For tiden raser en debat om forholdet mellem terror og Islam – en debat som også har afdækket principielle skillelinjer på den politiske højrefløj. En ting lader det sig ikke gøre at benægte: Vi er under stadigt angreb fra terrorister med muslimsk baggrund.
Men spørgsmålet er, hvordan vi på den baggrund skal forstå vores situation: Er der et sammenstød mellem Vesten og Islam? Er vi, som størstedelen af den nationalkonservative højrefløj –og senest Monica Papazu her i Replique – hævder, i krig mod Islam som sådan? Eller er vi, som Søren Pind kom for skade at hævde, i krig mod en dødskult eller ligefrem mørket? Eller er der i virkeligheden tale om, at Vesten og vestlige eller moderniserende kræfter uden for Vesten er i krig mod en form for radikal politisk islam, som vi typisk kalder islamisme?
Spørgsmålet er kompliceret, ikke mindst fordi debatten jo udspiller sig som en underdebat under en større debat på samfundsplan om forholdet mellem Islam og terrorisme, hvor en endnu større diversitet af synspunkter eksisterer.
Et andet element, der komplicerer sagen noget, er islamdebattens stadigt mere udtalte karakter af identitetsmarkør: Mener man, på den ene side, at vi er i krig med Islam og at der er en uforligelig modsætning mellem Vesten og Islam, ja så ryger man hurtigt ud af det gode selskab. Mener man, på den anden side, at det er enten uhensigtsmæssigt eller faktuelt problematisk at tale om en krig imod Islam som sådan, ja da bliver det hurtigt regnet for faneflugt blandt de nationalkonservative, der opfatter vores tid som en, der er bestemt af krigen mod Islam.
For såvel demonstrativt anstændige som uanstændige handler en ikke ringe del af debatten om at positionere sig, og dermed er den sunde sans og analytiske klarhed allerede opgivet som bestræbelse.
Christian Egander Skov 