arrangementer

Foredrag: Vores tid og vores krise

Jeg havde for nyligt fornøjelsen at deltage i Årsskriftet Critiques store konference om vores politiske og kulturelle krisetid. Mit foredrag, der tog fat på behovet for en ny centrisme kan høre her.

Det var et helt klassisk, ja næsten gammeldags oplæsningforedrag af den slags, der vel mestendels er gået af mode. Formen er ikke en, jeg benytter mig af ofte, men den har fordele frem for et løsere manuskript eller causeri, f.eks. kommer strukturen typisk klarere frem, konkrete oplysninger kommunikeres stærkere og sagligheden bliver typisk dybere.

 

Reklamer
arrangementer

På besøg hos tænketanken Civita

Den norske tænketank Civita, der beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende det frie samfund, frihandel og civilsamfundet, holdt forleden konference i Danmark. I den forbindelse var jeg blevet inviteret til at tale om fænomenet Donald Trump.

Dvs. ikke så meget Trump selv, som hvad det siger om os og vores tid, at en figur som Trump i den grad er trådt frem på den politiske scene.

Et interessant spørgsmål, synes jeg, er hvordan det kan være, at hele 81 procent af de evangikale vælgere – altså de såkaldt højrekristne – støtter Trump. Gruppen støtter ham mere end de støttede Bush II, der ellers havde tætte forbindelse til miljøet.

Svaret på det spørgsmål er også svaret på, hvad der ligger bag Trump. Vil man høre om det kan man bestille et foredrag. Her skal jeg kun give denne lille figur, som siger en del.

Billede1

arrangementer, Ikke kategoriseret

En dag på CEPOS

Tidligere på måneden havde jeg den ære at gæste CEPOS Akademi for at tale om “Konservatisme i mellemkrigstiden”, som gammel almumne fra 2007, hvor foretagendet bled kaldt CEPOS Uni var det en glædelig oplevelse nu at få æren af at tale til fremtidens borgerlige meningsdannere af konservativt og liberalt tilsnit.

Kursisterne lyttede med stor opmærksomhed og vi fik desuden diskuteret en række interessante spørgsmål, ikke mindst forholdet mellem liberalisme og konservatisme. De fleste af deltagerne var jo naturligvis liberale, og det samme gælder foretagendets rektor Niels Westy. Men egentlig var det ikke den store uenighed om det principielle, der prægede diskussionen.

Det er nødvendigt for både liberalisme og konservatisme at finde hinanden igen.Debatten fra 00’erne og frem har været en styrke, fordi den har skabt øget ideologisk bevidsthed blandt borgerlige. Det er kort sagt godt for en konservativ at vide, hvorfor han er konservativ og ikke liberal, og det samme kan rimeligvis siges om en liberal. Konservatisme er ikke liberalisme og liberalisme er ikke konservatisme.

Men liberalismen bør ikke være anti-konservativ og konservatismen bør ikke være anti-liberal. I virkelighedens verden er borgerlighed jo også betinget af en udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor liberalismen blev konservativ og konservatismen blev liberal.

For purister kan det synes en urimelighed, men egentlig giver det god mening, at en borgerlig liberalisme og en borgerlig konservatisme kan finde sammen om at forsvare samfundets borgerlige orden. Det er kort sagt fællesnævneren.

Og når den så er nævnt, kan og skal vi tale om uenighederne, om hvad liberale har at sige konservative og hvad konservative har at sige liberale.

Forholdet mellem konservatisme og liberalisme er en samtale mellem to forskellige positioner, ikke en kamp til døden mellem fjender.

arrangementer, Omtale

Da Per Stig Møller slog Carsten Raft med en skovl

Forleden havde jeg den store glæde at deltage på Bogforum 2017 i forbindelse med udgivelsen af “Konservatisme i mellemkrigstiden”. Jeg har aldrig før deltaget og det var en interessant oplevelse at se dette bogmekka. Her lærte jeg blandt andet, at man på Amager kan tager 17 kr. for en lille sodavand uden at blinke med øjnene. Imponerende.

Men nu kom jeg jo heller ikke for at drikke sodavand, men for at diskutere “Konservatisme i Mellemkrigstiden” med ingen ringere end Per Stig Møller. Og lad os begynde med slutningen: Per Stig Møller var vild med bogen, som han anbefalede på det stærkeste. Og her er vi jo enige. Køb den!

I vores samtale nåede vi vidt omkring, lige fra Christmas Møllers politiske virke til karakteren af den konservative radikalisme i 1930’erne. Et enkelt blik eller to på forbindelserme mellem mellemkrigstiden og vor egen tid blev det også til.

Carsten Raft er dum!

Efter samtalen fortalte Per Stig Møller en anekdote, jeg her tillader mig at give videre. En af de vigtige bipersoner i min bog er Carsten Raft, der var formand for KU i København i 1930’erne og bagmanden bag indførelsen af march, uniformering og alt det, man nu associerer med datidens Konservativ Ungdom. Men Raft havde også politisk ambitioner og kom i Folketinget i 1935.

Han sad der længe helt frem til 60’erne, hvor han blev syg. Per Stig Møller fortalte, at han havde mødt ham, da han selv var tre. Han havde været med sin far, Poul Møller, ude i det sommerhus, der dengang hed Kobækhuset eller Kobæk strand og som idag kalder Gulberghus.

Her mødte han Carsten Raft og fattede med det samme antipati for den gamle KU-general. For da den bugføre Raft bøjede sig ind over ham for at hilse på den lille Per Stig, svarede Per Stig blot med et ord: “Dum”.

Sidenhen – hvis jeg husker anekdoten rigtig – kom Per Stig Møller til at slå Raft med en skovl, vistnok fordi Raft ville vise, at han kunne lave en kolbøtte. Ja, nu husker jeg desværre ikke historien helt præcist, men uanset hvad, ville man gerne have set det.

Ja, sådan kunne det gå. Poul Møller var vist i øvrigt ikke helt uenig med sin søn i vurderingen af Raft.

arrangementer

Det vrede, hvide Amerika og trumpismen

Det amerikanske valg er så spændende nu, som det ikke har været længe. Som det kan ses på denne graf ligger Trump og Clinton uhyggeligt tæt. Selvom Clinton endnu fører klart på valgmandsstemmer, så er det ikke meget, der skal forskubbe sig før alt ser anderledes ud. Vi er med andre ord ikke ovre at skulle beskæftige os med Trump.

Så hvis du er interesseret i at høre om valget, fænomenet Trump, hans relation til amerikansk konservatisme og rødderne til hans politiske projekts overraskende succes, så kan du slå et smut forbi Studenterkredsen i næste uge d. 22/9, hvor jeg taler om netop det.

Her fra Studenterkredsens introduktion til arrangementet.

22. september: Det vrede hvide Amerika og trumpismen
v. Christian Egander Skov, ph.d. i historie fra Aarhus Universitet
Mødelokale 1, Studenterhus Aarhus

Præsidentvalget nærmer sig, og Amerika koger, ikke blot af spænding, men også af vrede. Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, har vendt op og ned på den amerikanske højrefløj og er et vidnesbyrd om vreden i et land under hastig forandring. Foredraget vil handle en del om fænomenet Donald Trump og også lidt om, hvad det konservative USA er for en størrelse

PS. Pga. den overvældende interesse for arrangementet (pt. over 100 tilmeldte og næsten 900 interesserede er lokalet skiftet til Preben Hornung Stuen). Kom i god tid.

 

arrangementer

Demokratiet og dets fjender – fra Historikermødet 2016

Jeg var i Odense forleden. Delvist som et led i arbejdet med at promovere min snarligt udkomne bog Konservatisme i mellemkrigstiden, men nok mest af alt på foranledning af ph.d.-stipendiat ved SDU Kristina Krake, deltog jeg i weekenden i Historikermødet 2016 (danske historikeres helt store fætter-kusinefest) i et panel om demokratiet og dets fjender i mellemkrigstiden. Det er selvsagt et varmt emne og lokalet var da også fyldt til bristepunktet.

Brutalisering, Kanslergadeforliget og kommunistisk gadevold

Før jeg kommer til omtalen af mit eget bidrag til sessionen skylder jeg yde behørig ros til mine medpanelister. Krake selv leverede en interessant analyse af Kanslergadeforliget, hvor problematiserede det gængse udlægning af forliget som et demokratiforsvar. Diskursen om kanslergade som forsvar for demokratiet kom først noget tid efter forliget var en realitet, mens der ikke op til og under forliget synes at være kildebelæg for udlægningen.

Også min medpanelist ph.d. og ekstern lektor ved RUC Chris Holmsted Larsen leverede et uhyre interessant oplæg om politisk gadevold i mellemkrigstiden. Larsen fokuserede her på den kommunistiske vold, som han sammenlignede med den nazistiske, hvor det stod klart at førstnævnte langt overgik sidstnævnte i omfang. Noget andet bemærkelsesværidgt var, at niveauet i den kommunistiske gadevold syntes at hænge nøje sammen med partiets instrukser fra Komintern. Volden eksploderede under den såkaldte ultra-venstrelinje (hvor Komintern havde erklæret de europæiske socialdemokratier for fascistiske bevægelser) for så at falde drastisk som følge af folkefrontslinjen fra 1934.

Endelig kan nævnes professor Niels Arne Sørensens mere bredt anlagte fremstilling af sammenhængen mellem Første Verdenskrig og den opkogte politiske stemning i mellemkrigstiden. Her var spørgsmålet, hvordan og i hvilket omfang krigens brutalisering af frontsoldaten kunne siges at være forklaringen bag de tumultariske år.

Parlamentarismekritikkens argumentation

Selv forsøgte jeg at kigge den højrekonservative parlamentarismekritik i 1920’erne efter i sømmene. Hvad jeg ville skitsere var dels, at der eksisterede en særegen såkaldt højrekonservativ parlamentarismekritik i mellemkrigstiden, der afveg fra den position, som vi sædvanligvis forstår som den demokratiske konservative.

Man kan kort sagt skelne mellem det, man kan kalde en nykonservativ og en højrekonservativ parlamentarismekritik. Det kan skematisk opstilles sådan her:
Screenshot (21)

Højrekonservatismen selv var en position, der opstod i kølvandet på 1. Verdenskrig og i sin idealtypiske form byggede på en længsel efter den modernitet, der var gået tabt dér. i Punktform kan den karakteriseres således:

Screenshot (22)Et problem, når man beskæftiger sig med mellemkrigstidens parlamentarismekritik, er at den er bredere end man normalt ville antage. Man støder slet og ret, som også begrebshistorikeren Jeppe Nevers har peget på, parlamentarismekritik de mest overraskende steder. Hvis man som udgangspunkt blot antager, at ethvert udslag af parlamentarismekritik sigtede på at afskaffe eller fundamentalt problematisere folkestyret, ja så gør man analytisk set helt galt i byen. En måde at anskueliggøre mangfoldigheden og gøre den håndterlig er flg. skema, jeg forsøgvis har brugt i min undervisning og som jeg præsenterede til konferencen.Screenshot (23)Når først man har styr på distinktionerne og mangfoldigheden i kritikken, kan man gå til kilderne. Der vil man finde denne model gentaget i det uendelige i den højrekonservative parlamentarismekritik. Der var selvfølgelig variationer og vægten kunne ligge forskellige steder, men dette var grundlæggende argumentationsrækken.

Screenshot (24)Som det kan ses er den egentlige kritik, at parlamentarismen er et partivælde. Det er af dette faktum, at alle andre onder kan udledes.

Først, sidst og vigtigst af konsekvenserne af parlamentarismens karakter af partivælde, er den modsætning mellem parlamentarisme og borgerlig frihed, som derved lader sig postulere eller om man vil sandsynliggør. Parlamentarisme er i denne analyse slet og ret ufrihed, som det ses i dette skema.

Screenshot (25)Det røde felt betegner parlamentarismen som den bestod. De kasser, der følger efter er dens konsekvenser, dvs. hvad dens praksis medfør af ufrihed. Det afgørende her er to ting. For det første, at parlamentarismens ultimative konsekvens er den totale ufrihed i og med partidiktaturet. Det andet, ligeså interessante er, at det også viser sig, at parlamentarismen ikke blot resulterer i ufrihed, men faktisk har ufrihed i sit fundament, som man kan se af boksen før den røde boks.

Hvad forstås ved dette? jo, at de højrekonservative mente, at der lå en konstituerende ufrihed i parlamentarismen, nemlig at den var et massepolitisk system. Den byggede på individets opløsning i massen og var derfor allerede i sin kim en afvisning af individets frihed. Screenshot (26)

 

Dette skyldtes, at de højrekonservative parlamentarismekritikere, når de sagde parlamentarisme, i virkeligheden mente “den lige og almindelige valgret”, her lå ondets rod. Derfor var den heller ikke blot en kritik af parlamentarismens praksis eller dens konkrete udformning, men grundlæggende en problematisering af de brede massers deltagelse i statens styrelse.

Som erstatning for parlamentarismen ønskede de et konstitutionelt funderet elitestyre. Det var ikke diktaturet, der var målet. Som vi har set oven for, var diktaturet først og fremmest en trussel. Man frygtede, at demokratiet ville udarte til diktatur. Men, men, men igen er her en dobbelthed. For som sidste figur viser, var der to diktaturbegreber i spil hos de højrekonservative, et positivt og et negativt.

Screenshot (27)

Ja, sådan så det altså ud.

 

Og husk nu, at min bog Konservatisme i mellemkrigstiden kan købes fra 5. september (efter planen i hvert fald)

arrangementer

Den konservative højskole på Hindsgavl anno 1925 og 2016

På en af årets alt for få ægte sommerdage slog jeg forleden et smut forbi den prægtige gamle herregård Hindsgavl, der i dag er et konferencecenter og kalder sig et slot. Anledning var, at jeg var blevet inviteret til at tale til arrangementet Konservativ Konsensus arrangeret af Fonden af 28. maj 1948 om mellemkrigstidens konservatisme med udgangspunkt i min bog Konservatisme i mellemkrigstiden, der udkommer til september.

Hindsgaul2At tale foran de mere end 100, fortrinsvis yngre, mennesker med tilknytning til Det Konservative Folkeparti var en stor glæde, ikke kun fordi jeg kunne mærke den levende interesse for emnet, eller fordi arrangørerne havde gjort sig umage med at skabe nogle virkeligt indbydende rammer, men også fordi Hindsgavl – hvad de fleste konservative næppe ved – spiller en væsentlig rolle i mellemkrigstidens konservatisme.

Så for mig var det historiens vingesus – Ikke kun når jeg stjal mig til en tur i gårdens park og vandrede ned forbi den gamle slotsbanke, men også dette slet og ret at være der og tale om mellemkrigstidens konservatisme.

Det var nemlig her, at partiet fra 1925 afholdt sit årlige højskolekursus. Kurset var egentlig en reaktion på, at 1920’ernes konservatisme i visse konservatives øjne manglede noget substans. Den var blevet reduceret til et forsvar for verden af i går, en liberal, borgerlig orden under pres. Partiet var endt i et næsten underdanigt forhold til Venstre.

For mange af de – særligt yngre – konservative, der ikke mente, at dette var partiets naturlige plads, skyldtes miseren en manglende erkendelse i partiet af, hvad sand konservatisme var. Man havde simpelthen været for åndeligt sløve og glemt at dyrke idédebatten inden for partiet.

A.Svensson konshist
A. Svensson

Allerede i 1918 havde en række yngre konservative anført af Ole Bjørn Kraft leget med idéen om at anskaffe sig Nordborg Højskole på Fyn og gøre den til en konservativ højskole, et udgangspunkt for en gentænkning og genrejsning af en selvbevidst national konservatisme. Det var dog blevet ved tanken.

I 1924 havde den sønderjydske folketingsmand A. Svensson taget tanken op igen. På partiets landsråd havde han udtalt, at man manglede en højskole. Herom har jeg skrevet i min bog:

 

 

“Problemet for Svensson var, at Det Konservative Folkeparti ikke havde formået at knytte an til den åndskonservative rejsning mod åndsradikalismen, og derfor foreslog han nu oprettelsen af en højskole:

“Et aandeligt Centrum, et Grosted, et Paavirkningssted, hvor unge fra konservative Hjem kan sendes hen og faa deres Konservatisme underbygget fra Grunden af, saa det ikke blot bliver en nedarvet, men ogsaa en personligt tilegnet Konservatisme, en gennemægte og fuldt ud bevidst Bestanddel af hele deres Livs- og Samfundssyn, en Kon‑ servatisme indefra, der er i Pagt med de bedste og sundeste Instinkter i de unge Sind.”

Tanken om en højskole havde også foresvævet kredsen om Det Unge Danmark, der ifølge Kraft gik med planer om at overtage Nordborg Højskole og skabe “en rugeplads for nye idéer”.Nu blev det Svensson, der tog idéen op med støtte fra et begejstret landsråd. Alfred Bindslev blev tilbudt positionen som højskoleforstander, men takkede nej. Enden på det blev, at Svensson sammen med Bindslev skulle stå for arrangementet. Det blev aldrig rigtig til noget med højskolen. Resultatet blev langt mere beskedent, et årligt højskolekursus på Hindsgaul.”

Var den konservative højskole så en fiasko? Måske. Den blev i hvert fald aldrig det, den var tiltænkt. Og mon ikke det kunne have haft varig betydning, hvis det var lykkedes at sikre faste rammer om åndskonservatismen?

Men kurset bestod faktisk i mange år og var vigtig i revitaliseringen af konservatismen, der kom til udtryk i 30’ernes social- og nykonservative strømninger.

konservativ højskole- arkiv
Den Konservative højskole, Hindsgavl anno 1936

Højskolen blev i øvrigt efter 2. Verdenskrig grundlaget for Folkeligt Oplysningsforbund, der den dag i dag er et af landets største oplysningsforbund. Oprindeligt havde det en tæt tilknytning til et bredt konservativt tankegods. Nu begiver FOF – som det kaldes i dag –  sig mest af med sy- og spanskkurser.

Det siger måske et og andet om tiden og udviklingen i dansk konservatisme i efterkrigstiden. Men måske vinden er ved at vende? Det tyder i hvert fald det flotte Hindsgavl-arrangement anno 2016 på.

Ps. skulle trangen melde sig til at kontakte mig for et tilbud på foredrag, kan jeg kontaktes her. Jeg har en lille liste over foredrag, men den er ikke udtømmende. Man kan bare høre mig ad helt uformelt.