Kategori: Kommentar

Kommentar

Terror, vestlig magt og afmagt, Putin og lidt om konservatisme

red.

Det er blevet til en del mindre artikler og blogindlæg på aarsskriftet-critique i det lidt mere end halve år, der er gået. For en nemheds skyld har jeg samlet de mere politiske kommentarer her med en kort introduktion. Det gennemgående tema er Vestens position i den situation vi nu står i, som er kendetegnet ved terror som grundvilkår, udfordringen for autoritære revisionistiske stater som Putins Rusland samt en tilbøjelighed til at svælge i vores egen afmagt. 

Republikkens magt og afmagt
Kommentar oven på terrorangrebet i Nice. 15/7 2016

Mads Holger in memoriam
Mit mindeord til Mads Holger. 5/7 2016

Masten er knækket, skibet synker, vi er alle i samme båd
Hvad betyder det for os, at Brexit nu står for at blive en realitet? Jeg forsøger et svar. 24/6 2016

I Putins skygge
Putins Rusland udgør en stadig større trussel mod Vesten og dermed Danmark. Har vi glemt, vhad det betyder, at leve under Ruslands skygge, kan vi spørge balterne. 21/6 2016

Et opgør med forsvarsnihilismen eller en taktisk brøler?
Har De Konservative jokket i spinatten, da de ikke kom med i forliget om kampflyindkøb, eller har de åbnet en vej for partiet? Jeg argumenterer for det sidste. 10/6 2016

Efter Europadagen: EU stadig i eksistenskrise
Om EUs krise, der først og fremmest er en legitimitetskrise 10/5 2016

Republikansk nedsmeltning
Om Trumps forventlige sejr hos Republikanerne. Og hvorfor det ikke er en god nyhed. 4/5 2016

Den nødevendige krig
Om nødvendigheden af at optrappe indsatsen mod ISIS. 20/4 2016.

Dannelsesbegrebets disfiguration
Om gymnasiereformen II. 11/4 2016

Ødelæggelsen af vores gymnasier
Om gymnasiereformen I. 7/4 2016

Vestens forfald er Vestens valg
Kommentar efter terrorangrebet. 29/3 2016

Donald Trump: Konservatismens banemand!
Om udsigten til nomineren af Trump. 14/3 2016

Kommentar

Nu går historieløsheden også ud over litteraturen

red.

MED EN MØGGREB er såvel Martin A. Hansen som Klaus Rifbjerg blevet kastet på historiens køkkenmødding, og fortrængt fra skolernes og gymnasiernes læseplaner.

Dette dybt mærkværdige tiltag er et symptom på vores samtids krise. Vi lever i en historieløs tid, der med al sin kraft synes at modsætte sig fordybelsen, mens den dyrker fleksibilitet, bevægelighed og det grænseoverskridende i enhver forstand.

Vi lever kort sagt under globaliseringen, under en flydende modernitet, hvor identitet er til konstant forhandling, hvor menneskelige relationer afhænger af valg, og hvor den tvivl, som holder os i bevægelse, selv i folkekirken har erstattet den tro, som holdt os fast.

Også historien holder os fast, og den forankrer vores identitet i et fællesskab med de døde og de endnu ufødte. Selvom historien ikke kan fortælle os, hvad vi skal gøre, kan den sige noget om, hvem vi er. Netop derfor er den en ubekvem sandhed i en tid, hvor vi ikke vil lade os definere, men holde alle handlemuligheder åbne.

Men lad os dvæle lidt ved min påstand. Er vi overhovedet i en historieløs tid? Er vi ikke lige gået ud af et år, hvor vi havde alle muligheder for at mæske os i fortiden? Vi skulle mindes Første Verdenskrig, slaget ved Dybbøl, tabet af Norge, D-dag og mordet på Kaj Munk.

Måske. Alligevel er det som om, at netop årets historiske karakter og de mange lejligheder, der var til at bringe historien i spil, understregede, at den på forunderlig vis er kommet på afstand af os. Den kommer os ikke rigtig ved som andet end underholdning.

Tænk på den pjattede fejring af tabet af Norge, hvor Anders Lund Madsen tossede rundt på Oslobåden i bedste sendetid, angiveligt med det mål at vinde Norge tilbage. Eller tænk – hvis du tør – på Bornedals rædsomme udstyrstykke ”1864”.

 

Læs hele kronikken her

Kommentar

Anmeldelse af 1864

red.

Rystende banalt, historisk problematisk og i sidste ende forkert.

Vi skriver 1851. Tre drenge onanerer i en stald. D.G. Monrad kryber rundt med røven bar, mens han rabler nationalfanatisme af sig. Danmark har vundet treårskrigen. Tragedien kan begynde, for sejren trækker nederlaget med sig, udstikker en kurs, der går over højstemt idealisme til national lemlæstelse og fornedrelse. ’64 er nederlaget i Danmarks historie. Ja, 1864 er historien om Danmark, for generationers identitet er skabt i dette nederlags billede, og således er rømningen af Dannevirke og Slaget ved Dybbøl blevet et prisme, hvorigennem vi har forstået alt, der gik forud, og alt hvad der fulgte. 1864 er fortid, historie og myte; taknemmeligt (spræng)stof for den, der ikke bare vil fortælle historie, men også fortælle en historie.

Og så sidder man alligevel her, lige efter udsendelsens afslutning, og det eneste man føler er skuffelse. Efter første afsnit, som også er det eneste, jeg kommer til at se, tyder alt på, at vi her ikke alene har at gøre med en serie, der hellere vil prædike en tvivlsom sandhed om livet generelt og Danmark i særdeleshed end fortælle en interessant og medrivende historie. Ole Bornedal har flere gange fremhævet, at han naturligvis har dramatiseret fortiden, og det er jo ærlig snak. Problemet er bare, at første afsnit var så kedeligt, at det til sammenligning var en ren fest at følge brygger I.C. Jacobsen hente gær i Tyskland med celloakkompagnement.

Hvorfor denne dræbende kedsommelighed? Før jeg med nogen forventning skiftede over på DR1, så jeg sidste afsnit af den anderledes fremragende tyske, historiske serie Vores fædre, vores mødre, hvor en af hovedpersonerne bemærkede, at krig mestendels består i at vente. Største fjende er kedsomheden. Mon det er budskabet, Bornedal forsøger at formidle? Krig er kedeligt. Kun den tålmodigste overlever. I så fald er projektet lykkedes til fulde. Denne rastløse sjæl klarer ikke ét afsnit mere. Krigen må gå, som den går, og vi ved jo, hvordan det ender – hvis da ikke soldaterne dør af kedsomhed, før de når fronten.

Dermed er der for så vidt sagt nok. Serien kan være nok så sandfærdig, nok så løgnagtig, nok så flot eller have nok så gode eller ringe skuespillerpræstationer; hvis den ikke formår at fange publikum, så er løbet kørt.

Læs hele anmeldelsen her

Kommentar

Efter kommunalvalget: De konservative er ikke døde

red.

Jeg har skrevet en kommentar om De Konservatives overraskende gode resultater i kommunalvalget sammen med historiker Jens Wendel-Hansen.

Rygterne om konservatismens død har vist sig at være stærkt overdrevne. Kommunalvalget havde potentiale til at være skæbnesvangert for Det Konservative Folkeparti. Havde valget været et konservativt blodbad med stærk tilbagegang, og var digerne brudt sammen i højborge som Frederiksberg og Gentofte, havde det sikkert været begyndelsen til enden. Det skortede da heller ikke på pessimisme op til valget. Mange spåede partiet et dårligt valg, der ville afspejle dets pressede situation i landspolitik. Set i det lys er valgresultatet en sejr til et ellers trængt parti. Godt nok gik partiet tilbage, men det var ventet. Det er det uventede, som vi her skal fæstne os ved. For facit er, at Det Konservative Folkeparti stadig er landets tredjestørste kommunalparti målt på antallet af borgmesterposter; alle højborgene holdt, det konservative blodbad udeblev og fremmed område som f.eks. Køge kom under konservativt styre.

Hvad er læren af kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti? Svaret ligger i det faktum, at der helt åbenlyst fortsat er bede i den danske have, hvor konservatismen kan blomstre – under de rette omstændigheder vel at mærke. Det havde der vist været nogen tvivl om. Der blev i hvert fald fra Det konservative Folkepartis ledelse gjort, hvad man kunne, for at få kandidaterne til at aflægge deres konservative udtryk. Dette til trods forestillede en række af Hans Tofts valgplakater en pæn gammel dame, og Jørgen Glenthøj er flere gange blevet set på Frederiksberg med slips, hvilket partiets ledelse ellers har frabedt sig. Der var endda en lokal kandidat på Frederiksberg, der stillede op med den mærkesag at »bevare og styrke det klassiske Frederiksberg«. Selvom pressetjenesten sikkert har slået syv kors for sig, så har disse indslag af konservatisme tilsyneladende ikke skræmt konservative vælgere væk.

Læs hele kronikken her.

Kommentar

Kronik: Tiden rinder ud for Barfoed

red.

Min kronik i Berlingske Tidende om Lars Barfoeds problemer som partiformand.

Dødsklokkerne kimer for Det Konservative Folkeparti. På kort tid er det lykkedes formand Lars Barfoed at forvandle et parti, der før sommeren var præget af optimisme, til en politisk dødssejler, hvor vandet fosser ind, mens styrmænd og matroser leder efter korkbælter og redningsbåde. Berlingske Barometer gav partiet sølle 3,5 procent af stemmerne. En Gallupmåling fra 8. august gav partiet 3,1 og en Voxmeter-måling 11. august understregede, at Barfoed har udstukket kursen mod spærregrænsen for partiet, der fik 2,9 procent.

Hvad er egentlig gået galt siden den tidlige sommers eufori? Det har været en forvirrende tid for konservative partimedlemmer og vælgere. I juni placerede partiet sig som et stærkt værdikonservativt parti, der kritiserede dannelsesfaldet og den brede konsensus om skolepolitikken. Det var et modigt træk, som gav partiet momentum. De Konservative fik uvant medvind. De seneste målinger understreger imidlertid, at det ikke lykkedes kaptajn Barfoed at følge denne kurs. Tværtimod har han måske med sin seneste udmelding om udlændingepolitikken præsteret at ødelægge den sidste chance, partiet havde, for at undgå et katastrofalt nederlag ved det kommende kommunalvalg. Kursen er igen lagt om, og nu sejler partiet stik imod vindretningen.

Den udlændingepolitiske udmelding var en kategorisk afvisning af nogensinde at medvirke til stramninger af udlændingepolitikken af enhver art. Samtidig var der kun en betinget erklæring om at rulle de lempelser tilbage, som de Konservative ellers har angrebet regeringen for at gennemføre. Barfoed vil hellere samarbejde hen over midten end med de andre borgerlige partier, hvis prisen er stramninger. Udmeldingen kan kun forstås som en skarp symbolpolitisk markering, hvormed partiet søger at hævde sig som den borgerlige anstændigheds bolværk mod Dansk Folkeparti og alt dets væsen.

For partiets ledelse lå udmeldingen i forlængelse af målet med den demonstrative skolepolitik, nemlig at skabe »kant« til de andre borgerlige partier. Den dristige udmelding skulle vise, at de Konservative ikke er det usynlige, lidt karakterløse parti, som mange borgerlige vælgere øjensynligt tager det for. Men hvis dette var formålet, har udmeldingen været katastrofal og må tages som et vidnesbyrd om den konservative ledelses manglende politiske tæft og ideologiske fundering.

For de to udmeldinger stritter i hver sin retning: De rummer hver sin fortælling om konservatismen. Tilsammen giver de indtryk af ideologisk skizofreni.

Læs hele kronikken her