Kommentar

Blitzkrieg mod eliten

Min artikel Blitzkrieg mod eliten fra Weekendavisen 27/1.

Donald Trump, USAs nye præsident, er ved at forandre højrefløjen – også herhjemme, hvor mange nationalkonservative åbent støtter Trump og hans kritik af den internationale ordens status quo. Forholdet til Trump, og det han repræsenterer, er en af de konflikter, der afslører stadig tydeligere brudlinjer i det borgerlige Danmark. For nylig vakte Berlingskes Anna Libak opsigt med et hårdt angreb på danske nationalkonservative i en klumme, hvor hun skrev: »Det er således år siden, at det netop var de nationalkonservative, der bekymrede sig om samfundets sammenhængskraft og tilliden til, at myndighederne kunne klare opgaven. Nu vil de nationalkonservative hellere brænde det hele ned til grunden og starte forfra.« De nationalkonservative var blevet vores tids revolutionære.

Tilbage i 1948 udkom et af moderne, amerikansk konservatismes hovedværker, filosoffen Richard M. Weavers Ideas Have Consequences. Allerede titlen definerede et træk ved denne nye konservatismes opfattelse af politik. For USAs konservative intellektuelle har kampen for idéerne været et omdrejningspunkt. I tidsskrifter som National Review, The Public Interest, National Affairs og The Weekly Standard og tænketanke som American Enterprise Institute og mange flere har de forsøgt at nå til klarhed om basale konservative principper og finde måder at udmønte dem på i praktisk politik.

Man behøver ikke lytte længe til Trump for at forstå, at han har et helt andet syn på politik, som mere er farvet af kølig pragmatisme, hvis ikke ligefrem opportunisme – ligesom trumpismen i kraft af træk som isolationisme og protektionisme afviser centrale konservative idéer.

Derfor er det heller ikke bemærkelsesværdigt, at mange toneangivende konservative intellektuelle i februar 2016 udtalte skarp kritik af Trump i et nummer af tidsskriftet National Review med den sigende titel »Against Trump«. Det er langt mere bemærkelsesværdigt, at Trump siden har vundet mange støtter i den konservative intelligentsia. I september 2016 erklærede over 100 konservative meningsdannere og intellektuelle deres støtte til Trump, ligesom de fleste af Trumps skarpeste konservative modstandere i øvrigt nedtonede deres anti-trumpisme, i takt med at præsidentvalgkampen skred frem. Senest er der blevet offentliggjort planer om et intellektuelt tidsskrift for trumpisme under navnet American Affairs.

HVAD får seriøse idémennesker til at kaste sig i armene på en mand, der ligefrem har hyldet mangel på uddannelse, og som aldrig har givet indtryk af at tage hverken politiske idéer eller konservative intellektuelle alvorligt? For nogle er det ikke en støtte på trods, men på grund af Trump og trumpismen.

Trumpisme har to distinkte kendetegn. For det første er den populistisk i den forstand, at dens synligste retoriske figur er den uforligelig modsætning mellem folk og elite, hvor eliten reelt set fungerer som en art globalistisk besættelsesmagt, der undertrykker folkets sande vilje. Eliten og dermed det bestående samfund og de institutioner, der oppebærer det, bliver et udtryk for illegitim magt.

For det andet rummer trumpismen et klart karismatisk, autoritært element. For den er hævdelsen af Donald Trump som den mand, der i kraft af sine evner og sin personlige styrke, kan gøre op med eliten og forløse folkets almenvilje. Tiltroen til Trump knytter sig uløseligt til mistroen mod det bestående, og fordi håbet alene hviler på én mand og hans væbnere, er trumpismen også kritisk over for forsøg på at sætte grænser for denne mands vilje, hvad end det drejer sig om konstitutionelle skranker, politiske principper eller såkaldte fakta.

I virkeligheden baserer trumpismen sig ikke sig på den traditionelle konservative idé om at forsvare den institutionelle orden, men på Rosseaus radikale forestilling om almenviljen. Alligevel er det netop udsigten til det, som Trump-støtten og kulturkritikeren Roger Kimball fra The New Criterion har kaldt en machiavellisk Blitzkrieg mod eliten, som tiltaler flere af de konservative intellektuelle, der støtter Trump.

Synspunktet er blevet spidsformuleret i det meget omtalte essay »The Flight 93 Election«, hvor den pseudonyme forfatter Publius Decius Mus sammenligner USA med et fly på vej til at styrte ned. Og i det perspektiv er valget enkelt: Enten fortsætter man kursen uanfægtet og lader flyet splintres mod jorden, ellers støtter man den mand, der vil tage cockpittet og rette kursen op. Essayet rummer såvel en skarp kritik af status quo som af den etablerede konservatisme, der nok kan hævde, at det står skidt til, men reelt set ikke tilbyder den radikale løsning, der er tidens krav.

Det er analyser som denne, der for nogle giver ubehagelige mindelser om Weimarrepublikkens Tyskland, hvis konservative intellektuelle ikke i tide formåede at artikulere en kritik af den grynede totalitarisme, men i stedet kom til at berede vejen for nationalsocialismens magtovertagelse ved at gøre højreradikale synspunkter intellektuelt spiselige. USA er ikke Weimar-Tyskland, og Trump er hverken en ny Mussolini eller en ny Hitler, måske mere en rødhåret Berlusconi. Men det er alligevel værd at notere sig, at det netop var en afgrundsdyb kulturel desperation, der fik tyske intellektuelle til at tage springet ud i utopi, radikalisme og i sidste ende nihilisme. De følte ikke længere, der var noget at bevare.

I Danmark har flere prominente højre-intellektuelle og enkelte politikere givet udtryk for deres støtte til Trump. Det gælder for eksempel Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, litteraten Kasper Støvring og politologen Søren Hviid Pedersen, der med forskellige argumenter i hånden har udtrykt sympati. Selvom man langt fra beskylde danske nationalkonservative en bloc for at være revolutionære, finder vi også her eksempler på dyrkelsen af Trump som en karismatisk, revolutionær skikkelse.

Morten Uhrskov Jensen beskriver eksempelvis Trump som et jærtegn om, at elitens tid er ved at rinde ud. Han skriver sig dermed ind i forestillingen om det store kommende opgør mellem folk og elite, og mod tidsånden kæmper man som bekendt forgæves. Søren Hviid Pedersen kastede sig forleden ud i et forsvar for Trumps brug af løgn som politisk virkemiddel med henvisning til, at begreberne sandt og falsk hører til i videnskabens, men ikke politikkens verden. Her gælder det i stedet om at skabe fortællinger, der kan mobilisere folket om lederen.

Endnu mere bemærkelsesværdigt har den selverklærede filosof Eva Selsing i en klumme fra november sidste år hyldet Trump som »partikularisten, der bryder med universalismen. Han repræsenterer en tilbagevenden til snusfornuften, en nedstigning fra princippernes tinder til den virkelige verden, hvor vores medmennesker bor. De, der tager slagene fra hver en destruktiv politik indført af ortodokse teoretikere.«

Trump bliver en slags personificeret fornuft, og denne fornuft består netop i, at han ikke er bundet af idéer og principper, men derimod fejer dem bort for det undertrykte folks skyld. Hvad hvis man er uenig i den tolkning? Så er man nok en del af eliten eller en ortodoks teoretiker, for her gælder ingen universelle kriterier for godt og ond, sandt og falsk.

Vi står ikke på grænsen til Weimar-tilstande, men sætter man ét menneske lig fornuften, folkeviljen eller tidsånden, har man begået et intellektuelt forræderi af den art, som den franske tænker Julien Benda i 1927 anklagede mellemkrigstidens intellektuelle for. Ingen samtale, og ingen tænkning er mulig, hvis en politisk doktrin reduceres til et krav om loyalitet mod den karismatiske leder og gør »Führerbefehl« til sin retningslinje, og hvis det at ytre dissens potentielt bliver at opfatte som et frafald fra det sande folk. Det er et første skridt på vejen til at reducere politik til nævekamp.

Alt dette er ikke at afvise, at trumpismen er et symptom på ting, det er nødvendigt at være opmærksom på. Men hvis man overhovedet mener, at konservatismen har noget at byde på, er tiden ikke til tankeløs efterplapren, men en besindelse på de principielle grænser mellem konservatisme og trumpisme.

Reklamer
Kommentar

“Radikal konservatisme tur-retur” kronik i Kristeligt Dagblad

Jeg havde i januar denne kronik i Kristeligt Dagblad om den konservative ideolog Alfred Bindslev, som jeg har beskæftiget mig en del med i forbindelse med arbejdet med Konservatisme i mellemkrigstiden. Pointen i kronikken er egentlig, at Bindslev repræsenterer et forsøg på at gentænke konservatismen, men i sidste ende et forsøg, der ikke førte til noget. På en eller anden vis er det jo ganske aktuelt idag.

 

 

Præsten og politikeren Alfred Bindslev (1896-1956) er en af Danmarks glemte konservative ideologer, en betydelig skribent med meget på hjerte. Han stod med begge ben plantet i mellemkrigstidens urolige politiske landskab og dermed i et danmarkshistorisk knudepunkt. Han er en indgang til en næsten glemt fortid, hvor konservatisme forsøgte at tage nation og kristendom alvorligt – hvor den ikke bare handlede om at bevare, men også om at omstyrte. Selvom Bindslev er fortid, er han som principiel konservativ også relevant, fordi nation, kristendom og konservatisme igen er i spil i samfundsdebatten til glæde for nogle og rædsel for andre. Bindslevs skæbne siger noget væsentligt om mulighederne og faldgruberne for vor tids fornyede kulturkonservatisme.

Kristelig idealisme

Bindslev var fra sin pure ungdom som teologisk student influeret af tidens kristelige idealisme, som den kom til udtryk hos f.eks. Olfert Ricard. Det betød, at hans politiske kamp tidlig kom til at handle om idealitet og vilje til at forandre verden, gøre op med den herskende materialisme.

Åstedet for denne kamp blev en ny politisk organisation, en nationalistisk genrejserbevægelse anført af senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og Alfred Bindslev, der snart fik navnet Det Unge Danmark. Den stod i opposition til den form for borgerlighed, der blev dyrket i Venstre og Det Konservative Folkeparti. De var i de unge øjne blevet inficeret af åndsradikalisme og materialisme og kunne derfor ikke føre an i kampen mod det nationale forfald.

Her var brug for en anderledes skarp stillingtagen. Bindslev udtrykte selv Det Unge Danmarks formål med ordene: ”Vor Kamp gaar i første Række ud paa at fremkalde en Reaktion mod den Materialisme, der sattes i System af 80’ernes Mænd, Kosmopoliterne og Kristendomsfjenderne. En forgiftet Presse og en dekadent Litteratur undergravede langsomt Folkets Modstandskraft mod denne Materialismens nationsopløsende, religionsfjendske og moralsk nedbrydende Gift”

Alfred Bindslev og Det Unge Danmark var konservative, fordi de i egen selvforståelse forsvarede en lang folkelig kontinuitet, men de var radikale, fordi der var så meget i deres egen samtid, som de måtte rydde ud i. Selvom meget af dette kunne afskrives som ungdommelig bragesnak, fik det en længerevarende indflydelse. Den radikale konservatisme, nykonservatismen, som Bindslev havde sat ord på i årene efter Første Verdenskrig, fik stor indflydelse på konservatismens ideologiske tænkning i løbet af 1930’erne – og meget af det faldt uheldigt ud.

Nykonservatismens chefideolog

Ligesom Ole Bjørn Kraft og flere andre ledende skikkelser fra Det Unge Danmark, kom Alfred Bindslev snart i Folketinget, hvor hans åndrighed og veltalenhed tjente ham godt. Han blev på den måde i begyndelsen af 1930’erne den ideologiske pennefører for nykonservatismen og dens forsøg på at skabe en moderne konservatisme, der var andet og mere end liberal. Ja, netop konservatismens opløsning i liberalisme og udefinerbar borgerlighed var for Bindslev et af de centrale problemer.

Nærmere bestemt gjorde Bindslev op med to opfattelser af konservatismen. For det første afviste han, at konservatismen kunne reduceres til et forsvar for de formuendes formuer, en slags antisocialisme, hvor det alene gjaldt om at bevare det private initiativ og tilstrækkeligt lave skatter. For det andet afviste han, at konservatisme bare handlede om at gøre udviklingen tilpas langsom. Konservatismen måtte være mere end ”Gamlingens hæsblæsende ’lidt langsommere’ over for det rivende Tempo”.

Konservatismens var noget andet. Et sted skrev han:

”Det sørgeligste Fænomen i vore Rækker er Isoleringen af Konservatismen til kun at gælde nogle praktiske Programpunkter. Vor eneste Mulighed for Sejr er uløseligt knyttet til en konservativ Livsanskuelses Fremtrængen i en Opmarch på en bred Front sættende Præg ikke alene i Politik, men også i Kunst og Litteratur, i Presse og Videnskab, i Kirke og Skole, gennemsyrende Skikke og Vaner, offentlig Mening og Moral.”

Konservatisme handlede altså først og sidst om det, vi i dag ville kalde kulturkamp. For Bindslev handlede det om livsanskuelse, og derfor i sidste ende om kristendommens rolle i samfundet. Hvad konservatismen i øvrigt måtte mene om politik og økonomi var sekundært. Ikke fordi det ikke var vigtigt, men fordi et frit samfund præget af privatinitiativ og lave skatter afhang af livsanskuelsen, den usynlige tråd mellem samfund og Gud, der holdt det hele på plads.

Eller som Bindslev skrev ”Jeg tør forsikre dig om, at den økonomiske Konservatisme ynkeligt klasker sammen den Dag, den konservative Livsanskuelse er afgaaet ved Døden.”

Alfred Bindslevs konservatisme var ikke – i hvert fald ikke hvis man ser bort fra hans tidligste ungdom – antiliberal, men snarere et forsøg på at skabe opmærksomhed om udgangspunkter og fundamenter for frihed. Bindslev kunne ikke sige frihed uden også at sige fædreland. Og han kunne ikke sige fædreland uden også at sige pligt. Og han kunne ikke sige pligt uden også at sige kristendom. Det hele hang sammen og intet led kunne tages bort.

Bindslevs marginalisering

At Bindslevs ideologiske virke faldt i mellemkrigstiden var på en gang hans held og ulykke. I første omgang betød det jo, at han skrev i en tid, der stod i revisionens tegn. Det opgør, som han fandt nødvendig, lå i tiden. Han havde medvind, kom i Folketinget, var i en række ord en københavnsk modepræst, redaktør på konservatismens vigtigste kulturtidsskrift og desuden betroet som forfatter til Det Konservative Folkepartis første partihistorie. Men tidens gunst var også hans ulykke. Kort sagt kan man sige, at han sin radikale konservatisme til trods, var mindre radikal end sin samtid. Den ville føre opgøret videre og dybere.

Det gjaldt også i konservative kredse, hvor hans liberalismekritik blev taget op af folk, der ønskede en decideret antiliberal konservatisme, og som ikke alene trak på Bindslev men også lod sig beruse af fascismens og højreradikalismens fremmarch i Europa. Snart var det yngre og mere radikale skikkelser, såsom KU-føreren Jack G. Westergaard, der satte ord på nykonservatismen. Snart lød den af sorte støvler og skråremme og højrearme i strakt salut.

I denne situation havde Bindslev vanskeligt ved at finde sin plads og allerede i løbet af 1930’erne gav han indtrykket af en mand, der ikke kunne indfri de høje håb, der var sat til ham. Oveni miseren kom så personlige tragedier. På grund af en hadsk kampagne fra venstrefløjen måtte han opgive sin præstegerning, senere fulgte – til borgerskabets store forargelse – skilsmisse.

Bindslev formåede mod udgangen af 1930’erne at rage uklar ikke bare med Det Konservative Folkepartis formand John Christmas Møller, men også med kampfællen Ole Bjørn Kraft. Snart opgav han helt landspolitik til fordel for en karriere i københavnsk kommunalpolitik.

Det var der ikke meget radikalitet i, ikke megen genrejsning. Bindslevs politiske karriere fortsatte frem til 1950’erne, men uden at han frem over kom til at manifestere en selvstændig konservativ position.

Denne affortryllelse var måske også symptomatisk for efterkrigstidens borgerlighed i det hele taget. Nu er konservatismen så vendt tilbage med et kritisk anliggende og som en position i kulturkampen. Vil det denne gang lykkes den at finde en form, der hverken er udflydende pragmatisme eller utilsløret radikalisme. Er det muligt at formulere og fastholde den som et kritisk korrektiv til liberalismen men inden for en grundlæggende liberal orden. Det er spørgsmålet.

 

 

Kommentar

Terror, vestlig magt og afmagt, Putin og lidt om konservatisme

Det er blevet til en del mindre artikler og blogindlæg på aarsskriftet-critique i det lidt mere end halve år, der er gået. For en nemheds skyld har jeg samlet de mere politiske kommentarer her med en kort introduktion. Det gennemgående tema er Vestens position i den situation vi nu står i, som er kendetegnet ved terror som grundvilkår, udfordringen for autoritære revisionistiske stater som Putins Rusland samt en tilbøjelighed til at svælge i vores egen afmagt. 

Republikkens magt og afmagt
Kommentar oven på terrorangrebet i Nice. 15/7 2016

Mads Holger in memoriam
Mit mindeord til Mads Holger. 5/7 2016

Masten er knækket, skibet synker, vi er alle i samme båd
Hvad betyder det for os, at Brexit nu står for at blive en realitet? Jeg forsøger et svar. 24/6 2016

I Putins skygge
Putins Rusland udgør en stadig større trussel mod Vesten og dermed Danmark. Har vi glemt, vhad det betyder, at leve under Ruslands skygge, kan vi spørge balterne. 21/6 2016

Et opgør med forsvarsnihilismen eller en taktisk brøler?
Har De Konservative jokket i spinatten, da de ikke kom med i forliget om kampflyindkøb, eller har de åbnet en vej for partiet? Jeg argumenterer for det sidste. 10/6 2016

Efter Europadagen: EU stadig i eksistenskrise
Om EUs krise, der først og fremmest er en legitimitetskrise 10/5 2016

Republikansk nedsmeltning
Om Trumps forventlige sejr hos Republikanerne. Og hvorfor det ikke er en god nyhed. 4/5 2016

Den nødevendige krig
Om nødvendigheden af at optrappe indsatsen mod ISIS. 20/4 2016.

Dannelsesbegrebets disfiguration
Om gymnasiereformen II. 11/4 2016

Ødelæggelsen af vores gymnasier
Om gymnasiereformen I. 7/4 2016

Vestens forfald er Vestens valg
Kommentar efter terrorangrebet. 29/3 2016

Donald Trump: Konservatismens banemand!
Om udsigten til nomineren af Trump. 14/3 2016

Bøger

Nytidens herolder? om konservatismens opgør med Brandes

Den konservative antibrandesianisme udgør et af de mest markante indslag i den lange, men oversete, tradition for kritik af åndsradikalismen i Danmark. Selvom den som den nye antologi Efter Georg af Johan Christian Nord og Kristoffer Garne viser ikke var enerådende, var den måske den skarpeste eller – efter nogles mening – den skingreste.

Om denne kritik handler mit kapitel i Efter Georg. Jeg ser på sådanne skikkelser som Alfred Ipsen, Harald Nielsen, Henning Kehler, Povl Drachmann, Vilhelm Madsen og andre mere eller mindre obskure konservative kulturkritikere.

Bogen har fået en flot anmeldelse i Kristeligt Dagblad, der giver bogen 5 stjerner. Specifikt om mit bidrag skriver avisen:

Historikeren Christian Egander Skov fremdrager Harald Nielsen i sin artikel og placerer ham som Brandes’ vigtigste modstander i den konservative lejr. Harald Nielsen udgik egentlig fra det brandesianske miljø, men som hos den tyske filosof Martin Heidegger, hvor man taler om et ”Kehre”, en vending, tog også Harald Nielsens tænkning en helt ny og modsat retning, som blev til varig inspiration for konservativismen.

Skovs artikel om den konservative antibrandesianisme er storartet læsning, fordi gedigen forskning gengives i et gedigent og læseværdigt dansk.

Bogen kan købes her.

Udgivelser

CEPOS: Konservatismens idéhistorie

I forbindelse med et uddannelesprojekt i CEPOS regi, er jeg blevet bedt om at skrive en indføring i konservatisme. Jeg har valgt en historisk tilgang, der beskriver konservatismen sådan som den har udviklet sig. Med venlig tilladelse fra CEPOS bringes her teksten. Du kan få den rigtige, layoutede pdf-udgave gratis hos CEPOS.

Her følger et uddrag:

Konservatismens idéhistorie

Konservatismen ansås ofte for den af de klassiske ideologier, det er sværest at få hold på. Ikke mindst er det her et problem, at mange konservative vil afvise, at konservatismen overhovedet er en ideologi: Konservatismen er derimod forsvaret for den givne virkelighed imod utopierne, et forsvar for det konkrete over for det abstrakte og for livet over for teorien. Således anskuet kan alene tanken om en specifik konservativ, politisk teori forekomme uforenlig med konservatismen. Men konservatismen er en politisk ideologi, så vidt som vi derved bl.a. forstår et sæt af idéer, værdier og overbevisninger, der deles af signifikante grupper og udviser et gennemgående mønster. Faktisk er selve forestillingen om konservatismens ikke-ideologiske karakter et af dens definerende træk. Spørgsmålet bliver da, hvad begrebet konservatisme dækker over? Går vi til selve ordets betydning, kan man hurtigt konstatere, at ordet konservatisme stammer fra den latinske rod conservare, der betyder bevare. Men dermed bliver vi ikke meget klogere. For det første kan ingen ideologi defineres udtømmende med henvisning til dens navns etymologi. For det andet må vi spørge, hvad det i det hele taget er, konservatismen vil bevare? Vil den eksempelvis til enhver tid bevare status quo i sin helhed? Og er den udtømmende defineret ved konstateringen af, at den ønsker at bevare? Etymologien giver ikke en privilegeret indgang til udlægningen af så kompliceret en ideologisk struktur som konservatismens.

Læs det hele her

Udgivelser

Kultur, fornuft og kristendom som konservative problemer

Artikel i tidsskriftet Replique

Jeg havde i februar den store glæde at skulle introducere en konference i regi af Årsskriftet Critique på Aarhus Universitet. Konferencen omhandlede forholdet mellem kultur, fornuft og kristendom inden for rammerne af konservatismen og bød på foredrag af en række fremtrædende konservative intellektuelle, herunder lektor i statskundskab fra SDU Søren Hviid Pedersen, filosoffen Kai Sørlander og historikeren Jon A.P. Gissel. Konferencen, der havde folketingskandidat og – nu desværre forhenværende – radiovært Mads Holger som ordstyrer blev gæstet af omkring hundrede interesserede tilhørere var kendetegnet ved et usædvanligt højt niveau og vidnede om, at der efterhånden er spark i den indre konservative debat. Det følgende udgør i bearbejdet form mine indledende betragtninger, der dannede rammen om den efterfølgende debat.

Man kan måske ikke umiddelbart se det, når man betragter Det Konservative Folkepartis vigende vælgeropbakning, men egentlig lever vi i en periode, der er præget af konservatismens genkomst. Det gælder såvel politisk som kulturelt og ideologisk. Konservative debattører har let og uhindret adgang til medierne med synspunkter, som før 2001 ikke lod sig udtrykke uden at det medførte social stigmatisering og den alvorlige mistanke, at man måtte være nærmest idiot. Det er som om selve det åndelige klima har ændret sig. Et markant udtryk for dette er, at de borgerlige debattører i dag fylder så meget i debatten, at den kulturradikalisme, som – kun afløst af et marxistisk hegemoni i 70’erne – har sat dagsordenen siden 1880’erne er trængt så meget i defensiven, at en egentlig borgerlig idédebat er blevet mulig. Det vil sige, at de borgerlige debattører ikke længere bare diskuterer med og mod venstrefløjen og kulturradikalismen, men vover også at kaste sig ud i en indre, ideologisk debat. Selvom debatten kan virke trættende og indimellem forstemmende, er den grundlæggende et sundhedstegn.

Den borgerlige debat har særligt været præget af en ofte uforsonlig strid mellem liberale og konservative debattører, men nok så interessant har der også konservative imellem været en livlig debat om, hvad det overhovedet vil sige at være konservativ. Igen er det et sundstegn. For at en sådan debat kan føres forudsætter, at der overhovedet findes konservative, som er i stand til at formulere forskellige udlægninger af ideologiens mål og midler.

Skal man gå historisk til værks, må den aktuelle konservatismedebats udgangspunkt vel forstås som et opgør med den ideologiske afhængighed af liberalismen, der i hvert fald siden det teknokratisk-socialkonservative hegemonis intellektuelle sammenbrud og neoliberalismen gennembrud i 1980’erne har været realiteten for dansk konservatisme. Blandt andet derfor går det som en rød tråd gennem mange konservative indlæg i debatten, at man forsøger ikke blot at afgrænse det egentligt konservative fra det liberale, men at man også fremhæver forskellen i en sådan grad, at man kunne få det indtryk, at liberalismen er konservatismens egentlige hovedfjende. Dette gælder ikke mindst for de konservative, der betragter sig selv som såkaldt kulturkonservative eller nationalkonservative. Hvis ikke konservatismen ligefrem fremstilles som antiliberal, så fremstilles den ofte som ikke-liberal, idet der søges et ideologisk grundlag hinsides den liberale individualisme. Selvom det ikke er forholdet liberalisme-konservatisme, der skal tematiseres her, må relationen altså alligevel inddrages som baggrund.

Kulturkonservatismens partikularisme

Hvis konservatismen ikke tager udgangspunkt i individet, hvad bygger den så på? Litteraten Anders Ehlers Dam har i sin fremragende antologi om konservatismen fra 2003 Forandre for at bevare? Udlagt det sådan: ”fællesskabet omkring kulturelle og religiøse elementer; det organiske; familie; nation…; synet på mennesket som kontekstbundet snarere end løsrevet og atomiseret… ” Kort sagt: eftertrykket flyttes fra individet til samfundet som historisk betinget fællesskab af de levende, døde og de ufødte, for nu at bruge Edmund Burkes formulering af den såkaldte generationskontrakt. Det er en direkte konsekvens heraf, at toneangivende konservative intellektuelle, ikke mindst litteraten Kasper Støvring og politologen Søren Hviid Pedersen har søgt et konservativt opgør med den liberale universalisme og moralske absolutisme.

Denne universalisme indebærer kort fortalt, at vi forstår vores værdier som gældende over alt og for alle. Det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at selvom jeg her taler om en liberal universalisme, så er opfattelsen ikke begrænset til selverklærede liberale, men præger os alle i varierende grad. Den er kulturelt arvegods og netop heraf udspringer en vanskelighed for konservatismen. Blandt andet fordi, at tanken også har præget konservatismen, hvis man tænker efter. Dette gælder ikke kun den ureflekterede vanekonservatisme, der med en formulering af litteraten Harald Nielsen stiller sig tilfreds med at være fodslæbende liberalisme, men også eksplicitte forsøg på at formulere tidssvarende konservative positioner, mest markant den såkaldte neokonservatisme, som vi måske nok kender som et amerikansk fænomen, men hvis ræsonnementer i virkeligheden også resonerer blandt bredt i blandt mange danske konservative.

Blandt danske kulturkonservative har det været et udbredt synspunkt, at denne universalisme udtrykker en fortsættelse af en imperialistisk tænkning og konstituerer et overgreb, eller i det mindste er et udtryk for en moralsk bedrevidenhed, som helt ser bort fra det forhold, at mennesker lever i specifikke sammenhænge, og har forskellige kulturelt og historisk betingede opfattelser af ret og vrang: Hvad vi opfatter som intervention til fordel for den personlige frihed, kan nemt opfattes som overgreb på hævdvunde rettigheder, forestillinger og livsformer hos de folk, der ikke deler vores værdier. Det er på den baggrund, at kulturkonservatismen har fremhævet det partikulære over for det universelle.

Rationalitet som konservativt problem

At denne kulturkonservatisme har været det mest bemærkelsesværdige, der er sket ideologisk inden for rammerne af konservatismen siden sit gennembrud i 00’erne er der næppe nogen tvivl om. Men den rejser også problemer. Et problem går netop på spørgsmålet om værdiernes universelle gyldighed, og dermed også på vores mulighed for som mennesker i det hele taget gennem brugen af vores forstand at udsige noget meningsfuldt og alment gældende om denne verden.

For det første, hvis en grad af moralsk relativisme kan siges at være en følge af kulturkonservatismens partikularisme, betyder det så, at ingen moralske domme eller værdier i det hele taget kan siges at være bedre end andre på tværs af kulturelle skel? Og hvis det forholder sig sådan, hvordan skal den konservative så forholde sig til overgreb og brud på basale rettigheder uden for hans egen kulturkreds? Hvordan forhindrer man, at kulturrelativismen udarter til nihilisme, hvis man da altså mener, at den kan være i fare for det?

For det andet, hvis det bliver en konsekvens af kulturkonservatismens partikularisme, at alle værdier er immanente og at et menneskes horisont er sat alene af hans kultur, hvad betyder det så i det hele taget for vores forhold til fornuften? Er også denne fundamentalt set begrænset af kulturen? Og hvis det forholder sig sådan, hvordan skal den konservatisme, der hævder at forsvare vestlig kultur så forholde sig til til ikke blot arven fra oplysningstiden, men hele den tradition fra den klassiske oldtid til at tænke i universelle kategorier.

Bliver konservatismen med andre ord en modoplysningsposition, der ikke vil erkende, men blot stille sig tilfreds med at anerkende?

Kristendommen som konservativt problem

Nu kan man måske relativt nemt hugge den gordiske knude over ved at hævde, at ja det er præcis sådan det må være. Men straks rejser et andet spørgsmål sig. Hvis konservatismen bliver en betoning af kultur og nation i en sådan grad, at enhver anstrøg af universalisme afvises, hvordan må den konservative så forholde sig til kristendommen?

Igen har spørgsmålet mindst to dimensioner.. For det første, hvordan må den konservative forholde sig til, at kristendommen, i hvert fald delvist, fører en universel tale, eksempelvis derved at den helt banalt hævder at være universelt gældende for vesterlændinge såvel som for hulemænd og hottentotter, men også mere specifikt, at der til kristendommen knytter sig universelle fordringer, såsom ”gør alle folkeslagene til mine disciple”. Såvel teologisk som historisk synes kristendommen at rumme ansatsen til en universalisme, der må kollidere med en konservatisme, der vil være radikalt partikularistisk. Er kristendommen måske i virkelighed ukonservativ, og som nogle tænkere inden for det nye højre hævder i virkeligheden moder til moderne liberale og socialistiske ideologier, altså ondets rod?

Igen kan man jo hugge den gordiske knude over ved at sige, ja det er præcis sådan det er, men straks rejser spørgsmålet sig så, hvordan den konservative i givet fald skal forholde sig til den rolle, som kristendommen traditionelt har spillet i og for konservatismen. Har kristendommen blot, som mange konservative hævder, haft instrumentel værdi for konservatismen, som en hellig baldakin, der har fastholdt en given samfundsmæssig orden? Skal man skelne skarpt mellem sand konservatisme og religiøs, herunder kristelig, ortodoksi? Og hvis man skal, hvordan skal vi så forholde os til de konservative gennem historien for hvem, kristendommen har været levende realitet og virkelighed. Netop det, der skulle bevares i et samfund præget af sekularisering og opbrud?

Dette er blot nogle af de spørgsmål, dansk konservatisme står over for. Det er naivt at tro, at de vil blive afgjort foreløbigt, snarere vil de i al overskuelig fremtid danne nogle brudlinjer blandt konservative, og som sådan have afgørende betydning for, hvordan konservatismen bliver i stand til at placere sig i den offentlige debat.

Bøger

Fascismens fascination

Hvorfor blev så mange fascineret og tiltrukket af fascismen i mellemkrigstiden? Dette spørgsmål har jeg forsøgt at besvare i et kapitel i bogen Intellektuelle og det totalitære redigeret af de norske historikere, professorerne Øystein Sørensen og Bernt Hagvet og den den yngre Nik. Brandal. Bogen er udkommet 2014 på Dreyers forlag.

Mit kapitel er på 24 sider og behandler den konservative fascismefascination, men bogen handler i øvrigt ikke specifikt om højrefløjens forhold til totalitarismen.

Denne boka handler om intellektuelle som på ulike måter har omfavnet, legitimert, unnskyldt eller bortforklart noen av de verste og inhumane politiske regimer menneskeheten har opplevd. Vi møter både mennesker som har levd under totalitære regimer og mennesker som har levd og virket i frie, demokratiske samfunn.Hvordan kunne så mange intellektuelle ta så feil, og til tider monumentalt, grotesk og arrogant feil? Dette er på mange måter en trist historie, en historie om fascinasjon og følelsesmessig dragning, om mennesker som blir fanget inn av sine egne ideer. Til sammen fanger artiklene inn viktige sider ved det 20. århundre – og temmelig sikkert det 21. også.

 

Køb den her.