Kategori: Kommentar

Kommentar

Vind mig lysets sejre! – Eller den om hvalerne

red.

Dobbelt-essayet er oprindelig bragt i Kontrast i september 2021. Del I her og del II her. De to essays ligger – mener jeg – i forlængelse overvejelserne i dette stykke. Og ideelt set føres de videre i overvejelserne i et tredje, måske altid uskrevet, stykke om omvendelsens narcissisme.

”Mørket har vi alle i os, men vi har valgt at bekæmpe det. Derfor er vi stærkere end dig, der har valgt at lade dig opsluge af det.” Nogenlunde sådan lyder de trodsige ord, der vælder ud af pigens Kaedes mund for at blive udråbt mod det himmelhvælv, hvorfra en aggressivt udseende kæmpehval er ved at stige ned for at opsluge såvel hende som kæresten Ren. Ja, hvad i alverden foregår der, tænker De. 

Svaret: Vi befinder os her i slutningen af den japanske filmskaber Mamoru Hosodas anmelderroste animé Udyret og hans lærling fra 2015. 

Filmen er anbefalelsesværdig, og jeg så den med mine børn en lad sommeraften. De var 5 og 7, og som det vil fremgå, var det måske alligevel voldsomt nok, men det får være. 

Dette skal ikke være en anmeldelse, men et forsøg på i uforpligtende essayistisk form at tale og tænke med filmens tema og billeder. Hvorfor? Fordi jeg efter megen grubleri er nået til den konklusion, at der siges noget rigtigt – eller i det mindste siges ord til overvejelse. Så lad os overveje det. 

Man hvad handler det om? 

Kaedes ord handler om bestemmelsen af menneskets eksistens som risikabel, og de handler om, hvordan vi skal forholde os til vores muligheder for henholdsvis liv og fortabelse under eksistensens risikable vilkår. Det handler også om vilje og dyd, og hvad vi formår derigennem. Og hvad vi ikke formår. Ja, og så handler det en del om hvaler. 

Fra Tokyo til Jutengai
Men før vi dykker ned til hvalen, må jeg hellere kridte handlingen op. For, indrømmet, det er jo en underlig og noget ufordelagtig situation, de to unge mennesker Ren og Kaede her befinder sig i – I ved, dette med at blive opslugt af en aggressiv flyvende hval, som ovenikøbet synes at bestå af et dunkelt skyggestof hentet fra menneskesjælens mørkeste afkroge. Læseren behøver ikke skamme sig over sin undren over, hvordan det er kommet så vidt.

Ved filmens begyndelse er drengen Ren fortabt i millionbyen Tokyo. Hans mor er for nyligt død, og sin far har han ingen forbindelse til. Vreden og frygten bobler altså i den 9-årige dreng, der nu er uden hjem i denne verden. Hans liv er en flugt. Og det er netop i denne flugt, at han gennem en snæver passage af magisk art ender i byen Jutengai. 

Og hold nu fast. Denne by er befolket af udyr, der lever en velordnet tilværelse i omgivelser, der tydeligt trækker på det gamle Japans samurai-værdier og feudale orden. Her bliver Ren lærling af den stærke, men udisciplinerede og egoistiske kriger Kumatetsu. Filmen er herefter skildringen af forholdet mellem Ren og Kumatetsu og siden Rens forsøg på at passe ind i den menneskelige virkelighed, han i sin vrede har vendt ryggen. 

Det er henholdsvis en forberedelse til kamp og så kamp. Eller vi kunne også sige liv, for liv og kamp er ét. Og ja, så ender det med en hval.

Hvaler i dybet
Nu skal man ikke nødvendigvis hente sin livsvisdom fra tegnefilm. Men med billedet af Rens kamp mod hvalen står vi over for et udtryk, der ikke kan reduceres til en funktion af mediet. Billedet er vildt og voldsomt. Ikke bare i ydre form, men også i sin indre mening. 

For vi har her at gøre med et stykke mytologi, et almenmenneskeligt tema, som atter og igen dukker op i de historier, vi fortæller hinanden – og netop gør det, fordi det er noget, vi allerede ved, uden at vide, at vi ved det.

Hvad vil det sige at blive slugt af en hval? Ja, det vil intet andet sige end at blive slugt af mørket. I hvalens bug føres du til bunds. Det er trods alt dér, dybt under vandets nok så rolige overflade, at kæmpehvalerne lever. Og det er fra samme dyb, at de indimellem dukker op og skaber kaos og rædsel. Ja, sådan var skrækken i hvert fald. Ligesom kæmpeblæksprutter i samme hav eller drager i skove og bjerge. Det er alt sammen det samme.

Hvalens eksistens var for det sejlende menneske en bekymringssvanger påmindelse om den bogstaveligt talt overfladiske karakter af hans liv på havet, det skrøbelige og provisoriske i hans sikkerhed. Hvalen er på den måder et billede på det menneskelige urdybs afgrund: den angst, som fra det skjulte vælder op, og får skib til at gå ned med mand og mus – ikke mindst hvis man, som digteren Helge Rode skrev, forsøger at krydse tilværelsens dybder i fornuftens fladbundede pram. 

Den er mindst af alt sødygtig.

Ichirohiko og fortabelsens mulighed
I Udyret og hans lærling er hvalen udtrykkeligt en manifestation af menneskets indre mørke. Helt konkret er den hval, Ren konfronterer, en deformering af en jævnaldrende ung mand, den plagede og identitetsløse Ichirohiko. Han blev, som Kaedes udråb rigtigt pointerer, til den sorte hval, netop da han overgav sig.

Også han er menneske og opvokset i Jutengai, men hans liv har været levet i resolut fornægtelse af sin egen menneskelighed, den stadig mere desperate insisteren på, at han var et udyr og hørte til i Jutengai. Han er den, der fortvivlet ikke vil være sig selv. 

Ichirohikos liv som menneskebarn i Jutengai rummer tilpas lighed med Rens til, at vi må forudsætte en forbindelse mellem de to karakterer, der rækker ud over den, som vi kan følge i handlingen. På et symbolsk plan er de én og samme. 

Ichirohikos overgivelse til mørket udtrykker altså det fald, som altid er en mulighed for Ren, ja for ethvert menneske i det hele taget. 

For mørket og dets destruktive potentiale er altid i mennesket. I filmen. I virkeligheden. Udyrene i Jutengai har det derimod ikke. Af samme grund er de ikke glade for i det hele taget at have mennesker iblandt sig. Mennesket rummer et potentiale for ondskab, som udyrene ikke besidder. Dermed er der allerede i udgangspunktet sagt noget afgørende om mennesket. Det er hverken godt eller ondt, men altid risikabelt. 

Opfattelsen af Ichirohiko som et aspekt af Ren – og altså af mennesket i det hele taget – understreges af, at hvalen i Udyret og hans lærling er en reference til den store hval Moby Dick i Herman Melvilles klassiske roman af samme navn. Denne bog ser vi flere gang Ren læse i løbet af filmen. Og vi får endda gennem dialogen mellem Ren og pigen Kaede at vide, at kampen med den store hval dér er et symbol på hvalfangeren Ahabs kamp med sig selv. 

Nu udstrækker mit eget kendskab til Moby Dick sig ganske vist til, at jeg husker ham som vigtig bifigur i Bent Hallers øko-fascistiske værk Samson og Sally, men udlægningen er sikkert rigtig nok, og under alle omstændigheder er det jo i hvert fald netop denne udlægning, som bringes i spil i Udyret og hans lærling. 

Når vi konfronterer hvalen, konfronterer vi altså mørket i os selv, som vi i det daglige forviser til dybet. Det er som sagnhelten Sigurd, der dræber den vældige drage Fafner. Viljens supremati. Såre heroisk. 

Men fordi hvalen lever i dybet, er kampen også en kamp i dybet, altså dér hvor du har forladt det sikre og er draget ned i præcis det mørke, der skal bekæmpes. At forholde sig til sin risikablitet indebærer kort sagt en risiko. Selvsagt. Det viser sig, at det er lige så vanskeligt at skelne mellem Sigurd og Fafner, som det er at sondre mellem Ren og Ichirohiko. 

Så måske er der noget mere fundamentalt på spil? Måske endog noget mere radikalt? Og måske er det ikke tilstrækkeligt med nok så megen vilje?

Nej i virkeligheden er det ikke så ligetil, som en heroisk tilværelsesforståelse kunne antyde. Men hvad så? En antydning til et svar finder vi i Jakob Knudsens Tunge, mørke natteskyer:

”Lad mig føle, hver gang når
livet blir mig øde,
at du, Fader, hos mig står,
og i sådan møde;
og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!”

Men hvad hulen betyder det? Dette må vi overveje næste gang.

Del II – Dydernes kultivering eller Jonas’ bøn?

Der er to oplagte hval-allegorier, der falder mig ind i denne sammenhæng. Den første er naturligvis Pinocchio, altså Disneys version, for ligesom det er tilfældet med Moby Dick, må jeg erkende, at jeg kun kender tegnefilmen. Men den er i øvrigt også god. 

Her må den lille Pinocchio på sin vej mod at blive et rigtigt menneske også konfrontere hvalen. Ja, helt præcist bliver han slugt af hvalen Monstrom, som han sammen med sin samvittighed Jesper Fårekylling netop er draget ud i havets dybder for at eftersøge. 

Det kyniske liv på havets bund
Monstrom har nemlig, sådan går ordet, spist hans far Gepetto, som nu lever, eller rettere overlever, skibbruden inde i hvalens bug, det vil sige på fortvivlelsens bund. Faderen selv var i øvrigt draget ud i verden for at finde Pinocchio – han har jo været i Pjække-land – men må altså betale for sin opofrelse ved selv at synke til bunds. Og dér lever han så.

Det morsomme er, at Gepetto har taget sine møbler med derned, eller i hvert fald dem, der hørte til skibet. Han har så at sige indrettet sig. I virkeligheden er det måske ikke specielt morsomt, hvis man tænker efter, for dermed er han jo netop havnet dér, hvor rejsen ind i hvalens bug er en envejstur. 

Han har overgivet sig til, eller måske mere præcist fortrængt, sin fortvivlelse og affundet sig med halvlivet i skyggens dødedal. Det kunne vel ligne en tilværelse, og hans fald er af en anden art end Ichirohikos, men fortabelse er det alligevel, slet og ret. 

Ikke at vi skal pege fingre ad Gepetto. Han har jo trods alt mistet sin søn og dermed i dybere forstand forbindelsen til det liv, der er vorden og potentiale og ikke blot en langsom afviklingsforretning. Gepettos liv er derfor endt i den eksistentielle kynisme, der kalder sig realisme, hvor man tror at have gennemskuet verden og derfor siger, at sådan som den er, vil den altid forblive.

Men hvad sker der? Pinocchio kommer ned i hvalen. Han brænder Gepettos møbler, skaber kaos i den tilsyneladende orden, faderen har bygget op, ja kasserer den fuldt ud, i erkendelsen af at denne orden ikke var andet end døden, der var sat i system. Masser af ingenting, en bien uden mål.

Så møblerne hugges i stykker, der tændes bål. Bugen fyldes af kvælende mørke. Det skal jo gøre ondt, før det kan gøre godt. Hvalen nyser. Ud kommer de. Og op kommer de. 

Men der er en pris. Pinocchio selv dør. Det er et offer, men offeret er den nødvendige forudsætning for hans forvandling til et rigtigt menneske. Og således bliver han netop da en rigtig dreng. Husker man tegnefilmen i detaljer, kan man notere sig, at han stort set ikke har gjort andet end at dumme sig hele vejen igennem. 

Det er at give afkald på det liv, man troede, man havde, og måske mener, at man har fortjent, og i stedet modtage et andet. Deri ligger netop bevægelsen – både for Gepetto og Pinocchio – og deri radikaliteten.

Profeten Jonas’ bøn i hvalen
Sådan forholder det sig også med alle hvalhistoriers moder, den bibelske myte om Jonas i hvalen. Jonas er en bibelsk profet, der af Gud får at vide, at han skal tage til Nineveh og profetere for de stedlige indvånere; ”råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab”. 

Det vil Jonas imidlertid ikke. Han bruger hovedet og fornuften, af hvilken han har tilstrækkelig til at indse, at budskabet næppe vil blive taget venligt imod i de blodtørstige assyreres hovedby. Det, han skal, er ikke foreneligt med såre menneskelige ønsker om langt liv og god helse.

Og derfor stikker han af til søs, men Guds vrede rammer ham – naturligvis. Havet bliver oprørt – og søfolkene på det skib, Jonas er med, kaster ham i havet, hvor han – tro mod dette essays tema – netop bliver slugt af en hval. 

Så også Jonas går til bunds. Og han går til bunds, fordi han vil sit og med fornuftens hovmod kaster den mening for sit liv, som Gud har, væk. Det vidunderlige er naturligvis, at Jonas har ret hele vejen igennem. Det er vitterligt ikke en god idé at tage til Nineveh. Det er ikke mærkeligt, at Jonas revolterer. Fejhed hører til det at være menneske. Så det er vel fint nok? 

Nej. For ligesom Gepetto arrangerer sit liv efter den tavse fortvivlelse, lader Jonas sit liv definere af en fejhed, der ovenikøbet smykker sig med fornuft og realisme. Han vil sit, fordi han faktisk forstår, hvordan verden i virkeligheden er. Men fordi han er så fandens klog, holder han fejt og krampagtigt fast i sit. Derfor er hans flugtforsøg også afvisningen af at modtage sit livs mening udefra. 

På overfladen er det henholdsvis for lidt vilje og for meget vilje. I virkeligheden er begge dele tilfælde af livsangsten. Derfor ender også Jonas i hvalens bug og må gennemgå en forvandling, før han netop har kvalt så tilpas meget af sit ego, at han kan modtage noget som helst. Hans bøn lyder: 

”fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,
og du hørte mig.”

Forvandlingen er netop, at han i erkendelsen af sin magtesløshed modtager den mening, han overhovedet kan profetere på, altså gå ud i den verden, han er stedt i, og kæmpe de kampe, der står ham for. Overgivelsen er nemlig ikke, og aldrig, opgivelse. Der udspringer en fordring, noget, man skal. Profetere i Nineveh. Kristenlivet er ikke klosterlivet.

Dydernes kultivering
Udyret og hans lærling skildrer den samme kamp, overvindelsen af det, som vi må overvinde for at blive rigtige mennesker. 

Men interessant nok anvises der indledningsvist en anden vej. For Ren kæmper jo med mørket fra begyndelsen. Og hans ophold i Jutengai som Komatetsus lærling handler slet og ret om at opbygge fysisk og moralsk kapabilitet. Sublimering. Ja, opøvelse af dyder. Her er vi ved en interessant betragtning. For ser vi på Rens forløb filmen igennem, bliver det klart, at hans egen etiske stræben faktisk rummer en værdi. 

Efter i begyndelsen – fortabt i byens gader – at have udskreget sit had til denne verden, der kun vil ham det ondt, ender han jo netop gennem en snæver passage i Jutengai, der er befolket af udyr. 

Og dette med udyr er der naturligvis også en pointe i. Det centrale motiv går på sublimeringen af vreden og aggressionen, forsøget på at dirigere den hen i en opbyggelighed, der først og fremmest, men netop ikke kun er fysisk. Opholdet i Jutengai handler om selvbemestring. Tæmme bæstet. Ikke så det bliver harmløst, men således at aggressionen underlægges viljen. Hunden skal bide, men kun på kommando. Og karakteristisk følges Rens udvikling, da også af udyrets – hans mester Komatetsus udvikling fra en stærk, egoistisk umuligprop til en sand kriger.

Jutengai er den altså kultiveringen af dyderne, afretningen af livskraften og disciplinering af kroppen og sind, som vitterligt gør noget for os. Intet fornuftigt menneske, der ikke er forblændet af sin egen fejhed over at blive konfronteret med dommen over sine mangler, kan benægte det.

Det er karakteristisk, at det netop er efter sin træning, at Ren er i stand til atter at krydse tilbage og opholde sig i menneskenes verden.

Dyd og forstillelse
Men det er alligevel ikke nok. Det, der kræves, er langt mere radikalt. For mørket er der endnu og optræder som en dunkel kraft, der pludseligt og næsten voldeligt slår ud og ikke alene truer med at gøre ham fremmed for den pige, der har betaget ham, men også den fraværende far, som han genfinder på sin vej tilbage til menneskelighed. 

Udyrene kender som nævnt slet ikke til mørket, det hører mennesket til. Hvad betyder det? Det betyder, at der er noget fundamentalt, der end ikke adresseres i den heroiske kultivering af dyd. Derfor kan Ren i sidste ende ikke rigtigt falde ind i menneskenes verden. Han er netop ikke et rigtigt menneske, men splittet mellem Jutengai og Tokyo. Det er netop i menneskenes verden, han læser om hvalen og erfarer, at der er så meget, han ikke ved. 

En ny fortabelse truer. 

Denne er antydet i Ren og udfoldet i Ichirohiko. For han har i sin kultivering af dyderne forskertset sin menneskelighed. Eller mere præcist, hans kultivering af dyden er blevet et forsøg på netop ikke at være et menneske, hvad han jo ubehjælpeligt er – trods det at ingen ved det. Han søger at klæde sig som et udyr, skjuler sit ansigt. 

Dyden er her blevet en maske. Ikke forstået sådan, at den er illusion. Ichirohiko smykker sig ikke med lånte fjer. Nej, der er noget langt mere dæmonisk på spil. Det er dette, at han lader dyden stå i stedet for selvet. Dyden bliver her en måde at udslette enhver autenticitet, således at han bliver stående ved det billede, han projicerer ud i verden af sig selv. 

Alt andet fornægtes. Men det går ikke. Mørket er der stadig. Og således viser det sig, at kilden til Ichirohikos styrke er hans såre menneskelige mørke. Han har måske tæmmet bæstet, men ikke hvalen.

Derfor må hans vej til menneskelighed blive en mørk og ond vej, en anden slags overgivelse end Jonas’ overgivelse til Guds vilje – en retræte ind i mørket, ned i hvalens bug. Ikke for at komme op, men for at blive et med mørket. Den rendyrkede nihilisme.

Kampens nederlagssejr
Og dermed er vi tilbage til udgangspunktet, kampen mellem Ren og den store sorte hval, der er Ichirohiko. 

Og vi forstår forhåbentlig nu, at det hele i virkeligheden handler om et menneskes kamp med sig selv, en selvkonfrontation med mørket som mulighed og virkelighed. 

Og det umiddelbart forstemmende budskab er, at mennesket i dette møde reelt set er magtesløst. Omtrent. For det er ikke, at vi intet mægter, men bare at vi såre lidet mægter. Og det er jo galt nok.

Således er Rens sidste – og desperate plan – at lade mørkestoffets skyggehval optage i sig selv for derefter at tage livet af sig selv – og samtidig Ichirohikos mørke.

Altså selvmordet.

Formelt set en sejr, for ja så har man da sat mørket stolen for døren, men hvis kampens mål var livet, så er man ikke kommet stort videre. Det er altså nederlag. Det er i en vis forstand mørket, der spiller sig helt ud ved at udfri sig fra sig selv – som ridder Kato i Mio min Mio, der lader Mio hugge hans stenhjerte over, fordi ingen hader Ridder Kato mere end Ridder Kato selv, som teksten så rigtigt siger.

Alligevel fastholder Udyret og hans lærling her en dialektik. For Rens desperate plan er jo samtidig radikalt uselvisk. Den er et offer, et offer af ham selv – som Pinocchios offer for Gepetto eller Jonas’ overgivelse i hvalens bug. 

Og dermed åbnes der for noget andet.

Det er netop her, at Rens offer viser sig at være parallelt med et andet. For tilbage i Jutengai giver Kometatsu nu afkald på den transformation til en gud (bed mig ikke om at forklare), som han står over for. 

I stedet forvandles han til et magisk flammesværd, som Ren kan gribe efter og knuse mørket med. Kometatsu bliver gennem sit offer inkarneret som sværdet i Rens hjerte, en styrke, der ikke kultiveres, men gives til den, hvis eget sværd allerede er knækket i nederlaget. 

Og deri ligger sejren – Ren kan nu blive et rigtigt menneske. Ikke ved sin egen kraft, men gennem den sandhed, der kun kan tages imod. 

In hoc signo. Kort sagt. Eller som vi med Jakob Knudsen sagde i første del af essayet: 

”og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!”

Kommentar

Thinking tonight of my Blue Eyes – Great Speckled Bird

red.

Min artikel om Roy Acuff Fra Kristelig Dagblad, august 2021. En introduktion til Roy Acuff, men først og fremmest en undersøgelse af et tema i sangen The great speckled bird om troens forhold til verden.

”Mit ejendomsfolk er blevet hyæners bytte, rovfugle flokkes om det. Kom her, alle vilde dyr, kom og æd!” Sådan hedder det i Biblen, nærmere bestemt hos profeten Jeremias (12,9) Den lidt dystre tekst er mærkelig nok blevet udgangspunktet for en af de helt store karrierer i Country-musikken, nemlig musikeren Roy Acuffs.

For Acuff debuterede i 1937 med sangen The Great Speckled Bird, som netop bygger på det skriftsted. Han blev aldrig særlig kendt i Danmark, men i USA blev han kendt som ”the king of country”.

Så man på salgstallene var titlen måske lidt af en tilsnigelse. Han var ingen Hank Williams, der brændte igennem og så brændte sit lys i begge ender til han døde på bagsædet af en bil, døddrukken og på piller, i en alder af 29 år.

Acuff fortsatte stort set frem til sin død i 1992. Han repræsenterede en kontinuitet i en genre, der trods sin indlejrede konservatisme havde forandret sig markant siden hans debat. Og det i et land, hvis kulturelle præferencer og værdier også havde undergået voldsomme skift i samme periode.

Kontinuiteten gik også bagud. Selv i 1930’erne blev hans stil opfattet som gammeldags. Det gjaldt for instrumenteringen, hvor han blev ved genrens traditionelle strengeorkester – og her hellere betonede traditionalistiske indslag som violinen og senere særligt dobroen end den allestedsnærværende guitar.

Hans stemme og ikke mindst hans insisterende måde at bruge den på pegede også tilbage til en anden tid. I de ældste optagelser kunne den virke friseret og tæmmet, men allerede i 40’erne og 50’erne er den nået frem til den primale, tilsyneladende – men netop kun tilsyneladende – vildskab, der i øvrigt kendetegner den. Det var på samme tid genren begyndte at svælge i sødsuppe.

Ikke alene brugte Acuff sin stemme som var den en violin, men han sang også kraftfuldt som var mikrofonen end ikke opfundet. Det var en måde at synge på, som netop gik tilbage til en anden tid. Dengang rummet måtte synges op manuelt.

Men tilbage til The Great Speckled Bird. Også denne sang viser Acuff som traditionsfortolker. Den var skrevet af en kristen, fundamentalistisk prædikant på en melodi, der en håndfuld år tidligere, i 1929, var blevet populær, da Carter-familien havde indspillet sangen Thinking Tonight of my Blues Eyes. Denne sang delte selv melodi og tekst med en lidt tidligere indspilning Thrills That I Can’t Forget fra 1925. Sandsynligvis gik melodien helt tilbage til fortidens tåger.

Hos Carter-familien blev det til sangen om en kærlighed afbrudt af svig og oceaners afstand men fastholdt i lige dele forurettelse og længsel – som den jo må for den, der er belemret med et hjerte.

Det sorgkløvede hjertes tvesindighed viser sig allerede i første vers, der sætter fortrydelsen som indgangsbøn:

“Would have been better for us both had we never
In this wide and wicked world had never met
For the pleasure we’ve both seen together
I am sure, love, I’ll never forget”

Fortrydelsen har jo en bismag. For erfaringerne brød med en verden, som i øvrigt var vid og grusom. Det er det, der har skruet sig fast i erindringen som et glædeligt minde. Men fordi glæden netop kun var for en stund, er mindet ingen balsam for den urolige sjæl. Nej tværtimod har vårens strejflys bare afsløret, at man i øvrigt er indhyllet i mørket.

Derfor hedder det også i sidste vers:

When the cold, cold grave shall enclose me
Will you come, dear, and shed just one tear
And say to the strangers around you
A poor heart you have broken lies here

Verset rummer den dybeste resignation. Der er ingen udvej for det bristede hjerte, som netop kun har den kolde gravs favntag at se hen til. Dette er ikke en prognose, der forudser, hvordan det i virkeligheden så går. Selv bristede hjerter vokser jo forunderligt sammen. Det er en undergangsfantasi, der udtrykket længselsøjeblikkets tomhed. En håbløs eskatologi.

Den eneste trøst ligger i den forestilling, at den elskede trodsalt, finder sin vej til denne grav, og over for de folk, der står der, nøgternt erkender sin skyld. Forsøget på at lægge ord i munden på den savnede – ord som med al sandsynlighed for evigt vil forblive usagte – afslører fortvivlelsen dybeste afmagt. Den kolde gravs mørke er netop nu og her.

I Acuffs The Great Speckled Bird er melodien den samme, men situationen en helt anden. Sangen kan bedst beskrives som en overvejelse eller meditation over billedet fra Jeremias 12,9. Men hvor kommer fuglen fra? Jo, på dansk står der godt nok hyæners bytte, men i den engelske King James Bibel hedder stedet:

”Mine heritage is unto me as a speckled bird, the birds round about are against her; come ye, assemble all the beasts of the field, come to devour.”

Billedet går på Guds folk, Israel, eller i kristen sammenhæng kirken, de troende. Billedet placerer dem i en udsat position. Den er end ikke kamp men slet og ret forhånelse og nederlag – udslettelse. Også her er verden vid og grusom. Men Great Speckled Bird tager billedet i en anden retning. Det hedder i de første linjer:

“What a beautiful thought I am thinking
Concerning a great speckled bird”

Det er tanken, der puster liv i billedet – eller måske billedet, der puster liv i tanken og gør den smuk. Ja, det starter med en dagdrøm, et syn. En gen-tagelse af billedet. Ikke som noget, der skal skrælles af, men derimod svælges ned. Et fuldgodt æble med skræl og det hele.

I sangen finder vi efterfølgende fuglen omgivet af andre fugle, der foragter den, netop fordi den forbliver tro mod Gud og ikke går i et med verden. Her skrives altså en standhaftighed ind i fuglen, som ikke er til stede hos Jeremias.

Sangen er nemlig skrevet i lyset af en brydning i kirken selv. Den moderne, fingernemme, afmytologiserende teologi angreb det, den opfattede som simple, fromme og naive forestillinger hos de kristne, der ikke forstod, at Biblen jo jo var historisk – og at myterne i hvert fald skulle oversættes. Gerne til uigennemtrængelig eksistensteologisk jargon så folk kunne forstå dem.

Moderne teologer fandt ud af, at Kristus i virkeligheden bare havde forsøgt at sige det samme som Heidegger, og hvis man nu skrællede mytologien af, kunne man skære igennem vrøvlet og nå ind til sandhedskernen.

Måske handler den slags mest om de veluddannede forlegenhed ved troen. Derfor bliver det nemt en undskyldning for præcis at gå i et med verden, høvle knasterne af de værste urimeligheder.

Great Speckled Bird afviste alt dette. Den blev i den kontekst en slags moderne udgave af Vor Gud han er så fast en borg, en kampsang, der afspejler den afgørelse til fordel for troen som de kultiverede og refleksionssyge må opfatte som utålelig naivisme. Hvorfor de nidkært går i kødet på den:

“Desiring to lower her standard
They watch every move that she makes”

Men de finder ingen fejl. Det betyder ikke, at de refleksionssyge bliver overbeviste, nej de fastholder mistankens hermeneutik som udgangspunktet. Ellers skulle de jo revidere deres livsangst og deres tvivl. De kan ikke overgive sig.

Derfor reduceres de til spottende tilskuere, når miraklet udspiller sig i to strengt vertikale eskatologiske bevægelser. Først flyver fuglen op, uanfægtet af fjendtligheden:

“When the trumpet shall sound in the morning
She’ll rise and go up in the sky.”

Og siden vender den tilbage i den store finale:

”When He cometh descending from heaven
On the cloud that He writes in His Word
I’ll be joyfully carried to meet Him
On the wings of that great speckled bird”

Det smukke i dette billede er ikke det præcise indhold af den fundamentalistiske teologi, men netop dette krav om at overgive sig til billedet, til Ordet. Og så tage det som det kommer. Ureflekteret i hengivenhed og tiltro. Skønheden og sandheden ligger netop i konstateringen af at blive båret til himmels. Det vil sige ikke af egen vilje eller kraft – men ved Guds. Det er refleksionssygen selv, der er under anklage.

Både Thinking tonight of my Blue Eyes og Acuffs Great Speckled Bird placerer os i et nu, hvor der er afstand mellem den verden, vi har og den man kunne tænke sig. Og der skues i begge tilfælde mod horisonten. Men hvor den første ikke bringer os videre end til det skibbrudne sinds gravfrygt, tankespind og afmagtsfortvivlelse, viser den sidste i retning af en anden og dybere afmagt, som ikke standser ved fortvivlelsen, men transformeres til nødvendigheden af at tage imod.

Kommentar

Centrum-venstre reproducerer myter og kalder dem fakta

red.

Klumme i Information 21/11 2017

Det er egentlig mærkeligt. Mens centrum-venstre i det meste af Europa politisk er sendt til tælling, så dominerer det stadig den politiske og kulturelle samtale. Det er Centrum-Venstre, der analyserer og etablerer fakta, det er dem med de legitime moralske standpunkter og udlægninger af tilværelsen. Alt til venstre eller højre for det er holdninger – i værste fald populisme.

Tænk på Dansk Folkeparti. Da de for nylig slog til lyd for at skrive menneskerettighedskonventionen ud af dansk lovgivning, var der kontant afregning ved kasse et. Det kunne man bare ikke. Tænk på den massive ensretning i kulturlivet, der i september fik teaterdirektør Tue Biering til at reflektere over, at han ikke havde en eneste ven med en anden politisk overbevisning end ham selv. Tænk på universiteterne, hvor marxisterne nok er visnet bort, men har overladt banen til transnationalistiske lektorer og studerende, der alle tror, de intet mener, men meget ved. Tænk på konkurrencestatsparadigmet, Ove Kaj Pedersen og de evindeligt snurrende tandhjul i det reguleringsglade og omstillingsparate DJØF-maskineri.

Eller tag nu debatten om Historien om Danmark. En række historikere havde fra et fagligt udgangspunkt kritiseret DR’s bud på en danmarkshistorie for at være tendentiøs. Hvordan reagerede centrum-venstre på det? I Politikens afviste debattør Niels Jespersen det hele: Det var bare højrefløjens hylekor, der var blevet triggered. De borgerlige var nogle snowflakes, der ikke kunne håndtere at møde den historiske sandhed og som derfor ville gemme sig i safe-spaces og i forløbet ødelægge DR.

Det samme pegede chefredaktør Rune Lykkeberg på her i avisen, da han slog fast, at »DR bekræfter jo bare det som Fonsmark &Co. beklagede: De røde var hovedpersonerne«.

Hvad siger disse indlæg om centrum-venstre? For det første fortier såvel Lykkeberg som Jespersen den faghistoriske kritik. Den kunne ikke være fagligt funderet, men måtte være ideologisk. Alt hinsides centrum-venstre er opinion, aldrig analyse.

I begge tilfælde er de borgerliges nederlag i de første mange årtier efter Anden Verdenskrig en grundforestilling. Jens Otto Kragh og Merete Nordentoft vandt. Selvom der i dag findes borgerlige, tror de hverken på prygl eller høflighed, som Klaus Wivel tilføjede i Weekendavisen. Altså er de ikke rigtigt borgerlige.

Er det sandt, at det borgerlige tankegodt blev fortrængt? I 1938 forkyndte den socialdemokratiske chefideolog Hartivg Frisch den private ejendomsrets snarlige sammenbrud. Afventer centrum-venstre anno 2017 stadig det? Eller er centrum-venstre ikke netop blevet borgerliggjorte?

Den vigtige anke er dog, at selv om centrum-venstre retfærdigvis må spille en hovedrolle i enhver bred skildring af moderne historie, så betyder det ikke, at vi er bundet til at reproducere dens mytologi, når vi fortæller historie. Vi fortæller jo heller ikke danmarkshistorien i slutningen af 1800-tallet med udgangspunkt i Højres og godsejernes ideologiske forestillinger – det er utænkeligt.

Centrum-venstres historiesyn er triumfialistisk. Derfor er man ikke i stand til at skelne mellem historie og ønsket om at fastholde en mytologisk skildring af den nære fortid, der etablerer og fastholder centrum-venstres værdier som historiens endemål og målestok.

Det er tvivlsomt, om de nævnte skribenter overhovedet er klar over, at de ideologiserer. De har blot overtaget den historiske mytologi som en selvfølge. Sådan er det med myter. Dette er centrum-venstres privilegieblindhed. Positionen er bag om ryggen på sig selv blevet vor tids ureflekterede institutionskonservatisme. Måske er det netop den arrogance og overlegenhed, som den medfører, der ligger bag positionens politiske trængsler i vore dage.

Kommentar

Konservatisme går på to ben

red.

Kommentar i Kristeligt Dagblad 5/12

Hvad vil det egentligt sige at være konservativ? I sidste uge blev det debatteret af historiker Jes Fabricius Møller og de to yngre nationalkonservative debattører, Johan Christian Nord og Mikkel Bjørn Sørensen. Jes Fabricius Møller havde nemlig konstateret, at der er opstået en ny konservatisme, der slet ikke er interesseret at forsvare det bestående.

Debatten rammer ned i et af de centrale problemer i konservatismen, nemlig hvad er det i det hele taget man vil bevare? Hvordan er konservatismen kort sagt? En måde at få svar på er – særligt hvis man netop er konservativ – at konsultere traditionen, eller endog gå til rødderne. Nærmere bestemt den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797).

Burke levede på Den Franske Revolutions tid, og var en indædt modstander af omvæltningen i Frankrig. I sit hovedværk Tanker om Den Franske Revolution formulerede han grundlaget for konservatismen. I sin kritik af revolutionen fremførte Burke både principielle og meget tidsbundne argumenter. Et sted skrev han eksempelvis, at frisører og lysestøbere ikke burde regere. Det kunne han uden videre mene i 1790. Men hvad stiller man op med det synspunkt i dag?

Hvis man læser Edmund Burkes forsvar for en konkret politisk og social orden i slutningen af 1700-tallet, og slutter, at konservatismen derfor må være et forsvar for præcis denne orden, går man galt i byen. Denne konservatisme ville være indædt reaktionær – og en politisk kraft uden betydning.

Men hvad så? En anden mulighed er at sige, at konservatisme så må være et forsvar for enhver politisk og social orden, der er under pres. Men en sådan konservatisme ville ikke være stort andet end en politisk spasme, en slags pavlovsk refleks for det politiske menneske. Ifølge denne udlægning bliver Brezhnev en sand mønsterkonservativ.

Hvis det ikke går, så kunne konservatisme måske være et forsvar for nogle evige værdier eller lignende, der er trådt ganske under fode af moderniteten. Den kunne være en tænkning, hvis ”ideal ikke er principrytteri og systembevaring, men derimod udfoldelse af kraft og indstiftelse af orden – og som derfor rummer en længsel efter opbrud og nyordning”, som Nord skriver. Her bliver konservatismen altså til radikalisme – endog uden etisk bagkant, hvis idealt blot er nietszcheansk kraftudfoldelse.

Der er i virkeligheden to yderligheder, en reflekteret konservatisme må undgå. Den første er status-quo-isme, det blinde forsvar for den bestående orden uden blik for forudsætningerne for orden i det hele taget. Den andet er radikalisme, forsvaret for forudsætningerne for orden i det hele taget uden blik for værdien af disse forudsætningers udtryk i den bestående orden.

Hver for sig er positionerne politisk nonsens, men taget sammen er de et udtryk for en politisk indstilling præget af dyb ansvarlighed. Konservatisme er med andre ord hævdelsen af nødvendigheden af en samfundsmæssig orden og denne ordens kulturelle, historiske og sociologiske forudsætninger. Men den er også hævdelsen af statsmandsskab, gradvise reformer – og at vores borgerlige orden nok har fejl, men grundlæggende er værd at forsvare og bevare. Her bør man huske Burkes ord, at raseri og fanatisme på en halv time kan nedrive mere, end klogskab, betænksomhed og forudseenhed kan opbygge på hundrede år. Eller som han skrev andetsteds: ”En tilbøjelighed til at bevare og en evne til at forbedre ville tilsammen være mit mønster på en statsmand. Alt andet er vulgært i tanken og farligt i udførelsen.”

Kommentar

So long, Luther

red.

Luther-året går på hæld. Det er godt det samme. Nu kan vi ikke mere. Slet ikke.

Selv kunne jeg ganske vist ikke drive det til mere end et besøg til luthersk folkefest i Ribe. Jeg så dog ikke meget til reformationen. Til gengæld mødte jeg sammen med min familie en finsk Laphund (hedder den det?), der vistnok bar navnet Ronja eller lignende.

Ronjas far var blevet efterladt sammen med Ronja uden for Ribe Domkirke, da Ronjas mor var gået ind for at se på katedralens indre organer. Jeg havde også selv været derinde men havde forladt stedet i en mild grad af panik, da jeg fandt det optaget af en gølgertrup, der var ved at forberede en art skuespil. Laphunden var blevet forskånet, og virkede til at være godt tilfreds med det. Børnene klappede hunden og så havde vi fået noget ud af køreturen til Reformationsbyen.

Hverken Ronja eller dens far, vidste dog, hvor en lille familie kunne få noget at spise. Derfor endte vi på noget, der lignede et nydeligt pizzeria med siddepladser, men som hurtigt vidste sig at være det værste spisested, jeg har haft glæden af i år. Forfærdeligt.

Ikke desto mindre. Det hele skal jo ikke handle om Ronja. For selvom reformationsåret  ikke blev en folkefest for vores post-kristne fædreland, og selvom Danmarks Radio lod som om, den ikke fandt sted, og selvom Jyllands-Posten fejrede året ved at lave et mikrofonholder-interview med Luther-haderen Frederik Stjernfelt, ja så skete der jo ting rundt omkring.

Der var gang i den. I hvert fald for projektansatte i Folkekirken og lignende steder. Begivenheder som Luther-året betyder jo, at det pludselig regner med fondsmidler, og i verden af i dag findes der en hel industri af brødløse akademikere, som lever lejlighedsvist fyrsteligt ved at stikke hovedet frem, når der bliver åbnet for hanerne.

Selv vil jeg, når jeg kigger tilbage, glæde mig særligt over You-tube-fænomenet Luther på moderne Dansk. Her har Luther-staben trukket i den svedigste Street-ware for at sprede ordet om “Martin Luder” til den danske ungdom, der ifølge projekt-lutheranernes målgruppeanalyse må være en særdeles fortabt størrelse, som end ikke Guds nåde kan opløfte fra deres kulturelle depravering. Det har de sikkert ret i.

Vi kan være sikker på, at det har kostet mange penge. Og de har uden tvivl været givet godt ud. Næsten 7.000 (wow!) unge har været inde og høre om den gamle Luther, vi fejrer i år. Det er jo mere end en ottendel af de 60.000, der har set You-Tube-videoen Katte Bange for Agurker – Katte Vs. Agurker – Sjove katte 2016.  Det er jo en regulær bedrift. Tænk nu er der 7.000 unge, der er omtrent så uvidende som de var før.

Det er jo vældigt alt sammen. Nu er det imidlertid snart slut, projektarbejderne bliver sendt hjem, eller rettere de drager videre til næste stop, nye projekter, der truer: 100 år for Første Verdenskrigs Afslutning i 2018, 100 år for genforeningen i 2020, 300 året for genopdagelsen af Grønland i 2021. Der er altid et nyt jubilæum, og altid en ny grund til at formidle i øjenhøjde, det vil sige tale til offentligheden som led den af middelsvær hjerneskade.

Men indtil videre, ro. Adventstid. Det kan vi så glæde os til.

Kommentar

Fast klummeskribent i Information

red.

Jeg er blevet fast klummeskribent på Information. Min første kommentar handler om det forestående valg i Tyskland.

Går alt, som alle forventer, hedder Tysklands kansler også efter valget i weekenden Angela Merkel.

Jeg kan næsten allerede høre lettelsens suk gå igennem Europa. Efter et par år, hvor det politiske etablissement, eliterne, den globale orden, det europæiske og det transatlantiske samarbejde har været under beskydning, er tingene måske ved at vende tilbage til et normalt leje.

Selv om det uden tvivl vil lykkes det højrenationale parti Alternative für Deutschland at vinde en del stemmer og for første gang manifestere et levedygtigt højrealternativ til Merkels kristendemokrater, vil partiet sandsynligvis stå uden for indflydelse efter valget. Merkel har sat en kurs, og i det store hele ligger den fast.

Der er dog ingen grund til at finde sig for godt til rette i optimismen. For den tilsyneladende stabilitet i tysk politik dækker over et system, der grundlæggende ikke har været i stand til at adressere de bekymringer, der driver populismen frem.

Læs det hele her

Kommentar
red.

Min anmeldelse af Jesper Vinds bog Det nye tyske højre i Replique.

 

Den 24. september går Tyskland til valg. Og skal man tro prognoserne – og hvorfor dog ikke – så er alt ved det gamle – men alt forandret. Merkel vil fortsat være Tysklands forbundskansler, den socialdemokratiske udfordrer Martin Schultz’ nederlag vil have understreget, at centrumvenstres dybe krise ikke kan løses af indfløjet arbejdskraft fra Bryssel, og på mange måder vil Tyskland fortsat være det land, vi husker fra vores rejser op og ned af Autobahn, et ordentligt, politisk velfungerende og lidt selvangst land, hvor der er større chancer for at se en obskurt egnsflag – eller en hvid dug – end et forbundsflag i de altid såre nydelige havers flagstænger.

Men som sagt: Alt er også forandret. Valget bliver gennembruddet for Tysklands nye højre, der partimæssigt har organiseret sig i Alternative für Deutschland eller AfD. Hidtil har der nemlig ikke været en stærk organiseret højrefløj uden for rammerne af den dominerende kristendemokratiske centrumhøjre-konstellation CDU/CSU. Forsøgene er enten, som partiet Die Republikaner, løbet ud i sandet, eller har som det mere kendte Nationaldemokratische Partei Deutschland været hegnet inde af sin egen radikalisme.

Det er Tysklands særlige historie, der er årsagen til fraværet af en stærk højreopposition. Det skriver historikeren og journalisten Jesper Vind i sin nye, velskrevne og oplysende bog Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer, som udkom i august på Gyldendal. Han citerer her journalisten Wolfgang Büscher, der har forklaret den tyske højrefløjs særlige problem med et billede:

Nationalsocialismen rasler efter den, ligesom en blikdåse, som børn har bundet til halen på en kat. Det er netop derfor, at der ikke er kommet noget redeligt ud af det tyske højre efter 1945. Og ikke kun deres modstandere binder nazi-dåsen til de højreorienterede – de gør det selv, igen og igen.

Büschers ord peger på et vigtigt tema i Jesper Vinds bog, spørgsmålet om hvordan et højre kan opstå og blomstre i et land, hvor historien ellers skulle synes at have lagt den mulighed øde og pløjet salt i jorden for enhver politisk bestræbelse hinsides Franz-Josef Strauß.

For at forklare, eller måske bedre skildre det, tager Jesper Vind os ikke bare med ind i de aktuelle begivenheder, der har givet AfD momentum, men også ind i den efter danske standarder ekstremt sofistikerede, offentlige debat, hvor højreintellektuelle spiller en stadig større rolle.

Den selvbevidste nation

Det var i de ellers så posthistoriske 90’ere, at det intellektuelle fundament for det nye tyske højre blev lagt. Det var her tyske nationalkonservative – og måske ligefrem højreradikale? –  stemmer, de såkaldte 89’ere, begyndte at markere sig og tage den tyske histories tabuer op til debat. Det var her, at det blev salonfähigt at tale om, at tyskerne ikke blot havde været gerningsmænd, men også ofre i Anden Verdenskrig. Det var her, at den unge Dieter Stein begyndte at udgive ugeavisen Junge Freiheit, der skulle facilitere en kulturrevolution fra højre, og som den dag i dag er et vigtigt organ, der binder det intellektuelle (nye) højre sammen med det bredere populistiske og mere mainstream konservative højre.

Strauß angreb den tyske tolerance som et udtryk for Tysklands særlige selvhad og beskrev, hvordan tyskerne på grund af deres arv nu var blevet forpligtet til godhed ved lov.

Det var også her, at allerede etablerede intellektuelle som Rüdiger Safranski, en af Tysklands mest prominente filosoffer, og Ernst Nolte, en af landet mest prominente historikere, og Botho Strauß, en af landet mest prominente dramatikere, med antologien Die Selbstbewusste Nation fra 1994 markerede sig med budskabet om, at Tyskland nu måtte blive en normal nation, der turde være sig selv bevidst.

Men vigtigst var uden tvivl førnævnte Botho Strauß’ essay fra året før, Anschwellender Bocksgesang. Ikke alene brød Strauß med sit image som mere eller mindre venstresnoet samfundsrevser, han skitserede også en konservativ position, der vedkendte sig forbindelsen til mellemkrigstidens konservativrevolutionære liberalismekritik, ja ligefrem reaktualiserede denne ellers udgrænsede traditions sprog og tænkning i den intellektuelle debat.

Strauß angreb den tyske tolerance som et udtryk for Tysklands særlige selvhad og beskrev, hvordan tyskerne på grund af deres arv nu var blevet forpligtet til godhed ved lov. Hans essay indvarslede den apokalyptiske stil, der præger meget af det nye højre, i Tyskland såvel som herhjemme; en stil, der vel at mærke netop er mere end et stiltræk, men svarer nøje til en dybfølt fornemmelse af krise, der går igen i det nye højres politiske tænkning. Der er ikke tale om en krisebevidsthed, der binder det nye højres tænkere og aktivister til en resigneret fatalisme, men tværtimod om en bevidsthed, der så meget desto stærkere hævder opgøret med den bestående orden som såvel mulighed som en nødvendighed.

Wir sind das Volk

Hvis 90´ernes højretænkning udgjorde den intellektuelle baggrund for fremvæksten af et genuint højrealternativ i tysk politik, var det forbundskansler Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015, der var den udløsende årsag til dens vækst – og mere specifikt til AfD’s succes.

Tyskland har i mange år oplevet en markant indvandring, der har sat sig tunge kulturelle og sociale spor, ikke mindst i form af bydele som Kreuzberg og Neukölln, der har karakter af parallelsamfund. Utilfredsheden med den udvikling var baggrunden for, at Pegida i 2014 begyndte at demonstrere i Dresden. ”Wir sind das Volk” var slagordet. Denne manifestation mod indvandringspolitikken opstod uden om det tyske partisystem, og blev af mange opfattet som blot endnu et udtryk for den racisme, som man havde oplevet talrige eksempler på i Østtyskland. (Østtyskerne omkring Dresden bliver opfattet som særligt uvidende og fremmede for Forbundsrepublikkens politiske kultur, fordi de ikke havde mulighed for at se vesttysk fjernsyn i DDR-tiden. En pointe, som Jesper Vind gør en del ud af.)

Det bemærkelsesværdige er, at Pegida kunne samle 15.000-20.000 personer til sine demonstrationer. Deltagerne var et bredt udsnit af befolkningen, og ikke de sædvanlige skinheads og nynazister, som den slags begivenheder ellers virker som fluepapir for. Selvom Pegida ikke rigtig slog rod uden for Dresden, afslørede bevægelsen en dybere og folkeligt forankret utilfredshed med Tysklands liberale immigrationspolitik, og dermed også, at der var en plads for et indvandringskritisk parti til højre for CDU/CSU. At denne plads var ledig, understregede det politiske systems reaktioner på Pegida, som Jesper Vind skildrer i sin bog. Angela Merkel opfordrede med et moralsk håndkantsslag ved årsskiftet 2014/15 befolkningen om at holde sig væk fra Pegida: ”Følg dem ikke. Alt for ofte er der fordomme og kulde, ja, endda had i deres hjerter”. Samtidig viste en undersøgelse, at en fjerdedel af tyskerne faktisk havde forståelse for Pegida.

Ballade og vækst i AfD

Alternative für Deutschland var blevet stiftet af en række prominente liberale, euro-kritiske økonomer i 2013. Under ledelse af økonomiprofessoren Bernd Lucke opnåede partiet lige præcis ikke valg til Forbundsdagen, til gengæld fik det et godt valg til Europa-Parlamentet. Det var dog en række succesfulde delstatsvalg i Østtyskland, der gav partiet sit gennembrud samtidig med, at det understregede, hvor det havde sit parlamentariske potentiale. Dette forrykkede magtbalancen i partiet.

AfD var splittet mellem partiets liberale og nationalkonservative fløj. Sidstnævnte med markante skikkelser som den tidligere CDU-politiker Alexander Gauland, den kontroversielle Björn Höcke og ikke mindst Frauke Petry i spidsen. Sidstnævnte overtog i juli 2015 ledelsen af partiet efter at have slået Bernd Lucke i et kampvalg på partiets landsmøde. Dermed begyndte AfD’s bevægelse i nationalkonservativ – eller om man vil populistisk (Jesper Vind skelner ikke) – retning. Da flygtningekrisen eskalerede i sommeren og efteråret 2015 reagerede Angela Merkel ved at åbne de tyske grænser med de herostratisk berømte ord ”Wir schaffen das.” Hvad hendes mening end var, blev det begyndelsen på det, der hos Vind ligner en varig strukturel forandring af tysk politik.

Mistroen til den førte politik blev forstærket efter begivenhederne nytårsnat i Køln. Her havde en stor gruppe migranter tyranniseret byen nytårsnat og foretaget 600 seksuelle overgreb, ligeså mange røverier og fyret nytårsraketter mod Kølns domkirke. Vind redegør meget grundigt for forløbet, som han tillægger stor betydning. På den ene side afviser han de konspirationsteorier, som højrefløjen svælgede i, men samtidig slår han fast, at det underbemandede tyske politi indledningsvist havde forsøgt at dysse sagen ned, ligesom der gik usædvanlig lang tid, før de store, etablerede medier tog sagen op.

Man kan udtrykke forholdet på den måde, at der ikke var en konspiration, men en særlig diskurs, der modvirkede den indledningsvise belysning af sagen. Det er en pointe hos Vind, at det netop er denne diskurs, der er forandret. Tonen i den tyske debat er blevet en anden – og for os mere velkendt.

Køln blev begyndelsen på det, Vind kalder populismens forårsoffensiv. AfD vandt herefter et antal store sejre ved forskellige delstatsvalg, ikke mindst ydmygelsen af CDU i Merkels fødeegn, Mecklenburg-Vorpommern.

Men dåsen rasler videre

Det er ikke kun AfD’s vækst, der peger på, at tonen i Tyskland var forandret. En række prominente højreintellektuelle kritikere af Merkels flygtningepolitik kom samtidig med vægtige indlæg i debatten. Filosoffen Peter Sloterdijk, økonomen Thilo Sarrazin, skribenten Henryk Broder og flere andre prægede nu den offentlige debat, der samtidig blev stadig mere polariseret og højlydt, i takt med at tidligere tabubelagte og stadig ømtålelige spørgsmål trængte sig frem.

Botho Strauß offentligjorde et i oktober 2015 et nyt omdiskuteret essay, Den sidste tysker, en titel der henviser til den tyske nations snarlige undergang såvel som til muligheden for national genrejsning i mødet med fjenden: ”Kan der ske tyskerne noget bedre, end at de bliver et kraftigt mindretal i deres eget land? Ofte bringer et intolerant fremmedherredømme et folk til selvbesindelse. Først da bliver der virkelig brug for identitet.” Vind lader efterfølgende litteraten Hans Hütt få det sidste ord. Strauß essay er et ”vanviddets dokument.”

Jesper Vind giver, som det fremgår, et nuanceret billede af det tyske højre. Nok bygger han sin forståelse på idéhistorikeren Jan-Werner Müllers stærkt kritiske populisme-opfattelse, der kort sagt nægter populismen muligheden for i sig selv at bidrage konstruktivt til at løse de problemer, den peger på. Men bogens tilgang lægger samtidig op til en forståelse af AfD som et symptom på et reelt politisk og politisk-strukturelt problem i tysk politik: den fortrængning af legitime politiske positioner, som får sit mest prægnante udtryk i den velorganiserede venstreradikale vold, som igen og igen rammer AfD.

Sagt på en anden måde åbner bogen for en nødvendig forståelse af den afledte positive betydning af højrepopulismen, nemlig muligheden for fornyelsen af kontrakten mellem det politiske system og den brede befolkning. Men gennem bogen lyder også en kritik af en højrepopulisme, der ikke forstår, formår eller ønsker at afgrænse sig fra højreradikale positioner. I Tyskland glider de to ideologiske felter over i hinanden.

Dette er er problem i forhold til højrepopulismens vælgertække. Det har eksempelvis skadet AfD voldsomt, at en skikkelse som Björn Höcke har genoptaget Weimar-tidens politiske retorik.

Men forbindelsen rummer også en anden og mere alvorlig fare. Intet sted bliver dette vist klarere end i Jesper Vinds interview med ”Den mørke ridder”, Götz Kubitschek, der samtidig er endepunktet i Vinds rejse mod mørkets hjerte. Kubitschek er en central skikkelse på det antiliberale, tyske, intellektuelle højre. Han er forlægger og står i spidsen for tænketanken Institut für Staatswissensschaft. Men han har også tætte forbindelser til kredse i AfD, ikke mindst føromtalte Björn Höcke.

Kubitschek er inspireret af såvel mellemkrigstidens antiliberale konservativrevolutionære som Putins Rusland og den prominente højreradikale filosof Alain de Benoist. Det betyder også, at hans ideologiske analyse stikker dybere end højrepopulismens. Hvor sidstnævntes vrede mod det politiske system ofte kan siges at være overfladisk i den forstand, at den knytter sig til uoverensstemmelser over mere eller mindre konkrete politikområder, snarere end til en principiel afstandtagen til den etablerede politiske orden, er Kubitschek netop fortaler for en sådan konservativrevolutionær tankegang, der uden blusel sætter konservatisme lig revolution.

Og forudsætningen for den analyse er selvsagt, at man opfatter det etablerede system som hinsides redning, ja måske endog som de aktuelle problemers første årsag.

Hvilken politisk kraft bliver et AfD inspireret af sådanne idéer? I bedste fald en ligegyldig – som Morten Messerschmidt meget skarpsindigt konstaterer i bogen – i værste fald noget værre.

Mørkets hjerte

I Joseph Conrads bog Mørkets hjerte bliver rejsen mod mørkets hjerte til en genopdagelse af det mørke, der potentielt altid truer med at besidde mennesket. Konkret er rejsen en færd til et konkret geografisk sted, der er kendetegnet ved sin radikale afsideshed. Men hvad dér erfares har gyldighed for tilværelsen som sådan.

Sådan er det måske også tilfældet i Vinds bog. Selvom Kubitschek er en central skikkelse for dele af det tyske højre, repræsenterer han ikke som sådan hovedlinjen i den folkelige revolte mod migrantstrømmen og eliternes håndtering af den. Men han repræsenterer, i Vinds perspektiv, måske alligevel et mørke, der ligger som én mulighed for det tyske højre, hvis det netop ikke forstår at afgrænse sig sine mere radikale elementer.

Vi lever i en tidsalder præget af populismens ofte nødvendige korrektiv til de teknokratiske og globalistiske eliter. Men hvordan dette korrektiv udfolder sig, og hvad det substantielle indhold i den folkelige revolte er, det må blive et af vores tids centrale spørgsmål.

Jesper Vind: Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer,Gyldendal 2017.

Christian Egander Skov er ph.d. i historie fra Århus Universitet og redaktør på Årsskriftet Critique.

Kommentar

Kronik i KD: Et forsvar for Sydstaternes monumenter

red.

Bag tragedien i den amerikanske by Charlottesville, hvor en nynazist myrdede en og sårede nitten, da han med en bil torpederede en moddemonstration, ligger en væsentlig debat om historisk bevidsthed, national identitet og erindringskultur.

Specifikt handler debatten om, hvorvidt der stadig i 2017 er plads til monumenter i det offentlige rum, der mindes – og i flere tilfælde åbent hylder – sydstatssoldater og generaler fra Den Amerikanske Borgerkrig. Mere generelt er det et spørgsmål om, hvordan et moderne pluralistisk samfund skal forholde sig til en dybt problematisk, men dog uomgængelig fortid.

I Charlottesville var stridens kerne byens beslutning om at nedtage en historisk statue af sydstatshærens øverstkommanderende, general Robert E. Lee, som ellers i mange år er blevet opfattet som en skikkelse, der kunne samle USA. Selvom han stod på den tabende parts side er han blevet hyldet af senere præsidenter som for eksempel Theodore Roosevelt og Eisenhower. Han har på den måde tjent den vigtige funktion at binde Nord og Syd sammen.

Læs resten her

Kommentar

Kronik i Information: Den Russiske Revolution var et moderniseringsprojekt båret frem af religiøst håb

red.

Jeg har bidraget til Informations kronikserie i anledningen af 100-året for Revolutionen. Læs den her. 

 

I et århundrede med så mange katastrofer som det 20. er det problematisk at rangere dem og pege på den største. Men Den Russiske Revolution ville nu være et godt bud. For ingen anden ideologi end kommunismen – ikke engang fascismen – har så mange lig og ødelagte menneskeskæbner på samvittigheden.

Opregner vi alene antallet af døde, løber regningen for 100 års kommunisme op i 100 millioner. Altså svarende til en million om året, hvis man havde drysset ofrene jævnt ud over hele perioden. Det er langt højere end i selv de mest brutale konflikter, vi har i vore dage.

Men kommunismen kunne kun udvikle sig til en katastrofe af dette omfang, fordi Den Russiske Revolution fra begyndelsen blev opfattet som en helt særlig begivenhed med potentiale til at forandre spillereglerne for det politiske, sociale og kulturelle liv ikke blot i Rusland, men i ethvert samfund.

I en vis forstand var revolutionen blot én i en serie af politiske omvæltninger, der ramte det uduelige og reaktionære tsarregime, der havde haltet sig ind i Første Verdenskrig blot for at kollapse i mødet med den første moderne massekrig.

Men det nye kommunistiske regime var noget ganske andet. Den anerkendte historiker Eric Hobsbawm, der selv var overbevist marxist frem til sin død for få år siden, har i bogen The Age of Extremes givet en på én gang præcis og afslørende beskrivelse af Den Russiske Revolution.

Hobsbawm pegede på, at den gamle verden i 1914 havde tabt sit himmelske mandat og således stod for fald:

»Det syntes, som om der kun var behov for et signal, før folkene ville rejse sig og erstatte kapitalisme med socialisme og dermed forvandle verdens meningsløse lidelse til noget mere positivt: en ny verdens blodige fødselssmerte og veer.«

Det var Den Russiske Revolution, der gav dette signal og derfor kom til at spille en verdenshistorisk rolle, der kun lader sig sammenligne med Den Franske Revolution i 1789.

Læs resten her.Læs resten her.

 

Kommentar

Et par ord om Historien om Danmark

red.

Lige nu kører den udmærkede Historien om Danmark på DR. Jeg er blevet bedt om at anmelde afsnit nr. 2 om bronzealderen. De andre anmeldelser kan findes her, her og her

Andet afsnit af Danmarks Radios nye Danmarkshistorie fortsætter de gode takter fra første afsnit. Vi er stadig i de lange stræks tidsalder, selvom vi nu beskæftiger os med en langt kortere periode end i første afsnit. Ja, i virkeligheden dækkede første afsnit en længere periode end resten af afsnittene til sammen.

I takt med, at vi har bevæget os fra jæger- og bondestenalder og ind i bronzealderen, er kredsen af talende hoveder skiftet ud. Borte er geologerne, med i stor stil er til gengæld arkæologerne. Som historiker må jeg stadig vente i hvert fald indtil slutningen af næste afsnit, før jeg kan håbe at se en kollega. Vi befinder os stadig solidt i forhistorisk tid.

Folkevandring eller kulturel diffusion

Det første jeg – som relativt uvidende seer – noterer mig er, at DR’s Danmarkshistorie er glad for migrationer. I helt gamle dage forklarede arkæologer og lignende mange udviklinger i forhistorisk tid med folkevandringer. Nye folkeslag på farten slog sig ned og fortrængte oprindelige indbyggere. Senere gik man væk fra den idé og begyndte at tale om kulturel diffusion i stedet.

Altså når der f.eks. begyndte at dukke enkeltgrave op i Danmark i slutningen af bondestenalderen skyldtes det ikke indvandringen af et overlegent ”enkeltgravsfolk”, sådan som man engang havde troet, men at nye idéer bredte sig som ringe i vandet (tilsvarende skyldes Computerens fortrængning af skrivemaskinen heller ikke en invasion, men teknologisk udvikling). Det var, så vidt jeg husker, det jeg lærte i sin tid. De gamle teorier om folkevandringer blev vistnok opfattet som aflejringer af tidligere tiders raceideologier, ikke noget man kunne beskæftige sig med. I Claus Delaurans fremragende tegneserie ”Danmarkshistorie for folket” harcelerede han – som læserne nok kan huske – en del over folkevandringstesernes tusmørke. Det måtte være noget politisk, ræsonnerede han.

Men, mirabile dictu, nu er vi vist vendt tilbage til folkevandringerne. Således beretter dagens afsnit om Yamnaya-folket fra Kaukasus-området, der i slutningen af bondestenalderen indvandrede til Danmark. De er i genetisk forstand vores høje og lyse forfædre. De er i øvrigt – hvad programmet ikke nævnte – også i sproglig forstand vores forfædre. Yamnaya-folket kommer nemlig fra den indeoeuropæiske urhjemstavn, og det sprog, vi taler, er som bekendt et indo-europæisk sprog.

Fortællingen om, hvordan man kan rekonstruere den tidlige indoeuropæiske livsverden gennem sproglige studier, er interessant, men ikke en programmet tog op. Moden går nok i anden retning i disse år. Der sværmes for hard science i arkæologiens verden, og mon ikke også, at netop folkevandringstesens genkomst (hvis der er tale om det – jeg gætter bare) netop skyldes vores øgede viden om gener og DNA, der indfører et nyt element af sikkerhed i vores ellers usikre teorier om for længst svundne tider.

Glade dage i bronzealderen

Det andet, der slog mig, var, hvor meget pointeringen af bronzealdersamfundets ”globale” karakter fyldte i programmet. Med bronzealderen begyndte en tid, hvor udbyggede handelsnet bandt Danmark tæt sammen med resten af verden. Og ikke mindst bronzealdersamfundets elite har været stærkt globalistisk anlagt, kunne jeg forstå. På meget imponerende vis brugte programmet Egtved-pigen, der – som vi nu regner med at vide – var tysk, til at slå den pointe fast.

I bronzealderen var Danmark eller eliten hertillands (eller i det, der senere bliver Danmark) velstående. Rav gjorde os rige. Der var varmt og vi dyrkede solen, medens vi stødte i luren og letpåklædte damer slog flik flak. Bronzealderen var gode tider: Champagne, bling, bling og Nik & Jay. Ligesom 00’erne på mange måder.

Men alting har en ende, og ligesom globalismen i dag er, om ikke truet, så udfordret, således lakkede det også ved overgangen til jernalderen mod enden for bronzealderens sorgløse globalister. Det kolde og rigelige jern, fortrængte den varme og sjældne bronze. Danmark lukkede sig om selv, hed det i programmet. Og for at det nu ikke skal være løgn, begyndte vi også at flytte sammen i indhegnede samfund, samtidig med at vi i stor stil fik den idé at kaste folk i moserne for at ofre dem til Gud ved hvilken afguder, der gemte sig dér. Ja og så blev det jo også dårligt vejr.

Alt i alt en uheldig udvikling, men også en, der vidner om, at enhver social, politisk og religiøs orden, hvor lyksalig den end måtte forekomme, ikke er andet end et provisorium. Alting forgår. Det er historiens tema.

I indtil videre to afsnit, har folkene bag danmarkshistorien ladet os kaste et blik over et forhistorisk landskab af enorme tidslige og fysiske dimensioner. Effekten har været imponerende og til tider svimlende. Det er, hvad god historie kan.