Jeg har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad i anledning af Det Konservative Folkepartis 100-årsdag.
Det Konservative Folkeparti fylder 100 år, og som de fleste, der når den alder, føler partiet dødens ånde i nakken. Under alle omstændigheder er partiet fra en uhildet betragtning en skygge af sig selv. Vælgerne er flygtet i enhver tænkelig retning, medlemmerne har meldt sig ud eller er slet og ret døde, og den intellektuelle tyngde er forsvundet fra partiet, der engang havde ry for at være et professorparti. Det er nok for meget at sige, at forstanden er røget, men som hos mange andre 100-årige gør en grad af åndssvækkelse sig utvivlsomt gældende.
Nu er der næppe mange, der tror, at professorale spidsfindigheder og samfundsbetragtninger sælger billetter i sig selv, endsige at partiet kan bygge sin fremgang på lektorsegmentet. Men sagen er, at uden folk, der tænker alvorligt over sagerne, folk, som er i stand til at formulere visioner og fortællinger, der skaber og opretholder en ideologisk identitet, står et parti alvorligt svækket.
Hvorfor? Fordi ideologisk tænkning er forudsætningen for, at et parti kan afdække relevante problemer, identificere relevante løsninger og knytte disse bestræbelser til partiets identitet. Uden en fortælling, der kan indramme fællesskabet, opløses det i almindelig forvirring.
Christian Egander Skov 