Kronik bragt i Information 18/10 2016
Populismen er vor tids spøgelse. Uanset hvorhen vi kigger, uanset om det er i Europa eller i USA, ser vi det samme: Et oprør mod de politiske, kulturelle og økonomiske eliter og nærmere bestemt afvisningen af en liberal globalisme, der har domineret politisk og ideologisk tænkning siden Den Kolde Krigs afslutning.
Der er ikke så få, der mener, at populismen er et alvorligt problem, fordi den udfordrer vores politiske og økonomiske regimes legitimitet, manøvremuligheder og stabilitet.
Den danske oversættelse af historikeren Jan Werner-Müllers Hvad er Populisme? er frisk fra tryk fra Informations forlag, og tidligere i år skabte journalisten Anne Applebaum overskrifter, da hun profeterede, at verden, som vi kender den, ville styrte i grus, hvis briterne stemte for Brexit, amerikanerne valgte Donald Trump, og franskmændene stemte Front National.
Tænker man som Applebaum – og delvist som Müller – må opgaven være at mane populismen i jorden. Og det er der unægteligt en væsentlig pointe i. I hvert fald ville det være et udslag af dyb letsindighed, hvis ikke man var på vagt over for udsigten til en præsident Trump eller et Frankrig domineret af Front National.
Men det virkelige spørgsmål er, om det ikke også er udtryk for en farlig letsindighed at se populismen som problemets kerne? For hvad nu, hvis populismen ikke bare er en uforklarlig ideologisk perversion, men en indikation på reelle problemer i den liberale globalisme, som den er et oprør imod?
Christian Egander Skov 