Min artikel Blitzkrieg mod eliten fra Weekendavisen 27/1.
Donald Trump, USAs nye præsident, er ved at forandre højrefløjen – også herhjemme, hvor mange nationalkonservative åbent støtter Trump og hans kritik af den internationale ordens status quo. Forholdet til Trump, og det han repræsenterer, er en af de konflikter, der afslører stadig tydeligere brudlinjer i det borgerlige Danmark. For nylig vakte Berlingskes Anna Libak opsigt med et hårdt angreb på danske nationalkonservative i en klumme, hvor hun skrev: »Det er således år siden, at det netop var de nationalkonservative, der bekymrede sig om samfundets sammenhængskraft og tilliden til, at myndighederne kunne klare opgaven. Nu vil de nationalkonservative hellere brænde det hele ned til grunden og starte forfra.« De nationalkonservative var blevet vores tids revolutionære.
Tilbage i 1948 udkom et af moderne, amerikansk konservatismes hovedværker, filosoffen Richard M. Weavers Ideas Have Consequences. Allerede titlen definerede et træk ved denne nye konservatismes opfattelse af politik. For USAs konservative intellektuelle har kampen for idéerne været et omdrejningspunkt. I tidsskrifter som National Review, The Public Interest, National Affairs og The Weekly Standard og tænketanke som American Enterprise Institute og mange flere har de forsøgt at nå til klarhed om basale konservative principper og finde måder at udmønte dem på i praktisk politik.
Man behøver ikke lytte længe til Trump for at forstå, at han har et helt andet syn på politik, som mere er farvet af kølig pragmatisme, hvis ikke ligefrem opportunisme – ligesom trumpismen i kraft af træk som isolationisme og protektionisme afviser centrale konservative idéer.
Derfor er det heller ikke bemærkelsesværdigt, at mange toneangivende konservative intellektuelle i februar 2016 udtalte skarp kritik af Trump i et nummer af tidsskriftet National Review med den sigende titel »Against Trump«. Det er langt mere bemærkelsesværdigt, at Trump siden har vundet mange støtter i den konservative intelligentsia. I september 2016 erklærede over 100 konservative meningsdannere og intellektuelle deres støtte til Trump, ligesom de fleste af Trumps skarpeste konservative modstandere i øvrigt nedtonede deres anti-trumpisme, i takt med at præsidentvalgkampen skred frem. Senest er der blevet offentliggjort planer om et intellektuelt tidsskrift for trumpisme under navnet American Affairs.
HVAD får seriøse idémennesker til at kaste sig i armene på en mand, der ligefrem har hyldet mangel på uddannelse, og som aldrig har givet indtryk af at tage hverken politiske idéer eller konservative intellektuelle alvorligt? For nogle er det ikke en støtte på trods, men på grund af Trump og trumpismen.
Trumpisme har to distinkte kendetegn. For det første er den populistisk i den forstand, at dens synligste retoriske figur er den uforligelig modsætning mellem folk og elite, hvor eliten reelt set fungerer som en art globalistisk besættelsesmagt, der undertrykker folkets sande vilje. Eliten og dermed det bestående samfund og de institutioner, der oppebærer det, bliver et udtryk for illegitim magt.
For det andet rummer trumpismen et klart karismatisk, autoritært element. For den er hævdelsen af Donald Trump som den mand, der i kraft af sine evner og sin personlige styrke, kan gøre op med eliten og forløse folkets almenvilje. Tiltroen til Trump knytter sig uløseligt til mistroen mod det bestående, og fordi håbet alene hviler på én mand og hans væbnere, er trumpismen også kritisk over for forsøg på at sætte grænser for denne mands vilje, hvad end det drejer sig om konstitutionelle skranker, politiske principper eller såkaldte fakta.
I virkeligheden baserer trumpismen sig ikke sig på den traditionelle konservative idé om at forsvare den institutionelle orden, men på Rosseaus radikale forestilling om almenviljen. Alligevel er det netop udsigten til det, som Trump-støtten og kulturkritikeren Roger Kimball fra The New Criterion har kaldt en machiavellisk Blitzkrieg mod eliten, som tiltaler flere af de konservative intellektuelle, der støtter Trump.
Synspunktet er blevet spidsformuleret i det meget omtalte essay »The Flight 93 Election«, hvor den pseudonyme forfatter Publius Decius Mus sammenligner USA med et fly på vej til at styrte ned. Og i det perspektiv er valget enkelt: Enten fortsætter man kursen uanfægtet og lader flyet splintres mod jorden, ellers støtter man den mand, der vil tage cockpittet og rette kursen op. Essayet rummer såvel en skarp kritik af status quo som af den etablerede konservatisme, der nok kan hævde, at det står skidt til, men reelt set ikke tilbyder den radikale løsning, der er tidens krav.
Det er analyser som denne, der for nogle giver ubehagelige mindelser om Weimarrepublikkens Tyskland, hvis konservative intellektuelle ikke i tide formåede at artikulere en kritik af den grynede totalitarisme, men i stedet kom til at berede vejen for nationalsocialismens magtovertagelse ved at gøre højreradikale synspunkter intellektuelt spiselige. USA er ikke Weimar-Tyskland, og Trump er hverken en ny Mussolini eller en ny Hitler, måske mere en rødhåret Berlusconi. Men det er alligevel værd at notere sig, at det netop var en afgrundsdyb kulturel desperation, der fik tyske intellektuelle til at tage springet ud i utopi, radikalisme og i sidste ende nihilisme. De følte ikke længere, der var noget at bevare.
I Danmark har flere prominente højre-intellektuelle og enkelte politikere givet udtryk for deres støtte til Trump. Det gælder for eksempel Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, litteraten Kasper Støvring og politologen Søren Hviid Pedersen, der med forskellige argumenter i hånden har udtrykt sympati. Selvom man langt fra beskylde danske nationalkonservative en bloc for at være revolutionære, finder vi også her eksempler på dyrkelsen af Trump som en karismatisk, revolutionær skikkelse.
Morten Uhrskov Jensen beskriver eksempelvis Trump som et jærtegn om, at elitens tid er ved at rinde ud. Han skriver sig dermed ind i forestillingen om det store kommende opgør mellem folk og elite, og mod tidsånden kæmper man som bekendt forgæves. Søren Hviid Pedersen kastede sig forleden ud i et forsvar for Trumps brug af løgn som politisk virkemiddel med henvisning til, at begreberne sandt og falsk hører til i videnskabens, men ikke politikkens verden. Her gælder det i stedet om at skabe fortællinger, der kan mobilisere folket om lederen.
Endnu mere bemærkelsesværdigt har den selverklærede filosof Eva Selsing i en klumme fra november sidste år hyldet Trump som »partikularisten, der bryder med universalismen. Han repræsenterer en tilbagevenden til snusfornuften, en nedstigning fra princippernes tinder til den virkelige verden, hvor vores medmennesker bor. De, der tager slagene fra hver en destruktiv politik indført af ortodokse teoretikere.«
Trump bliver en slags personificeret fornuft, og denne fornuft består netop i, at han ikke er bundet af idéer og principper, men derimod fejer dem bort for det undertrykte folks skyld. Hvad hvis man er uenig i den tolkning? Så er man nok en del af eliten eller en ortodoks teoretiker, for her gælder ingen universelle kriterier for godt og ond, sandt og falsk.
Vi står ikke på grænsen til Weimar-tilstande, men sætter man ét menneske lig fornuften, folkeviljen eller tidsånden, har man begået et intellektuelt forræderi af den art, som den franske tænker Julien Benda i 1927 anklagede mellemkrigstidens intellektuelle for. Ingen samtale, og ingen tænkning er mulig, hvis en politisk doktrin reduceres til et krav om loyalitet mod den karismatiske leder og gør »Führerbefehl« til sin retningslinje, og hvis det at ytre dissens potentielt bliver at opfatte som et frafald fra det sande folk. Det er et første skridt på vejen til at reducere politik til nævekamp.
Alt dette er ikke at afvise, at trumpismen er et symptom på ting, det er nødvendigt at være opmærksom på. Men hvis man overhovedet mener, at konservatismen har noget at byde på, er tiden ikke til tankeløs efterplapren, men en besindelse på de principielle grænser mellem konservatisme og trumpisme.
Christian Egander Skov 