Udgivelser

Star Wars

Hvis man skulle være i tvivl, så er der landet en ny Star Wars film. Og som det sig efterhånden hør og bør har den delt vandene. Disney Star Wars universets forsøg på at tale i takt med tidens kønsdebat har vakt begejstring hos anmelderne men irritation blandt en del fans. Selv er jeg ganske godt tilfreds med seneste tilføjelse til universet.

En stor film er det ikke  – men igen det har Star Wars aldrig rigtig været. Og de indtil videre tre nye film er under alle omstændigheder bedre end de middelmådige til dårlige Star Wars film, som vi andre måtte trækkes med, da vi var unge i 00’erne. Nej alting går ikke tilbage.

Jeg havde for nyligt den glæde at tale lidt Star Wars med ph.d. i historie Kasper Haunstrup Madsen. Det skulle du tage at lytte til. Vi talte både om den nye film – og måske særligt dens mangler. Og så kom vi også ind på det mere ømtålelige emne, nemlig om hvorvidt Imperiet er de egentlige helte i sagaen. 

Det mener jeg. Og hvis du vil vide hvorfor, så må du lytte med.

Reklamer
Udgivelser

Klumme i Information: De borgerlige har glemt, hvor de kommer fra.

Min klumme i Information 18/12. Det bliver den sidste i denne omgang.

Trafikminister Ole Birk Olesen (LA) vil sende driften af de københavnske S-tog i licitation. Umiddelbart er det en god idé. Hvorfor skal staten køre noget, der kan køre af sig selv? Der er bare et problem. DSB kører i hele landet, men tjener sine penge på ganske få strækninger. Hvis selskabet fratages sine lukrative strækninger, må prisen betales lokalt i form af dyrere tog eller ringere service – hvis det kan lade sig gøre.

Dette er blot et eksempel på, at det borgerlige Danmark undergraver sin opbakning uden for de store byer, der ellers ikke just er at opfatte som højborge. Det borgerlige Danmark opfører sig som en slange, der har fundet på at bide sig selv i halen og langsomt er begyndt at fortære sig selv.

Jeg flyttede i efteråret til Sønderjylland, nærmere bestemt Felsted, en lille by med lidt over 1.000 sjæle. Dårligt havde vi fået møblerne på plads, før kommunalvalget indtraf. Området er solidt Venstre-land, men partiet gik tilbage. Det er ikke enestående hernede. Ved seneste Folketingsvalg blev det meste af Sønderjylland farvet gult. Dansk Folkeparti blev det største parti. Det vakte en del forargelse i fortovscafémiljøet, hvilket fik historiker René Rasmussen til at opsummere situationen med konstateringen: »Først pisser de på os, så siger de, vi lugter.«

Afstanden mellem det borgerlige Danmark og deres traditionelle kernevælgere er i virkeligheden ikke overraskende. Liberal Alliance har giftet sig bort til en principfast liberalisme, der ikke har andet bud til udkanten end ’lad falde, hvad ikke kan stå’. De Konservative er reelt en nordsjællandsk lokalliste. Hvad har de at sige til udkanten. Ingenting.

Men måske er Venstres problem størst. Partiet har sine rødder i landbosamfundet. Det kunne være svært at sætte fingeren på, hvor gymnastikforeningen endte, og partiet begyndte. I dag er billedet et andet. Venstre er populært sagt mere handelshøjskole end højskole, mere Nordsjælland end Sønderjylland. Og – ville onde tunger sige – mere Alberti end I.C. Christensen.

Man kan indvende, at den borgerlige regering jo netop har stået i spidsen for en ambitiøs udflytning af statslige arbejdspladser. Det har fået DJØF-segmentet op i det røde felt. Men selv om DJØFernes klynk er uden ende, viser en ny analyse fra foreningen Danmark på Vippen, at Danmark siden 2008 er blevet mere og ikke mindre centraliseret. De største byer har fået 11.000 nye statslige arbejdspladser frem til 2015, mens resten af landet har mistet 2.200.

Selv om den efterfølgende udflytning har været positiv, har den ikke ændret afgørende ved billedet. Centraliseringen forløber nemlig parallelt med det politiske ønske om decentralisering. Den får sit brændstof fra de offentlige institutioners excel-logik, der fremmer koncentrationen af arbejdspladser i ganske få områder. Når der skal rationaliseres, ligger det lige for at lukke det lokale skattekontor. Så længe beslutningskompetencen er centraliseret, vil de statslige job også blive det.

I øvrigt var det Lars Løkke Rasmussen, der førte kniven over de gamle kommuner i 2007. Der var gode grunde, men det havde sin pris. Det har skabte en voldsom kommunal centralisering. Felsted var frem til 2007 hovedsæde i Lundtoft kommune. I dag kan man ikke gå ned ad byens hovedgade uden at fornemme historiens vingesus i form af funktionstømte bygninger, der står tilbage som rådne tænder i en gamlingemund.

Men byen er i gang med at udbedre skaderne, Løkkes reform forvoldte. Hovedgaden fornyes, nogle af de gamle bygninger rives ned. Hvorfor? Fordi byen som så meget af den såkaldte udkant er rig på frivillig foretagsomhed og privat initiativ. Ting får ikke lov til at forfalde. Her hjælper man hinanden. Og sig selv. Byen har endda rejst en sten for Adam Smith. Det er fra steder som her, den borgerlige samfundsånd udgår, her den henter sin næring og sin vælgerreserve. Det burde de borgerlige partier huske på.

Udgivelser

Historien om Årsskriftet Critique

I Årsskriftet Critique 2017 har jeg sammen med redaktør Jens Lei Wendel-Hansen og redaktør Rasmus V. Pedersen skrevet en gennemgang af Critiques historie fra 1964 og frem. Meget af det skrevne bygger på materiale, jeg udfærdigede i forbindelse med min bog I tidens Strøm om studenterkonservatismen i Aarhus. Her kan det læses i en ny sammenhæng.

Uddrag:

…før Critiques historie blev vores historie, var tidsskriftet først og fremmest en del af historien om Konservative Studenter på Aarhus Universitet. For Critique var fra 1964 og frem til 2011 udgivet af netop denne forening. Konservative Studenter selv var blevet stiftet i 1934 på det dengang ganske unge Aarhus Universitet. Forbilledet var den københavnske søsterforening, der selv havde rødder tilbage til 1903, og som i 1930’erne allerede kunne se tilbage på en stolt historie, hvor man havde fostret generation efter generation af ledende konservative politikere, intellektuelle, journalister og organisationsfolk.

Studenterkonservatismen var en størrelse, man måtte regne med. Det var folk med rod herfra, der havde opbygget det hensygnende Konservativ Ungdom i 1910’erne. Det var folk herfra, der var gledet ind i Det Konservative Folkepartis ledelse, og det var også – og det er måske mere kontroversielt – fra studenterkonservatismen, at bevægelsen til 1930’ernes ideologisk selvbevidste og antiliberale konservatisme var udgået.

Men alt dette skete i København. Foreningen i Århus var lille. Og vi ved næsten intet om dens tidlige år. Sådan gik det faktisk længe. Først i begyndelsen af 1960’erne var Konservative Studenter i Århus vokset til fuld styrke. En væsentlig årsag til dette var naturligvis universitetets vækst, men dette gjorde det ikke alene. For også i forhold til andre foreninger voksede Konservative Studenter, som fra årtiets begyndelse var en toneangivende studenterpolitisk organisation i den jyske hovedstad. I disse år steg aktivitetsniveauet betragteligt, og medlemstallet gik fra næsten ingenting til over 400.

Critique sættes i søen

Udgivelsen af Critique var måske det klareste vidnesbyrd om studenterkonservatismens styrke. Første redaktør var stud.merc. Carl Arne Ørberg-Pedersen. Inspirationen til bladet var den norske studenterkonservatismes tidsskriftMinerva, der var udkommet siden 1924, men i 1957 relanceret af den kendte norske konservative Lars Roar Langslet som et intellektuelt, socialkonservativt kvartalstidsskrift. Ud over en ret åbenlys politisk affinitet til Minervas socialkonservative linje afspejlede inspirationen sig i Critiques form og idé.

Det var et yderst ambitiøst projekt. Det var ikke så meget et medlemsblad som et politisk debattidsskrift i egen ret. Det udkom i et oplag på 2.000 eksemplarer, blev givet til foreningens medlemmer, konservative folketingsmedlemmer og andre centrale personer og kunne derudover købes per abonnement. Målet var fra starten defineret som:

”At skærpe den politiske debat, at vække læserens kritiske sans overfor letkøbt argumentation og halve sandheder og at virke for en udbredelse og stærkere markering af borgerlige standpunkter”

Køb Årsskriftet Critique her og læs det hele.

 

Udgivelser

Historien om Danmark og grundloven

Jeg er som historiker naturligvis en fast seer til DRs Historien om Danmark. Jeg har ved en enkelt lejlighed skrevet en anmeldelseanmeldelse, og har i øvrigt lavet en podcast om den første serie af programmer med historikeren Adam Wagner. Generelt er jeg ret begejstret for programmerne. De formår at formidle kompliceret stof på en enkel måde, der måske oven i købet kan gøre flere interesseret i historien – og det er jo i øvrigt det al formidling handler om.

Serien er altså grundlæggende en succes. Der har været torne blandt roserne. Afsnittet om 16-17-tallet var seriens ringeste og var tynget af en ensidig negativ skildring af bøndernes forhold. Ja og så var der det med slaverne. På DR havde man åbenbart hørt, at e var blevet overset i Danmarkshistorien, så derfor gav man lige hele historien om trekantshandlen et nøk for meget op på opmærksomhedsskalaen.

Afsnittet om grundlovene og arbejderbevægelsen i 1800-tallet understregede dog, at DR godt kan lave fint fjernsyn. Man kan indvende at behandlingen af grundlovsspørgsmålet blev en smule overfladisk. Og ja, det blev det. Men det ligger i genren. Til gengæld vil jeg opfordre til, at man giver den lange podcast, jeg lavede med vores dygtige forfatningshistoriker Jens Wendel-Hansen et lyt. Her er der rig mulighed for at lære mere.

http://aarsskriftet-critique.dk/podcast/danske-grundlove-1849-1866/embed/

Danske grundlove 1866-1915

http://aarsskriftet-critique.dk/podcast/danske-grundlove-1866-1915/embed/

Udgivelser

Ny podcast…med mig

Lediggang er roden til alt ondt, så for at holde alt ondt fra døren, må man kaste sig over nyt. Og således gik det til, at vi på Årsskriftet Critique for nyligt gik i luften med en podcast om kultur, historie, samfund og politik.

I første udsendelse talte jeg med valgmenighedspræst Johan Christian Nord om den danske sangskat, og hvordan det står til med den.

Du kan følge vores podcasts På aarskriftet-critique.dk, men du kan også abonnere (gratis naturligvis) på dem via iTunes. Det er nemt og bekvemt. Og når du nu er derinde så smid os lige en fem-stjernet anmeldelse og et par ord på vejen. Så hjælper du andre med at finde os.

Bøger, Udgivelser

Et uddrag af “Konservatisme i mellemkrigstiden”

Min bog bog Konservatisme i mellemkrigstiden er netop udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Det er en undersøgelse af samspillet og konflikterne mellem perioden moderate og yderligtgående konservative strømninger.

Her følger efter en kort introduktion et længere, let omskrevet uddrag fra bogen. Bogen er 350 sider og kan købes mange steder. 

Introduktion

Mellemkrigstiden var en brydningstid for samfundet såvel som for konservatismen. Tilsyneladende havde demokratiet spillet fallit, og ekstreme ideologier som nazisme, facisme og kommunisme stormede frem i et hjemsøgt Europa. Krisen slog direkte ned i dansk konservatisme, der måtte kæmpe for at finde en ny stemme. Konservatisme i mellemkrigstiden er historien om konflikten blandt danske konservative og om deres kritik af samfundets liberale orden, parlamentarismen og folkestyret. Det er samtidig fortællingen om, hvordan den samfundskritiske konservatisme efterhånden blev gjort tavs, og hvordan en moderne, demokratisk konservatisme opstod.

Det følgende let redigerede uddrag fra bogen skildrer den tumultariske situation kort efter stiftelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915. Partistiftelsen havde været en modernisering af dansk konservatisme, et opgør med det gamle Højre. Men dermed var lykken ikke gjort.

Ballade i det nye parti

I årene efter stiftelsen af Det Konservative Folkeparti fulgte en række begivenheder, der havde indflydelse på konservatismens udvikling. I 1916 blev kredsen om den stærkt konservative avis Vort Land ekskluderet, hvorefter disse repræsentanter for konservatismens højrefløj forsøgte sig med at skabe et nyt konservativt parti Det Nye Højre, der dog snart, sammen med Vort Land, overgik til historiens annaler. I 1917 fulgte en afskalning til venstre, da de tidligere frikonservative – en gruppe reformvenlige godsejere – forlod partiet.

Overordnet set var disse brud udslag af den fundamentale ideologiske uklarhed inden for partiet. Det samme kan siges om det opgør, som fandt sted i årene 1918‑1920, mellem storindustriens førstemand Alexander Foss (1858‑1925) og Det Konservative Folkepartis initiativtager Asger Karstensen (1874-1945) samt dennes allierede, økonomen Lauritz Vilhelm Birck (1871‑1933). Det var en konflikt om partiets folkelige middelstandspolitik, der udgjorde en fundamental del af den konservative ny orientering.

Middelstandsfløjen tabte opgøret og det blev situationen ikke mindre uklar af. Partiets program havde lagt op til et nybrud, men Karstensens egen politiske skæbne, der viste ham ud af sit parti og ind i Venstre, understregede, hvor skrøbelig nydannelsen egentlig var. Heller ikke Foss fik afgørende indflydelse på eftertidens konservatisme, for han fik en blodprop og blev sat ud af spillet. Partiets ledelse lå nu i hænderne på en forsigtig højrefløj, personificeret ved formanden, den stovte nordsjællandske proprietær Emil Piper.

I 1920 kom en helt ny generation af konservative politikere ind i Folketinget, hvoraf mange især var præget af nationale tanker. Kuldet talte så forskellige folk som den myreflittige studenterforeningspolitiker John Christmas Møller (1894‑1948), den ranke generalauditør Victor Pürschel (1877‑1963), dannevirkemanden og polemikeren greve Bent Holstein (1881‑1945), samt den besindige lensgreve Otto Reedtz-Thott (1872‑1927). Her var noget for enhver konservativ smag. Det var som om konservatismen var lutter gæring, men ingen afklaring.

Men når konservatismens historie i mellemkrigstiden blev en historie om strid, skyldtes det ikke kun uklarheden om arven fra Højre eller personstridigheder. For overhovedet at forstå konservatismens situation, er det vigtigt at huske på, at dens nydannelse fandt sted midt i århundredets krig, i et epokalt tidehverv: Mens Højre blev til Det Konservative Folkeparti, sank grunden sammen under den kendte verden. Giftgas og artillerinedslag forkyndte en ny tids komme. I virkeligheden var den nye konservatisme langt hen ad vejen et sildefødt barn af den liberale tidsalder, der nu lakkede mod enden.

Og måske var konservatismens nye svar allerede blevet aldrende mands drømme om verden, som den var og burde være. Første Verdenskrig blev et radikalt brud, der åbnede en afgrund mellem et før og et efter.

Verden af i går

For eftertiden kom tiden fra 1871 til 1914 til at stå som en periode præget af optimisme og stabilitet. Nok havde verden forandret sig i al hast, men alligevel var der, med økonomen John Maynard Keynes’ ord, tale om en sikker, normal og permanent tilstand, der kun forandredes i retning af det bedre, og hvor enhver afvigelse herfra blev forstået som et atypisk tilfælde, en anomali, det var muligt at undgå. Denne tid er blevet besmykket med betegnelser som la belle epoque og en tryghedens tidsalder. Verden af i går kaldte forfatteren Stefan Zweig den og understregede dermed afgrunden mellem et før og et efter. Periodens kendetegn havde været en udviklingstro, funderet i en overbevisning om, at det konstaterbare tekniske og materielle fremskridt gik hånd i hånd med et kumulativt moralsk fremskridt. At verden blev et stadig bedre sted, var ikke en utopisk overbevisning, men en prognose baseret på fremskrivningen af det allerede erfarede.

Mens Højre blev til Det Konservative Folkeparti, sank grunden sammen under den kendte verden. Giftgas og artillerinedslag forkyndte en ny tids komme.

Det egentligt utopiske var længslen efter gårsdagens uigenkaldeligt tabte erfaringsrum og det fromme ønske om at alting “maatte være som det er og blive som det var, som det blev udtrykt af forfatteren Thorkild Gravlunds (1879‑1939) reaktionære bonde Nilavs i Sognet. Hos den konservative teoretiker Arnold Fraenkel kunne erkendelsen og omfavnelsen af den stadige udvikling udlægges som konservatisme.

1871 havde ikke kun været året for den fransk-tyske fredsslutning, men også for Brandes’ forelæsninger på Københavns Universitet, der indvarslede det moderne gennembruds opgør med romantikkens idealisme og med kristendommen, problematiserede sædeligheden og dermed på et ideologisk plan tjente til at understrege og sanktionere adskillelsen af tradition og fremskridt.

Liberalisme, rationalisme og individualisme var tidens løsen. Det var en tid, hvor der med J.P. Jacobsens ord var stormgangsjubel i unge sjæle, tro på store tankestjerners lys og håb, som der var have. I 1910 havde englænderen Norman Angel udgivet sin fremskridtsoptimistiske og antimilitaristiske bog The Great Illusion, hvor han beviste, at samhandel, den økonomiske integration og civilisationens højt udviklede stadie havde gjort krig umuligt og militarisme forældet.

Men kort efter en særlig populær opdateret udgave fra 1913, faldt skuddene i Sarajevo. Den umulige krig var en realitet, og krigen understregede, at jævnføringen af det tekniske og det moralske fremskridt i bedste fald havde været unuanceret og i værste fald en illusion. Snarere virkede det til, at den teknik, der kort forinden end ikke havde formået at holde det borgerlige mikrokosmos Titanic oven vande, nu egnede sig bedst til at frigøre menneskets destruktive potentiale. Hvis det var fremskridt – og det mente nogle – var det i hvert fald et ganske andet end det, man var vant til.

For eftertiden fremstod førkrigstiden som en liberal tidsalder. Men det er vigtigt at huske, at førkrigstiden havde været en sammensat størrelse. Havde den på den ene side været præget af et fremskridt, der gik i retning af liberalisme, var den også præget af l’ancien regimes, de gamle autokratiske og aristokratiske regimer, vedholdenhed. Tiden for krigen var på en gang progressiv og konservativ, national og imperialistisk, demokratisk og elitær. I en forstand var krigen også det gamle, paternalistiske, konservative Europas endeligt. Tre kejserriger var faldet; herunder Rusland og Østrig-Ungarn, der havde været indbegrebet af reaktion og restoration.

Verdenskrigens konsekvens: radikal usikkerhed

Den amerikanske præsident Wilson havde i 1917 proklameret, at krigen blev kæmpet for det liberale demokrati. Derfor kunne krigen også forstås som det moderne, liberal-demokratiske samfunds sejr over de gamle regimer. Ved krigens afslutning havde mange da også hæftet sig ved, at det liberale demokrati havde sejret, og at Europa nu stod over for en bølge af demokrati. Men krigen havde også mobiliseret masserne, og det demokrati, som sejrede med den for zarismen belejligt befriede entente, var et nyt demokrati, hvor den liberale individualisme var blevet underkendt til fordel for massen, kollektivet, klassen eller nationen.

Disse masser havde tidligere huseret i borgerskabets bevidsthed som noget truende og farligt. Siden slutningen af 1800‑tallet havde konservative intellektuelle som f.eks. den franske massepsykolog Gustave Lebon advaret mod massesamfundets truende anomi. Arbejderbevægelsen forekom at være det væsentligste billede herpå. Men med krigen trådte masserne frem som dem, det hele afhang af. De var nationen. Og ingen ventede, at de ville fortrække til verdenshistoriens kulisse. Skulle nogen endelig have fastholdt en sådan overbevisning, blev Den Russiske Revolution en påmindelse om massemagtens politiske virkelighed, og det radikalt nye, der måske var i vente.

For det konservativt sindede menneske medførte krigen først og fremmest tvivl. Mellemkrigstiden var som helhed en krisetid, hvor gamle sandheder ikke længere havde gyldighed, og nye endnu ikke var etableret. Mange morgengry dæmrede på en gang i mange horisonter. Litteraten Henning Kehler (1891‑1979) beskrev situationen rammende, da han konstaterede, at det 19. århundredes dogmer ikke længere var beviser, men noget, der krævede at blive bevist. Her var den grundlæggende anomi, som konservatismen i sin samtid søgte at adressere og imødegå. Men konservatismen stod ikke med et svar på tidens spørgsmål.

Tværtimod er det denne bogs tese, at de indre brudlinjer i mellemkrigstidens konservatisme struktureredes efter de forskellige svar på den epokale krise. Overordnet kan man således identificere tre konservative positioner, strømninger eller svar i mellemkrigstiden, som fundamentalt set byggede på forskellige opfattelser af det nomos, den samfundsmæssige orden, hvorom konservatismen skulle værne.

Konservatismens tre muligheder

Skildringen heraf er denne bogs omdrejningspunkt, men i det følgende skal de enkelte overordnede forståelsesrammer og retningsgivende reaktionsmønstre kort skitseres. Der er ikke tale om tre politiske fraktioner, men derimod om nogle grundlæggende ideologiske linjer, der nogle gange kunne give sig udslag i egentlig fraktionering, men andre gange kun var til stede latent.

Der eksisterede for det første en strømning, som vi kan kalde socialkonservatismen. Den var et forsøg på at modernisere konservatismen gennem en løbende tilpasning af konservatismen til sin samtid. Udgangspunktet var her den tanke, at den sociale virkelighed altid er under udvikling, hvorfor konservatismens opgave matte blive at optræde som et modererende korrektiv, der skulle skabe balance, sikre institutionel stabilitet og kontinuitet samt en rolig, fremadskridende udvikling. Mere konkret kom denne strømning blandt andet til udtryk i den løbende accept af det parlamentariske demokrati, samt i jævnforingen af konservatismen med forsvaret for netop de demokratiske institutioner, som en tidligere tids konservativ skepsis havde rettet sig imod.

Hvor socialkonservatismen så sig selv som et brud med en tidligere tids konservatisme, var det anderledes med det, der her skal kaldes højrekonservatismen. Begrebet dækker over et relativt heterogent ideologisk fænomen kendetegnet ved at vare funderet i eller endog en ønsken sig tilbage til førkrigstidens sociopolitiske orden. Her var tale om en konservatisme, der opfattede tiden før krigen som det egentligt normale, mens samtiden opfattedes som et brud, der ledte ud i anomi. Mere generelt var der tale om en konservatisme, som derfor tenderede mod en en bloc afvisning af sin samtids værdier, ideer og vilkår og i det hele taget opfattede moderniteten som en forfaldsproces. Dens nomosbegreb var fundamentalt set statisk, og set fra et mellemkrigstidsperspektiv var der tale om en i høj grad bagudskuende position.

Over for disse stod imidlertid en tredje position: En nykonservatisme, der ligesom socialkonservatismen udtrykte en konservativ moderniseringsbestræbelse, omend ad ganske andre linjer end denne. Nykonservatismen var tydeligt antiliberal og radikalkonservativ, den ville skabe en ny samfundsmæssig og til dels institutionel orden, der både var et opgør med socialkonservatismens fortløbende tilpasning og højrekonservatismen reaktionære bestræbelse. Det gjaldt her om at satte sig ud over det moderne forfald ved at skabe et nyt grundlag.

Mellem disse tre positioner stod striden i dansk konservatisme. Herom handler denne bog.

Kommentar, Udgivelser

Protektionisme som genvej til modernitet

Toldpolitik plejer ikke at være et varmt emne herhjemme. Det er der åbenlyse årsager til, hvoraf den vigtigste nok er, at det grundlæggende ikke er særligt spændende. Alligevel er temaet kommet op i den ideologiske blogosfære som et stridspunkt mellem visse nationalkonservative protektionister på den ene side og liberalt orienterede frihandlere på den anden. Debatten er også igang internationalt, ikke mindst fordi Donald Trump har slået sig op på protektionisme og kritik af frihandel og globalisering.

Det er ved sådanne lejligheder, at man som historiker kan få det indtryk, at det er med nutiden som med filmproducenterne i Hollywood, nemlig at den ikke har meget nyt at byde på og derfor må nøjes med at danne scene for genindspilninger af gamle klassikere, eller nyproduktioner af sequels og prequels. I hvert fald har vi stået i debatten om protektionisme tidligere, nærmere bestemt i 1920’erne, da dansk industri var ramte af en række hårde kriser, og hvor særligt konservative vendte sig mod idéen om frihandel. Herom har jeg skrevet i det historiske tidsskrift TEMP i et temanummer om modernitetsforestillinger.

Her et uddrag:

Blandt de konservative, der i industrien så en mulighed for at et lille land kunne blive større, var det en anden sag. Toldpolitikeren Povl Drachmann var det klareste eksempel på, at konservative ikke behøvede at opfatte teknik som symptom på forfald, men også kunne opfatte den som svaret på et kulturelt forfald.

Drachmann var en centralt placeret toldpolitiker, der stod i spændingsfeltet mellem partipolitik, ideologi og industrielle interesser. Særligt var han knyttet til storindustriens førstemand, Alexander Foss, som sammen med ØK’s H.N. Andersen og Landmandsbankens Emil Glückstadt udgjorde den absolutte elite inden for dansk erhvervsliv i årene før 1920. Drachmann var sekretær for Tidsskrift for Industri, der var Industriraadets officielle organ, og virkede samtidig som Alexander Foss’ tætte personlige medarbejder. Han spillede bl.a. en hovedrolle i Foss’ forsøg på at gøre op med venstrefløjen i Det Konservative Folkeparti, der efter sin stiftelse i 1915 blev præget af et voldsomt opgør mellem storindustri- og middelstandsfløj.

Også efter at Foss i 1920 var blevet sat ud af spillet som følge af en blodprop i hjernen, agerede Povl Drachmann bindeled mellem industrien og Det Konservative Folkeparti. Han blev således indvalgt i Folketinget samme år og sad der frem til sin død i 1941. Hér virkede han som erhvervspolitiker og agiterede for industriens interesser, særligt markerede han sig som den fremmeste forkæmper for en aktiv handelspolitik, hvor industriens hjemmemarked skulle beskyttes af høje toldmure…

Selvom den protektionistiske toldpolitik på overfladen var ren interessepolitik til fordel for industrien – og i en vis forstand for dens ansatte – er det en pointe, at der i Drachmanns kamp for told lå en bestræbelse på at redefinere konservatismens forhold til liberalismen. Sidstnævnte blev opfattet som noget udlevet, der hørte 1800-tallet til, mens konservatismen var samtidig netop fordi den forstod sin samtids krav. Herom skrev Drachmann i skriftet Fortid og Fremtid fra 1916.

“…Bevæger vi os fra det spekulative til det idépolitiske plan, lå der i konstateringen af imperialismens tidsalder et krav om omfavnelsen af en økonomisk nationalisme. Drachmann registrerede med imperialismebegrebet det samme tidehverv, som den konservative, svenske statsfilosof, Rudolf Kjellén samtidig havde slået fast med noget større virkning med sin indflydelsesrige afhandling Staten som Livsform. Kjellén fik således stor indflydelse på tysk geopolitisk tænkning i mellemkrigstiden, bl.a. fordi han havde formuleret en post-liberal og anti-individualistisk statstænkning, som også pegede i retning af en fremtid, hvor de enkelte stater skulle arbejde på at blive autarke økonomiske systemer gennem etableringen af lukkede økonomiske storrum.

Også Drachmann tog tanken om de lukkede, økonomiske storrum op i Fortid og Fremtid. I al væsentlighed blev det dog ikke imperialismens tidsalders imperialistiske konsekvenser, men derimod dens konsekvenser for dansk told- og erhvervspolitik, der kom til at optage ham efterfølgende. Det skyldtes vel i høj grad Danmarks ringe muligheder for en egentlig imperiepolitik – et faktum, der dog ikke forhindrede, at en gruppe yngre radikalkonservative i bevægelsen Det Unge Danmark, anført af senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og senere økonomiprofessor Max Kjær-Hansen og stærkt inspireret af Drachmann, tog tanken om en dansk rigspolitik op et par år efter.

Skal vi forstå den politiske betydning af analysen, ligger den i, at Drachmann hermed kunne hævde en protektionistisk økonomisk politik som både ideal og nødvendighed: Reelt set var der for det folk, der ville bestå, ingen anden mulighed end at industrialisere og modernisere. Dette krævede først og fremmest et opgør med den liberalisme, der ikke havde andet svar på den nye tid og dens store krav end at læne sig tilbage og se sit ”eget Lands Virksomheder blive pillet ud en efter en – og knust”, af andre stater, der havde forstået tidens og virkelighedens grundvilkår. Afgørende var det også, at denne bevægelse ud over den liberale status quo for Drachmann samtidig var en bevægelse tilbage til det egentligt og autentisk danske:

… vi maa tilbage til det, der har skabt os, Havet, der bunkede sine Skaldyr op og skabte vort Land, Havet, der har givet os Liv ved sine milde Vinde og sin Frodighed. Og vi maa vende tilbage til alt det, der er det virkelige i os, vi maa tilbage til Skibene. Vore Forfædre viste os Vejen. De blev store i Kraft af Havet, vi har svigtet det. Vi er Skibenes Folk, hele vor Karakter er gyngende: Uro, Storm, Salt.

Drachmann beskrev her vendingen fra landet til havet, fra det indre til det ydre og fra lilleputmentaliteten til besindelsen på nødvendigheden af at være til stede i verden. Dette var den diskursive kamp mellem liberalisme og konservatisme, mellem landbrug og industri, oversat til en fortælling om fortid og fremtid og ikke mindst om det danske folks nationalkarakter.

Landbruget, liberalismen og det politiske system videreførte fortællingen om Danmark som et lidet, fattigt land, der lukkede sig om sig selv. Industriens fortælling var om det folk, der drog ud i verden og underlagde sig den i erkendelse af den nye tids vilkår og i pagt med folkets egentlige karakter. I Drachmanns reaktionære modernisme var omfavnelsen af den tekniske modernitet netop en måde at bjærge en sandere national identitet.”

Toldpolitikken tjente også et væsentligt praktisk-politisk formål, fordi den tillod partiet at markere sig som et arbejder- og fremskridtsvenligt parti.

“Den gik i årene 1922-1927 fra at være blot ét politikområde blandt flere til at blive det væsentligste udtryk for den politiske bestræ- belse på at redefinere en politisk konservatisme i krise. Denne krise bestod i, at den fornyelse som partistiftelsen i 1915 havde været udtryk for, var udeblevet. Partiet blev styret af gamle forsigtige mænd som proprietær Emil Piper og bagermester Johannes Pitzner og var efterhånden låst fast i et næsten underdanigt forhold til Venstre.

I 1922 blev den 45-årige, dvs. relativt unge, Victor Pürschel imidlertid folketingsgruppens formand. Selvom Pürschel oftest fremstilles som den gammelkonservative modstander af Christmas Møller og folkestyret i al almindelighed eller som absolut ufolkelig,47 varslede dette et nybrud – om end i det små. For Pürschel var ingenlunde liberalismen venligt stemt og ønskede, ligesom senere Christmas Møller, et mere jævnbyrdigt forhold til Venstre. Dette blev Povl Drachmanns glansperiode.

I tæt samarbejde med Pürschel søgte han at markere Det Konservative Folkepartis selvstændighed på erhvervs- og toldpolitikken, og et stykke hen ad vejen var det en succes. I hvert fald var den industrivenlige toldpolitik sandsynligvis udslagsgivende for, at partiet i 1926 fik det bedste valg hidtil med 20,6 procent af stemmerne, et resultat, som først blev overgået i besættelsestidens parentetiske folketingsvalg i 1943.

De forskellige toldpolitiske tiltag satte partiet i stand til at hævde en arbejdervenlig linje. Man kunne nu love at beskytte danske arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence, og samtidig var man i stand til at artikulere en moderniseringsvision, hvor det urbane og industrielle fremhævedes som – i det mindste – ligeværdigt med det endnu økonomisk og ideologisk dominerende landbrug. Toldpolitikken blev altså udgangspunktet for det første egentlige forsøg på at realisere de aspirationer, der var indeholdt i betegnelsen folkeparti.”

Toldpolitikken vedblev at være et kernepunkt for Det Konservative Folkeparti i hele mellemkrigstiden. Først som et forsøg på at markere en tredje vej mellem liberalisme og socialisme og i 1930’erne i polemik mod den protektionistiske politik, som den socialdemokratisk-radikale regering havde fået sneget ind gennem oprettelsen af Valutacentralen.

Hvis man vil læse om dette kan man købe tidsskriftet eller den specifikke artikel her.