Kommentar

Centrum-venstre reproducerer myter og kalder dem fakta

Klumme i Information 21/11 2017

Det er egentlig mærkeligt. Mens centrum-venstre i det meste af Europa politisk er sendt til tælling, så dominerer det stadig den politiske og kulturelle samtale. Det er Centrum-Venstre, der analyserer og etablerer fakta, det er dem med de legitime moralske standpunkter og udlægninger af tilværelsen. Alt til venstre eller højre for det er holdninger – i værste fald populisme.

Tænk på Dansk Folkeparti. Da de for nylig slog til lyd for at skrive menneskerettighedskonventionen ud af dansk lovgivning, var der kontant afregning ved kasse et. Det kunne man bare ikke. Tænk på den massive ensretning i kulturlivet, der i september fik teaterdirektør Tue Biering til at reflektere over, at han ikke havde en eneste ven med en anden politisk overbevisning end ham selv. Tænk på universiteterne, hvor marxisterne nok er visnet bort, men har overladt banen til transnationalistiske lektorer og studerende, der alle tror, de intet mener, men meget ved. Tænk på konkurrencestatsparadigmet, Ove Kaj Pedersen og de evindeligt snurrende tandhjul i det reguleringsglade og omstillingsparate DJØF-maskineri.

Eller tag nu debatten om Historien om Danmark. En række historikere havde fra et fagligt udgangspunkt kritiseret DR’s bud på en danmarkshistorie for at være tendentiøs. Hvordan reagerede centrum-venstre på det? I Politikens afviste debattør Niels Jespersen det hele: Det var bare højrefløjens hylekor, der var blevet triggered. De borgerlige var nogle snowflakes, der ikke kunne håndtere at møde den historiske sandhed og som derfor ville gemme sig i safe-spaces og i forløbet ødelægge DR.

Det samme pegede chefredaktør Rune Lykkeberg på her i avisen, da han slog fast, at »DR bekræfter jo bare det som Fonsmark &Co. beklagede: De røde var hovedpersonerne«.

Hvad siger disse indlæg om centrum-venstre? For det første fortier såvel Lykkeberg som Jespersen den faghistoriske kritik. Den kunne ikke være fagligt funderet, men måtte være ideologisk. Alt hinsides centrum-venstre er opinion, aldrig analyse.

I begge tilfælde er de borgerliges nederlag i de første mange årtier efter Anden Verdenskrig en grundforestilling. Jens Otto Kragh og Merete Nordentoft vandt. Selvom der i dag findes borgerlige, tror de hverken på prygl eller høflighed, som Klaus Wivel tilføjede i Weekendavisen. Altså er de ikke rigtigt borgerlige.

Er det sandt, at det borgerlige tankegodt blev fortrængt? I 1938 forkyndte den socialdemokratiske chefideolog Hartivg Frisch den private ejendomsrets snarlige sammenbrud. Afventer centrum-venstre anno 2017 stadig det? Eller er centrum-venstre ikke netop blevet borgerliggjorte?

Den vigtige anke er dog, at selv om centrum-venstre retfærdigvis må spille en hovedrolle i enhver bred skildring af moderne historie, så betyder det ikke, at vi er bundet til at reproducere dens mytologi, når vi fortæller historie. Vi fortæller jo heller ikke danmarkshistorien i slutningen af 1800-tallet med udgangspunkt i Højres og godsejernes ideologiske forestillinger – det er utænkeligt.

Centrum-venstres historiesyn er triumfialistisk. Derfor er man ikke i stand til at skelne mellem historie og ønsket om at fastholde en mytologisk skildring af den nære fortid, der etablerer og fastholder centrum-venstres værdier som historiens endemål og målestok.

Det er tvivlsomt, om de nævnte skribenter overhovedet er klar over, at de ideologiserer. De har blot overtaget den historiske mytologi som en selvfølge. Sådan er det med myter. Dette er centrum-venstres privilegieblindhed. Positionen er bag om ryggen på sig selv blevet vor tids ureflekterede institutionskonservatisme. Måske er det netop den arrogance og overlegenhed, som den medfører, der ligger bag positionens politiske trængsler i vore dage.

Kommentar

Konservatisme går på to ben

Kommentar i Kristeligt Dagblad 5/12

Hvad vil det egentligt sige at være konservativ? I sidste uge blev det debatteret af historiker Jes Fabricius Møller og de to yngre nationalkonservative debattører, Johan Christian Nord og Mikkel Bjørn Sørensen. Jes Fabricius Møller havde nemlig konstateret, at der er opstået en ny konservatisme, der slet ikke er interesseret at forsvare det bestående.

Debatten rammer ned i et af de centrale problemer i konservatismen, nemlig hvad er det i det hele taget man vil bevare? Hvordan er konservatismen kort sagt? En måde at få svar på er – særligt hvis man netop er konservativ – at konsultere traditionen, eller endog gå til rødderne. Nærmere bestemt den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797).

Burke levede på Den Franske Revolutions tid, og var en indædt modstander af omvæltningen i Frankrig. I sit hovedværk Tanker om Den Franske Revolution formulerede han grundlaget for konservatismen. I sin kritik af revolutionen fremførte Burke både principielle og meget tidsbundne argumenter. Et sted skrev han eksempelvis, at frisører og lysestøbere ikke burde regere. Det kunne han uden videre mene i 1790. Men hvad stiller man op med det synspunkt i dag?

Hvis man læser Edmund Burkes forsvar for en konkret politisk og social orden i slutningen af 1700-tallet, og slutter, at konservatismen derfor må være et forsvar for præcis denne orden, går man galt i byen. Denne konservatisme ville være indædt reaktionær – og en politisk kraft uden betydning.

Men hvad så? En anden mulighed er at sige, at konservatisme så må være et forsvar for enhver politisk og social orden, der er under pres. Men en sådan konservatisme ville ikke være stort andet end en politisk spasme, en slags pavlovsk refleks for det politiske menneske. Ifølge denne udlægning bliver Brezhnev en sand mønsterkonservativ.

Hvis det ikke går, så kunne konservatisme måske være et forsvar for nogle evige værdier eller lignende, der er trådt ganske under fode af moderniteten. Den kunne være en tænkning, hvis ”ideal ikke er principrytteri og systembevaring, men derimod udfoldelse af kraft og indstiftelse af orden – og som derfor rummer en længsel efter opbrud og nyordning”, som Nord skriver. Her bliver konservatismen altså til radikalisme – endog uden etisk bagkant, hvis idealt blot er nietszcheansk kraftudfoldelse.

Der er i virkeligheden to yderligheder, en reflekteret konservatisme må undgå. Den første er status-quo-isme, det blinde forsvar for den bestående orden uden blik for forudsætningerne for orden i det hele taget. Den andet er radikalisme, forsvaret for forudsætningerne for orden i det hele taget uden blik for værdien af disse forudsætningers udtryk i den bestående orden.

Hver for sig er positionerne politisk nonsens, men taget sammen er de et udtryk for en politisk indstilling præget af dyb ansvarlighed. Konservatisme er med andre ord hævdelsen af nødvendigheden af en samfundsmæssig orden og denne ordens kulturelle, historiske og sociologiske forudsætninger. Men den er også hævdelsen af statsmandsskab, gradvise reformer – og at vores borgerlige orden nok har fejl, men grundlæggende er værd at forsvare og bevare. Her bør man huske Burkes ord, at raseri og fanatisme på en halv time kan nedrive mere, end klogskab, betænksomhed og forudseenhed kan opbygge på hundrede år. Eller som han skrev andetsteds: ”En tilbøjelighed til at bevare og en evne til at forbedre ville tilsammen være mit mønster på en statsmand. Alt andet er vulgært i tanken og farligt i udførelsen.”

Kommentar

So long, Luther

Luther-året går på hæld. Det er godt det samme. Nu kan vi ikke mere. Slet ikke.

Selv kunne jeg ganske vist ikke drive det til mere end et besøg til luthersk folkefest i Ribe. Jeg så dog ikke meget til reformationen. Til gengæld mødte jeg sammen med min familie en finsk Laphund (hedder den det?), der vistnok bar navnet Ronja eller lignende.

Ronjas far var blevet efterladt sammen med Ronja uden for Ribe Domkirke, da Ronjas mor var gået ind for at se på katedralens indre organer. Jeg havde også selv været derinde men havde forladt stedet i en mild grad af panik, da jeg fandt det optaget af en gølgertrup, der var ved at forberede en art skuespil. Laphunden var blevet forskånet, og virkede til at være godt tilfreds med det. Børnene klappede hunden og så havde vi fået noget ud af køreturen til Reformationsbyen.

Hverken Ronja eller dens far, vidste dog, hvor en lille familie kunne få noget at spise. Derfor endte vi på noget, der lignede et nydeligt pizzeria med siddepladser, men som hurtigt vidste sig at være det værste spisested, jeg har haft glæden af i år. Forfærdeligt.

Ikke desto mindre. Det hele skal jo ikke handle om Ronja. For selvom reformationsåret  ikke blev en folkefest for vores post-kristne fædreland, og selvom Danmarks Radio lod som om, den ikke fandt sted, og selvom Jyllands-Posten fejrede året ved at lave et mikrofonholder-interview med Luther-haderen Frederik Stjernfelt, ja så skete der jo ting rundt omkring.

Der var gang i den. I hvert fald for projektansatte i Folkekirken og lignende steder. Begivenheder som Luther-året betyder jo, at det pludselig regner med fondsmidler, og i verden af i dag findes der en hel industri af brødløse akademikere, som lever lejlighedsvist fyrsteligt ved at stikke hovedet frem, når der bliver åbnet for hanerne.

Selv vil jeg, når jeg kigger tilbage, glæde mig særligt over You-tube-fænomenet Luther på moderne Dansk. Her har Luther-staben trukket i den svedigste Street-ware for at sprede ordet om “Martin Luder” til den danske ungdom, der ifølge projekt-lutheranernes målgruppeanalyse må være en særdeles fortabt størrelse, som end ikke Guds nåde kan opløfte fra deres kulturelle depravering. Det har de sikkert ret i.

Vi kan være sikker på, at det har kostet mange penge. Og de har uden tvivl været givet godt ud. Næsten 7.000 (wow!) unge har været inde og høre om den gamle Luther, vi fejrer i år. Det er jo mere end en ottendel af de 60.000, der har set You-Tube-videoen Katte Bange for Agurker – Katte Vs. Agurker – Sjove katte 2016.  Det er jo en regulær bedrift. Tænk nu er der 7.000 unge, der er omtrent så uvidende som de var før.

Det er jo vældigt alt sammen. Nu er det imidlertid snart slut, projektarbejderne bliver sendt hjem, eller rettere de drager videre til næste stop, nye projekter, der truer: 100 år for Første Verdenskrigs Afslutning i 2018, 100 år for genforeningen i 2020, 300 året for genopdagelsen af Grønland i 2021. Der er altid et nyt jubilæum, og altid en ny grund til at formidle i øjenhøjde, det vil sige tale til offentligheden som led den af middelsvær hjerneskade.

Men indtil videre, ro. Adventstid. Det kan vi så glæde os til.

Kommentar

Fast klummeskribent i Information

Jeg er blevet fast klummeskribent på Information. Min første kommentar handler om det forestående valg i Tyskland.

Går alt, som alle forventer, hedder Tysklands kansler også efter valget i weekenden Angela Merkel.

Jeg kan næsten allerede høre lettelsens suk gå igennem Europa. Efter et par år, hvor det politiske etablissement, eliterne, den globale orden, det europæiske og det transatlantiske samarbejde har været under beskydning, er tingene måske ved at vende tilbage til et normalt leje.

Selv om det uden tvivl vil lykkes det højrenationale parti Alternative für Deutschland at vinde en del stemmer og for første gang manifestere et levedygtigt højrealternativ til Merkels kristendemokrater, vil partiet sandsynligvis stå uden for indflydelse efter valget. Merkel har sat en kurs, og i det store hele ligger den fast.

Der er dog ingen grund til at finde sig for godt til rette i optimismen. For den tilsyneladende stabilitet i tysk politik dækker over et system, der grundlæggende ikke har været i stand til at adressere de bekymringer, der driver populismen frem.

Læs det hele her

Kommentar

Min anmeldelse af Jesper Vinds bog Det nye tyske højre i Replique.

 

Den 24. september går Tyskland til valg. Og skal man tro prognoserne – og hvorfor dog ikke – så er alt ved det gamle – men alt forandret. Merkel vil fortsat være Tysklands forbundskansler, den socialdemokratiske udfordrer Martin Schultz’ nederlag vil have understreget, at centrumvenstres dybe krise ikke kan løses af indfløjet arbejdskraft fra Bryssel, og på mange måder vil Tyskland fortsat være det land, vi husker fra vores rejser op og ned af Autobahn, et ordentligt, politisk velfungerende og lidt selvangst land, hvor der er større chancer for at se en obskurt egnsflag – eller en hvid dug – end et forbundsflag i de altid såre nydelige havers flagstænger.

Men som sagt: Alt er også forandret. Valget bliver gennembruddet for Tysklands nye højre, der partimæssigt har organiseret sig i Alternative für Deutschland eller AfD. Hidtil har der nemlig ikke været en stærk organiseret højrefløj uden for rammerne af den dominerende kristendemokratiske centrumhøjre-konstellation CDU/CSU. Forsøgene er enten, som partiet Die Republikaner, løbet ud i sandet, eller har som det mere kendte Nationaldemokratische Partei Deutschland været hegnet inde af sin egen radikalisme.

Det er Tysklands særlige historie, der er årsagen til fraværet af en stærk højreopposition. Det skriver historikeren og journalisten Jesper Vind i sin nye, velskrevne og oplysende bog Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer, som udkom i august på Gyldendal. Han citerer her journalisten Wolfgang Büscher, der har forklaret den tyske højrefløjs særlige problem med et billede:

Nationalsocialismen rasler efter den, ligesom en blikdåse, som børn har bundet til halen på en kat. Det er netop derfor, at der ikke er kommet noget redeligt ud af det tyske højre efter 1945. Og ikke kun deres modstandere binder nazi-dåsen til de højreorienterede – de gør det selv, igen og igen.

Büschers ord peger på et vigtigt tema i Jesper Vinds bog, spørgsmålet om hvordan et højre kan opstå og blomstre i et land, hvor historien ellers skulle synes at have lagt den mulighed øde og pløjet salt i jorden for enhver politisk bestræbelse hinsides Franz-Josef Strauß.

For at forklare, eller måske bedre skildre det, tager Jesper Vind os ikke bare med ind i de aktuelle begivenheder, der har givet AfD momentum, men også ind i den efter danske standarder ekstremt sofistikerede, offentlige debat, hvor højreintellektuelle spiller en stadig større rolle.

Den selvbevidste nation

Det var i de ellers så posthistoriske 90’ere, at det intellektuelle fundament for det nye tyske højre blev lagt. Det var her tyske nationalkonservative – og måske ligefrem højreradikale? –  stemmer, de såkaldte 89’ere, begyndte at markere sig og tage den tyske histories tabuer op til debat. Det var her, at det blev salonfähigt at tale om, at tyskerne ikke blot havde været gerningsmænd, men også ofre i Anden Verdenskrig. Det var her, at den unge Dieter Stein begyndte at udgive ugeavisen Junge Freiheit, der skulle facilitere en kulturrevolution fra højre, og som den dag i dag er et vigtigt organ, der binder det intellektuelle (nye) højre sammen med det bredere populistiske og mere mainstream konservative højre.

Strauß angreb den tyske tolerance som et udtryk for Tysklands særlige selvhad og beskrev, hvordan tyskerne på grund af deres arv nu var blevet forpligtet til godhed ved lov.

Det var også her, at allerede etablerede intellektuelle som Rüdiger Safranski, en af Tysklands mest prominente filosoffer, og Ernst Nolte, en af landet mest prominente historikere, og Botho Strauß, en af landet mest prominente dramatikere, med antologien Die Selbstbewusste Nation fra 1994 markerede sig med budskabet om, at Tyskland nu måtte blive en normal nation, der turde være sig selv bevidst.

Men vigtigst var uden tvivl førnævnte Botho Strauß’ essay fra året før, Anschwellender Bocksgesang. Ikke alene brød Strauß med sit image som mere eller mindre venstresnoet samfundsrevser, han skitserede også en konservativ position, der vedkendte sig forbindelsen til mellemkrigstidens konservativrevolutionære liberalismekritik, ja ligefrem reaktualiserede denne ellers udgrænsede traditions sprog og tænkning i den intellektuelle debat.

Strauß angreb den tyske tolerance som et udtryk for Tysklands særlige selvhad og beskrev, hvordan tyskerne på grund af deres arv nu var blevet forpligtet til godhed ved lov. Hans essay indvarslede den apokalyptiske stil, der præger meget af det nye højre, i Tyskland såvel som herhjemme; en stil, der vel at mærke netop er mere end et stiltræk, men svarer nøje til en dybfølt fornemmelse af krise, der går igen i det nye højres politiske tænkning. Der er ikke tale om en krisebevidsthed, der binder det nye højres tænkere og aktivister til en resigneret fatalisme, men tværtimod om en bevidsthed, der så meget desto stærkere hævder opgøret med den bestående orden som såvel mulighed som en nødvendighed.

Wir sind das Volk

Hvis 90´ernes højretænkning udgjorde den intellektuelle baggrund for fremvæksten af et genuint højrealternativ i tysk politik, var det forbundskansler Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015, der var den udløsende årsag til dens vækst – og mere specifikt til AfD’s succes.

Tyskland har i mange år oplevet en markant indvandring, der har sat sig tunge kulturelle og sociale spor, ikke mindst i form af bydele som Kreuzberg og Neukölln, der har karakter af parallelsamfund. Utilfredsheden med den udvikling var baggrunden for, at Pegida i 2014 begyndte at demonstrere i Dresden. ”Wir sind das Volk” var slagordet. Denne manifestation mod indvandringspolitikken opstod uden om det tyske partisystem, og blev af mange opfattet som blot endnu et udtryk for den racisme, som man havde oplevet talrige eksempler på i Østtyskland. (Østtyskerne omkring Dresden bliver opfattet som særligt uvidende og fremmede for Forbundsrepublikkens politiske kultur, fordi de ikke havde mulighed for at se vesttysk fjernsyn i DDR-tiden. En pointe, som Jesper Vind gør en del ud af.)

Det bemærkelsesværdige er, at Pegida kunne samle 15.000-20.000 personer til sine demonstrationer. Deltagerne var et bredt udsnit af befolkningen, og ikke de sædvanlige skinheads og nynazister, som den slags begivenheder ellers virker som fluepapir for. Selvom Pegida ikke rigtig slog rod uden for Dresden, afslørede bevægelsen en dybere og folkeligt forankret utilfredshed med Tysklands liberale immigrationspolitik, og dermed også, at der var en plads for et indvandringskritisk parti til højre for CDU/CSU. At denne plads var ledig, understregede det politiske systems reaktioner på Pegida, som Jesper Vind skildrer i sin bog. Angela Merkel opfordrede med et moralsk håndkantsslag ved årsskiftet 2014/15 befolkningen om at holde sig væk fra Pegida: ”Følg dem ikke. Alt for ofte er der fordomme og kulde, ja, endda had i deres hjerter”. Samtidig viste en undersøgelse, at en fjerdedel af tyskerne faktisk havde forståelse for Pegida.

Ballade og vækst i AfD

Alternative für Deutschland var blevet stiftet af en række prominente liberale, euro-kritiske økonomer i 2013. Under ledelse af økonomiprofessoren Bernd Lucke opnåede partiet lige præcis ikke valg til Forbundsdagen, til gengæld fik det et godt valg til Europa-Parlamentet. Det var dog en række succesfulde delstatsvalg i Østtyskland, der gav partiet sit gennembrud samtidig med, at det understregede, hvor det havde sit parlamentariske potentiale. Dette forrykkede magtbalancen i partiet.

AfD var splittet mellem partiets liberale og nationalkonservative fløj. Sidstnævnte med markante skikkelser som den tidligere CDU-politiker Alexander Gauland, den kontroversielle Björn Höcke og ikke mindst Frauke Petry i spidsen. Sidstnævnte overtog i juli 2015 ledelsen af partiet efter at have slået Bernd Lucke i et kampvalg på partiets landsmøde. Dermed begyndte AfD’s bevægelse i nationalkonservativ – eller om man vil populistisk (Jesper Vind skelner ikke) – retning. Da flygtningekrisen eskalerede i sommeren og efteråret 2015 reagerede Angela Merkel ved at åbne de tyske grænser med de herostratisk berømte ord ”Wir schaffen das.” Hvad hendes mening end var, blev det begyndelsen på det, der hos Vind ligner en varig strukturel forandring af tysk politik.

Mistroen til den førte politik blev forstærket efter begivenhederne nytårsnat i Køln. Her havde en stor gruppe migranter tyranniseret byen nytårsnat og foretaget 600 seksuelle overgreb, ligeså mange røverier og fyret nytårsraketter mod Kølns domkirke. Vind redegør meget grundigt for forløbet, som han tillægger stor betydning. På den ene side afviser han de konspirationsteorier, som højrefløjen svælgede i, men samtidig slår han fast, at det underbemandede tyske politi indledningsvist havde forsøgt at dysse sagen ned, ligesom der gik usædvanlig lang tid, før de store, etablerede medier tog sagen op.

Man kan udtrykke forholdet på den måde, at der ikke var en konspiration, men en særlig diskurs, der modvirkede den indledningsvise belysning af sagen. Det er en pointe hos Vind, at det netop er denne diskurs, der er forandret. Tonen i den tyske debat er blevet en anden – og for os mere velkendt.

Køln blev begyndelsen på det, Vind kalder populismens forårsoffensiv. AfD vandt herefter et antal store sejre ved forskellige delstatsvalg, ikke mindst ydmygelsen af CDU i Merkels fødeegn, Mecklenburg-Vorpommern.

Men dåsen rasler videre

Det er ikke kun AfD’s vækst, der peger på, at tonen i Tyskland var forandret. En række prominente højreintellektuelle kritikere af Merkels flygtningepolitik kom samtidig med vægtige indlæg i debatten. Filosoffen Peter Sloterdijk, økonomen Thilo Sarrazin, skribenten Henryk Broder og flere andre prægede nu den offentlige debat, der samtidig blev stadig mere polariseret og højlydt, i takt med at tidligere tabubelagte og stadig ømtålelige spørgsmål trængte sig frem.

Botho Strauß offentligjorde et i oktober 2015 et nyt omdiskuteret essay, Den sidste tysker, en titel der henviser til den tyske nations snarlige undergang såvel som til muligheden for national genrejsning i mødet med fjenden: ”Kan der ske tyskerne noget bedre, end at de bliver et kraftigt mindretal i deres eget land? Ofte bringer et intolerant fremmedherredømme et folk til selvbesindelse. Først da bliver der virkelig brug for identitet.” Vind lader efterfølgende litteraten Hans Hütt få det sidste ord. Strauß essay er et ”vanviddets dokument.”

Jesper Vind giver, som det fremgår, et nuanceret billede af det tyske højre. Nok bygger han sin forståelse på idéhistorikeren Jan-Werner Müllers stærkt kritiske populisme-opfattelse, der kort sagt nægter populismen muligheden for i sig selv at bidrage konstruktivt til at løse de problemer, den peger på. Men bogens tilgang lægger samtidig op til en forståelse af AfD som et symptom på et reelt politisk og politisk-strukturelt problem i tysk politik: den fortrængning af legitime politiske positioner, som får sit mest prægnante udtryk i den velorganiserede venstreradikale vold, som igen og igen rammer AfD.

Sagt på en anden måde åbner bogen for en nødvendig forståelse af den afledte positive betydning af højrepopulismen, nemlig muligheden for fornyelsen af kontrakten mellem det politiske system og den brede befolkning. Men gennem bogen lyder også en kritik af en højrepopulisme, der ikke forstår, formår eller ønsker at afgrænse sig fra højreradikale positioner. I Tyskland glider de to ideologiske felter over i hinanden.

Dette er er problem i forhold til højrepopulismens vælgertække. Det har eksempelvis skadet AfD voldsomt, at en skikkelse som Björn Höcke har genoptaget Weimar-tidens politiske retorik.

Men forbindelsen rummer også en anden og mere alvorlig fare. Intet sted bliver dette vist klarere end i Jesper Vinds interview med ”Den mørke ridder”, Götz Kubitschek, der samtidig er endepunktet i Vinds rejse mod mørkets hjerte. Kubitschek er en central skikkelse på det antiliberale, tyske, intellektuelle højre. Han er forlægger og står i spidsen for tænketanken Institut für Staatswissensschaft. Men han har også tætte forbindelser til kredse i AfD, ikke mindst føromtalte Björn Höcke.

Kubitschek er inspireret af såvel mellemkrigstidens antiliberale konservativrevolutionære som Putins Rusland og den prominente højreradikale filosof Alain de Benoist. Det betyder også, at hans ideologiske analyse stikker dybere end højrepopulismens. Hvor sidstnævntes vrede mod det politiske system ofte kan siges at være overfladisk i den forstand, at den knytter sig til uoverensstemmelser over mere eller mindre konkrete politikområder, snarere end til en principiel afstandtagen til den etablerede politiske orden, er Kubitschek netop fortaler for en sådan konservativrevolutionær tankegang, der uden blusel sætter konservatisme lig revolution.

Og forudsætningen for den analyse er selvsagt, at man opfatter det etablerede system som hinsides redning, ja måske endog som de aktuelle problemers første årsag.

Hvilken politisk kraft bliver et AfD inspireret af sådanne idéer? I bedste fald en ligegyldig – som Morten Messerschmidt meget skarpsindigt konstaterer i bogen – i værste fald noget værre.

Mørkets hjerte

I Joseph Conrads bog Mørkets hjerte bliver rejsen mod mørkets hjerte til en genopdagelse af det mørke, der potentielt altid truer med at besidde mennesket. Konkret er rejsen en færd til et konkret geografisk sted, der er kendetegnet ved sin radikale afsideshed. Men hvad dér erfares har gyldighed for tilværelsen som sådan.

Sådan er det måske også tilfældet i Vinds bog. Selvom Kubitschek er en central skikkelse for dele af det tyske højre, repræsenterer han ikke som sådan hovedlinjen i den folkelige revolte mod migrantstrømmen og eliternes håndtering af den. Men han repræsenterer, i Vinds perspektiv, måske alligevel et mørke, der ligger som én mulighed for det tyske højre, hvis det netop ikke forstår at afgrænse sig sine mere radikale elementer.

Vi lever i en tidsalder præget af populismens ofte nødvendige korrektiv til de teknokratiske og globalistiske eliter. Men hvordan dette korrektiv udfolder sig, og hvad det substantielle indhold i den folkelige revolte er, det må blive et af vores tids centrale spørgsmål.

Jesper Vind: Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer,Gyldendal 2017.

Christian Egander Skov er ph.d. i historie fra Århus Universitet og redaktør på Årsskriftet Critique.

Kommentar

Kronik i KD: Et forsvar for Sydstaternes monumenter

Bag tragedien i den amerikanske by Charlottesville, hvor en nynazist myrdede en og sårede nitten, da han med en bil torpederede en moddemonstration, ligger en væsentlig debat om historisk bevidsthed, national identitet og erindringskultur.

Specifikt handler debatten om, hvorvidt der stadig i 2017 er plads til monumenter i det offentlige rum, der mindes – og i flere tilfælde åbent hylder – sydstatssoldater og generaler fra Den Amerikanske Borgerkrig. Mere generelt er det et spørgsmål om, hvordan et moderne pluralistisk samfund skal forholde sig til en dybt problematisk, men dog uomgængelig fortid.

I Charlottesville var stridens kerne byens beslutning om at nedtage en historisk statue af sydstatshærens øverstkommanderende, general Robert E. Lee, som ellers i mange år er blevet opfattet som en skikkelse, der kunne samle USA. Selvom han stod på den tabende parts side er han blevet hyldet af senere præsidenter som for eksempel Theodore Roosevelt og Eisenhower. Han har på den måde tjent den vigtige funktion at binde Nord og Syd sammen.

Læs resten her

Kommentar

Kronik i Information: Den Russiske Revolution var et moderniseringsprojekt båret frem af religiøst håb

Jeg har bidraget til Informations kronikserie i anledningen af 100-året for Revolutionen. Læs den her. 

 

I et århundrede med så mange katastrofer som det 20. er det problematisk at rangere dem og pege på den største. Men Den Russiske Revolution ville nu være et godt bud. For ingen anden ideologi end kommunismen – ikke engang fascismen – har så mange lig og ødelagte menneskeskæbner på samvittigheden.

Opregner vi alene antallet af døde, løber regningen for 100 års kommunisme op i 100 millioner. Altså svarende til en million om året, hvis man havde drysset ofrene jævnt ud over hele perioden. Det er langt højere end i selv de mest brutale konflikter, vi har i vore dage.

Men kommunismen kunne kun udvikle sig til en katastrofe af dette omfang, fordi Den Russiske Revolution fra begyndelsen blev opfattet som en helt særlig begivenhed med potentiale til at forandre spillereglerne for det politiske, sociale og kulturelle liv ikke blot i Rusland, men i ethvert samfund.

I en vis forstand var revolutionen blot én i en serie af politiske omvæltninger, der ramte det uduelige og reaktionære tsarregime, der havde haltet sig ind i Første Verdenskrig blot for at kollapse i mødet med den første moderne massekrig.

Men det nye kommunistiske regime var noget ganske andet. Den anerkendte historiker Eric Hobsbawm, der selv var overbevist marxist frem til sin død for få år siden, har i bogen The Age of Extremes givet en på én gang præcis og afslørende beskrivelse af Den Russiske Revolution.

Hobsbawm pegede på, at den gamle verden i 1914 havde tabt sit himmelske mandat og således stod for fald:

»Det syntes, som om der kun var behov for et signal, før folkene ville rejse sig og erstatte kapitalisme med socialisme og dermed forvandle verdens meningsløse lidelse til noget mere positivt: en ny verdens blodige fødselssmerte og veer.«

Det var Den Russiske Revolution, der gav dette signal og derfor kom til at spille en verdenshistorisk rolle, der kun lader sig sammenligne med Den Franske Revolution i 1789.

Læs resten her.Læs resten her.

 

Kommentar

Et par ord om Historien om Danmark

Lige nu kører den udmærkede Historien om Danmark på DR. Jeg er blevet bedt om at anmelde afsnit nr. 2 om bronzealderen. De andre anmeldelser kan findes her, her og her

Andet afsnit af Danmarks Radios nye Danmarkshistorie fortsætter de gode takter fra første afsnit. Vi er stadig i de lange stræks tidsalder, selvom vi nu beskæftiger os med en langt kortere periode end i første afsnit. Ja, i virkeligheden dækkede første afsnit en længere periode end resten af afsnittene til sammen.

I takt med, at vi har bevæget os fra jæger- og bondestenalder og ind i bronzealderen, er kredsen af talende hoveder skiftet ud. Borte er geologerne, med i stor stil er til gengæld arkæologerne. Som historiker må jeg stadig vente i hvert fald indtil slutningen af næste afsnit, før jeg kan håbe at se en kollega. Vi befinder os stadig solidt i forhistorisk tid.

Folkevandring eller kulturel diffusion

Det første jeg – som relativt uvidende seer – noterer mig er, at DR’s Danmarkshistorie er glad for migrationer. I helt gamle dage forklarede arkæologer og lignende mange udviklinger i forhistorisk tid med folkevandringer. Nye folkeslag på farten slog sig ned og fortrængte oprindelige indbyggere. Senere gik man væk fra den idé og begyndte at tale om kulturel diffusion i stedet.

Altså når der f.eks. begyndte at dukke enkeltgrave op i Danmark i slutningen af bondestenalderen skyldtes det ikke indvandringen af et overlegent ”enkeltgravsfolk”, sådan som man engang havde troet, men at nye idéer bredte sig som ringe i vandet (tilsvarende skyldes Computerens fortrængning af skrivemaskinen heller ikke en invasion, men teknologisk udvikling). Det var, så vidt jeg husker, det jeg lærte i sin tid. De gamle teorier om folkevandringer blev vistnok opfattet som aflejringer af tidligere tiders raceideologier, ikke noget man kunne beskæftige sig med. I Claus Delaurans fremragende tegneserie ”Danmarkshistorie for folket” harcelerede han – som læserne nok kan huske – en del over folkevandringstesernes tusmørke. Det måtte være noget politisk, ræsonnerede han.

Men, mirabile dictu, nu er vi vist vendt tilbage til folkevandringerne. Således beretter dagens afsnit om Yamnaya-folket fra Kaukasus-området, der i slutningen af bondestenalderen indvandrede til Danmark. De er i genetisk forstand vores høje og lyse forfædre. De er i øvrigt – hvad programmet ikke nævnte – også i sproglig forstand vores forfædre. Yamnaya-folket kommer nemlig fra den indeoeuropæiske urhjemstavn, og det sprog, vi taler, er som bekendt et indo-europæisk sprog.

Fortællingen om, hvordan man kan rekonstruere den tidlige indoeuropæiske livsverden gennem sproglige studier, er interessant, men ikke en programmet tog op. Moden går nok i anden retning i disse år. Der sværmes for hard science i arkæologiens verden, og mon ikke også, at netop folkevandringstesens genkomst (hvis der er tale om det – jeg gætter bare) netop skyldes vores øgede viden om gener og DNA, der indfører et nyt element af sikkerhed i vores ellers usikre teorier om for længst svundne tider.

Glade dage i bronzealderen

Det andet, der slog mig, var, hvor meget pointeringen af bronzealdersamfundets ”globale” karakter fyldte i programmet. Med bronzealderen begyndte en tid, hvor udbyggede handelsnet bandt Danmark tæt sammen med resten af verden. Og ikke mindst bronzealdersamfundets elite har været stærkt globalistisk anlagt, kunne jeg forstå. På meget imponerende vis brugte programmet Egtved-pigen, der – som vi nu regner med at vide – var tysk, til at slå den pointe fast.

I bronzealderen var Danmark eller eliten hertillands (eller i det, der senere bliver Danmark) velstående. Rav gjorde os rige. Der var varmt og vi dyrkede solen, medens vi stødte i luren og letpåklædte damer slog flik flak. Bronzealderen var gode tider: Champagne, bling, bling og Nik & Jay. Ligesom 00’erne på mange måder.

Men alting har en ende, og ligesom globalismen i dag er, om ikke truet, så udfordret, således lakkede det også ved overgangen til jernalderen mod enden for bronzealderens sorgløse globalister. Det kolde og rigelige jern, fortrængte den varme og sjældne bronze. Danmark lukkede sig om selv, hed det i programmet. Og for at det nu ikke skal være løgn, begyndte vi også at flytte sammen i indhegnede samfund, samtidig med at vi i stor stil fik den idé at kaste folk i moserne for at ofre dem til Gud ved hvilken afguder, der gemte sig dér. Ja og så blev det jo også dårligt vejr.

Alt i alt en uheldig udvikling, men også en, der vidner om, at enhver social, politisk og religiøs orden, hvor lyksalig den end måtte forekomme, ikke er andet end et provisorium. Alting forgår. Det er historiens tema.

I indtil videre to afsnit, har folkene bag danmarkshistorien ladet os kaste et blik over et forhistorisk landskab af enorme tidslige og fysiske dimensioner. Effekten har været imponerende og til tider svimlende. Det er, hvad god historie kan.

Kommentar

Blitzkrieg mod eliten

Min artikel Blitzkrieg mod eliten fra Weekendavisen 27/1.

Donald Trump, USAs nye præsident, er ved at forandre højrefløjen – også herhjemme, hvor mange nationalkonservative åbent støtter Trump og hans kritik af den internationale ordens status quo. Forholdet til Trump, og det han repræsenterer, er en af de konflikter, der afslører stadig tydeligere brudlinjer i det borgerlige Danmark. For nylig vakte Berlingskes Anna Libak opsigt med et hårdt angreb på danske nationalkonservative i en klumme, hvor hun skrev: »Det er således år siden, at det netop var de nationalkonservative, der bekymrede sig om samfundets sammenhængskraft og tilliden til, at myndighederne kunne klare opgaven. Nu vil de nationalkonservative hellere brænde det hele ned til grunden og starte forfra.« De nationalkonservative var blevet vores tids revolutionære.

Tilbage i 1948 udkom et af moderne, amerikansk konservatismes hovedværker, filosoffen Richard M. Weavers Ideas Have Consequences. Allerede titlen definerede et træk ved denne nye konservatismes opfattelse af politik. For USAs konservative intellektuelle har kampen for idéerne været et omdrejningspunkt. I tidsskrifter som National Review, The Public Interest, National Affairs og The Weekly Standard og tænketanke som American Enterprise Institute og mange flere har de forsøgt at nå til klarhed om basale konservative principper og finde måder at udmønte dem på i praktisk politik.

Man behøver ikke lytte længe til Trump for at forstå, at han har et helt andet syn på politik, som mere er farvet af kølig pragmatisme, hvis ikke ligefrem opportunisme – ligesom trumpismen i kraft af træk som isolationisme og protektionisme afviser centrale konservative idéer.

Derfor er det heller ikke bemærkelsesværdigt, at mange toneangivende konservative intellektuelle i februar 2016 udtalte skarp kritik af Trump i et nummer af tidsskriftet National Review med den sigende titel »Against Trump«. Det er langt mere bemærkelsesværdigt, at Trump siden har vundet mange støtter i den konservative intelligentsia. I september 2016 erklærede over 100 konservative meningsdannere og intellektuelle deres støtte til Trump, ligesom de fleste af Trumps skarpeste konservative modstandere i øvrigt nedtonede deres anti-trumpisme, i takt med at præsidentvalgkampen skred frem. Senest er der blevet offentliggjort planer om et intellektuelt tidsskrift for trumpisme under navnet American Affairs.

HVAD får seriøse idémennesker til at kaste sig i armene på en mand, der ligefrem har hyldet mangel på uddannelse, og som aldrig har givet indtryk af at tage hverken politiske idéer eller konservative intellektuelle alvorligt? For nogle er det ikke en støtte på trods, men på grund af Trump og trumpismen.

Trumpisme har to distinkte kendetegn. For det første er den populistisk i den forstand, at dens synligste retoriske figur er den uforligelig modsætning mellem folk og elite, hvor eliten reelt set fungerer som en art globalistisk besættelsesmagt, der undertrykker folkets sande vilje. Eliten og dermed det bestående samfund og de institutioner, der oppebærer det, bliver et udtryk for illegitim magt.

For det andet rummer trumpismen et klart karismatisk, autoritært element. For den er hævdelsen af Donald Trump som den mand, der i kraft af sine evner og sin personlige styrke, kan gøre op med eliten og forløse folkets almenvilje. Tiltroen til Trump knytter sig uløseligt til mistroen mod det bestående, og fordi håbet alene hviler på én mand og hans væbnere, er trumpismen også kritisk over for forsøg på at sætte grænser for denne mands vilje, hvad end det drejer sig om konstitutionelle skranker, politiske principper eller såkaldte fakta.

I virkeligheden baserer trumpismen sig ikke sig på den traditionelle konservative idé om at forsvare den institutionelle orden, men på Rosseaus radikale forestilling om almenviljen. Alligevel er det netop udsigten til det, som Trump-støtten og kulturkritikeren Roger Kimball fra The New Criterion har kaldt en machiavellisk Blitzkrieg mod eliten, som tiltaler flere af de konservative intellektuelle, der støtter Trump.

Synspunktet er blevet spidsformuleret i det meget omtalte essay »The Flight 93 Election«, hvor den pseudonyme forfatter Publius Decius Mus sammenligner USA med et fly på vej til at styrte ned. Og i det perspektiv er valget enkelt: Enten fortsætter man kursen uanfægtet og lader flyet splintres mod jorden, ellers støtter man den mand, der vil tage cockpittet og rette kursen op. Essayet rummer såvel en skarp kritik af status quo som af den etablerede konservatisme, der nok kan hævde, at det står skidt til, men reelt set ikke tilbyder den radikale løsning, der er tidens krav.

Det er analyser som denne, der for nogle giver ubehagelige mindelser om Weimarrepublikkens Tyskland, hvis konservative intellektuelle ikke i tide formåede at artikulere en kritik af den grynede totalitarisme, men i stedet kom til at berede vejen for nationalsocialismens magtovertagelse ved at gøre højreradikale synspunkter intellektuelt spiselige. USA er ikke Weimar-Tyskland, og Trump er hverken en ny Mussolini eller en ny Hitler, måske mere en rødhåret Berlusconi. Men det er alligevel værd at notere sig, at det netop var en afgrundsdyb kulturel desperation, der fik tyske intellektuelle til at tage springet ud i utopi, radikalisme og i sidste ende nihilisme. De følte ikke længere, der var noget at bevare.

I Danmark har flere prominente højre-intellektuelle og enkelte politikere givet udtryk for deres støtte til Trump. Det gælder for eksempel Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, litteraten Kasper Støvring og politologen Søren Hviid Pedersen, der med forskellige argumenter i hånden har udtrykt sympati. Selvom man langt fra beskylde danske nationalkonservative en bloc for at være revolutionære, finder vi også her eksempler på dyrkelsen af Trump som en karismatisk, revolutionær skikkelse.

Morten Uhrskov Jensen beskriver eksempelvis Trump som et jærtegn om, at elitens tid er ved at rinde ud. Han skriver sig dermed ind i forestillingen om det store kommende opgør mellem folk og elite, og mod tidsånden kæmper man som bekendt forgæves. Søren Hviid Pedersen kastede sig forleden ud i et forsvar for Trumps brug af løgn som politisk virkemiddel med henvisning til, at begreberne sandt og falsk hører til i videnskabens, men ikke politikkens verden. Her gælder det i stedet om at skabe fortællinger, der kan mobilisere folket om lederen.

Endnu mere bemærkelsesværdigt har den selverklærede filosof Eva Selsing i en klumme fra november sidste år hyldet Trump som »partikularisten, der bryder med universalismen. Han repræsenterer en tilbagevenden til snusfornuften, en nedstigning fra princippernes tinder til den virkelige verden, hvor vores medmennesker bor. De, der tager slagene fra hver en destruktiv politik indført af ortodokse teoretikere.«

Trump bliver en slags personificeret fornuft, og denne fornuft består netop i, at han ikke er bundet af idéer og principper, men derimod fejer dem bort for det undertrykte folks skyld. Hvad hvis man er uenig i den tolkning? Så er man nok en del af eliten eller en ortodoks teoretiker, for her gælder ingen universelle kriterier for godt og ond, sandt og falsk.

Vi står ikke på grænsen til Weimar-tilstande, men sætter man ét menneske lig fornuften, folkeviljen eller tidsånden, har man begået et intellektuelt forræderi af den art, som den franske tænker Julien Benda i 1927 anklagede mellemkrigstidens intellektuelle for. Ingen samtale, og ingen tænkning er mulig, hvis en politisk doktrin reduceres til et krav om loyalitet mod den karismatiske leder og gør »Führerbefehl« til sin retningslinje, og hvis det at ytre dissens potentielt bliver at opfatte som et frafald fra det sande folk. Det er et første skridt på vejen til at reducere politik til nævekamp.

Alt dette er ikke at afvise, at trumpismen er et symptom på ting, det er nødvendigt at være opmærksom på. Men hvis man overhovedet mener, at konservatismen har noget at byde på, er tiden ikke til tankeløs efterplapren, men en besindelse på de principielle grænser mellem konservatisme og trumpisme.

Kommentar

Om Trump i Minerva: Den radikale fristelsen

Jeg har skrevet om Donald Trump og hans betydning for konservativ tænkning og ideologi i det borgerlige tidsskrift og netavis Minerva.

Uansett hvordan Donald Trump vil skjøtte sitt presidentverv, har han satt i gang en debatt som vil prege høyrefløyen i mange år fremover: Hvordan skal konservative og borgerlige forholde seg til Trump? Er han inkarnasjonen av en ny konservatisme som svarer på tidens utfordringer, er han tvert imot uttrykk for et populistisk amokløp mot systemet – eller kanskje noe helt annet?

I realiteten er det et spørsmål om hva konservatisme faktisk skal være. Når dette har mer enn ren akademisk interesse, skyldes det at det også er et spørsmål om hvorvidt konservatismen er i ferd med å dele seg på midten.

Innvandring er utslagsgivende

Hvordan kan man som konservativ støtte Trump? Helge Lurås har nylig gitt et svar i Minervas podcast som det er verdt å dvele ved. For Lurås har den bestående konservatismen sviktet ved å ikke være konservativ nok. Den har ikke beskyttet det mest fundamentale ved samfunnet, og derfor må den gå mer radikalt til verks. Trump blir et uttrykk for et konservativt opprør mot en konservatisme som har feilet.

Læs resten i Minerva