Anmeldelse af “Konservatisme i mellemkrigstiden”

Historien om Det Konservative Folkeparti og parlamentarismen kan sammenfattes i et elegant, skematisk opstillet ordspil: Man gik fra afvisning til erkendelsen af parlamentarismen i 1901 og fra erkendelse til anerkendelse i 1915, da den nye grundlov kom.

Sidste skridt var anerkendelsens forvandling til bekendelse, som blev resultatet af en intens linjekamp i partiet under John Christmas Møllers ledelse.

Ordspillet skyldes historikeren ChristianEganderSkov, hvis ph. d.-afhandling om konservatismen i mellemkrigstiden nu er udgivet i så at sige læseværdig udgave for et bredere publikum. Det er fortjenstfuldt, at Aarhus Universitetsforlag har udgivet værket, for der er kommet en både grundig, indsigtsfuld og fair bog ud af undersøgelsen af et emne, som kalder på stærke følelser. De ved: skrårem, march, KU-tæv i gaderne og fascination af stærke mænd og det, der er værre.

Egander Skovs analyse af linjekampene i den konservative bevægelse koncentrerer sig om tre dominerende hovedstrømninger: den økonomisk liberale højrekonservatisme, som længtes efter den gode gamle verdens orden i den lykkelige tid før Verdenskrigen. Den antiliberale, sociale nykonservatisme, som længtes efter at skabe en ny tid selv uden at være alt for optaget af, at det parlamentariske demokrati fulgte med bestræbelserne. Og endelig den sejrende socialkonservative linje, som John Christmas Møller førte til sejr på bekostning af de to systemkritiske alternativers bud på en konservativ orden. I striden indgik naturligvis både kristendom og nationen og dens forsvar, men det grundlovsmæssige løb som en understrøm gennem alle opgørene fra partiets dannelse i 1915 på Højres ruiner til partiets tilslutning til den grundlovsrevision, der faldt ved folkeafstemningen i 1939.”