Kommentar

Nu går historieløsheden også ud over litteraturen

MED EN MØGGREB er såvel Martin A. Hansen som Klaus Rifbjerg blevet kastet på historiens køkkenmødding, og fortrængt fra skolernes og gymnasiernes læseplaner.

Dette dybt mærkværdige tiltag er et symptom på vores samtids krise. Vi lever i en historieløs tid, der med al sin kraft synes at modsætte sig fordybelsen, mens den dyrker fleksibilitet, bevægelighed og det grænseoverskridende i enhver forstand.

Vi lever kort sagt under globaliseringen, under en flydende modernitet, hvor identitet er til konstant forhandling, hvor menneskelige relationer afhænger af valg, og hvor den tvivl, som holder os i bevægelse, selv i folkekirken har erstattet den tro, som holdt os fast.

Også historien holder os fast, og den forankrer vores identitet i et fællesskab med de døde og de endnu ufødte. Selvom historien ikke kan fortælle os, hvad vi skal gøre, kan den sige noget om, hvem vi er. Netop derfor er den en ubekvem sandhed i en tid, hvor vi ikke vil lade os definere, men holde alle handlemuligheder åbne.

Men lad os dvæle lidt ved min påstand. Er vi overhovedet i en historieløs tid? Er vi ikke lige gået ud af et år, hvor vi havde alle muligheder for at mæske os i fortiden? Vi skulle mindes Første Verdenskrig, slaget ved Dybbøl, tabet af Norge, D-dag og mordet på Kaj Munk.

Måske. Alligevel er det som om, at netop årets historiske karakter og de mange lejligheder, der var til at bringe historien i spil, understregede, at den på forunderlig vis er kommet på afstand af os. Den kommer os ikke rigtig ved som andet end underholdning.

Tænk på den pjattede fejring af tabet af Norge, hvor Anders Lund Madsen tossede rundt på Oslobåden i bedste sendetid, angiveligt med det mål at vinde Norge tilbage. Eller tænk – hvis du tør – på Bornedals rædsomme udstyrstykke ”1864”.

 

Læs hele kronikken her

Reklamer