arrangementer

Foredrag: Vores tid og vores krise

Jeg havde for nyligt fornøjelsen at deltage i Årsskriftet Critiques store konference om vores politiske og kulturelle krisetid. Mit foredrag, der tog fat på behovet for en ny centrisme kan høre her.

Det var et helt klassisk, ja næsten gammeldags oplæsningforedrag af den slags, der vel mestendels er gået af mode. Formen er ikke en, jeg benytter mig af ofte, men den har fordele frem for et løsere manuskript eller causeri, f.eks. kommer strukturen typisk klarere frem, konkrete oplysninger kommunikeres stærkere og sagligheden bliver typisk dybere.

 

Reklamer
arrangementer

På besøg hos tænketanken Civita

Den norske tænketank Civita, der beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende det frie samfund, frihandel og civilsamfundet, holdt forleden konference i Danmark. I den forbindelse var jeg blevet inviteret til at tale om fænomenet Donald Trump.

Dvs. ikke så meget Trump selv, som hvad det siger om os og vores tid, at en figur som Trump i den grad er trådt frem på den politiske scene.

Et interessant spørgsmål, synes jeg, er hvordan det kan være, at hele 81 procent af de evangikale vælgere – altså de såkaldt højrekristne – støtter Trump. Gruppen støtter ham mere end de støttede Bush II, der ellers havde tætte forbindelse til miljøet.

Svaret på det spørgsmål er også svaret på, hvad der ligger bag Trump. Vil man høre om det kan man bestille et foredrag. Her skal jeg kun give denne lille figur, som siger en del.

Billede1

Udgivelser

Star Wars

Hvis man skulle være i tvivl, så er der landet en ny Star Wars film. Og som det sig efterhånden hør og bør har den delt vandene. Disney Star Wars universets forsøg på at tale i takt med tidens kønsdebat har vakt begejstring hos anmelderne men irritation blandt en del fans. Selv er jeg ganske godt tilfreds med seneste tilføjelse til universet.

En stor film er det ikke  – men igen det har Star Wars aldrig rigtig været. Og de indtil videre tre nye film er under alle omstændigheder bedre end de middelmådige til dårlige Star Wars film, som vi andre måtte trækkes med, da vi var unge i 00’erne. Nej alting går ikke tilbage.

Jeg havde for nyligt den glæde at tale lidt Star Wars med ph.d. i historie Kasper Haunstrup Madsen. Det skulle du tage at lytte til. Vi talte både om den nye film – og måske særligt dens mangler. Og så kom vi også ind på det mere ømtålelige emne, nemlig om hvorvidt Imperiet er de egentlige helte i sagaen. 

Det mener jeg. Og hvis du vil vide hvorfor, så må du lytte med.

Udgivelser

Klumme i Information: De borgerlige har glemt, hvor de kommer fra.

Min klumme i Information 18/12. Det bliver den sidste i denne omgang.

Trafikminister Ole Birk Olesen (LA) vil sende driften af de københavnske S-tog i licitation. Umiddelbart er det en god idé. Hvorfor skal staten køre noget, der kan køre af sig selv? Der er bare et problem. DSB kører i hele landet, men tjener sine penge på ganske få strækninger. Hvis selskabet fratages sine lukrative strækninger, må prisen betales lokalt i form af dyrere tog eller ringere service – hvis det kan lade sig gøre.

Dette er blot et eksempel på, at det borgerlige Danmark undergraver sin opbakning uden for de store byer, der ellers ikke just er at opfatte som højborge. Det borgerlige Danmark opfører sig som en slange, der har fundet på at bide sig selv i halen og langsomt er begyndt at fortære sig selv.

Jeg flyttede i efteråret til Sønderjylland, nærmere bestemt Felsted, en lille by med lidt over 1.000 sjæle. Dårligt havde vi fået møblerne på plads, før kommunalvalget indtraf. Området er solidt Venstre-land, men partiet gik tilbage. Det er ikke enestående hernede. Ved seneste Folketingsvalg blev det meste af Sønderjylland farvet gult. Dansk Folkeparti blev det største parti. Det vakte en del forargelse i fortovscafémiljøet, hvilket fik historiker René Rasmussen til at opsummere situationen med konstateringen: »Først pisser de på os, så siger de, vi lugter.«

Afstanden mellem det borgerlige Danmark og deres traditionelle kernevælgere er i virkeligheden ikke overraskende. Liberal Alliance har giftet sig bort til en principfast liberalisme, der ikke har andet bud til udkanten end ’lad falde, hvad ikke kan stå’. De Konservative er reelt en nordsjællandsk lokalliste. Hvad har de at sige til udkanten. Ingenting.

Men måske er Venstres problem størst. Partiet har sine rødder i landbosamfundet. Det kunne være svært at sætte fingeren på, hvor gymnastikforeningen endte, og partiet begyndte. I dag er billedet et andet. Venstre er populært sagt mere handelshøjskole end højskole, mere Nordsjælland end Sønderjylland. Og – ville onde tunger sige – mere Alberti end I.C. Christensen.

Man kan indvende, at den borgerlige regering jo netop har stået i spidsen for en ambitiøs udflytning af statslige arbejdspladser. Det har fået DJØF-segmentet op i det røde felt. Men selv om DJØFernes klynk er uden ende, viser en ny analyse fra foreningen Danmark på Vippen, at Danmark siden 2008 er blevet mere og ikke mindre centraliseret. De største byer har fået 11.000 nye statslige arbejdspladser frem til 2015, mens resten af landet har mistet 2.200.

Selv om den efterfølgende udflytning har været positiv, har den ikke ændret afgørende ved billedet. Centraliseringen forløber nemlig parallelt med det politiske ønske om decentralisering. Den får sit brændstof fra de offentlige institutioners excel-logik, der fremmer koncentrationen af arbejdspladser i ganske få områder. Når der skal rationaliseres, ligger det lige for at lukke det lokale skattekontor. Så længe beslutningskompetencen er centraliseret, vil de statslige job også blive det.

I øvrigt var det Lars Løkke Rasmussen, der førte kniven over de gamle kommuner i 2007. Der var gode grunde, men det havde sin pris. Det har skabte en voldsom kommunal centralisering. Felsted var frem til 2007 hovedsæde i Lundtoft kommune. I dag kan man ikke gå ned ad byens hovedgade uden at fornemme historiens vingesus i form af funktionstømte bygninger, der står tilbage som rådne tænder i en gamlingemund.

Men byen er i gang med at udbedre skaderne, Løkkes reform forvoldte. Hovedgaden fornyes, nogle af de gamle bygninger rives ned. Hvorfor? Fordi byen som så meget af den såkaldte udkant er rig på frivillig foretagsomhed og privat initiativ. Ting får ikke lov til at forfalde. Her hjælper man hinanden. Og sig selv. Byen har endda rejst en sten for Adam Smith. Det er fra steder som her, den borgerlige samfundsånd udgår, her den henter sin næring og sin vælgerreserve. Det burde de borgerlige partier huske på.

Kommentar

Centrum-venstre reproducerer myter og kalder dem fakta

Klumme i Information 21/11 2017

Det er egentlig mærkeligt. Mens centrum-venstre i det meste af Europa politisk er sendt til tælling, så dominerer det stadig den politiske og kulturelle samtale. Det er Centrum-Venstre, der analyserer og etablerer fakta, det er dem med de legitime moralske standpunkter og udlægninger af tilværelsen. Alt til venstre eller højre for det er holdninger – i værste fald populisme.

Tænk på Dansk Folkeparti. Da de for nylig slog til lyd for at skrive menneskerettighedskonventionen ud af dansk lovgivning, var der kontant afregning ved kasse et. Det kunne man bare ikke. Tænk på den massive ensretning i kulturlivet, der i september fik teaterdirektør Tue Biering til at reflektere over, at han ikke havde en eneste ven med en anden politisk overbevisning end ham selv. Tænk på universiteterne, hvor marxisterne nok er visnet bort, men har overladt banen til transnationalistiske lektorer og studerende, der alle tror, de intet mener, men meget ved. Tænk på konkurrencestatsparadigmet, Ove Kaj Pedersen og de evindeligt snurrende tandhjul i det reguleringsglade og omstillingsparate DJØF-maskineri.

Eller tag nu debatten om Historien om Danmark. En række historikere havde fra et fagligt udgangspunkt kritiseret DR’s bud på en danmarkshistorie for at være tendentiøs. Hvordan reagerede centrum-venstre på det? I Politikens afviste debattør Niels Jespersen det hele: Det var bare højrefløjens hylekor, der var blevet triggered. De borgerlige var nogle snowflakes, der ikke kunne håndtere at møde den historiske sandhed og som derfor ville gemme sig i safe-spaces og i forløbet ødelægge DR.

Det samme pegede chefredaktør Rune Lykkeberg på her i avisen, da han slog fast, at »DR bekræfter jo bare det som Fonsmark &Co. beklagede: De røde var hovedpersonerne«.

Hvad siger disse indlæg om centrum-venstre? For det første fortier såvel Lykkeberg som Jespersen den faghistoriske kritik. Den kunne ikke være fagligt funderet, men måtte være ideologisk. Alt hinsides centrum-venstre er opinion, aldrig analyse.

I begge tilfælde er de borgerliges nederlag i de første mange årtier efter Anden Verdenskrig en grundforestilling. Jens Otto Kragh og Merete Nordentoft vandt. Selvom der i dag findes borgerlige, tror de hverken på prygl eller høflighed, som Klaus Wivel tilføjede i Weekendavisen. Altså er de ikke rigtigt borgerlige.

Er det sandt, at det borgerlige tankegodt blev fortrængt? I 1938 forkyndte den socialdemokratiske chefideolog Hartivg Frisch den private ejendomsrets snarlige sammenbrud. Afventer centrum-venstre anno 2017 stadig det? Eller er centrum-venstre ikke netop blevet borgerliggjorte?

Den vigtige anke er dog, at selv om centrum-venstre retfærdigvis må spille en hovedrolle i enhver bred skildring af moderne historie, så betyder det ikke, at vi er bundet til at reproducere dens mytologi, når vi fortæller historie. Vi fortæller jo heller ikke danmarkshistorien i slutningen af 1800-tallet med udgangspunkt i Højres og godsejernes ideologiske forestillinger – det er utænkeligt.

Centrum-venstres historiesyn er triumfialistisk. Derfor er man ikke i stand til at skelne mellem historie og ønsket om at fastholde en mytologisk skildring af den nære fortid, der etablerer og fastholder centrum-venstres værdier som historiens endemål og målestok.

Det er tvivlsomt, om de nævnte skribenter overhovedet er klar over, at de ideologiserer. De har blot overtaget den historiske mytologi som en selvfølge. Sådan er det med myter. Dette er centrum-venstres privilegieblindhed. Positionen er bag om ryggen på sig selv blevet vor tids ureflekterede institutionskonservatisme. Måske er det netop den arrogance og overlegenhed, som den medfører, der ligger bag positionens politiske trængsler i vore dage.

Kommentar

Konservatisme går på to ben

Kommentar i Kristeligt Dagblad 5/12

Hvad vil det egentligt sige at være konservativ? I sidste uge blev det debatteret af historiker Jes Fabricius Møller og de to yngre nationalkonservative debattører, Johan Christian Nord og Mikkel Bjørn Sørensen. Jes Fabricius Møller havde nemlig konstateret, at der er opstået en ny konservatisme, der slet ikke er interesseret at forsvare det bestående.

Debatten rammer ned i et af de centrale problemer i konservatismen, nemlig hvad er det i det hele taget man vil bevare? Hvordan er konservatismen kort sagt? En måde at få svar på er – særligt hvis man netop er konservativ – at konsultere traditionen, eller endog gå til rødderne. Nærmere bestemt den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797).

Burke levede på Den Franske Revolutions tid, og var en indædt modstander af omvæltningen i Frankrig. I sit hovedværk Tanker om Den Franske Revolution formulerede han grundlaget for konservatismen. I sin kritik af revolutionen fremførte Burke både principielle og meget tidsbundne argumenter. Et sted skrev han eksempelvis, at frisører og lysestøbere ikke burde regere. Det kunne han uden videre mene i 1790. Men hvad stiller man op med det synspunkt i dag?

Hvis man læser Edmund Burkes forsvar for en konkret politisk og social orden i slutningen af 1700-tallet, og slutter, at konservatismen derfor må være et forsvar for præcis denne orden, går man galt i byen. Denne konservatisme ville være indædt reaktionær – og en politisk kraft uden betydning.

Men hvad så? En anden mulighed er at sige, at konservatisme så må være et forsvar for enhver politisk og social orden, der er under pres. Men en sådan konservatisme ville ikke være stort andet end en politisk spasme, en slags pavlovsk refleks for det politiske menneske. Ifølge denne udlægning bliver Brezhnev en sand mønsterkonservativ.

Hvis det ikke går, så kunne konservatisme måske være et forsvar for nogle evige værdier eller lignende, der er trådt ganske under fode af moderniteten. Den kunne være en tænkning, hvis ”ideal ikke er principrytteri og systembevaring, men derimod udfoldelse af kraft og indstiftelse af orden – og som derfor rummer en længsel efter opbrud og nyordning”, som Nord skriver. Her bliver konservatismen altså til radikalisme – endog uden etisk bagkant, hvis idealt blot er nietszcheansk kraftudfoldelse.

Der er i virkeligheden to yderligheder, en reflekteret konservatisme må undgå. Den første er status-quo-isme, det blinde forsvar for den bestående orden uden blik for forudsætningerne for orden i det hele taget. Den andet er radikalisme, forsvaret for forudsætningerne for orden i det hele taget uden blik for værdien af disse forudsætningers udtryk i den bestående orden.

Hver for sig er positionerne politisk nonsens, men taget sammen er de et udtryk for en politisk indstilling præget af dyb ansvarlighed. Konservatisme er med andre ord hævdelsen af nødvendigheden af en samfundsmæssig orden og denne ordens kulturelle, historiske og sociologiske forudsætninger. Men den er også hævdelsen af statsmandsskab, gradvise reformer – og at vores borgerlige orden nok har fejl, men grundlæggende er værd at forsvare og bevare. Her bør man huske Burkes ord, at raseri og fanatisme på en halv time kan nedrive mere, end klogskab, betænksomhed og forudseenhed kan opbygge på hundrede år. Eller som han skrev andetsteds: ”En tilbøjelighed til at bevare og en evne til at forbedre ville tilsammen være mit mønster på en statsmand. Alt andet er vulgært i tanken og farligt i udførelsen.”

Udgivelser

Historien om Årsskriftet Critique

I Årsskriftet Critique 2017 har jeg sammen med redaktør Jens Lei Wendel-Hansen og redaktør Rasmus V. Pedersen skrevet en gennemgang af Critiques historie fra 1964 og frem. Meget af det skrevne bygger på materiale, jeg udfærdigede i forbindelse med min bog I tidens Strøm om studenterkonservatismen i Aarhus. Her kan det læses i en ny sammenhæng.

Uddrag:

…før Critiques historie blev vores historie, var tidsskriftet først og fremmest en del af historien om Konservative Studenter på Aarhus Universitet. For Critique var fra 1964 og frem til 2011 udgivet af netop denne forening. Konservative Studenter selv var blevet stiftet i 1934 på det dengang ganske unge Aarhus Universitet. Forbilledet var den københavnske søsterforening, der selv havde rødder tilbage til 1903, og som i 1930’erne allerede kunne se tilbage på en stolt historie, hvor man havde fostret generation efter generation af ledende konservative politikere, intellektuelle, journalister og organisationsfolk.

Studenterkonservatismen var en størrelse, man måtte regne med. Det var folk med rod herfra, der havde opbygget det hensygnende Konservativ Ungdom i 1910’erne. Det var folk herfra, der var gledet ind i Det Konservative Folkepartis ledelse, og det var også – og det er måske mere kontroversielt – fra studenterkonservatismen, at bevægelsen til 1930’ernes ideologisk selvbevidste og antiliberale konservatisme var udgået.

Men alt dette skete i København. Foreningen i Århus var lille. Og vi ved næsten intet om dens tidlige år. Sådan gik det faktisk længe. Først i begyndelsen af 1960’erne var Konservative Studenter i Århus vokset til fuld styrke. En væsentlig årsag til dette var naturligvis universitetets vækst, men dette gjorde det ikke alene. For også i forhold til andre foreninger voksede Konservative Studenter, som fra årtiets begyndelse var en toneangivende studenterpolitisk organisation i den jyske hovedstad. I disse år steg aktivitetsniveauet betragteligt, og medlemstallet gik fra næsten ingenting til over 400.

Critique sættes i søen

Udgivelsen af Critique var måske det klareste vidnesbyrd om studenterkonservatismens styrke. Første redaktør var stud.merc. Carl Arne Ørberg-Pedersen. Inspirationen til bladet var den norske studenterkonservatismes tidsskriftMinerva, der var udkommet siden 1924, men i 1957 relanceret af den kendte norske konservative Lars Roar Langslet som et intellektuelt, socialkonservativt kvartalstidsskrift. Ud over en ret åbenlys politisk affinitet til Minervas socialkonservative linje afspejlede inspirationen sig i Critiques form og idé.

Det var et yderst ambitiøst projekt. Det var ikke så meget et medlemsblad som et politisk debattidsskrift i egen ret. Det udkom i et oplag på 2.000 eksemplarer, blev givet til foreningens medlemmer, konservative folketingsmedlemmer og andre centrale personer og kunne derudover købes per abonnement. Målet var fra starten defineret som:

”At skærpe den politiske debat, at vække læserens kritiske sans overfor letkøbt argumentation og halve sandheder og at virke for en udbredelse og stærkere markering af borgerlige standpunkter”

Køb Årsskriftet Critique her og læs det hele.