Jeg var i Odense forleden. Delvist som et led i arbejdet med at promovere min snarligt udkomne bog Konservatisme i mellemkrigstiden, men nok mest af alt på foranledning af ph.d.-stipendiat ved SDU Kristina Krake, deltog jeg i weekenden i Historikermødet 2016 (danske historikeres helt store fætter-kusinefest) i et panel om demokratiet og dets fjender i mellemkrigstiden. Det er selvsagt et varmt emne og lokalet var da også fyldt til bristepunktet.
Brutalisering, Kanslergadeforliget og kommunistisk gadevold
Før jeg kommer til omtalen af mit eget bidrag til sessionen skylder jeg yde behørig ros til mine medpanelister. Krake selv leverede en interessant analyse af Kanslergadeforliget, hvor problematiserede det gængse udlægning af forliget som et demokratiforsvar. Diskursen om kanslergade som forsvar for demokratiet kom først noget tid efter forliget var en realitet, mens der ikke op til og under forliget synes at være kildebelæg for udlægningen.
Også min medpanelist ph.d. og ekstern lektor ved RUC Chris Holmsted Larsen leverede et uhyre interessant oplæg om politisk gadevold i mellemkrigstiden. Larsen fokuserede her på den kommunistiske vold, som han sammenlignede med den nazistiske, hvor det stod klart at førstnævnte langt overgik sidstnævnte i omfang. Noget andet bemærkelsesværidgt var, at niveauet i den kommunistiske gadevold syntes at hænge nøje sammen med partiets instrukser fra Komintern. Volden eksploderede under den såkaldte ultra-venstrelinje (hvor Komintern havde erklæret de europæiske socialdemokratier for fascistiske bevægelser) for så at falde drastisk som følge af folkefrontslinjen fra 1934.
Endelig kan nævnes professor Niels Arne Sørensens mere bredt anlagte fremstilling af sammenhængen mellem Første Verdenskrig og den opkogte politiske stemning i mellemkrigstiden. Her var spørgsmålet, hvordan og i hvilket omfang krigens brutalisering af frontsoldaten kunne siges at være forklaringen bag de tumultariske år.
Parlamentarismekritikkens argumentation
Selv forsøgte jeg at kigge den højrekonservative parlamentarismekritik i 1920’erne efter i sømmene. Hvad jeg ville skitsere var dels, at der eksisterede en særegen såkaldt højrekonservativ parlamentarismekritik i mellemkrigstiden, der afveg fra den position, som vi sædvanligvis forstår som den demokratiske konservative.
Man kan kort sagt skelne mellem det, man kan kalde en nykonservativ og en højrekonservativ parlamentarismekritik. Det kan skematisk opstilles sådan her:
Højrekonservatismen selv var en position, der opstod i kølvandet på 1. Verdenskrig og i sin idealtypiske form byggede på en længsel efter den modernitet, der var gået tabt dér. i Punktform kan den karakteriseres således:
Et problem, når man beskæftiger sig med mellemkrigstidens parlamentarismekritik, er at den er bredere end man normalt ville antage. Man støder slet og ret, som også begrebshistorikeren Jeppe Nevers har peget på, parlamentarismekritik de mest overraskende steder. Hvis man som udgangspunkt blot antager, at ethvert udslag af parlamentarismekritik sigtede på at afskaffe eller fundamentalt problematisere folkestyret, ja så gør man analytisk set helt galt i byen. En måde at anskueliggøre mangfoldigheden og gøre den håndterlig er flg. skema, jeg forsøgvis har brugt i min undervisning og som jeg præsenterede til konferencen.
Når først man har styr på distinktionerne og mangfoldigheden i kritikken, kan man gå til kilderne. Der vil man finde denne model gentaget i det uendelige i den højrekonservative parlamentarismekritik. Der var selvfølgelig variationer og vægten kunne ligge forskellige steder, men dette var grundlæggende argumentationsrækken.
Som det kan ses er den egentlige kritik, at parlamentarismen er et partivælde. Det er af dette faktum, at alle andre onder kan udledes.
Først, sidst og vigtigst af konsekvenserne af parlamentarismens karakter af partivælde, er den modsætning mellem parlamentarisme og borgerlig frihed, som derved lader sig postulere eller om man vil sandsynliggør. Parlamentarisme er i denne analyse slet og ret ufrihed, som det ses i dette skema.
Det røde felt betegner parlamentarismen som den bestod. De kasser, der følger efter er dens konsekvenser, dvs. hvad dens praksis medfør af ufrihed. Det afgørende her er to ting. For det første, at parlamentarismens ultimative konsekvens er den totale ufrihed i og med partidiktaturet. Det andet, ligeså interessante er, at det også viser sig, at parlamentarismen ikke blot resulterer i ufrihed, men faktisk har ufrihed i sit fundament, som man kan se af boksen før den røde boks.
Hvad forstås ved dette? jo, at de højrekonservative mente, at der lå en konstituerende ufrihed i parlamentarismen, nemlig at den var et massepolitisk system. Den byggede på individets opløsning i massen og var derfor allerede i sin kim en afvisning af individets frihed. 
Dette skyldtes, at de højrekonservative parlamentarismekritikere, når de sagde parlamentarisme, i virkeligheden mente “den lige og almindelige valgret”, her lå ondets rod. Derfor var den heller ikke blot en kritik af parlamentarismens praksis eller dens konkrete udformning, men grundlæggende en problematisering af de brede massers deltagelse i statens styrelse.
Som erstatning for parlamentarismen ønskede de et konstitutionelt funderet elitestyre. Det var ikke diktaturet, der var målet. Som vi har set oven for, var diktaturet først og fremmest en trussel. Man frygtede, at demokratiet ville udarte til diktatur. Men, men, men igen er her en dobbelthed. For som sidste figur viser, var der to diktaturbegreber i spil hos de højrekonservative, et positivt og et negativt.
Ja, sådan så det altså ud.
Og husk nu, at min bog Konservatisme i mellemkrigstiden kan købes fra 5. september (efter planen i hvert fald)
Christian Egander Skov 