Kommentar

Populisme er ikke en sygdom, men et symptom

Kronik bragt i Information 18/10 2016

Populismen er vor tids spøgelse. Uanset hvorhen vi kigger, uanset om det er i Europa eller i USA, ser vi det samme: Et oprør mod de politiske, kulturelle og økonomiske eliter og nærmere bestemt afvisningen af en liberal globalisme, der har domineret politisk og ideologisk tænkning siden Den Kolde Krigs afslutning.

Der er ikke så få, der mener, at populismen er et alvorligt problem, fordi den udfordrer vores politiske og økonomiske regimes legitimitet, manøvremuligheder og stabilitet.

Den danske oversættelse af historikeren Jan Werner-Müllers Hvad er Populisme? er frisk fra tryk fra Informations forlag, og tidligere i år skabte journalisten Anne Applebaum overskrifter, da hun profeterede, at verden, som vi kender den, ville styrte i grus, hvis briterne stemte for Brexit, amerikanerne valgte Donald Trump, og franskmændene stemte Front National.

Tænker man som Applebaum – og delvist som Müller – må opgaven være at mane populismen i jorden. Og det er der unægteligt en væsentlig pointe i. I hvert fald ville det være et udslag af dyb letsindighed, hvis ikke man var på vagt over for udsigten til en præsident Trump eller et Frankrig domineret af Front National.

Men det virkelige spørgsmål er, om det ikke også er udtryk for en farlig letsindighed at se populismen som problemets kerne? For hvad nu, hvis populismen ikke bare er en uforklarlig ideologisk perversion, men en indikation på reelle problemer i den liberale globalisme, som den er et oprør imod?

Læs det hele her

Reklamer
arrangementer

Demokratiet og dets fjender – fra Historikermødet 2016

Jeg var i Odense forleden. Delvist som et led i arbejdet med at promovere min snarligt udkomne bog Konservatisme i mellemkrigstiden, men nok mest af alt på foranledning af ph.d.-stipendiat ved SDU Kristina Krake, deltog jeg i weekenden i Historikermødet 2016 (danske historikeres helt store fætter-kusinefest) i et panel om demokratiet og dets fjender i mellemkrigstiden. Det er selvsagt et varmt emne og lokalet var da også fyldt til bristepunktet.

Brutalisering, Kanslergadeforliget og kommunistisk gadevold

Før jeg kommer til omtalen af mit eget bidrag til sessionen skylder jeg yde behørig ros til mine medpanelister. Krake selv leverede en interessant analyse af Kanslergadeforliget, hvor problematiserede det gængse udlægning af forliget som et demokratiforsvar. Diskursen om kanslergade som forsvar for demokratiet kom først noget tid efter forliget var en realitet, mens der ikke op til og under forliget synes at være kildebelæg for udlægningen.

Også min medpanelist ph.d. og ekstern lektor ved RUC Chris Holmsted Larsen leverede et uhyre interessant oplæg om politisk gadevold i mellemkrigstiden. Larsen fokuserede her på den kommunistiske vold, som han sammenlignede med den nazistiske, hvor det stod klart at førstnævnte langt overgik sidstnævnte i omfang. Noget andet bemærkelsesværidgt var, at niveauet i den kommunistiske gadevold syntes at hænge nøje sammen med partiets instrukser fra Komintern. Volden eksploderede under den såkaldte ultra-venstrelinje (hvor Komintern havde erklæret de europæiske socialdemokratier for fascistiske bevægelser) for så at falde drastisk som følge af folkefrontslinjen fra 1934.

Endelig kan nævnes professor Niels Arne Sørensens mere bredt anlagte fremstilling af sammenhængen mellem Første Verdenskrig og den opkogte politiske stemning i mellemkrigstiden. Her var spørgsmålet, hvordan og i hvilket omfang krigens brutalisering af frontsoldaten kunne siges at være forklaringen bag de tumultariske år.

Parlamentarismekritikkens argumentation

Selv forsøgte jeg at kigge den højrekonservative parlamentarismekritik i 1920’erne efter i sømmene. Hvad jeg ville skitsere var dels, at der eksisterede en særegen såkaldt højrekonservativ parlamentarismekritik i mellemkrigstiden, der afveg fra den position, som vi sædvanligvis forstår som den demokratiske konservative.

Man kan kort sagt skelne mellem det, man kan kalde en nykonservativ og en højrekonservativ parlamentarismekritik. Det kan skematisk opstilles sådan her:
Screenshot (21)

Højrekonservatismen selv var en position, der opstod i kølvandet på 1. Verdenskrig og i sin idealtypiske form byggede på en længsel efter den modernitet, der var gået tabt dér. i Punktform kan den karakteriseres således:

Screenshot (22)Et problem, når man beskæftiger sig med mellemkrigstidens parlamentarismekritik, er at den er bredere end man normalt ville antage. Man støder slet og ret, som også begrebshistorikeren Jeppe Nevers har peget på, parlamentarismekritik de mest overraskende steder. Hvis man som udgangspunkt blot antager, at ethvert udslag af parlamentarismekritik sigtede på at afskaffe eller fundamentalt problematisere folkestyret, ja så gør man analytisk set helt galt i byen. En måde at anskueliggøre mangfoldigheden og gøre den håndterlig er flg. skema, jeg forsøgvis har brugt i min undervisning og som jeg præsenterede til konferencen.Screenshot (23)Når først man har styr på distinktionerne og mangfoldigheden i kritikken, kan man gå til kilderne. Der vil man finde denne model gentaget i det uendelige i den højrekonservative parlamentarismekritik. Der var selvfølgelig variationer og vægten kunne ligge forskellige steder, men dette var grundlæggende argumentationsrækken.

Screenshot (24)Som det kan ses er den egentlige kritik, at parlamentarismen er et partivælde. Det er af dette faktum, at alle andre onder kan udledes.

Først, sidst og vigtigst af konsekvenserne af parlamentarismens karakter af partivælde, er den modsætning mellem parlamentarisme og borgerlig frihed, som derved lader sig postulere eller om man vil sandsynliggør. Parlamentarisme er i denne analyse slet og ret ufrihed, som det ses i dette skema.

Screenshot (25)Det røde felt betegner parlamentarismen som den bestod. De kasser, der følger efter er dens konsekvenser, dvs. hvad dens praksis medfør af ufrihed. Det afgørende her er to ting. For det første, at parlamentarismens ultimative konsekvens er den totale ufrihed i og med partidiktaturet. Det andet, ligeså interessante er, at det også viser sig, at parlamentarismen ikke blot resulterer i ufrihed, men faktisk har ufrihed i sit fundament, som man kan se af boksen før den røde boks.

Hvad forstås ved dette? jo, at de højrekonservative mente, at der lå en konstituerende ufrihed i parlamentarismen, nemlig at den var et massepolitisk system. Den byggede på individets opløsning i massen og var derfor allerede i sin kim en afvisning af individets frihed. Screenshot (26)

 

Dette skyldtes, at de højrekonservative parlamentarismekritikere, når de sagde parlamentarisme, i virkeligheden mente “den lige og almindelige valgret”, her lå ondets rod. Derfor var den heller ikke blot en kritik af parlamentarismens praksis eller dens konkrete udformning, men grundlæggende en problematisering af de brede massers deltagelse i statens styrelse.

Som erstatning for parlamentarismen ønskede de et konstitutionelt funderet elitestyre. Det var ikke diktaturet, der var målet. Som vi har set oven for, var diktaturet først og fremmest en trussel. Man frygtede, at demokratiet ville udarte til diktatur. Men, men, men igen er her en dobbelthed. For som sidste figur viser, var der to diktaturbegreber i spil hos de højrekonservative, et positivt og et negativt.

Screenshot (27)

Ja, sådan så det altså ud.

 

Og husk nu, at min bog Konservatisme i mellemkrigstiden kan købes fra 5. september (efter planen i hvert fald)

Kommentar

Nu går historieløsheden også ud over litteraturen

MED EN MØGGREB er såvel Martin A. Hansen som Klaus Rifbjerg blevet kastet på historiens køkkenmødding, og fortrængt fra skolernes og gymnasiernes læseplaner.

Dette dybt mærkværdige tiltag er et symptom på vores samtids krise. Vi lever i en historieløs tid, der med al sin kraft synes at modsætte sig fordybelsen, mens den dyrker fleksibilitet, bevægelighed og det grænseoverskridende i enhver forstand.

Vi lever kort sagt under globaliseringen, under en flydende modernitet, hvor identitet er til konstant forhandling, hvor menneskelige relationer afhænger af valg, og hvor den tvivl, som holder os i bevægelse, selv i folkekirken har erstattet den tro, som holdt os fast.

Også historien holder os fast, og den forankrer vores identitet i et fællesskab med de døde og de endnu ufødte. Selvom historien ikke kan fortælle os, hvad vi skal gøre, kan den sige noget om, hvem vi er. Netop derfor er den en ubekvem sandhed i en tid, hvor vi ikke vil lade os definere, men holde alle handlemuligheder åbne.

Men lad os dvæle lidt ved min påstand. Er vi overhovedet i en historieløs tid? Er vi ikke lige gået ud af et år, hvor vi havde alle muligheder for at mæske os i fortiden? Vi skulle mindes Første Verdenskrig, slaget ved Dybbøl, tabet af Norge, D-dag og mordet på Kaj Munk.

Måske. Alligevel er det som om, at netop årets historiske karakter og de mange lejligheder, der var til at bringe historien i spil, understregede, at den på forunderlig vis er kommet på afstand af os. Den kommer os ikke rigtig ved som andet end underholdning.

Tænk på den pjattede fejring af tabet af Norge, hvor Anders Lund Madsen tossede rundt på Oslobåden i bedste sendetid, angiveligt med det mål at vinde Norge tilbage. Eller tænk – hvis du tør – på Bornedals rædsomme udstyrstykke ”1864”.

 

Læs hele kronikken her

Kommentar

Anmeldelse af 1864

Rystende banalt, historisk problematisk og i sidste ende forkert.

Vi skriver 1851. Tre drenge onanerer i en stald. D.G. Monrad kryber rundt med røven bar, mens han rabler nationalfanatisme af sig. Danmark har vundet treårskrigen. Tragedien kan begynde, for sejren trækker nederlaget med sig, udstikker en kurs, der går over højstemt idealisme til national lemlæstelse og fornedrelse. ’64 er nederlaget i Danmarks historie. Ja, 1864 er historien om Danmark, for generationers identitet er skabt i dette nederlags billede, og således er rømningen af Dannevirke og Slaget ved Dybbøl blevet et prisme, hvorigennem vi har forstået alt, der gik forud, og alt hvad der fulgte. 1864 er fortid, historie og myte; taknemmeligt (spræng)stof for den, der ikke bare vil fortælle historie, men også fortælle en historie.

Og så sidder man alligevel her, lige efter udsendelsens afslutning, og det eneste man føler er skuffelse. Efter første afsnit, som også er det eneste, jeg kommer til at se, tyder alt på, at vi her ikke alene har at gøre med en serie, der hellere vil prædike en tvivlsom sandhed om livet generelt og Danmark i særdeleshed end fortælle en interessant og medrivende historie. Ole Bornedal har flere gange fremhævet, at han naturligvis har dramatiseret fortiden, og det er jo ærlig snak. Problemet er bare, at første afsnit var så kedeligt, at det til sammenligning var en ren fest at følge brygger I.C. Jacobsen hente gær i Tyskland med celloakkompagnement.

Hvorfor denne dræbende kedsommelighed? Før jeg med nogen forventning skiftede over på DR1, så jeg sidste afsnit af den anderledes fremragende tyske, historiske serie Vores fædre, vores mødre, hvor en af hovedpersonerne bemærkede, at krig mestendels består i at vente. Største fjende er kedsomheden. Mon det er budskabet, Bornedal forsøger at formidle? Krig er kedeligt. Kun den tålmodigste overlever. I så fald er projektet lykkedes til fulde. Denne rastløse sjæl klarer ikke ét afsnit mere. Krigen må gå, som den går, og vi ved jo, hvordan det ender – hvis da ikke soldaterne dør af kedsomhed, før de når fronten.

Dermed er der for så vidt sagt nok. Serien kan være nok så sandfærdig, nok så løgnagtig, nok så flot eller have nok så gode eller ringe skuespillerpræstationer; hvis den ikke formår at fange publikum, så er løbet kørt.

Læs hele anmeldelsen her

Udgivelser

Verdenskrigen og det moderne skvat

Artikel fra Replique, 18/8 2014

Hvis man ellers kan komme til for historiske mindedage for den perlerække af historiske nederlag og ydmygelser, der er Danmarks historie, så er 2014 også 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig. Denne krig fylder ikke meget i vores bevidsthed herhjemme, men Danmark var på ingen måde uberørt af hverken krigen eller dens konsekvenser. Særligt sønderjyderne kom på egen krop til at mærke, hvad det egentlig betød at stå under fremmed herredømme.

Da de i stort talt blev udskrevet til den tyske hær betalte de med renters rente prisen for en tidligere generations liberale lemfældigheder. Således skriver også Den store Krig sig ind i den danske nederlagshistorie som en uhyggelig påmindelse om, at gælden efter ideologisk blindhed engang skal betales af.

Men 1914 er jo længe siden og Sønderjylland er så langt væk fra Slotsholmen og København at ingen – ikke engang prins Joakim – kan holde det ud. Og i Århus står det store mindesmærke fra Første Verdenskrig og bliver stadig mere glemt og stadig mere sodet og grøngrumset, alt imens byrådet har åbnet en racerbane i selve Mindeparken. Det er heller ikke længe siden, at daværende kulturminister Uffe Elbæk sløjfede en bevilling til vedligeholdelsen af et mindesmærke for de faldne sønderjyder i Frankrig.

Første Verdenskrig er vores glemte krig. Men i disse år bliver der dog rådet bod på forsømmelsen. Historikeren Niels Arne Sørensen har udgivet et stort og flot værk om krigen, Den store krig, ligesom Hans Schultz Hansens og Inge AdriansensSønderjyderne og den store krig 1914-1918 fra 2007 understreger en fornyet interesse for emnet.

Blandt de mest interessante skildringer er imidlertid historikeren Henrik Jensens kalejdoskopiske fremstilling iOfrets århundrede fra 1998 og Det Faderløse samfund fra 2006, som siden har fået følgeskab af bogen Det ordentlige menneske. Netop i år er så hans Krigen 1914-1918 udkommet og dertil udgav han i 2003 den mindre kendte gymnasielærebogDen sønderrevne baldakin – første verdenskrig som optakt til ofrets århundrede.

Jeg vil imidlertid fokusere på de to førstnævnte, der må tages som hovedværkerne i forfatterskabet. Ofrets århundrede og Det faderløse Samfund er begge kultur- og mentalitetshistoriske fremstillinger, hvis analyser leder frem mod en eksplicit kultur- og modernitetskritisk position. Det ordentlige menneske er en debatbog, som i letfattelig og populariseret form giver et bud på en kvalificeret konservativ samtidskritik, mens Krigen 1914-1918 og Den sønderrevne baldakin tværtimod er værker, som peger mere i retning af det historiske og i det hele taget understreger, at Første Verdenskrig er den akse, som Henrik Jensens forfatterskab drejer sig om.

Torden i syd

I Jacob Paludans Jørgen Stein beskrives Første Verdenskrig som en torden i syd. Selvom dette udtryk rummer forestillingen om en trussel eller i hvert fald noget ildevarslende – for uvejret kunne rykke nærmere – så ligger der også i billedet en slags banalisering af krigsudbruddet, fordi det registreres som et fjernt naturfænomen, noget foregår derude, som man kan stå på afstand af og betragte. Men krigsudbruddet blev netop et indbrud i tilværelsens orden og et brud med den givne, historiske sammenhæng. Krigen blev, selvom den foregik et andet sted, ikke bare et fænomen, der kunne beskrives og analyseres, men var levende virkelighed for datiden – og for os. Det er netop dette, Paludan konstaterer i Jørgen Steins andet bind, der samtidig giver en nøgle til at forstå Henrik Jensens historiske fremstilling og samtidskritik. Om fædrenes generation, de ældre, skrev Paludan:

[De] måtte i deres livs eftermiddag lære, at de havde gået i søvne hele deres livs formiddag… Begrebet menneske, begrebet kultur måtte erkendes og defineres på ny – men de var jo langt ude over den alder, hvor hjernesubstansens smidighed tillader dannelsen af ny livsanskuelse. De ældre blev mærkeligt meget ældre på disse år; de trådte så underlig hurtigt ud af sammenhængen – som falske læremestre, der efter Afsløringen maa vende hovedet bort. Man spurgte dem ikke længer med tillid. Og tiden før krigen, der dog både havde rummet velvære og ideel stræben, rykkede fjern, som var disse fire år en afgrund, og antog for erindringen et gustent udseende. Under dens overflade havde jo dog den sygdom luret, der blev alle tiders sværeste for den beboede jord.

Dette er skellet mellem før og efter; et skel så radikalt, at den mellemliggende periode ikke er overgang men afgrund. Man falder fra den gamle tid og ned i den nye. De unge snubler i starten – et udtryk, der også stemmer fra Jørgen Stein, men er blevet udødeliggjort af litteraten Ernst Frandsens i den uforlignelige Aargangen, der maatte snuble i Starten. Men her er det de ældre, vi skal opholde os ved. De var patriarkerne, som personificerede og bar tiden før krigsudbruddet. Efter faldet blev de i bedste fald latterlige.

Den nye tid præges derfor af sin afstand til tiden før og kan bestemmes negativt ved fraværet af en faderlig eller patriarkalsk autoritet, der i bredeste forstand fæstnede samfundsordenen i en ubetvivlelig selvfølgelighed.

En selvtillidsfuld individualist slukker efter sig

Historien om dette fald kan fortælles på mange måder, og det kan nemt blive vældig kedeligt, som det ofte er med historiske afhandlinger. Det er en stor styrke ved Henrik Jensens bøger, at de, samtidig med, at de fastholder et overordnet mentalitetshistorisk perspektiv, søger at fortælle denne historie gennem konkrete eksempler. I Ofrets århundrede bruger Henrik Jensen således den britiske udenrigsminister Edward Grey til at fortælle historien om en generations fald.

Grey var som så mange politikere i den klassiske britiske parlamentarisme af adelig slægt, og hans slægts historie var filtret ind i historien om det britiske imperium. Et blik henover slægten viser, hvordan den britiske elites rolle i samfundet havde forandret sig: ”fra djærv buccaneer over John Bull-herremand og købmand, til kuponklippet og årvågen administrator af de erhvervede rigdomme.”

Edward Grey var et barn af den britiske kostskoleverden, hvor man blev godt uddannet – men ikke til noget særligt. Det var først og fremmest gentlemanen, der blev fremelsket gennem en dannelsesproces, der bl.a. ved mødet med kristendommen og den antikke oldtid satte velopdragenheden i system, skabte en disciplineret maskulinitet, der tillod en fåtallig britisk overklasse at styre et verdensrige i en tid, hvor det moderne bureaukrati endnu var i sin vorden.

Grey var således præget af en selvtillidsfuld individualisme og som så mange i sin generation også af liberalismen. Men det var Greys verden, aristokratiets, dannelsens og liberalismens, der styrtede i grus med krigsudbruddet og krigens udvikling til en moderne teknisk, massemobiliserende totalkrig. Grey forstod dette og som politiker havde han gjort sit til gennem en sindrig alliancepolitik at holde krigen fra døren, men altså uden resultat. Dermed blev krigen også hans livsværks nederlag. ”Lygterne er ved at gå ud over hele Europa”, skrev Grey, ”vi skal ikke se dem tændt igen i vores levetid.” Og med disse ord registrerede han resigneret sin verdens undergang.

Den nye verden tilhørte massen, fremhævede Grey og med ham Henrik Jensen. Han identificerer dermed med stor præcision det fænomen, der blev det væsentlige og udslagsgivende politiske subjekt i en mellemkrigstid, der var præget af både den atomisering, der er massesamfundets paradoksale følge, og af forsøgene på med stokkeslag og pryglestraf at genindføre, hvad der var blevet tabt i ånden. Nok så væsentlig peger han dermed også på en kilde til vores egen samtids generelle orienteringsløshed og den amorficitet, der præger vores post-diluviske tidsalder med dens omsiggribende offergørelse, selv-klientisering og identitetsshopperi.

Grey er blot et eksempel blandt mange, og man nyder hver en sætning hos Henrik Jensen, der netop gør et i udgangspunktet vanskeligt idéhistorisk stof levende gennem en mesterlig evne til at lade den store fortælling udtrykke sig i den lille og give det abstrakte konkret form.

Det faderløse samfund

Når det lykkes Henrik Jensen at ballancere mellem historisk analyse og kras civilisationskritik uden at fremstillingen bryder sammen, skyldes det blandt andet, at forfatteren læner sig op ad en række klassiske og nyere sociologers vurderinger af moderniteten som tilstand og problem. Til de klassiske hører Durkheim og Tönnies, men måske særligt Max Weber, der også – sammen med Freud – er en slags hovedperson i Det faderløse Samfund, hvor han således både kommer til at indgå som en ramme om fortællingen, et perspektiv, hvorfra historien kan anskues og begrebsliggøres, og som et led i fortællingen, et eksempel på den gamle generations fald, men også på dens myndige kritik af den yngre generations intellektuelle fadermord.

Dette fadermord er vel at mærke ikke en én gang overstået begivenhed, men en stadig gentaget handling. I dag er patriarken død. Det er kun hos sære afvigere, at maskuliniteten får form af myndighed. Den lever i det hele taget kun videre lever som et ironisk ekko af var-engang i bløde mænds veltrimmede fuldskæg, eller kommer til syne – som en grim påmindelse om kulturens naturgrund – i en marginaliseret utilpassetheds machismo ude i samfundets etniske, kulturelle og sociale periferi. Stendød er den, og det er således først nu, at vi – endelig – slipper for de ritualistiske fadermord i bedste sendetid søndag aften på Danmarks Radio i Bryggeren,Krøniken, Sommer, og hvad det nu ellers hedder. Tilbage er kun stærke kvinder og mænd, der dybt og inderligt og helt igennem er skvat. Det moderne skvat har sat seglet for patriarkens grav.

Opgøret hos Henrik Jensen drejer sig ikke om kønsroller, men om to strømninger i vestlig kultur. Et sted udtrykker han det sådan, at der i førkrigstiden endnu bestod en vertikal pligtstruktur, hvor der var forskel på ”oppe” og ”nede”, og hvor det enkelte menneske ikke havde problemer med at bøje knæ for faderen i hans forskellige skikkelser (faderen i himmelen, faderen i riget og faderen i huset). Individets handlinger bestemtes derfor ikke af ønsker om selvrealisering, lykkeoptimering eller andre af de kriterier, vi navigerer efter i dag. De har nemlig det til fælles, at de netop ikke orienterer sig efter en vertikal akse, men snarere ud fra forestillingen om os selv som verdensaksen – egocentrisme i ordets egentlige forstand.

Frontlinjen går – mest eksplicit i Det faderløse samfund – mellem en traditionel pligtkultur og en moderne rettighedskultur, og i Henrik Jensens fremstilling bliver det netop Første Verdenskrig, der sætter det skred i gang, som endnu skrider videre under betegnelsen fremskridt.

Nomos

I sin begrebsliggørelse af den vesterlandske pligtkultur knytter Henrik Jensen an til religionssociologen Peter Berger. Han introducerede i The Sacred Canopy fra 1967 begrebet nomosom det korpus af love, traditioner, ritualer, vaner og konventioner, der traderes gennem tiden og skaber normativ integration i et givent fællesskab. For Berger er det religionen, der sikrer dette nomos ved at fæstne det i en transcendens, der hæver det over diskussion. Med verdenskrigen afgår Gud populært sagt ved døden, og dermed bryder også autoritetens vertikalitet sammen.

Individets handlinger bestemtes derfor ikke af ønsker om selvrealisering, lykkeoptimering eller andre af de kriterier, vi navigerer efter i dag. Frontlinjen går mellem en traditionel pligtkultur og en moderne rettighedskultur, og i Henrik Jensens fremstilling bliver det netop Første Verdenskrig, der sætter det skred i gang, som endnu skrider videre under betegnelsen ‘fremskridt’.

Med sin anvendelse af nomosbegrebet foretager Henrik Jensen en bevægelse, hvor han først går fra det overordnede til det konkrete gennem sin eksemplificering af den store historie i de mange små, men dernæst går han fra det konkrete til det abstrakte, eller man skulle måske snarere sig det principielle. Dette er en afgørende styrke ved bøgerne. For nomos er dels et væsentligt sociologisk begreb, men det er også et, der i virkeligheden adresserer meget af den bekymring for sædernes forfald, som vel altid har motiveret konservative til politisk handling, men som mange har haft vanskeligt ved at begrebsliggøre på en måde, der rakte ud over det konkrete forsvar for én given orden.

Nomosbegrebets relevans rækker således ud over den rolle det får i bøgerne, hvor det kaster nyt lys over en konkret historisk proces. Begrebet kan – og bør – føje sig ind i den aktuelle konservative samtidskritiks vokabularium. Hvad er egentlig konservatismen andet end netop et forsøg på at begrebsliggøre og forsvare et nomos mod anomien?

Er ethvert udslag af konservatisme ikke blot en variation over dette tema? Og er det ikke netop dette, der gør konservatismen relevant i et samfund under forandringens lov?

Ethvert samfund bygger på orden, og orden er forudsætningen også for frihed og demokrati og andre hurra-ord, der lyder langt mere tiltalende end såvel orden og nomos. Sagen er nemlig at også disse begreber indgår i, værdisættes og afgrænses i et givent kulturelt system, en orden eller et nomos, hvis eventuelle sammenbrud også er disse begrebers semantiske sammenbrud som meningsfulde sociopolitiske begreber.

Et trodsigt smil

Ja, Første Verdenskrig er længe siden, men vi lever endnu i dens skygge. Med sit forfatterskab har Henrik Jensen præsenteret en stærk og velargumenteret civilisations- og modernitetskritisk tese om årsagen til den konstante opbruds- og oprodningsstemning, vi lever i. Men endnu vigtigere har han med sin anvendelse af nomosbegrebet insisteret på, at anomien ikke er en ny orden – selvom den nok er dagens orden.

Netop i vores samfunds mangel på et nomos fæstnet i et kosmologisk postulat – Gud – ligger roden til vores krise. I denne situation er pessimisme, som filosoffen MacIntyre har bemærket, ikke en luksus vi kan tillade os, og derfor kan jeg måske slutte af med den betragtning, at Henrik Jensens bøger også er enormt morsomme. De fremkalder læst her i 100-året for syndfloden et trodsigt smil, der vel er det eneste håb, for den, som har fået til opgave at hive sig selv op ved håret.

Selv skriver Henrik Jensen i afslutningen af Det faderløse samfund:

I 1991 skal Leonard Cohen på spørgsmålet, om han var pessimist, havde svaret: ’Pessimist? En pessimist er en, der tager sin paraply med, når han går ud, fordi han forventer regn. Jeg er allerede gennemblødt.

Henrik Jensen: Ofrets århundrede. People’s Press, 1998.

Henrik Jensen: Det Faderløse samfund. People’s Press, 2006.

Christian Egander Skov er ekstern lektor i historie samt redaktør af Årsskriftet Critique.

Udgivelser

Om Alfred Bindslevs konservatisme

Præsten og politikeren Alfred BIndslev er en af konservatismens oversete ideologer. Sammen med blandt andre Ole Bjørn Kraft var han med til at stifte den nationale ungdomsbevægelse Det Unge Danmark, der fik umådelig indflydelse på mellemkrigstidens liberalismekritiske konservatisme. Senere blev han en en ledende ideolog i partier, men nåede aldrig helt til tops. Jeg har skrevet om hans liv, gerning og skuffelser i Årsskriftet Critique VI.

Her følger et uddrag:

“”Christmas Møller har sagt om ham, at han var vor generations bedste hoved, og det var han, men den vilje, der skulle lette dette hoved, der kunne alt, hvad det ville, var ikke så stærk som hans begavelse. Den kunne ikke overvinde den syre, der var i hans blod. Der kan siges, at i ham udspillede sig en kamp imellem himmel og helvede.”

Således berettede den konservative politiker Ole Bjørn Kraft på vej ind i sit politiske livs efterår om ungdomsvennen og kampfællen Al-fred Bindslev i sine erindringer Ung mand undervejs fra 1958. Sam-men havde de i årene omkring Første Verdenskrig søgt at nyskabe dansk konservatisme. De havde drømt store drømme om den nye tid og nationens genfødsel. De havde beruset sig i vin, poesi og store ord, men også ført deres tanker frem i konservatismens første række. I 1926 var de sammen blevet valgt i Folketinget.

Men i 1958 lå alt dette mange år tilbage: De var gået hver sin vej. Ole Bjørn Kraft blev en af sit partis ledende skikkelser, en mand hvis virke var bestemt af hans evner til at kombinere store idéer og større ord med det parlamentariske benarbejde. Alfred Bindslev var blevet stående ved idéerne og ordene. Han magtede aldrig at skabe politik af sine tanker, og da idealerne svandt, aftog også hans betydning for dansk konservatisme.

Alfred Dahm Bindslev døde i 1954 fysisk og mentalt nedbrudt efter et politisk liv, der havde ført ham fra sin ungdoms radikale konservatisme ind i det politiske hverdagsliv i Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation og frem til posten som Københavns Skoleborgmester. Han var end ikke fyldt 60 ved sin død, men de tanker, der ud-gjorde hans bidrag til dansk konservatisme, havde han overlevet med mange år.”

Vil du læse det hele, skal du købe Årsskriftet Critique VI

Udgivelser

Et større Danmark fra Gedser til Nordpolen anno 1918

Den nationale ungdomsbevægelse Det Unge Danmark drømte om et større Danmark. Med udgangspunkt i rigstanken forestillede de sig en integration mellem landsdelene i det danske monarki. I artiklen Radical Conservatism and Danish Imperialism: The Empire Built “Anew from Scratch” fra Contributions behandler jeg rigsbegrebet i en historisk kontekst.

Her følger et engelsk resume:

“The article explores the concept of empire, or rige, in the context of a small nation-state with no immediate claim to imperial greatness and with a rooted self-understanding as anything but an empire. It does this by exploring the concept of empire in the far right movement Young Denmark on the basis of a close reading of their imperialist program in the pamphlet Danmark udslettes! from 1918. Rige had been a vague term for the larger Danish polity that originated in a pre-national conceptualization of the polity as a realm. The article suggests that rige-as-realm was translated by the radical right into a concept of empire. In the process it dramatically changed its emphasis, reorienting itself toward a “horizon of expectation”. It became a politically loaded battle concept that then entailed a critique against the dominant liberal conceptualization of the polity and nation. Rige came to signify the ambition of being a great power, the spiritual elevation of the nation through the transcendence of the decaying liberal modernity. The program addressed the tension between a conservative political attitude and modernity and thus signified a kind of reactionary modernism that rejected liberal values while at the same time celebrating technology, industrialization, and the process of modernization”