Kommentar, Udgivelser

Protektionisme som genvej til modernitet

Toldpolitik plejer ikke at være et varmt emne herhjemme. Det er der åbenlyse årsager til, hvoraf den vigtigste nok er, at det grundlæggende ikke er særligt spændende. Alligevel er temaet kommet op i den ideologiske blogosfære som et stridspunkt mellem visse nationalkonservative protektionister på den ene side og liberalt orienterede frihandlere på den anden. Debatten er også igang internationalt, ikke mindst fordi Donald Trump har slået sig op på protektionisme og kritik af frihandel og globalisering.

Det er ved sådanne lejligheder, at man som historiker kan få det indtryk, at det er med nutiden som med filmproducenterne i Hollywood, nemlig at den ikke har meget nyt at byde på og derfor må nøjes med at danne scene for genindspilninger af gamle klassikere, eller nyproduktioner af sequels og prequels. I hvert fald har vi stået i debatten om protektionisme tidligere, nærmere bestemt i 1920’erne, da dansk industri var ramte af en række hårde kriser, og hvor særligt konservative vendte sig mod idéen om frihandel. Herom har jeg skrevet i det historiske tidsskrift TEMP i et temanummer om modernitetsforestillinger.

Her et uddrag:

Blandt de konservative, der i industrien så en mulighed for at et lille land kunne blive større, var det en anden sag. Toldpolitikeren Povl Drachmann var det klareste eksempel på, at konservative ikke behøvede at opfatte teknik som symptom på forfald, men også kunne opfatte den som svaret på et kulturelt forfald.

Drachmann var en centralt placeret toldpolitiker, der stod i spændingsfeltet mellem partipolitik, ideologi og industrielle interesser. Særligt var han knyttet til storindustriens førstemand, Alexander Foss, som sammen med ØK’s H.N. Andersen og Landmandsbankens Emil Glückstadt udgjorde den absolutte elite inden for dansk erhvervsliv i årene før 1920. Drachmann var sekretær for Tidsskrift for Industri, der var Industriraadets officielle organ, og virkede samtidig som Alexander Foss’ tætte personlige medarbejder. Han spillede bl.a. en hovedrolle i Foss’ forsøg på at gøre op med venstrefløjen i Det Konservative Folkeparti, der efter sin stiftelse i 1915 blev præget af et voldsomt opgør mellem storindustri- og middelstandsfløj.

Også efter at Foss i 1920 var blevet sat ud af spillet som følge af en blodprop i hjernen, agerede Povl Drachmann bindeled mellem industrien og Det Konservative Folkeparti. Han blev således indvalgt i Folketinget samme år og sad der frem til sin død i 1941. Hér virkede han som erhvervspolitiker og agiterede for industriens interesser, særligt markerede han sig som den fremmeste forkæmper for en aktiv handelspolitik, hvor industriens hjemmemarked skulle beskyttes af høje toldmure…

Selvom den protektionistiske toldpolitik på overfladen var ren interessepolitik til fordel for industrien – og i en vis forstand for dens ansatte – er det en pointe, at der i Drachmanns kamp for told lå en bestræbelse på at redefinere konservatismens forhold til liberalismen. Sidstnævnte blev opfattet som noget udlevet, der hørte 1800-tallet til, mens konservatismen var samtidig netop fordi den forstod sin samtids krav. Herom skrev Drachmann i skriftet Fortid og Fremtid fra 1916.

“…Bevæger vi os fra det spekulative til det idépolitiske plan, lå der i konstateringen af imperialismens tidsalder et krav om omfavnelsen af en økonomisk nationalisme. Drachmann registrerede med imperialismebegrebet det samme tidehverv, som den konservative, svenske statsfilosof, Rudolf Kjellén samtidig havde slået fast med noget større virkning med sin indflydelsesrige afhandling Staten som Livsform. Kjellén fik således stor indflydelse på tysk geopolitisk tænkning i mellemkrigstiden, bl.a. fordi han havde formuleret en post-liberal og anti-individualistisk statstænkning, som også pegede i retning af en fremtid, hvor de enkelte stater skulle arbejde på at blive autarke økonomiske systemer gennem etableringen af lukkede økonomiske storrum.

Også Drachmann tog tanken om de lukkede, økonomiske storrum op i Fortid og Fremtid. I al væsentlighed blev det dog ikke imperialismens tidsalders imperialistiske konsekvenser, men derimod dens konsekvenser for dansk told- og erhvervspolitik, der kom til at optage ham efterfølgende. Det skyldtes vel i høj grad Danmarks ringe muligheder for en egentlig imperiepolitik – et faktum, der dog ikke forhindrede, at en gruppe yngre radikalkonservative i bevægelsen Det Unge Danmark, anført af senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og senere økonomiprofessor Max Kjær-Hansen og stærkt inspireret af Drachmann, tog tanken om en dansk rigspolitik op et par år efter.

Skal vi forstå den politiske betydning af analysen, ligger den i, at Drachmann hermed kunne hævde en protektionistisk økonomisk politik som både ideal og nødvendighed: Reelt set var der for det folk, der ville bestå, ingen anden mulighed end at industrialisere og modernisere. Dette krævede først og fremmest et opgør med den liberalisme, der ikke havde andet svar på den nye tid og dens store krav end at læne sig tilbage og se sit ”eget Lands Virksomheder blive pillet ud en efter en – og knust”, af andre stater, der havde forstået tidens og virkelighedens grundvilkår. Afgørende var det også, at denne bevægelse ud over den liberale status quo for Drachmann samtidig var en bevægelse tilbage til det egentligt og autentisk danske:

… vi maa tilbage til det, der har skabt os, Havet, der bunkede sine Skaldyr op og skabte vort Land, Havet, der har givet os Liv ved sine milde Vinde og sin Frodighed. Og vi maa vende tilbage til alt det, der er det virkelige i os, vi maa tilbage til Skibene. Vore Forfædre viste os Vejen. De blev store i Kraft af Havet, vi har svigtet det. Vi er Skibenes Folk, hele vor Karakter er gyngende: Uro, Storm, Salt.

Drachmann beskrev her vendingen fra landet til havet, fra det indre til det ydre og fra lilleputmentaliteten til besindelsen på nødvendigheden af at være til stede i verden. Dette var den diskursive kamp mellem liberalisme og konservatisme, mellem landbrug og industri, oversat til en fortælling om fortid og fremtid og ikke mindst om det danske folks nationalkarakter.

Landbruget, liberalismen og det politiske system videreførte fortællingen om Danmark som et lidet, fattigt land, der lukkede sig om sig selv. Industriens fortælling var om det folk, der drog ud i verden og underlagde sig den i erkendelse af den nye tids vilkår og i pagt med folkets egentlige karakter. I Drachmanns reaktionære modernisme var omfavnelsen af den tekniske modernitet netop en måde at bjærge en sandere national identitet.”

Toldpolitikken tjente også et væsentligt praktisk-politisk formål, fordi den tillod partiet at markere sig som et arbejder- og fremskridtsvenligt parti.

“Den gik i årene 1922-1927 fra at være blot ét politikområde blandt flere til at blive det væsentligste udtryk for den politiske bestræ- belse på at redefinere en politisk konservatisme i krise. Denne krise bestod i, at den fornyelse som partistiftelsen i 1915 havde været udtryk for, var udeblevet. Partiet blev styret af gamle forsigtige mænd som proprietær Emil Piper og bagermester Johannes Pitzner og var efterhånden låst fast i et næsten underdanigt forhold til Venstre.

I 1922 blev den 45-årige, dvs. relativt unge, Victor Pürschel imidlertid folketingsgruppens formand. Selvom Pürschel oftest fremstilles som den gammelkonservative modstander af Christmas Møller og folkestyret i al almindelighed eller som absolut ufolkelig,47 varslede dette et nybrud – om end i det små. For Pürschel var ingenlunde liberalismen venligt stemt og ønskede, ligesom senere Christmas Møller, et mere jævnbyrdigt forhold til Venstre. Dette blev Povl Drachmanns glansperiode.

I tæt samarbejde med Pürschel søgte han at markere Det Konservative Folkepartis selvstændighed på erhvervs- og toldpolitikken, og et stykke hen ad vejen var det en succes. I hvert fald var den industrivenlige toldpolitik sandsynligvis udslagsgivende for, at partiet i 1926 fik det bedste valg hidtil med 20,6 procent af stemmerne, et resultat, som først blev overgået i besættelsestidens parentetiske folketingsvalg i 1943.

De forskellige toldpolitiske tiltag satte partiet i stand til at hævde en arbejdervenlig linje. Man kunne nu love at beskytte danske arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence, og samtidig var man i stand til at artikulere en moderniseringsvision, hvor det urbane og industrielle fremhævedes som – i det mindste – ligeværdigt med det endnu økonomisk og ideologisk dominerende landbrug. Toldpolitikken blev altså udgangspunktet for det første egentlige forsøg på at realisere de aspirationer, der var indeholdt i betegnelsen folkeparti.”

Toldpolitikken vedblev at være et kernepunkt for Det Konservative Folkeparti i hele mellemkrigstiden. Først som et forsøg på at markere en tredje vej mellem liberalisme og socialisme og i 1930’erne i polemik mod den protektionistiske politik, som den socialdemokratisk-radikale regering havde fået sneget ind gennem oprettelsen af Valutacentralen.

Hvis man vil læse om dette kan man købe tidsskriftet eller den specifikke artikel her.

 

 

Reklamer