet i sten, i hvert fald ikke, når det kommer til politikeren Trump. Der er slet og ret mange amerikanere, der gerne vil se om, han kan optræde som en seriøs politiker, der kan betros landets – og verdens – mægtigste embede.

Det gælder ikke mindst blandt de relativt højtuddannede af de hvide vælgere, som Republikanerne for første gang siden Anden Verdenskrig har tabt føringen blandt.

Hvem vandt?

Så debatten kan have stor betydning. Hvem vandt så? Ja, det gjorde ifølge næsten alle Hillary Clinton. Og det er da også korrekt, at hun fik tvunget Trump langt tilbage i defensiven ved at køre på hans uvilje mod at dele sine skatteoplysninger. I 2012 lykkedes det Demokraterne at fremstille den i øvrigt stilfærdige og hæderlige forretningsmand og politiker Mitt Romney som et priviligeret overklasseløg, der snød på vægten.

Med Trump er det vanskeligere, fordi hans populisme ligger til venstre for Republikanernes traditionelle linje (og i lange stræk til venstre for den centerliberalisme, som Hillary traditionelt har været associeret til), men Trumps skatteforhold og hvad de måtte dække over af lig i lasten, er en åbning. Med angrebet på Trump falder Hillary tilbage på en gammel, afprøvet og ganske succesrig Demokratisk taktik.

Men der er et stort men.

Selvom det ikke, som nogle havde troet, lykkedes Trump at slå den oftest noget mekaniske og altid ret kedelige Clinton ud med sine stærke evner til at improvisere og hyle sine modstandere ud af den, har han fået noget afgørende ud af debatten, som styrker hans position.

Normaliseringen af Trump

Trumps største problem er, at det for rigtig mange er vanskeligt at forestille ham som præsident. De mange vanvittige ting, han har sagt i den Republikanske primærvalgkamp, hjalp ham nok til at blive dette partis præsidentkandidat, fordi han fik en masse gratis omtale, men nu rammer det image, han selv har skabt, ham hårdt.

Derfor er hans måske vigtigste opgave at vise, at han faktisk kan fremstå som en nogenlunde normal politisk skikkelse. Bevares, han må gerne have kant, men det dur ikke, at han fremstår bindegal.

Og den øvelse lykkedes faktisk. Trump tabte klart debatten på point, men man fik indtrykket af, at det faktisk var to præsidentkandidater i debat, ikke en præsidentkandidat og en frådende sociopat.

I de amerikanske medier, som for størstedelens vedkommende er venstre- eller centrumvenstreorienterede, taler de for tiden om faren ved at “normalisere Trump”, dvs. behandle ham præcis som enhver anden præsidentkandidat.

Respekterede aviser som Washington Post og New York Times har mere end leget med idéen om at give fanden i almindelig journalistisk etik og i stedet gå aktivt ind i kampen mod Trump. CNN har allerede slået sig op som anti-Trump og kastet sig ud i aggressiv faktachek af alt, hvad Trump siger. Senest har den amerikanske komiker Jimmy Fallon fået på puklen for at have i sit Tonight Show at have interviewet Trump som var han enhver anden gæst, det vil sige i en afslappet stemning, i godt humør og uden alt for megen kritisk kant. Han nulrede endda hans hår.

Fallon var dermed til at normalisere Trump, lød kritikken, hvis udgangspunkt naturligvis var opfattelsen, at Trump overhovedet ikke er en normal kandidat, men snarest en slags fascist eller i hvert fald en trussel mod landets konstitutionelle og ikke mindst multikulturelle orden.

Trump kan vinde

Med debatten har Trump været med til at mane den frygt lidt længere ned i jorden, i hver fald blandt almindelige vælgere, der ike bryder sig om Demokraternes politik, men har været bange for Trump.

Han har med andre ord brugt debatten til at normalisere sig selv. I et valgår, hvor alt tyder på, at mange vælgere brændende ønsker forandring, og hvor det er Trumps person, der har stået i vejen for mange midtervælgeres støtte til Republikanernes præsidentkandidat (snarere end kærlighed til Hillary), er det afgjort en fordel for Trump.

Han har langt fra vundet endnu, og han skal oppe sig i næste debat. Men en ting er sikkert. De iagttagere, der nu ånder lettet op, tager glæderne på forskud.

Trump har en reel chance for at vinde valget og blive USA’s næste præsident.

 

 

 

 

 

arrangementer

Det vrede, hvide Amerika og trumpismen

red.

Det amerikanske valg er så spændende nu, som det ikke har været længe. Som det kan ses på denne graf ligger Trump og Clinton uhyggeligt tæt. Selvom Clinton endnu fører klart på valgmandsstemmer, så er det ikke meget, der skal forskubbe sig før alt ser anderledes ud. Vi er med andre ord ikke ovre at skulle beskæftige os med Trump.

Så hvis du er interesseret i at høre om valget, fænomenet Trump, hans relation til amerikansk konservatisme og rødderne til hans politiske projekts overraskende succes, så kan du slå et smut forbi Studenterkredsen i næste uge d. 22/9, hvor jeg taler om netop det.

Her fra Studenterkredsens introduktion til arrangementet.

22. september: Det vrede hvide Amerika og trumpismen
v. Christian Egander Skov, ph.d. i historie fra Aarhus Universitet
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

Præsidentvalget nærmer sig, og Amerika koger, ikke blot af spænding, men også af vrede. Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, har vendt op og ned på den amerikanske højrefløj og er et vidnesbyrd om vreden i et land under hastig forandring. Foredraget vil handle en del om fænomenet Donald Trump og også lidt om, hvad det konservative USA er for en størrelse

PS. Pga. den overvældende interesse for arrangementet (pt. over 100 tilmeldte og næsten 900 interesserede er lokalet skiftet til Preben Hornung Stuen). Kom i god tid.

 

Kommentar

Vi er ikke i krig mod Islam

red.

For tiden raser en debat om forholdet mellem terror og Islam – en debat som også har afdækket principielle skillelinjer på den politiske højrefløj. En ting lader det sig ikke gøre at benægte: Vi er under stadigt angreb fra terrorister med muslimsk baggrund.

Men spørgsmålet er, hvordan vi på den baggrund skal forstå vores situation: Er der et sammenstød mellem Vesten og Islam? Er vi, som størstedelen af den nationalkonservative højrefløj –og senest Monica Papazu her i Replique – hævder, i krig mod Islam som sådan? Eller er vi, som Søren Pind kom for skade at hævde, i krig mod en dødskult eller ligefrem mørket? Eller er der i virkeligheden tale om, at Vesten og vestlige eller moderniserende kræfter uden for Vesten er i krig mod en form for radikal politisk islam, som vi typisk kalder islamisme?

Spørgsmålet er kompliceret, ikke mindst fordi debatten jo udspiller sig som en underdebat under en større debat på samfundsplan om forholdet mellem Islam og terrorisme, hvor en endnu større diversitet af synspunkter eksisterer.

Et andet element, der komplicerer sagen noget, er islamdebattens stadigt mere udtalte karakter af identitetsmarkør: Mener man, på den ene side, at vi er i krig med Islam og at der er en uforligelig modsætning mellem Vesten og Islam, ja så ryger man hurtigt ud af det gode selskab. Mener man, på den anden side, at det er enten uhensigtsmæssigt eller faktuelt problematisk at tale om en krig imod Islam som sådan, ja da bliver det hurtigt regnet for faneflugt blandt de nationalkonservative, der opfatter vores tid som en, der er bestemt af krigen mod Islam.

For såvel demonstrativt anstændige som uanstændige handler en ikke ringe del af debatten om at positionere sig, og dermed er den sunde sans og analytiske klarhed allerede opgivet som bestræbelse.

Læs det hele på aarsskriftet-critique.dk

arrangementer

Demokratiet og dets fjender – fra Historikermødet 2016

red.

Jeg var i Odense forleden. Delvist som et led i arbejdet med at promovere min snarligt udkomne bog Konservatisme i mellemkrigstiden, men nok mest af alt på foranledning af ph.d.-stipendiat ved SDU Kristina Krake, deltog jeg i weekenden i Historikermødet 2016 (danske historikeres helt store fætter-kusinefest) i et panel om demokratiet og dets fjender i mellemkrigstiden. Det er selvsagt et varmt emne og lokalet var da også fyldt til bristepunktet.

Brutalisering, Kanslergadeforliget og kommunistisk gadevold

Før jeg kommer til omtalen af mit eget bidrag til sessionen skylder jeg yde behørig ros til mine medpanelister. Krake selv leverede en interessant analyse af Kanslergadeforliget, hvor problematiserede det gængse udlægning af forliget som et demokratiforsvar. Diskursen om kanslergade som forsvar for demokratiet kom først noget tid efter forliget var en realitet, mens der ikke op til og under forliget synes at være kildebelæg for udlægningen.

Også min medpanelist ph.d. og ekstern lektor ved RUC Chris Holmsted Larsen leverede et uhyre interessant oplæg om politisk gadevold i mellemkrigstiden. Larsen fokuserede her på den kommunistiske vold, som han sammenlignede med den nazistiske, hvor det stod klart at førstnævnte langt overgik sidstnævnte i omfang. Noget andet bemærkelsesværidgt var, at niveauet i den kommunistiske gadevold syntes at hænge nøje sammen med partiets instrukser fra Komintern. Volden eksploderede under den såkaldte ultra-venstrelinje (hvor Komintern havde erklæret de europæiske socialdemokratier for fascistiske bevægelser) for så at falde drastisk som følge af folkefrontslinjen fra 1934.

Endelig kan nævnes professor Niels Arne Sørensens mere bredt anlagte fremstilling af sammenhængen mellem Første Verdenskrig og den opkogte politiske stemning i mellemkrigstiden. Her var spørgsmålet, hvordan og i hvilket omfang krigens brutalisering af frontsoldaten kunne siges at være forklaringen bag de tumultariske år.

Parlamentarismekritikkens argumentation

Selv forsøgte jeg at kigge den højrekonservative parlamentarismekritik i 1920’erne efter i sømmene. Hvad jeg ville skitsere var dels, at der eksisterede en særegen såkaldt højrekonservativ parlamentarismekritik i mellemkrigstiden, der afveg fra den position, som vi sædvanligvis forstår som den demokratiske konservative.

Man kan kort sagt skelne mellem det, man kan kalde en nykonservativ og en højrekonservativ parlamentarismekritik. Det kan skematisk opstilles sådan her:
Screenshot (21)

Højrekonservatismen selv var en position, der opstod i kølvandet på 1. Verdenskrig og i sin idealtypiske form byggede på en længsel efter den modernitet, der var gået tabt dér. i Punktform kan den karakteriseres således:

Screenshot (22)Et problem, når man beskæftiger sig med mellemkrigstidens parlamentarismekritik, er at den er bredere end man normalt ville antage. Man støder slet og ret, som også begrebshistorikeren Jeppe Nevers har peget på, parlamentarismekritik de mest overraskende steder. Hvis man som udgangspunkt blot antager, at ethvert udslag af parlamentarismekritik sigtede på at afskaffe eller fundamentalt problematisere folkestyret, ja så gør man analytisk set helt galt i byen. En måde at anskueliggøre mangfoldigheden og gøre den håndterlig er flg. skema, jeg forsøgvis har brugt i min undervisning og som jeg præsenterede til konferencen.Screenshot (23)Når først man har styr på distinktionerne og mangfoldigheden i kritikken, kan man gå til kilderne. Der vil man finde denne model gentaget i det uendelige i den højrekonservative parlamentarismekritik. Der var selvfølgelig variationer og vægten kunne ligge forskellige steder, men dette var grundlæggende argumentationsrækken.

Screenshot (24)Som det kan ses er den egentlige kritik, at parlamentarismen er et partivælde. Det er af dette faktum, at alle andre onder kan udledes.

Først, sidst og vigtigst af konsekvenserne af parlamentarismens karakter af partivælde, er den modsætning mellem parlamentarisme og borgerlig frihed, som derved lader sig postulere eller om man vil sandsynliggør. Parlamentarisme er i denne analyse slet og ret ufrihed, som det ses i dette skema.

Screenshot (25)Det røde felt betegner parlamentarismen som den bestod. De kasser, der følger efter er dens konsekvenser, dvs. hvad dens praksis medfør af ufrihed. Det afgørende her er to ting. For det første, at parlamentarismens ultimative konsekvens er den totale ufrihed i og med partidiktaturet. Det andet, ligeså interessante er, at det også viser sig, at parlamentarismen ikke blot resulterer i ufrihed, men faktisk har ufrihed i sit fundament, som man kan se af boksen før den røde boks.

Hvad forstås ved dette? jo, at de højrekonservative mente, at der lå en konstituerende ufrihed i parlamentarismen, nemlig at den var et massepolitisk system. Den byggede på individets opløsning i massen og var derfor allerede i sin kim en afvisning af individets frihed. Screenshot (26)

 

Dette skyldtes, at de højrekonservative parlamentarismekritikere, når de sagde parlamentarisme, i virkeligheden mente “den lige og almindelige valgret”, her lå ondets rod. Derfor var den heller ikke blot en kritik af parlamentarismens praksis eller dens konkrete udformning, men grundlæggende en problematisering af de brede massers deltagelse i statens styrelse.

Som erstatning for parlamentarismen ønskede de et konstitutionelt funderet elitestyre. Det var ikke diktaturet, der var målet. Som vi har set oven for, var diktaturet først og fremmest en trussel. Man frygtede, at demokratiet ville udarte til diktatur. Men, men, men igen er her en dobbelthed. For som sidste figur viser, var der to diktaturbegreber i spil hos de højrekonservative, et positivt og et negativt.

Screenshot (27)

Ja, sådan så det altså ud.

 

Og husk nu, at min bog Konservatisme i mellemkrigstiden kan købes fra 5. september (efter planen i hvert fald)

arrangementer

Den konservative højskole på Hindsgavl anno 1925 og 2016

red.

På en af årets alt for få ægte sommerdage slog jeg forleden et smut forbi den prægtige gamle herregård Hindsgavl, der i dag er et konferencecenter og kalder sig et slot. Anledning var, at jeg var blevet inviteret til at tale til arrangementet Konservativ Konsensus arrangeret af Fonden af 28. maj 1948 om mellemkrigstidens konservatisme med udgangspunkt i min bog Konservatisme i mellemkrigstiden, der udkommer til september.

Hindsgaul2At tale foran de mere end 100, fortrinsvis yngre, mennesker med tilknytning til Det Konservative Folkeparti var en stor glæde, ikke kun fordi jeg kunne mærke den levende interesse for emnet, eller fordi arrangørerne havde gjort sig umage med at skabe nogle virkeligt indbydende rammer, men også fordi Hindsgavl – hvad de fleste konservative næppe ved – spiller en væsentlig rolle i mellemkrigstidens konservatisme.

Så for mig var det historiens vingesus – Ikke kun når jeg stjal mig til en tur i gårdens park og vandrede ned forbi den gamle slotsbanke, men også dette slet og ret at være der og tale om mellemkrigstidens konservatisme.

Det var nemlig her, at partiet fra 1925 afholdt sit årlige højskolekursus. Kurset var egentlig en reaktion på, at 1920’ernes konservatisme i visse konservatives øjne manglede noget substans. Den var blevet reduceret til et forsvar for verden af i går, en liberal, borgerlig orden under pres. Partiet var endt i et næsten underdanigt forhold til Venstre.

For mange af de – særligt yngre – konservative, der ikke mente, at dette var partiets naturlige plads, skyldtes miseren en manglende erkendelse i partiet af, hvad sand konservatisme var. Man havde simpelthen været for åndeligt sløve og glemt at dyrke idédebatten inden for partiet.

A.Svensson konshist
A. Svensson

Allerede i 1918 havde en række yngre konservative anført af Ole Bjørn Kraft leget med idéen om at anskaffe sig Nordborg Højskole på Fyn og gøre den til en konservativ højskole, et udgangspunkt for en gentænkning og genrejsning af en selvbevidst national konservatisme. Det var dog blevet ved tanken.

I 1924 havde den sønderjydske folketingsmand A. Svensson taget tanken op igen. På partiets landsråd havde han udtalt, at man manglede en højskole. Herom har jeg skrevet i min bog:

 

 

“Problemet for Svensson var, at Det Konservative Folkeparti ikke havde formået at knytte an til den åndskonservative rejsning mod åndsradikalismen, og derfor foreslog han nu oprettelsen af en højskole:

“Et aandeligt Centrum, et Grosted, et Paavirkningssted, hvor unge fra konservative Hjem kan sendes hen og faa deres Konservatisme underbygget fra Grunden af, saa det ikke blot bliver en nedarvet, men ogsaa en personligt tilegnet Konservatisme, en gennemægte og fuldt ud bevidst Bestanddel af hele deres Livs- og Samfundssyn, en Kon‑ servatisme indefra, der er i Pagt med de bedste og sundeste Instinkter i de unge Sind.”

Tanken om en højskole havde også foresvævet kredsen om Det Unge Danmark, der ifølge Kraft gik med planer om at overtage Nordborg Højskole og skabe “en rugeplads for nye idéer”.Nu blev det Svensson, der tog idéen op med støtte fra et begejstret landsråd. Alfred Bindslev blev tilbudt positionen som højskoleforstander, men takkede nej. Enden på det blev, at Svensson sammen med Bindslev skulle stå for arrangementet. Det blev aldrig rigtig til noget med højskolen. Resultatet blev langt mere beskedent, et årligt højskolekursus på Hindsgaul.”

Var den konservative højskole så en fiasko? Måske. Den blev i hvert fald aldrig det, den var tiltænkt. Og mon ikke det kunne have haft varig betydning, hvis det var lykkedes at sikre faste rammer om åndskonservatismen?

Men kurset bestod faktisk i mange år og var vigtig i revitaliseringen af konservatismen, der kom til udtryk i 30’ernes social- og nykonservative strømninger.

konservativ højskole- arkiv
Den Konservative højskole, Hindsgavl anno 1936

Højskolen blev i øvrigt efter 2. Verdenskrig grundlaget for Folkeligt Oplysningsforbund, der den dag i dag er et af landets største oplysningsforbund. Oprindeligt havde det en tæt tilknytning til et bredt konservativt tankegods. Nu begiver FOF – som det kaldes i dag –  sig mest af med sy- og spanskkurser.

Det siger måske et og andet om tiden og udviklingen i dansk konservatisme i efterkrigstiden. Men måske vinden er ved at vende? Det tyder i hvert fald det flotte Hindsgavl-arrangement anno 2016 på.

Ps. skulle trangen melde sig til at kontakte mig for et tilbud på foredrag, kan jeg kontaktes her. Jeg har en lille liste over foredrag, men den er ikke udtømmende. Man kan bare høre mig ad helt uformelt.

 

Kommentar, Udgivelser

Protektionisme som genvej til modernitet

red.

Toldpolitik plejer ikke at være et varmt emne herhjemme. Det er der åbenlyse årsager til, hvoraf den vigtigste nok er, at det grundlæggende ikke er særligt spændende. Alligevel er temaet kommet op i den ideologiske blogosfære som et stridspunkt mellem visse nationalkonservative protektionister på den ene side og liberalt orienterede frihandlere på den anden. Debatten er også igang internationalt, ikke mindst fordi Donald Trump har slået sig op på protektionisme og kritik af frihandel og globalisering.

Det er ved sådanne lejligheder, at man som historiker kan få det indtryk, at det er med nutiden som med filmproducenterne i Hollywood, nemlig at den ikke har meget nyt at byde på og derfor må nøjes med at danne scene for genindspilninger af gamle klassikere, eller nyproduktioner af sequels og prequels. I hvert fald har vi stået i debatten om protektionisme tidligere, nærmere bestemt i 1920’erne, da dansk industri var ramte af en række hårde kriser, og hvor særligt konservative vendte sig mod idéen om frihandel. Herom har jeg skrevet i det historiske tidsskrift TEMP i et temanummer om modernitetsforestillinger.

Her et uddrag:

Blandt de konservative, der i industrien så en mulighed for at et lille land kunne blive større, var det en anden sag. Toldpolitikeren Povl Drachmann var det klareste eksempel på, at konservative ikke behøvede at opfatte teknik som symptom på forfald, men også kunne opfatte den som svaret på et kulturelt forfald.

Drachmann var en centralt placeret toldpolitiker, der stod i spændingsfeltet mellem partipolitik, ideologi og industrielle interesser. Særligt var han knyttet til storindustriens førstemand, Alexander Foss, som sammen med ØK’s H.N. Andersen og Landmandsbankens Emil Glückstadt udgjorde den absolutte elite inden for dansk erhvervsliv i årene før 1920. Drachmann var sekretær for Tidsskrift for Industri, der var Industriraadets officielle organ, og virkede samtidig som Alexander Foss’ tætte personlige medarbejder. Han spillede bl.a. en hovedrolle i Foss’ forsøg på at gøre op med venstrefløjen i Det Konservative Folkeparti, der efter sin stiftelse i 1915 blev præget af et voldsomt opgør mellem storindustri- og middelstandsfløj.

Også efter at Foss i 1920 var blevet sat ud af spillet som følge af en blodprop i hjernen, agerede Povl Drachmann bindeled mellem industrien og Det Konservative Folkeparti. Han blev således indvalgt i Folketinget samme år og sad der frem til sin død i 1941. Hér virkede han som erhvervspolitiker og agiterede for industriens interesser, særligt markerede han sig som den fremmeste forkæmper for en aktiv handelspolitik, hvor industriens hjemmemarked skulle beskyttes af høje toldmure…

Selvom den protektionistiske toldpolitik på overfladen var ren interessepolitik til fordel for industrien – og i en vis forstand for dens ansatte – er det en pointe, at der i Drachmanns kamp for told lå en bestræbelse på at redefinere konservatismens forhold til liberalismen. Sidstnævnte blev opfattet som noget udlevet, der hørte 1800-tallet til, mens konservatismen var samtidig netop fordi den forstod sin samtids krav. Herom skrev Drachmann i skriftet Fortid og Fremtid fra 1916.

“…Bevæger vi os fra det spekulative til det idépolitiske plan, lå der i konstateringen af imperialismens tidsalder et krav om omfavnelsen af en økonomisk nationalisme. Drachmann registrerede med imperialismebegrebet det samme tidehverv, som den konservative, svenske statsfilosof, Rudolf Kjellén samtidig havde slået fast med noget større virkning med sin indflydelsesrige afhandling Staten som Livsform. Kjellén fik således stor indflydelse på tysk geopolitisk tænkning i mellemkrigstiden, bl.a. fordi han havde formuleret en post-liberal og anti-individualistisk statstænkning, som også pegede i retning af en fremtid, hvor de enkelte stater skulle arbejde på at blive autarke økonomiske systemer gennem etableringen af lukkede økonomiske storrum.

Også Drachmann tog tanken om de lukkede, økonomiske storrum op i Fortid og Fremtid. I al væsentlighed blev det dog ikke imperialismens tidsalders imperialistiske konsekvenser, men derimod dens konsekvenser for dansk told- og erhvervspolitik, der kom til at optage ham efterfølgende. Det skyldtes vel i høj grad Danmarks ringe muligheder for en egentlig imperiepolitik – et faktum, der dog ikke forhindrede, at en gruppe yngre radikalkonservative i bevægelsen Det Unge Danmark, anført af senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og senere økonomiprofessor Max Kjær-Hansen og stærkt inspireret af Drachmann, tog tanken om en dansk rigspolitik op et par år efter.

Skal vi forstå den politiske betydning af analysen, ligger den i, at Drachmann hermed kunne hævde en protektionistisk økonomisk politik som både ideal og nødvendighed: Reelt set var der for det folk, der ville bestå, ingen anden mulighed end at industrialisere og modernisere. Dette krævede først og fremmest et opgør med den liberalisme, der ikke havde andet svar på den nye tid og dens store krav end at læne sig tilbage og se sit ”eget Lands Virksomheder blive pillet ud en efter en – og knust”, af andre stater, der havde forstået tidens og virkelighedens grundvilkår. Afgørende var det også, at denne bevægelse ud over den liberale status quo for Drachmann samtidig var en bevægelse tilbage til det egentligt og autentisk danske:

… vi maa tilbage til det, der har skabt os, Havet, der bunkede sine Skaldyr op og skabte vort Land, Havet, der har givet os Liv ved sine milde Vinde og sin Frodighed. Og vi maa vende tilbage til alt det, der er det virkelige i os, vi maa tilbage til Skibene. Vore Forfædre viste os Vejen. De blev store i Kraft af Havet, vi har svigtet det. Vi er Skibenes Folk, hele vor Karakter er gyngende: Uro, Storm, Salt.

Drachmann beskrev her vendingen fra landet til havet, fra det indre til det ydre og fra lilleputmentaliteten til besindelsen på nødvendigheden af at være til stede i verden. Dette var den diskursive kamp mellem liberalisme og konservatisme, mellem landbrug og industri, oversat til en fortælling om fortid og fremtid og ikke mindst om det danske folks nationalkarakter.

Landbruget, liberalismen og det politiske system videreførte fortællingen om Danmark som et lidet, fattigt land, der lukkede sig om sig selv. Industriens fortælling var om det folk, der drog ud i verden og underlagde sig den i erkendelse af den nye tids vilkår og i pagt med folkets egentlige karakter. I Drachmanns reaktionære modernisme var omfavnelsen af den tekniske modernitet netop en måde at bjærge en sandere national identitet.”

Toldpolitikken tjente også et væsentligt praktisk-politisk formål, fordi den tillod partiet at markere sig som et arbejder- og fremskridtsvenligt parti.

“Den gik i årene 1922-1927 fra at være blot ét politikområde blandt flere til at blive det væsentligste udtryk for den politiske bestræ- belse på at redefinere en politisk konservatisme i krise. Denne krise bestod i, at den fornyelse som partistiftelsen i 1915 havde været udtryk for, var udeblevet. Partiet blev styret af gamle forsigtige mænd som proprietær Emil Piper og bagermester Johannes Pitzner og var efterhånden låst fast i et næsten underdanigt forhold til Venstre.

I 1922 blev den 45-årige, dvs. relativt unge, Victor Pürschel imidlertid folketingsgruppens formand. Selvom Pürschel oftest fremstilles som den gammelkonservative modstander af Christmas Møller og folkestyret i al almindelighed eller som absolut ufolkelig,47 varslede dette et nybrud – om end i det små. For Pürschel var ingenlunde liberalismen venligt stemt og ønskede, ligesom senere Christmas Møller, et mere jævnbyrdigt forhold til Venstre. Dette blev Povl Drachmanns glansperiode.

I tæt samarbejde med Pürschel søgte han at markere Det Konservative Folkepartis selvstændighed på erhvervs- og toldpolitikken, og et stykke hen ad vejen var det en succes. I hvert fald var den industrivenlige toldpolitik sandsynligvis udslagsgivende for, at partiet i 1926 fik det bedste valg hidtil med 20,6 procent af stemmerne, et resultat, som først blev overgået i besættelsestidens parentetiske folketingsvalg i 1943.

De forskellige toldpolitiske tiltag satte partiet i stand til at hævde en arbejdervenlig linje. Man kunne nu love at beskytte danske arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence, og samtidig var man i stand til at artikulere en moderniseringsvision, hvor det urbane og industrielle fremhævedes som – i det mindste – ligeværdigt med det endnu økonomisk og ideologisk dominerende landbrug. Toldpolitikken blev altså udgangspunktet for det første egentlige forsøg på at realisere de aspirationer, der var indeholdt i betegnelsen folkeparti.”

Toldpolitikken vedblev at være et kernepunkt for Det Konservative Folkeparti i hele mellemkrigstiden. Først som et forsøg på at markere en tredje vej mellem liberalisme og socialisme og i 1930’erne i polemik mod den protektionistiske politik, som den socialdemokratisk-radikale regering havde fået sneget ind gennem oprettelsen af Valutacentralen.

Hvis man vil læse om dette kan man købe tidsskriftet eller den specifikke artikel her.