Trump tabte debatten og vandt den.

Den netop overståede første debat mellem Clinton og Trump har været imødeset med spændning. Selvom det er konventionel visdom, at debatterne i en hypermedialiseret virkelighed ikke flytter så meget, som de har gjort, kan årets valg være anderledes.

Hvor vi normalt har et godt indtryk af kandidaterne, fordi det typisk har drejet sig om politiske sværvægtere med mange år bag sig, er det anderledes i år. Ikke mindst Trump er et wild-card. Selvom de fleste nok har et indtryk af ham, er det næppe mejslet i sten, i hvert fald ikke, når det kommer til politikeren Trump. Der er slet og ret mange amerikanere, der gerne vil se om, han kan optræde som en seriøs politiker, der kan betros landets – og verdens – mægtigste embede.

Det gælder ikke mindst blandt de relativt højtuddannede af de hvide vælgere, som Republikanerne for første gang siden Anden Verdenskrig har tabt føringen blandt.

Hvem vandt?

Så debatten kan have stor betydning. Hvem vandt så? Ja, det gjorde ifølge næsten alle Hillary Clinton. Og det er da også korrekt, at hun fik tvunget Trump langt tilbage i defensiven ved at køre på hans uvilje mod at dele sine skatteoplysninger. I 2012 lykkedes det Demokraterne at fremstille den i øvrigt stilfærdige og hæderlige forretningsmand og politiker Mitt Romney som et priviligeret overklasseløg, der snød på vægten.

Med Trump er det vanskeligere, fordi hans populisme ligger til venstre for Republikanernes traditionelle linje (og i lange stræk til venstre for den centerliberalisme, som Hillary traditionelt har været associeret til), men Trumps skatteforhold og hvad de måtte dække over af lig i lasten, er en åbning. Med angrebet på Trump falder Hillary tilbage på en gammel, afprøvet og ganske succesrig Demokratisk taktik.

Men der er et stort men.

Selvom det ikke, som nogle havde troet, lykkedes Trump at slå den oftest noget mekaniske og altid ret kedelige Clinton ud med sine stærke evner til at improvisere og hyle sine modstandere ud af den, har han fået noget afgørende ud af debatten, som styrker hans position.

Normaliseringen af Trump

Trumps største problem er, at det for rigtig mange er vanskeligt at forestille ham som præsident. De mange vanvittige ting, han har sagt i den Republikanske primærvalgkamp, hjalp ham nok til at blive dette partis præsidentkandidat, fordi han fik en masse gratis omtale, men nu rammer det image, han selv har skabt, ham hårdt.

Derfor er hans måske vigtigste opgave at vise, at han faktisk kan fremstå som en nogenlunde normal politisk skikkelse. Bevares, han må gerne have kant, men det dur ikke, at han fremstår bindegal.

Og den øvelse lykkedes faktisk. Trump tabte klart debatten på point, men man fik indtrykket af, at det faktisk var to præsidentkandidater i debat, ikke en præsidentkandidat og en frådende sociopat.

I de amerikanske medier, som for størstedelens vedkommende er venstre- eller centrumvenstreorienterede, taler de for tiden om faren ved at “normalisere Trump”, dvs. behandle ham præcis som enhver anden præsidentkandidat.

Respekterede aviser som Washington Post og New York Times har mere end leget med idéen om at give fanden i almindelig journalistisk etik og i stedet gå aktivt ind i kampen mod Trump. CNN har allerede slået sig op som anti-Trump og kastet sig ud i aggressiv faktachek af alt, hvad Trump siger. Senest har den amerikanske komiker Jimmy Fallon fået på puklen for at have i sit Tonight Show at have interviewet Trump som var han enhver anden gæst, det vil sige i en afslappet stemning, i godt humør og uden alt for megen kritisk kant. Han nulrede endda hans hår.

Fallon var dermed til at normalisere Trump, lød kritikken, hvis udgangspunkt naturligvis var opfattelsen, at Trump overhovedet ikke er en normal kandidat, men snarest en slags fascist eller i hvert fald en trussel mod landets konstitutionelle og ikke mindst multikulturelle orden.

Trump kan vinde

Med debatten har Trump været med til at mane den frygt lidt længere ned i jorden, i hver fald blandt almindelige vælgere, der ike bryder sig om Demokraternes politik, men har været bange for Trump.

Han har med andre ord brugt debatten til at normalisere sig selv. I et valgår, hvor alt tyder på, at mange vælgere brændende ønsker forandring, og hvor det er Trumps person, der har stået i vejen for mange midtervælgeres støtte til Republikanernes præsidentkandidat (snarere end kærlighed til Hillary), er det afgjort en fordel for Trump.

Han har langt fra vundet endnu, og han skal oppe sig i næste debat. Men en ting er sikkert. De iagttagere, der nu ånder lettet op, tager glæderne på forskud.

Trump har en reel chance for at vinde valget og blive USA’s næste præsident.