Udgivelser

Konservativ tænkning – dengang og i dag

Jeg har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad i anledning af Det Konservative Folkepartis 100-årsdag.

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år, og som de fleste, der når den alder, føler partiet dødens ånde i nakken. Under alle omstændigheder er partiet fra en uhildet betragtning en skygge af sig selv. Vælgerne er flygtet i enhver tænkelig retning, medlemmerne har meldt sig ud eller er slet og ret døde, og den intellektuelle tyngde er forsvundet fra partiet, der engang havde ry for at være et professorparti. Det er nok for meget at sige, at forstanden er røget, men som hos mange andre 100-årige gør en grad af åndssvækkelse sig utvivlsomt gældende.

Nu er der næppe mange, der tror, at professorale spidsfindigheder og samfundsbetragtninger sælger billetter i sig selv, endsige at partiet kan bygge sin fremgang på lektorsegmentet. Men sagen er, at uden folk, der tænker alvorligt over sagerne, folk, som er i stand til at formulere visioner og fortællinger, der skaber og opretholder en ideologisk identitet, står et parti alvorligt svækket.

Hvorfor? Fordi ideologisk tænkning er forudsætningen for, at et parti kan afdække relevante problemer, identificere relevante løsninger og knytte disse bestræbelser til partiets identitet. Uden en fortælling, der kan indramme fællesskabet, opløses det i almindelig forvirring.

Læs hele kronikken her.

Kommentar

Kronik: Tiden rinder ud for Barfoed

Min kronik i Berlingske Tidende om Lars Barfoeds problemer som partiformand.

Dødsklokkerne kimer for Det Konservative Folkeparti. På kort tid er det lykkedes formand Lars Barfoed at forvandle et parti, der før sommeren var præget af optimisme, til en politisk dødssejler, hvor vandet fosser ind, mens styrmænd og matroser leder efter korkbælter og redningsbåde. Berlingske Barometer gav partiet sølle 3,5 procent af stemmerne. En Gallupmåling fra 8. august gav partiet 3,1 og en Voxmeter-måling 11. august understregede, at Barfoed har udstukket kursen mod spærregrænsen for partiet, der fik 2,9 procent.

Hvad er egentlig gået galt siden den tidlige sommers eufori? Det har været en forvirrende tid for konservative partimedlemmer og vælgere. I juni placerede partiet sig som et stærkt værdikonservativt parti, der kritiserede dannelsesfaldet og den brede konsensus om skolepolitikken. Det var et modigt træk, som gav partiet momentum. De Konservative fik uvant medvind. De seneste målinger understreger imidlertid, at det ikke lykkedes kaptajn Barfoed at følge denne kurs. Tværtimod har han måske med sin seneste udmelding om udlændingepolitikken præsteret at ødelægge den sidste chance, partiet havde, for at undgå et katastrofalt nederlag ved det kommende kommunalvalg. Kursen er igen lagt om, og nu sejler partiet stik imod vindretningen.

Den udlændingepolitiske udmelding var en kategorisk afvisning af nogensinde at medvirke til stramninger af udlændingepolitikken af enhver art. Samtidig var der kun en betinget erklæring om at rulle de lempelser tilbage, som de Konservative ellers har angrebet regeringen for at gennemføre. Barfoed vil hellere samarbejde hen over midten end med de andre borgerlige partier, hvis prisen er stramninger. Udmeldingen kan kun forstås som en skarp symbolpolitisk markering, hvormed partiet søger at hævde sig som den borgerlige anstændigheds bolværk mod Dansk Folkeparti og alt dets væsen.

For partiets ledelse lå udmeldingen i forlængelse af målet med den demonstrative skolepolitik, nemlig at skabe »kant« til de andre borgerlige partier. Den dristige udmelding skulle vise, at de Konservative ikke er det usynlige, lidt karakterløse parti, som mange borgerlige vælgere øjensynligt tager det for. Men hvis dette var formålet, har udmeldingen været katastrofal og må tages som et vidnesbyrd om den konservative ledelses manglende politiske tæft og ideologiske fundering.

For de to udmeldinger stritter i hver sin retning: De rummer hver sin fortælling om konservatismen. Tilsammen giver de indtryk af ideologisk skizofreni.

Læs hele kronikken her