Kategori: Bøger

Min bog bog Konservatisme i mellemkrigstiden er netop udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Det er en undersøgelse af samspillet og konflikterne mellem perioden moderate og yderligtgående konservative strømninger.

Her følger efter en kort introduktion et længere, let omskrevet uddrag fra bogen. Bogen er 350 sider og kan købes mange steder. 

Introduktion

Mellemkrigstiden var en brydningstid for samfundet såvel som for konservatismen. Tilsyneladende havde demokratiet spillet fallit, og ekstreme ideologier som nazisme, facisme og kommunisme stormede frem i et hjemsøgt Europa. Krisen slog direkte ned i dansk konservatisme, der måtte kæmpe for at finde en ny stemme. Konservatisme i mellemkrigstiden er historien om konflikten blandt danske konservative og om deres kritik af samfundets liberale orden, parlamentarismen og folkestyret. Det er samtidig fortællingen om, hvordan den samfundskritiske konservatisme efterhånden blev gjort tavs, og hvordan en moderne, demokratisk konservatisme opstod.

Det følgende let redigerede uddrag fra bogen skildrer den tumultariske situation kort efter stiftelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915. Partistiftelsen havde været en modernisering af dansk konservatisme, et opgør med det gamle Højre. Men dermed var lykken ikke gjort.

Ballade i det nye parti

I årene efter stiftelsen af Det Konservative Folkeparti fulgte en række begivenheder, der havde indflydelse på konservatismens udvikling. I 1916 blev kredsen om den stærkt konservative avis Vort Land ekskluderet, hvorefter disse repræsentanter for konservatismens højrefløj forsøgte sig med at skabe et nyt konservativt parti Det Nye Højre, der dog snart, sammen med Vort Land, overgik til historiens annaler. I 1917 fulgte en afskalning til venstre, da de tidligere frikonservative – en gruppe reformvenlige godsejere – forlod partiet.

Overordnet set var disse brud udslag af den fundamentale ideologiske uklarhed inden for partiet. Det samme kan siges om det opgør, som fandt sted i årene 1918‑1920, mellem storindustriens førstemand Alexander Foss (1858‑1925) og Det Konservative Folkepartis initiativtager Asger Karstensen (1874-1945) samt dennes allierede, økonomen Lauritz Vilhelm Birck (1871‑1933). Det var en konflikt om partiets folkelige middelstandspolitik, der udgjorde en fundamental del af den konservative ny orientering.

Middelstandsfløjen tabte opgøret og det blev situationen ikke mindre uklar af. Partiets program havde lagt op til et nybrud, men Karstensens egen politiske skæbne, der viste ham ud af sit parti og ind i Venstre, understregede, hvor skrøbelig nydannelsen egentlig var. Heller ikke Foss fik afgørende indflydelse på eftertidens konservatisme, for han fik en blodprop og blev sat ud af spillet. Partiets ledelse lå nu i hænderne på en forsigtig højrefløj, personificeret ved formanden, den stovte nordsjællandske proprietær Emil Piper.

I 1920 kom en helt ny generation af konservative politikere ind i Folketinget, hvoraf mange især var præget af nationale tanker. Kuldet talte så forskellige folk som den myreflittige studenterforeningspolitiker John Christmas Møller (1894‑1948), den ranke generalauditør Victor Pürschel (1877‑1963), dannevirkemanden og polemikeren greve Bent Holstein (1881‑1945), samt den besindige lensgreve Otto Reedtz-Thott (1872‑1927). Her var noget for enhver konservativ smag. Det var som om konservatismen var lutter gæring, men ingen afklaring.

Men når konservatismens historie i mellemkrigstiden blev en historie om strid, skyldtes det ikke kun uklarheden om arven fra Højre eller personstridigheder. For overhovedet at forstå konservatismens situation, er det vigtigt at huske på, at dens nydannelse fandt sted midt i århundredets krig, i et epokalt tidehverv: Mens Højre blev til Det Konservative Folkeparti, sank grunden sammen under den kendte verden. Giftgas og artillerinedslag forkyndte en ny tids komme. I virkeligheden var den nye konservatisme langt hen ad vejen et sildefødt barn af den liberale tidsalder, der nu lakkede mod enden.

Og måske var konservatismens nye svar allerede blevet aldrende mands drømme om verden, som den var og burde være. Første Verdenskrig blev et radikalt brud, der åbnede en afgrund mellem et før og et efter.

Verden af i går

For eftertiden kom tiden fra 1871 til 1914 til at stå som en periode præget af optimisme og stabilitet. Nok havde verden forandret sig i al hast, men alligevel var der, med økonomen John Maynard Keynes’ ord, tale om en sikker, normal og permanent tilstand, der kun forandredes i retning af det bedre, og hvor enhver afvigelse herfra blev forstået som et atypisk tilfælde, en anomali, det var muligt at undgå. Denne tid er blevet besmykket med betegnelser som la belle epoque og en tryghedens tidsalder. Verden af i går kaldte forfatteren Stefan Zweig den og understregede dermed afgrunden mellem et før og et efter. Periodens kendetegn havde været en udviklingstro, funderet i en overbevisning om, at det konstaterbare tekniske og materielle fremskridt gik hånd i hånd med et kumulativt moralsk fremskridt. At verden blev et stadig bedre sted, var ikke en utopisk overbevisning, men en prognose baseret på fremskrivningen af det allerede erfarede.

Mens Højre blev til Det Konservative Folkeparti, sank grunden sammen under den kendte verden. Giftgas og artillerinedslag forkyndte en ny tids komme.

Det egentligt utopiske var længslen efter gårsdagens uigenkaldeligt tabte erfaringsrum og det fromme ønske om at alting “maatte være som det er og blive som det var, som det blev udtrykt af forfatteren Thorkild Gravlunds (1879‑1939) reaktionære bonde Nilavs i Sognet. Hos den konservative teoretiker Arnold Fraenkel kunne erkendelsen og omfavnelsen af den stadige udvikling udlægges som konservatisme.

1871 havde ikke kun været året for den fransk-tyske fredsslutning, men også for Brandes’ forelæsninger på Københavns Universitet, der indvarslede det moderne gennembruds opgør med romantikkens idealisme og med kristendommen, problematiserede sædeligheden og dermed på et ideologisk plan tjente til at understrege og sanktionere adskillelsen af tradition og fremskridt.

Liberalisme, rationalisme og individualisme var tidens løsen. Det var en tid, hvor der med J.P. Jacobsens ord var stormgangsjubel i unge sjæle, tro på store tankestjerners lys og håb, som der var have. I 1910 havde englænderen Norman Angel udgivet sin fremskridtsoptimistiske og antimilitaristiske bog The Great Illusion, hvor han beviste, at samhandel, den økonomiske integration og civilisationens højt udviklede stadie havde gjort krig umuligt og militarisme forældet.

Men kort efter en særlig populær opdateret udgave fra 1913, faldt skuddene i Sarajevo. Den umulige krig var en realitet, og krigen understregede, at jævnføringen af det tekniske og det moralske fremskridt i bedste fald havde været unuanceret og i værste fald en illusion. Snarere virkede det til, at den teknik, der kort forinden end ikke havde formået at holde det borgerlige mikrokosmos Titanic oven vande, nu egnede sig bedst til at frigøre menneskets destruktive potentiale. Hvis det var fremskridt – og det mente nogle – var det i hvert fald et ganske andet end det, man var vant til.

For eftertiden fremstod førkrigstiden som en liberal tidsalder. Men det er vigtigt at huske, at førkrigstiden havde været en sammensat størrelse. Havde den på den ene side været præget af et fremskridt, der gik i retning af liberalisme, var den også præget af l’ancien regimes, de gamle autokratiske og aristokratiske regimer, vedholdenhed. Tiden for krigen var på en gang progressiv og konservativ, national og imperialistisk, demokratisk og elitær. I en forstand var krigen også det gamle, paternalistiske, konservative Europas endeligt. Tre kejserriger var faldet; herunder Rusland og Østrig-Ungarn, der havde været indbegrebet af reaktion og restoration.

Verdenskrigens konsekvens: radikal usikkerhed

Den amerikanske præsident Wilson havde i 1917 proklameret, at krigen blev kæmpet for det liberale demokrati. Derfor kunne krigen også forstås som det moderne, liberal-demokratiske samfunds sejr over de gamle regimer. Ved krigens afslutning havde mange da også hæftet sig ved, at det liberale demokrati havde sejret, og at Europa nu stod over for en bølge af demokrati. Men krigen havde også mobiliseret masserne, og det demokrati, som sejrede med den for zarismen belejligt befriede entente, var et nyt demokrati, hvor den liberale individualisme var blevet underkendt til fordel for massen, kollektivet, klassen eller nationen.

Disse masser havde tidligere huseret i borgerskabets bevidsthed som noget truende og farligt. Siden slutningen af 1800‑tallet havde konservative intellektuelle som f.eks. den franske massepsykolog Gustave Lebon advaret mod massesamfundets truende anomi. Arbejderbevægelsen forekom at være det væsentligste billede herpå. Men med krigen trådte masserne frem som dem, det hele afhang af. De var nationen. Og ingen ventede, at de ville fortrække til verdenshistoriens kulisse. Skulle nogen endelig have fastholdt en sådan overbevisning, blev Den Russiske Revolution en påmindelse om massemagtens politiske virkelighed, og det radikalt nye, der måske var i vente.

For det konservativt sindede menneske medførte krigen først og fremmest tvivl. Mellemkrigstiden var som helhed en krisetid, hvor gamle sandheder ikke længere havde gyldighed, og nye endnu ikke var etableret. Mange morgengry dæmrede på en gang i mange horisonter. Litteraten Henning Kehler (1891‑1979) beskrev situationen rammende, da han konstaterede, at det 19. århundredes dogmer ikke længere var beviser, men noget, der krævede at blive bevist. Her var den grundlæggende anomi, som konservatismen i sin samtid søgte at adressere og imødegå. Men konservatismen stod ikke med et svar på tidens spørgsmål.

Tværtimod er det denne bogs tese, at de indre brudlinjer i mellemkrigstidens konservatisme struktureredes efter de forskellige svar på den epokale krise. Overordnet kan man således identificere tre konservative positioner, strømninger eller svar i mellemkrigstiden, som fundamentalt set byggede på forskellige opfattelser af det nomos, den samfundsmæssige orden, hvorom konservatismen skulle værne.

Konservatismens tre muligheder

Skildringen heraf er denne bogs omdrejningspunkt, men i det følgende skal de enkelte overordnede forståelsesrammer og retningsgivende reaktionsmønstre kort skitseres. Der er ikke tale om tre politiske fraktioner, men derimod om nogle grundlæggende ideologiske linjer, der nogle gange kunne give sig udslag i egentlig fraktionering, men andre gange kun var til stede latent.

Der eksisterede for det første en strømning, som vi kan kalde socialkonservatismen. Den var et forsøg på at modernisere konservatismen gennem en løbende tilpasning af konservatismen til sin samtid. Udgangspunktet var her den tanke, at den sociale virkelighed altid er under udvikling, hvorfor konservatismens opgave matte blive at optræde som et modererende korrektiv, der skulle skabe balance, sikre institutionel stabilitet og kontinuitet samt en rolig, fremadskridende udvikling. Mere konkret kom denne strømning blandt andet til udtryk i den løbende accept af det parlamentariske demokrati, samt i jævnforingen af konservatismen med forsvaret for netop de demokratiske institutioner, som en tidligere tids konservativ skepsis havde rettet sig imod.

Hvor socialkonservatismen så sig selv som et brud med en tidligere tids konservatisme, var det anderledes med det, der her skal kaldes højrekonservatismen. Begrebet dækker over et relativt heterogent ideologisk fænomen kendetegnet ved at vare funderet i eller endog en ønsken sig tilbage til førkrigstidens sociopolitiske orden. Her var tale om en konservatisme, der opfattede tiden før krigen som det egentligt normale, mens samtiden opfattedes som et brud, der ledte ud i anomi. Mere generelt var der tale om en konservatisme, som derfor tenderede mod en en bloc afvisning af sin samtids værdier, ideer og vilkår og i det hele taget opfattede moderniteten som en forfaldsproces. Dens nomosbegreb var fundamentalt set statisk, og set fra et mellemkrigstidsperspektiv var der tale om en i høj grad bagudskuende position.

Over for disse stod imidlertid en tredje position: En nykonservatisme, der ligesom socialkonservatismen udtrykte en konservativ moderniseringsbestræbelse, omend ad ganske andre linjer end denne. Nykonservatismen var tydeligt antiliberal og radikalkonservativ, den ville skabe en ny samfundsmæssig og til dels institutionel orden, der både var et opgør med socialkonservatismens fortløbende tilpasning og højrekonservatismen reaktionære bestræbelse. Det gjaldt her om at satte sig ud over det moderne forfald ved at skabe et nyt grundlag.

Mellem disse tre positioner stod striden i dansk konservatisme. Herom handler denne bog.