Kommentar

“Radikal konservatisme tur-retur” kronik i Kristeligt Dagblad

Jeg havde i januar denne kronik i Kristeligt Dagblad om den konservative ideolog Alfred Bindslev, som jeg har beskæftiget mig en del med i forbindelse med arbejdet med Konservatisme i mellemkrigstiden. Pointen i kronikken er egentlig, at Bindslev repræsenterer et forsøg på at gentænke konservatismen, men i sidste ende et forsøg, der ikke førte til noget. På en eller anden vis er det jo ganske aktuelt idag.

 

 

Præsten og politikeren Alfred Bindslev (1896-1956) er en af Danmarks glemte konservative ideologer, en betydelig skribent med meget på hjerte. Han stod med begge ben plantet i mellemkrigstidens urolige politiske landskab og dermed i et danmarkshistorisk knudepunkt. Han er en indgang til en næsten glemt fortid, hvor konservatisme forsøgte at tage nation og kristendom alvorligt – hvor den ikke bare handlede om at bevare, men også om at omstyrte. Selvom Bindslev er fortid, er han som principiel konservativ også relevant, fordi nation, kristendom og konservatisme igen er i spil i samfundsdebatten til glæde for nogle og rædsel for andre. Bindslevs skæbne siger noget væsentligt om mulighederne og faldgruberne for vor tids fornyede kulturkonservatisme.

Kristelig idealisme

Bindslev var fra sin pure ungdom som teologisk student influeret af tidens kristelige idealisme, som den kom til udtryk hos f.eks. Olfert Ricard. Det betød, at hans politiske kamp tidlig kom til at handle om idealitet og vilje til at forandre verden, gøre op med den herskende materialisme.

Åstedet for denne kamp blev en ny politisk organisation, en nationalistisk genrejserbevægelse anført af senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og Alfred Bindslev, der snart fik navnet Det Unge Danmark. Den stod i opposition til den form for borgerlighed, der blev dyrket i Venstre og Det Konservative Folkeparti. De var i de unge øjne blevet inficeret af åndsradikalisme og materialisme og kunne derfor ikke føre an i kampen mod det nationale forfald.

Her var brug for en anderledes skarp stillingtagen. Bindslev udtrykte selv Det Unge Danmarks formål med ordene: ”Vor Kamp gaar i første Række ud paa at fremkalde en Reaktion mod den Materialisme, der sattes i System af 80’ernes Mænd, Kosmopoliterne og Kristendomsfjenderne. En forgiftet Presse og en dekadent Litteratur undergravede langsomt Folkets Modstandskraft mod denne Materialismens nationsopløsende, religionsfjendske og moralsk nedbrydende Gift”

Alfred Bindslev og Det Unge Danmark var konservative, fordi de i egen selvforståelse forsvarede en lang folkelig kontinuitet, men de var radikale, fordi der var så meget i deres egen samtid, som de måtte rydde ud i. Selvom meget af dette kunne afskrives som ungdommelig bragesnak, fik det en længerevarende indflydelse. Den radikale konservatisme, nykonservatismen, som Bindslev havde sat ord på i årene efter Første Verdenskrig, fik stor indflydelse på konservatismens ideologiske tænkning i løbet af 1930’erne – og meget af det faldt uheldigt ud.

Nykonservatismens chefideolog

Ligesom Ole Bjørn Kraft og flere andre ledende skikkelser fra Det Unge Danmark, kom Alfred Bindslev snart i Folketinget, hvor hans åndrighed og veltalenhed tjente ham godt. Han blev på den måde i begyndelsen af 1930’erne den ideologiske pennefører for nykonservatismen og dens forsøg på at skabe en moderne konservatisme, der var andet og mere end liberal. Ja, netop konservatismens opløsning i liberalisme og udefinerbar borgerlighed var for Bindslev et af de centrale problemer.

Nærmere bestemt gjorde Bindslev op med to opfattelser af konservatismen. For det første afviste han, at konservatismen kunne reduceres til et forsvar for de formuendes formuer, en slags antisocialisme, hvor det alene gjaldt om at bevare det private initiativ og tilstrækkeligt lave skatter. For det andet afviste han, at konservatisme bare handlede om at gøre udviklingen tilpas langsom. Konservatismen måtte være mere end ”Gamlingens hæsblæsende ’lidt langsommere’ over for det rivende Tempo”.

Konservatismens var noget andet. Et sted skrev han:

”Det sørgeligste Fænomen i vore Rækker er Isoleringen af Konservatismen til kun at gælde nogle praktiske Programpunkter. Vor eneste Mulighed for Sejr er uløseligt knyttet til en konservativ Livsanskuelses Fremtrængen i en Opmarch på en bred Front sættende Præg ikke alene i Politik, men også i Kunst og Litteratur, i Presse og Videnskab, i Kirke og Skole, gennemsyrende Skikke og Vaner, offentlig Mening og Moral.”

Konservatisme handlede altså først og sidst om det, vi i dag ville kalde kulturkamp. For Bindslev handlede det om livsanskuelse, og derfor i sidste ende om kristendommens rolle i samfundet. Hvad konservatismen i øvrigt måtte mene om politik og økonomi var sekundært. Ikke fordi det ikke var vigtigt, men fordi et frit samfund præget af privatinitiativ og lave skatter afhang af livsanskuelsen, den usynlige tråd mellem samfund og Gud, der holdt det hele på plads.

Eller som Bindslev skrev ”Jeg tør forsikre dig om, at den økonomiske Konservatisme ynkeligt klasker sammen den Dag, den konservative Livsanskuelse er afgaaet ved Døden.”

Alfred Bindslevs konservatisme var ikke – i hvert fald ikke hvis man ser bort fra hans tidligste ungdom – antiliberal, men snarere et forsøg på at skabe opmærksomhed om udgangspunkter og fundamenter for frihed. Bindslev kunne ikke sige frihed uden også at sige fædreland. Og han kunne ikke sige fædreland uden også at sige pligt. Og han kunne ikke sige pligt uden også at sige kristendom. Det hele hang sammen og intet led kunne tages bort.

Bindslevs marginalisering

At Bindslevs ideologiske virke faldt i mellemkrigstiden var på en gang hans held og ulykke. I første omgang betød det jo, at han skrev i en tid, der stod i revisionens tegn. Det opgør, som han fandt nødvendig, lå i tiden. Han havde medvind, kom i Folketinget, var i en række ord en københavnsk modepræst, redaktør på konservatismens vigtigste kulturtidsskrift og desuden betroet som forfatter til Det Konservative Folkepartis første partihistorie. Men tidens gunst var også hans ulykke. Kort sagt kan man sige, at han sin radikale konservatisme til trods, var mindre radikal end sin samtid. Den ville føre opgøret videre og dybere.

Det gjaldt også i konservative kredse, hvor hans liberalismekritik blev taget op af folk, der ønskede en decideret antiliberal konservatisme, og som ikke alene trak på Bindslev men også lod sig beruse af fascismens og højreradikalismens fremmarch i Europa. Snart var det yngre og mere radikale skikkelser, såsom KU-føreren Jack G. Westergaard, der satte ord på nykonservatismen. Snart lød den af sorte støvler og skråremme og højrearme i strakt salut.

I denne situation havde Bindslev vanskeligt ved at finde sin plads og allerede i løbet af 1930’erne gav han indtrykket af en mand, der ikke kunne indfri de høje håb, der var sat til ham. Oveni miseren kom så personlige tragedier. På grund af en hadsk kampagne fra venstrefløjen måtte han opgive sin præstegerning, senere fulgte – til borgerskabets store forargelse – skilsmisse.

Bindslev formåede mod udgangen af 1930’erne at rage uklar ikke bare med Det Konservative Folkepartis formand John Christmas Møller, men også med kampfællen Ole Bjørn Kraft. Snart opgav han helt landspolitik til fordel for en karriere i københavnsk kommunalpolitik.

Det var der ikke meget radikalitet i, ikke megen genrejsning. Bindslevs politiske karriere fortsatte frem til 1950’erne, men uden at han frem over kom til at manifestere en selvstændig konservativ position.

Denne affortryllelse var måske også symptomatisk for efterkrigstidens borgerlighed i det hele taget. Nu er konservatismen så vendt tilbage med et kritisk anliggende og som en position i kulturkampen. Vil det denne gang lykkes den at finde en form, der hverken er udflydende pragmatisme eller utilsløret radikalisme. Er det muligt at formulere og fastholde den som et kritisk korrektiv til liberalismen men inden for en grundlæggende liberal orden. Det er spørgsmålet.

 

 

Kommentar

Obama var en udenrigspolitisk fiasko

Artikel i Tidsskriftet Replique 20/1

Nu er det alvor. Barack Obamas tid som præsident for verdens eneste supermagt er forbi. Donald Trump er om føje tid indsat, og i horisonten truer en god del usikkerhed om, hvordan USA vil agere de næste fire år.

Måske er det udsigten til Trump, der har ført til, hvad man måske kan betegne som præmatur Obama-nostalgi.Den afgående præsident har altid været populær i Europa, hvor han er feteret som en mellemting mellem en popstjerne og en politisk Messias. Men også derhjemme, i USA, hvor det langt hen ad vejen har været lidt mere trist at være Obama, har præsidentens popularitet oplevet et stærkt revival.

Siden november 2015 er Obamas såkaldte job approval rating gået fra det halvsløje til det imponerende. Når Obama træder tilbage vil han være næsten lige så populær som Reagan – ikke så lidt af en bedrift, når man tænker på, at Reagan den dag i dag er et fast referencepunkt i den politiske samtale. Måske vil Obama opleve samme gunst? Mange går vel ud fra det. Jeg tvivler stærkt.

Yes we did!

I sin stort anlagte afskedstale i Chicago 10. januar gjorde Obama i sit for, at hans legacy – et ord, der kastes omkring i disse stunder – skulle tage sig godt ud. Og han har da også tidligere udtryk sin veneration for Reagan, det vil sige ikke hans politik, men hans evne til at forandre landets kurs. Fra begyndelsen har Obama sat sig selv i scene som en ny Reagan, eller mere præcist en anti-Reagan.

Han blev valgt på slagord som ”Hope” og ”Change”, og med tanke på det begyndte han sin tale med at slå to streger under facit: Takket være ham selv og hans støtter er USA blevet et stærkere land og et bedre sted. Håbet er indfriet, forandringen tilvejebragt. Og for at ingen nu skulle være i tvivl, vendte han ved talens afslutning tilbage til endnu et af sine gamle slogans, ”Yes, we can!”, denne gang udbygget med konstateringen ”yes, we did!”.

Flot var det og smukt lød det. Obama er en prægtig taler, der kan læse fra en teleprompter med en sådan lidenskab, at det ikke er sært, at hans menighed kan henfalde til at tale om ham med en næsten religiøs hengivenhed. Obama har en flot statur og en ædel, dyb stemme, som han bruger godt og klangfuldt. På én gang udstråler han den sikkerhed og autoritet, der må være til stede i hans embede, såvel som den trang til at forandre verden og løbe storm mod autoriteter, som han er blevet valgt på. Ja, når man lytter til Obama får man uvægerligt det indtryk, at det faktisk er muligt både at spise ostemadden og gemme den til senere.

Sådan er det som bekendt ikke. Og den gode taler er da heller ikke nødvendigvis den, der præsenterer sandheden uden omsvøb. Tværtimod er det en langt større kunst, med sine ord, at kunne gøre det smukke hæsligt og det hæslige smukt. Reagan var en god taler, fordi han magtede det. Obama er en god taler, fordi han magtede det. Hvis man bare vil gengive virkeligheden, som den står, er det ikke muligt at tale håbet ind i håbløsheden.

Fra begyndelsen har Obama sat sig selv i scene som en ny Reagan, eller mere præcist en anti-Reagan.

Men at de begge forstod denne kunst, gør ikke Obama til en ny Reagan. At Obama med overbevisning kunne tale om håb og forandring, betyder ikke, at han rent faktisk har skabt håb og forandring. For med håbet står det ifølge målinger skidt til. Og hvad forandringerne angår har de ikke været til det bedre.

At vælge retræten

Obama har ikke været en katastrofe, men han har heller ikke været en god præsident. Hans arv til eftertiden er et splittet land, der er mere usikker på sin rolle i verden end nogensinde – i hvert fald siden 1920’erne. Og hvad værre er: Den verden, han efterlader os, er en mere risikabel verden, hvor selve den liberale, internationale ordens legitimitet og durabilitet er i en form for krise.

I én sætning kan resultatet af Obama-æraens internationale udvikling karakteriseres som en bevægelse fra vestligt (over)mod til indbildt afmagt. Det er med vilje, jeg skriver vestligt og ikke bare amerikansk. For en amerikansk præsidents virke er ikke et indenrigspolitisk forhold, men potentielt en åndshistorisk begivenhed, i hvis billede verden omskabes. Situationen er nu engang sådan, at USA er den frie verdens leder og et land, der endnu kan beskrives som international hegemon. USA er ikke en normal udenrigspolitisk aktør, men den nation på hvis skuldre den internationale orden hviler, the indispensable nation som det hedder.

At den liberale orden er mindre sikker i dag end den var i 2008, er uomtvisteligt. Noget af det har ganske vist at gøre med en udvikling, Obama ikke har ansvar for, f.eks. at asymmetrien mellem Vesten og resten udlignes i takt med væksten i eksempelvis Kinas økonomi og dermed politiske og militære muligheder. Men meget har at gøre med konkrete politiske valg. Der er fortsat intet land, der kan udfordre USA’s position, og det er meningsløst at tale om, at vi nu oplever en naturgivet afvikling af den liberale orden og Vestens dominans.

I én sætning kan resultatet af Obama-æraens internationale udvikling karakteriseres som en bevægelse fra vestligt (over)mod til indbildt afmagt.

USA er ikke alene verdens eneste supermagt, men også den eneste reelle verdensmagt og vil fortsat være det i al overskuelig fremtid.

Problemet er, at Obamas administration ageret på en måde, der har styrket indtrykket af en i stigende grad afmægtig hegemon. Forfald er, som den udenrigspolitiske skribent Charles Krauthammer har udtrykt det, et valg.

Obamas udenrigspolitiske fiaskoer er mange og alvorlige. Blandt de vigtigste er er hans beslutning om uden hensyn til situationen i landet i øvrigt at fastholde en hastig tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Irak i 2011. Denne retræte indkapslede det defensive præg i Obama-administrationens udenrigspolitik i det hele taget. Men tilbagetrækningen havde ikke blot en stor symbolsk betydning, fordi den betegnede enden på George W. Bush’ udenrigspolitik til fordel for en mere defensiv position, den havde også den konkrete betydning, at Iraks dårligt fungerende og porøse politiske orden nu blev kastet ud i krise.

Ikke alene drev Irak, hvis politiske system nu var majoriseret af det shiamuslimske flertal, nærmere Iran, men det vakuum Obama efterlod sig, gav også muligheden for en ny terrorbevægelse, IS, der opstod i det nordlige Irak, udviklede sig og bredte sig, indtil landet reelt set stod i en fornyet borgerkrig, der som bekendt har trukket spor i såvel Syrien som Jordan, ligesom IS har organiseret og ikke mindst inspireret en bølge af terror mod Europa, som vi stadig lever med.

At tilpasse sig sine fjender

Iran er en anden af præsidentens kontroversielle resultater. I 2015 indgik USA en aftale med landet, der skulle sikre, at landets fremadskridende atomprogram ikke endte med at give præstestyret atomvåben. Aftalen er en af de resultater, som Obama bryster sig af, og mange opfatter den som en stor udenrigspolitisk sejr, men der har været skarp kritik af Iran-aftalen, som det er værd at hæfte sig ved.

For det første bliver det reelt set mere end vanskeligt at forhindre iranerne i at bruge den ekspertise og de kapaciteter, de nu udvikler, til at få atomvåben. Mulighederne for at gå Iranerne efter i sømmene er også begrænsede. Det er meget tænkeligt, at Iran med årene ligesom Nordkorea vil blive en atommagt uden for den internationale orden. For det andet er der ikke er nogen tegn i sol og måne på, at Iran i øvrigt er blevet mere vestligt orienteret, eller at aftalen har givet landets reformkræfter overtaget i den interne magtkamp.

Tværtimod kan man argumentere for, at aftalen har styrket det bestående iranske regime: Hvor det før var underlagt hårde sanktioner, betyder aftalen, at landet atter er åbent for investeringer. Iran oplever aktuelt en stærk vækst, der puster til landets ambitioner om at blive en regional stormagt, hvis vilje understøttes af regimets nukleare kapacitet. Al den stund, at det iranske regime fundamentalt set er anti-vestligt og involveret ikke alene i finansiering af terrorgrupper som Hizbollah og Hamas, men også holder hånden under Assad, er det en problematisk udvikling.

Desuden har aftalen med Iran skabt uro blandt USA’s traditionelle allierede i regionen, særligt golfstaterne og Israel, der vil opleve presset fra en styrket og fjendtlig iransk tilstedeværelse i regionen. Med Iran-aftalen har Obama åbnet ballet for en ny omgang regional magtkapløb, hvor han mærkværdigt nok har givet USA’s modstandere stærke kort på hånden.

Et andet land Obama har forsøgt at gøre kur til, er Rusland. Under præsidentvalgkampen i 2012 slog hans republikanske modkandidat Mitt Romney fast, at Putins regime var en strategisk modstander af USA. Obama var uenig og hans demokratiske støtter gjorde sig åbenlyst morsom på bekostning af Romney. I sin første periode havde Obama da også forsøgt sig med en genstart af forholdet til Rusland. Devisen var, at hvis blot USA ville komme Putin i møde, ville de spændinger, der var under opbygning aftage af sig selv. Men det var – som vi ved nu – en skæbnesvanger fejlberegning.

Medens Obama har forsøgt at udleve drømmen om et USA, der leder ”from behind”, har Rusland fået blod på tanden, landets revanchistiske regime har strammet grebet om civilsamfundet og styrket modsætningen til Vesten, invaderet Ukraine, besat og annekteret Krim – og fortsætter i skrivende stund med at støtte oprørere i Ukraine og sætte en skræk i livet på landene i Vestens østeuropæiske periferi. Endelig har Putin med stor succes ageret spielverderber i Mellemøsten og helt åbenlyst har ydmyget Obama i Syrien. Ruslands position er nu stærkere i den region end den har været selv under den kolde krig.

Realistisk set har der hele tiden været to og kun to muligheder med Rusland: at give efter eller sætte det på plads. Obama forsøgte sig med en mellemting, der hverken var fugl eller fisk eller rettere først lidt af det ene og så lidt af det andet. Og således står vi nu i en situation, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland er af et sådant omfang, at nogle åbent trækker tråde til den kolde krig, og hvor almindelig politik har udviklet sig til noget, der bringer mindelser om dårlige spionromaner.

At ydmyge sine venner

Samtidig med, at Obama har haft travlt med at kurtisere fjender og strategiske modstandere, har han også aktivt skubbet ellers solide allierede væk. Under Det Arabiske Forår svigtede Obama landets trofaste allierede, Ægyptens præsident Hosni Mubarak, da en blandet skare af islamister, twitter-liberale og almindelige arbejdsløse indtog Tahrir-pladsen og krævede hans afgang. Obama opfordrede Mubarak til at træde tilbage og viste dermed ikke blot Ægypten men hele regionens pro-vestlige regimer, at de ikke kunne regne med hverken amerikansk støtte eller moralsk opbakning mod de folkelige protester.

Medens Obama har forsøgt at udleve drømmen om et USA, der leder ”from behind”, har Rusland fået blod på tanden, landets revanchistiske regime har strammet grebet om civilsamfundet og styrket modsætningen til Vesten, invaderet Ukraine, besat og annekteret Krim – og fortsætter i skrivende stund med at støtte oprørere i Ukraine og sætte en skræk i livet på landene i Vestens østeuropæiske periferi

Resultatet var, at landet først faldt i kløerne på Det Muslimske Broderskab, en yderligtgående islamistisk, antivestlig og anti-israelsk bevægelse med tætte bånd til terrororganisationen Hamas. Da Broderskabet forsøgte at fæstne sig greb om magten, blev de konfronteret med en modreaktion fra l’ancien regime, der førte til et kup begået af hærchefen Abdel El-Sisi. Ud over at Sisi er en langt mere hårdhændet despot end Mubarak, har forløbet resulteret i, at Ægypten er på vej i skred væk fra USA og over mod Rusland. Landet, der siden fredsaftalen med Israel i 1979 har været en af regionens få stabiliserende stormagter, er foreløbigt spillet af hænde. Hvad det kommer til at betyde på længere sig, ved vi endnu ikke, men usikkerheden er et faktum.

Og så er der naturligvis affæren med Israel, USA’s tætteste allierede i regionen. Her har Obama kort før sin afgang kastet alt op i luften, da USA meget bemærkelsesværdigt undlod at bruge sit veto mod en anti-israelsk resolution i FN’s sikkerhedsråd, der erklærede samtlige ”bosættelser” på Vestbredden ulovlige. Obama har dermed brudt en lang tradition for tværpolitisk amerikansk støtte til Israel og muligvis indledt en bevægelse i Det Demokratiske Parti i retning af den udtalte anti-israelske holdning, der præger venstrefløjen i Europa.

På kort sigt får dette uansvarlige stunt marginal betydning, da Trump står på en klar pro-israelsk linje, men hvad det kommer til at betyde på længere sigt, hvis USA ikke længere er en pålidelig allieret for Mellemøstens eneste fungerende demokrati, det er en anden sag.

At lade stå til

Syrien og Libyen er de to væsentligste fiaskoer i Obamas udenrigspolitik. Da Det Arabiske Forår kom til Libyen stod amerikanerne i spidsen for en koalition, der skulle bombe Gadaffis regime fra magten, blandt andet fordi man med rette frygtede for et blodbad, hvis man gav Gadaffi frit lejde til at slå oprøret ned. Men indsatsen begrænsede sig til et bombetogt og så en hel masse retorik om og tiltro til, at Gadaffis modstandere var Vestens venner og, at alting ville gå af sig selv. Obama ville ikke et nyt Irak, og der blev derfor aldrig tale om en dybere involvering i Libyen.

Konsekvensen er, at et tidligere stabilt land med et regime, man kunne samarbejde med – om end det var noget problematisk – nu er brudt fuldstændigt sammen, uden at nogen greb muligheden for at etablere en sundere politisk orden i landet. I dag er landet reelt set i borgerkrig og har udviklet sig til en tumleplads for jihadister og en åben port til Europas bløde underbug for talløse afrikanske indvandrere, der står i kø for at briste deres håb om en bedre fremtid i Europa.

I Syrien nåede Obama aldrig så langt som til at bombe. Da Det Arabiske Forår i Syrien udviklede sig til en borgerkrig undlod Obama i 2012 at sætte magt bag sine trusler over for regimet. I stedet overlod man landets mere eller mindre moderate opposition til sin skæbne og Assads nåde. Og Assad gjorde, hvad man kunne forvente af en trængt, men snu ræv. Han bombede den opposition, vi kunne samarbejde med, og lod IS og Al Qaeda vokse sig store, for på den måde at gøre vestlig intervention endnu mindre tillokkende. Han styrkede sine relationer til Iran og til Rusland, indrullerede Hizbollah og gjorde regning på vestlig svaghed.

Resultatet ser vi i dag: Et land i borgerkrig, utallige døde, ubegribelige ødelæggelser en markant styrkelse af ekstremistiske grupper som IS og Al Qaeda samt af Rusland og Irans position i regionen. Og mere håndgribeligt, hvis man er ligeglad med magtbalancen i Mellemøsten, har det betydet millioner af fordrevne og flygtninge, der i mange tilfælde før eller siden vil finde vej til Europa.

Den liberale orden trues

Som det var tilfældet med Det arabiske forår og forholdet til Rusland, giver den slags begivenheder ringe i vandet. Da millioner af flygtninge satte sig i bevægelse, medførte det et politisk stemningsskift i Europa, hvor de traditionelle politiske eliter blev presset af en stærk folkelig protest mod den ukontrollerede migration.

Ikke alene har flygtningekrisen betydet vind i sejlene til populistiske partier, men også en voksende mistro til den liberale orden i de vestlige samfund i det hele taget. For er det – kan man med rette spørge – en sund orden, der ikke kan værne ens hjem mod presset ude fra? Ingen politisk orden kan leve på sin teoretiske fortræffelighed alene, hvis ikke den formår at værne om det basale, eroderer den eller kollapser.

Uanset hvad ens holdning er til EU eller til migrantkrisen, ligger det fast, at de mange og indbyrdes forbundne kriser, er et udslag af og en årsag til svigtende vestlig selvtillid. Stemningen blev bedst fanget af journalisten Anne Applebaum, der i sommers spåede, at den vestlige orden kun var tre valg fra at falde fra hinanden: Brexit, en Trump-sejr i USA og en sejr til Le Pen i Frankrig.

Indtil videre har vi to ud af tre.

Analysen er måske alarmistisk, men faktum er, at vi ikke længere oplever, at verden er sikker for os og vores værdier. Vi har i mange år levet på den tro, at fremtiden tilhørte os. Det gør vi ikke længere. Pessimismen sniger sig ind alle vegne og gennem alle sprækker.

De mange forkerte beslutninger og de mange eksempler på vores svaghed har skabt en fornemmelse af afmagt, som kun styrkes af visheden om, at andre lande er på vej frem, medens Vesten relativt set er på vej tilbage. Afmagten er – som jeg har understreget – i høj grad indbildning, for Vesten vil fortsat kunne dominere i al overskuelig fremtid, hvis vi bare vil det.

Men det forhold, at fornemmelsen hele tiden bekræftes, kan ende med at overbevise os om, at den faktisk er reel: og at vi skal sadle om og agere i verden på baggrund af svaghed, snarere end styrke.

Trump

Denne fortælling er potentiel katastrofal, for den bærer kimen til undergang i sig. Og denne fortællings håbløshed er frugten af Obamas tale om håb og forandring. Det var ideologiske slagord, der skulle forsvare at handle i verden, som om den ikke var denne verden, men en anden og mere ideel verden. Den slags blåøjethed straffes hårdt.

De mange forkerte beslutninger og de mange eksempler på vores svaghed har skabt en fornemmelse af afmagt, som kun styrkes af visheden om, at andre lande er på vej frem, medens Vesten relativt set er på vej tilbage

Hvis Irak var et lærestykke om prisen for at gribe ind, er Syrien blevet et lærestykke om prisen for ikke at gribe ind. Den lektie vi, og Obama, har at lære af Syrien er samtidig væsentlig tungere end læren fra Irak. For hvor Irak var historien om, at ting kan gå galt, selvom man har magt til at sætte sin vilje igennem, så er Syrien blevet et udstillingsvindue til vestlig og amerikansk afmagt – et vidnesbyrd om et land, der sagtens kan, men ikke længere vil forpligte sig på at opretholde den internationale, liberale orden, der er skabt i dets billede og sikret ved dets magt og vilje.

I den forstand er det måske et passende punktum for Obamas politiske karriere, at han afløses af en mand, der er gået til valg på at hejse vindebroen og håbe på det bedste.

Når alt kommer til alt, er Trumps udenrigspolitik, som den tegner sig, ikke et opgør med Obamas linje, men en radikalisering af den.

Kommentar

Det identitetspolitiske højre er venstrefløjens skygge

Fra aarsskriftet-critique.dk 9/1.

Alt-right, identitarianisme, højreradikalisme, racisme og tribalisme. Det er mange gespenster, der vælter ud af skabene for at gøre livet usikkert og skabe almindelig uro. Ja, et spøgelse drager gennem Vesten, men denne gang er det ikke – siger de kloge – kommunismens men højrepopulismens spøgelse.

Og vi skal tage det alvorligt, for det er alvor.

Men hvor kommer alt den identitetspolitik egentlig fra? Selv hvis vi kan blive enige om, at identitetspolitikken er et problem, så er det interessante spørgsmål vel, hvorfor identitet nu er blevet den måske væsentligste politiske og ideologiske kampplads?

Og svaret er måske enkelt. For er det ikke netop venstrefløjen – og siden også store dele af centrumvenstre – der først har trukket blankt og efter Den Kolde Krigs afslutning – og venstrefløjens ideologiske sammenbrud – har forsøgt at overleve på at mobilisere minoriteter og særinteresser mod den borgerlige orden?

Obamas identitetspolitik

Det nylige valg af Donald Trump som amerikans præsident er et godt udgangspunkt for den overvejelse. For Trumps succes bestod netop i hans evne til at mobilisere hvide arbejder-/ lavere middelklassevælgere og få dem til at opfatte sig agere som en minoritetsgruppe under pres fra majoritetssamfundet. Trump vandt på grund af identitetspolitikken.

Men han opfandt den ikke, og det var ikke ham, der bragte den ind i centrum af den politiske samtale. Det var derimod hans umiddelbare forgænger Barack Obama. For som journalisten Jonathan V. Last har gjort opmærksom på i en artikel om Obamas identitetspolitiske arv, så slog Demokraterne ind på en aggressiv venstreorienteret identitetspolitik under Obama, selvom han oprindelig slog til lyd for at samle landet, begyndte han hurtigt at drive kiler ned gennem befolkningen.

“One of the ironies of Obama’s political career is that he came to prominence by giving a speech smoothing over and minimizing political differences. In his 2004 speech at the Democratic convention in Boston, Obama insisted that, at heart, we Americans are all pretty much alike, holding similar beliefs and wanting the same things for our nation.

But from the moment he was sworn in (literally from that moment—his 2009 Inaugural Address was extraordinarily divisive), President Obama went out of his way to pit groups of Americans against one another.”

Kulturkampen mod traditionelle værdier

Konkret fremhæver Last, hvordan Obama på en række områder gjorde brug af sin magt som præsident til at stramme tommelskruerne på organisationer, institutioner og enkeltpersoner, der ikke delte hans politiske linje.

Det gik ud over religiøst funderede skoler, universiteter og hjælpeorganisationer, der bl.a. blev tvunget til at ansætte folk, der ikke delte deres værdier. Det gik ud over immigrationsmyndigederne, der fik besked på ikke at håndhæve amerikansk lovgivning. De skulle undlade at deportere visse grupper – særligt unge – illegale immigranter. Samtidig gennemtvang Obama – per dekret – en de facto amnesti for 3,5 mio. illegale.

Og så var der naturligvis også de kønsneutrale ægteskaber, som Højesteret fik igennem. Det foranledte Obama til at lade Det Hvide Hus illuminere i alle regnbuens farver, ikke for at vise samling, men for at understrege en gruppes symbolske sejr over en anden. Senest har Obamas administration gennemtvunget kønsneutrale toiletter på offentlige skoler og retten til for ethvert menneske på disse skoler at benytte, hvilket toilet – eller omklædningsrum –  man nu måtte have lyst til. At det kan have oplagte og stærkt problematiske konsekvenser, er uden betydning, når det kommer til at fremme opløsningen af kønspolariteten.

Den identitære stammekrig

Som Last påpeger i sin artikel kan mange af disse tiltag opfattes som opportunisme, et forsøg på at galvanisere den stærke koalition af etniske og seksuelle minoriteter, kvinder og frisindede unge i de store byer, der fik Obama til magten.

Men de mange identitetspolitiske tiltag stikker muligvis dybere og har at gøre med Obamas afsmag for det traditionelle USA og dets værdier. Ligesom Hillary Clinton omtalte Trumps støtter som en “basket of deplorables” gav Obama i 2012 dette billede af indbyggerne i small town America:

” they cling to guns or religion or antipathy toward people who aren’t like them or anti-immigrant sentiment or anti-trade sentiment as a way to explain their frustrations.”

Her definerede Obama de hvide amerikanere i det såkaldte “fly-over-country” som en bagstræberisk gruppe, man allerhøjest kunne have en smule medlidenhed med, men hvis politiske krav ikke måtte tages alvorligt.

Denne gruppe mennesker, traditionelt rygradden i det amerikanske samfund, var hermed placeret uden for den sejrende koalition som modstandere, hvis værdier og virkelighed skulle bekæmpes gennem en identitetspolitik, der ville forvandle USA.

Det er dem, der nu i USA – og alle andre steder – rejser sig i protest mod systemet.

Resultatet er den politiske samtales sammenbrud og en form for identitær stammekrig, som vi nu skal trækkes med i al overskuelig fremtid.

Kommentar

Populisme er ikke en sygdom, men et symptom

Kronik bragt i Information 18/10 2016

Populismen er vor tids spøgelse. Uanset hvorhen vi kigger, uanset om det er i Europa eller i USA, ser vi det samme: Et oprør mod de politiske, kulturelle og økonomiske eliter og nærmere bestemt afvisningen af en liberal globalisme, der har domineret politisk og ideologisk tænkning siden Den Kolde Krigs afslutning.

Der er ikke så få, der mener, at populismen er et alvorligt problem, fordi den udfordrer vores politiske og økonomiske regimes legitimitet, manøvremuligheder og stabilitet.

Den danske oversættelse af historikeren Jan Werner-Müllers Hvad er Populisme? er frisk fra tryk fra Informations forlag, og tidligere i år skabte journalisten Anne Applebaum overskrifter, da hun profeterede, at verden, som vi kender den, ville styrte i grus, hvis briterne stemte for Brexit, amerikanerne valgte Donald Trump, og franskmændene stemte Front National.

Tænker man som Applebaum – og delvist som Müller – må opgaven være at mane populismen i jorden. Og det er der unægteligt en væsentlig pointe i. I hvert fald ville det være et udslag af dyb letsindighed, hvis ikke man var på vagt over for udsigten til en præsident Trump eller et Frankrig domineret af Front National.

Men det virkelige spørgsmål er, om det ikke også er udtryk for en farlig letsindighed at se populismen som problemets kerne? For hvad nu, hvis populismen ikke bare er en uforklarlig ideologisk perversion, men en indikation på reelle problemer i den liberale globalisme, som den er et oprør imod?

Læs det hele her

Kommentar

På vej mod en national socialkonservatisme i UK?

Det konservative Parti i Storbritannien er efter Brexit-afstemningen trådt ind i en ny epoke. Flere iagttagere går så langt som til at tale om et opgør med arven efter Thatchers neoliberale konservatisme fra 1980’erne og en tilbagevenden til en klassisk One-nation-Conservatism, en form for national socialkonservatisme, der siden Benjamin Disraeli har været partiets dominerende ideologiske linje.

Konturerne til den nye linje tegner sig efter partiets nyligt overståede landsmøde, hvor premierminister Theresa May gjorde det klart, at hun ville gå efter det, som i fagsproget kaldes “hard Brexit”, det vil sige, at Storbritannien ikke alene forlader EU, men også det fælles marked, idet man ikke vil gå efter en aftale, som den Norge har. Norge har i dag adgang til det fælles marked, men må til gengæld acceptere, hvad lovgivning, som Bruxelles måtte finde nødvenidgt for at regulere dette marked.

“Hard Brexit” giver Storbritannien større autonomi og mere frihed til at søge bilaterale handelsaftaler i og uden for Europa. Til gengæld skaber den ifølge mange kritikere også stor usikkerhed om landets økonomiske fremtid, ikke mindst i forhold til den vigtige finansielle sektor i London, der stort set har været landets vækstlokomotiv, siden Thatcher genrejste den britiske økonomi.

Andre som f.eks. den konservative avis’ The Spectators James Forsyth peger på, at der faktisk er en lang række scenarier, der kan betyde, at Storbritannien ender i en mere fordelagtig position uden for EU som inde i EU. Indtil videre er det hele dog usikkerhed og fugle på taget.

 

Læs det hele på Aarsskriftet-critique.dk

Kommentar

Trump tabte debatten og vandt den.

Den netop overståede første debat mellem Clinton og Trump har været imødeset med spændning. Selvom det er konventionel visdom, at debatterne i en hypermedialiseret virkelighed ikke flytter så meget, som de har gjort, kan årets valg være anderledes.

Hvor vi normalt har et godt indtryk af kandidaterne, fordi det typisk har drejet sig om politiske sværvægtere med mange år bag sig, er det anderledes i år. Ikke mindst Trump er et wild-card. Selvom de fleste nok har et indtryk af ham, er det næppe mejslet i sten, i hvert fald ikke, når det kommer til politikeren Trump. Der er slet og ret mange amerikanere, der gerne vil se om, han kan optræde som en seriøs politiker, der kan betros landets – og verdens – mægtigste embede.

Det gælder ikke mindst blandt de relativt højtuddannede af de hvide vælgere, som Republikanerne for første gang siden Anden Verdenskrig har tabt føringen blandt.

Hvem vandt?

Så debatten kan have stor betydning. Hvem vandt så? Ja, det gjorde ifølge næsten alle Hillary Clinton. Og det er da også korrekt, at hun fik tvunget Trump langt tilbage i defensiven ved at køre på hans uvilje mod at dele sine skatteoplysninger. I 2012 lykkedes det Demokraterne at fremstille den i øvrigt stilfærdige og hæderlige forretningsmand og politiker Mitt Romney som et priviligeret overklasseløg, der snød på vægten.

Med Trump er det vanskeligere, fordi hans populisme ligger til venstre for Republikanernes traditionelle linje (og i lange stræk til venstre for den centerliberalisme, som Hillary traditionelt har været associeret til), men Trumps skatteforhold og hvad de måtte dække over af lig i lasten, er en åbning. Med angrebet på Trump falder Hillary tilbage på en gammel, afprøvet og ganske succesrig Demokratisk taktik.

Men der er et stort men.

Selvom det ikke, som nogle havde troet, lykkedes Trump at slå den oftest noget mekaniske og altid ret kedelige Clinton ud med sine stærke evner til at improvisere og hyle sine modstandere ud af den, har han fået noget afgørende ud af debatten, som styrker hans position.

Normaliseringen af Trump

Trumps største problem er, at det for rigtig mange er vanskeligt at forestille ham som præsident. De mange vanvittige ting, han har sagt i den Republikanske primærvalgkamp, hjalp ham nok til at blive dette partis præsidentkandidat, fordi han fik en masse gratis omtale, men nu rammer det image, han selv har skabt, ham hårdt.

Derfor er hans måske vigtigste opgave at vise, at han faktisk kan fremstå som en nogenlunde normal politisk skikkelse. Bevares, han må gerne have kant, men det dur ikke, at han fremstår bindegal.

Og den øvelse lykkedes faktisk. Trump tabte klart debatten på point, men man fik indtrykket af, at det faktisk var to præsidentkandidater i debat, ikke en præsidentkandidat og en frådende sociopat.

I de amerikanske medier, som for størstedelens vedkommende er venstre- eller centrumvenstreorienterede, taler de for tiden om faren ved at “normalisere Trump”, dvs. behandle ham præcis som enhver anden præsidentkandidat.

Respekterede aviser som Washington Post og New York Times har mere end leget med idéen om at give fanden i almindelig journalistisk etik og i stedet gå aktivt ind i kampen mod Trump. CNN har allerede slået sig op som anti-Trump og kastet sig ud i aggressiv faktachek af alt, hvad Trump siger. Senest har den amerikanske komiker Jimmy Fallon fået på puklen for at have i sit Tonight Show at have interviewet Trump som var han enhver anden gæst, det vil sige i en afslappet stemning, i godt humør og uden alt for megen kritisk kant. Han nulrede endda hans hår.

Fallon var dermed til at normalisere Trump, lød kritikken, hvis udgangspunkt naturligvis var opfattelsen, at Trump overhovedet ikke er en normal kandidat, men snarest en slags fascist eller i hvert fald en trussel mod landets konstitutionelle og ikke mindst multikulturelle orden.

Trump kan vinde

Med debatten har Trump været med til at mane den frygt lidt længere ned i jorden, i hver fald blandt almindelige vælgere, der ike bryder sig om Demokraternes politik, men har været bange for Trump.

Han har med andre ord brugt debatten til at normalisere sig selv. I et valgår, hvor alt tyder på, at mange vælgere brændende ønsker forandring, og hvor det er Trumps person, der har stået i vejen for mange midtervælgeres støtte til Republikanernes præsidentkandidat (snarere end kærlighed til Hillary), er det afgjort en fordel for Trump.

Han har langt fra vundet endnu, og han skal oppe sig i næste debat. Men en ting er sikkert. De iagttagere, der nu ånder lettet op, tager glæderne på forskud.

Trump har en reel chance for at vinde valget og blive USA’s næste præsident.

 

 

 

 

 

Kommentar

Vi er ikke i krig mod Islam

For tiden raser en debat om forholdet mellem terror og Islam – en debat som også har afdækket principielle skillelinjer på den politiske højrefløj. En ting lader det sig ikke gøre at benægte: Vi er under stadigt angreb fra terrorister med muslimsk baggrund.

Men spørgsmålet er, hvordan vi på den baggrund skal forstå vores situation: Er der et sammenstød mellem Vesten og Islam? Er vi, som størstedelen af den nationalkonservative højrefløj –og senest Monica Papazu her i Replique – hævder, i krig mod Islam som sådan? Eller er vi, som Søren Pind kom for skade at hævde, i krig mod en dødskult eller ligefrem mørket? Eller er der i virkeligheden tale om, at Vesten og vestlige eller moderniserende kræfter uden for Vesten er i krig mod en form for radikal politisk islam, som vi typisk kalder islamisme?

Spørgsmålet er kompliceret, ikke mindst fordi debatten jo udspiller sig som en underdebat under en større debat på samfundsplan om forholdet mellem Islam og terrorisme, hvor en endnu større diversitet af synspunkter eksisterer.

Et andet element, der komplicerer sagen noget, er islamdebattens stadigt mere udtalte karakter af identitetsmarkør: Mener man, på den ene side, at vi er i krig med Islam og at der er en uforligelig modsætning mellem Vesten og Islam, ja så ryger man hurtigt ud af det gode selskab. Mener man, på den anden side, at det er enten uhensigtsmæssigt eller faktuelt problematisk at tale om en krig imod Islam som sådan, ja da bliver det hurtigt regnet for faneflugt blandt de nationalkonservative, der opfatter vores tid som en, der er bestemt af krigen mod Islam.

For såvel demonstrativt anstændige som uanstændige handler en ikke ringe del af debatten om at positionere sig, og dermed er den sunde sans og analytiske klarhed allerede opgivet som bestræbelse.

Læs det hele på aarsskriftet-critique.dk

Kommentar, Udgivelser

Protektionisme som genvej til modernitet

Toldpolitik plejer ikke at være et varmt emne herhjemme. Det er der åbenlyse årsager til, hvoraf den vigtigste nok er, at det grundlæggende ikke er særligt spændende. Alligevel er temaet kommet op i den ideologiske blogosfære som et stridspunkt mellem visse nationalkonservative protektionister på den ene side og liberalt orienterede frihandlere på den anden. Debatten er også igang internationalt, ikke mindst fordi Donald Trump har slået sig op på protektionisme og kritik af frihandel og globalisering.

Det er ved sådanne lejligheder, at man som historiker kan få det indtryk, at det er med nutiden som med filmproducenterne i Hollywood, nemlig at den ikke har meget nyt at byde på og derfor må nøjes med at danne scene for genindspilninger af gamle klassikere, eller nyproduktioner af sequels og prequels. I hvert fald har vi stået i debatten om protektionisme tidligere, nærmere bestemt i 1920’erne, da dansk industri var ramte af en række hårde kriser, og hvor særligt konservative vendte sig mod idéen om frihandel. Herom har jeg skrevet i det historiske tidsskrift TEMP i et temanummer om modernitetsforestillinger.

Her et uddrag:

Blandt de konservative, der i industrien så en mulighed for at et lille land kunne blive større, var det en anden sag. Toldpolitikeren Povl Drachmann var det klareste eksempel på, at konservative ikke behøvede at opfatte teknik som symptom på forfald, men også kunne opfatte den som svaret på et kulturelt forfald.

Drachmann var en centralt placeret toldpolitiker, der stod i spændingsfeltet mellem partipolitik, ideologi og industrielle interesser. Særligt var han knyttet til storindustriens førstemand, Alexander Foss, som sammen med ØK’s H.N. Andersen og Landmandsbankens Emil Glückstadt udgjorde den absolutte elite inden for dansk erhvervsliv i årene før 1920. Drachmann var sekretær for Tidsskrift for Industri, der var Industriraadets officielle organ, og virkede samtidig som Alexander Foss’ tætte personlige medarbejder. Han spillede bl.a. en hovedrolle i Foss’ forsøg på at gøre op med venstrefløjen i Det Konservative Folkeparti, der efter sin stiftelse i 1915 blev præget af et voldsomt opgør mellem storindustri- og middelstandsfløj.

Også efter at Foss i 1920 var blevet sat ud af spillet som følge af en blodprop i hjernen, agerede Povl Drachmann bindeled mellem industrien og Det Konservative Folkeparti. Han blev således indvalgt i Folketinget samme år og sad der frem til sin død i 1941. Hér virkede han som erhvervspolitiker og agiterede for industriens interesser, særligt markerede han sig som den fremmeste forkæmper for en aktiv handelspolitik, hvor industriens hjemmemarked skulle beskyttes af høje toldmure…

Selvom den protektionistiske toldpolitik på overfladen var ren interessepolitik til fordel for industrien – og i en vis forstand for dens ansatte – er det en pointe, at der i Drachmanns kamp for told lå en bestræbelse på at redefinere konservatismens forhold til liberalismen. Sidstnævnte blev opfattet som noget udlevet, der hørte 1800-tallet til, mens konservatismen var samtidig netop fordi den forstod sin samtids krav. Herom skrev Drachmann i skriftet Fortid og Fremtid fra 1916.

“…Bevæger vi os fra det spekulative til det idépolitiske plan, lå der i konstateringen af imperialismens tidsalder et krav om omfavnelsen af en økonomisk nationalisme. Drachmann registrerede med imperialismebegrebet det samme tidehverv, som den konservative, svenske statsfilosof, Rudolf Kjellén samtidig havde slået fast med noget større virkning med sin indflydelsesrige afhandling Staten som Livsform. Kjellén fik således stor indflydelse på tysk geopolitisk tænkning i mellemkrigstiden, bl.a. fordi han havde formuleret en post-liberal og anti-individualistisk statstænkning, som også pegede i retning af en fremtid, hvor de enkelte stater skulle arbejde på at blive autarke økonomiske systemer gennem etableringen af lukkede økonomiske storrum.

Også Drachmann tog tanken om de lukkede, økonomiske storrum op i Fortid og Fremtid. I al væsentlighed blev det dog ikke imperialismens tidsalders imperialistiske konsekvenser, men derimod dens konsekvenser for dansk told- og erhvervspolitik, der kom til at optage ham efterfølgende. Det skyldtes vel i høj grad Danmarks ringe muligheder for en egentlig imperiepolitik – et faktum, der dog ikke forhindrede, at en gruppe yngre radikalkonservative i bevægelsen Det Unge Danmark, anført af senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og senere økonomiprofessor Max Kjær-Hansen og stærkt inspireret af Drachmann, tog tanken om en dansk rigspolitik op et par år efter.

Skal vi forstå den politiske betydning af analysen, ligger den i, at Drachmann hermed kunne hævde en protektionistisk økonomisk politik som både ideal og nødvendighed: Reelt set var der for det folk, der ville bestå, ingen anden mulighed end at industrialisere og modernisere. Dette krævede først og fremmest et opgør med den liberalisme, der ikke havde andet svar på den nye tid og dens store krav end at læne sig tilbage og se sit ”eget Lands Virksomheder blive pillet ud en efter en – og knust”, af andre stater, der havde forstået tidens og virkelighedens grundvilkår. Afgørende var det også, at denne bevægelse ud over den liberale status quo for Drachmann samtidig var en bevægelse tilbage til det egentligt og autentisk danske:

… vi maa tilbage til det, der har skabt os, Havet, der bunkede sine Skaldyr op og skabte vort Land, Havet, der har givet os Liv ved sine milde Vinde og sin Frodighed. Og vi maa vende tilbage til alt det, der er det virkelige i os, vi maa tilbage til Skibene. Vore Forfædre viste os Vejen. De blev store i Kraft af Havet, vi har svigtet det. Vi er Skibenes Folk, hele vor Karakter er gyngende: Uro, Storm, Salt.

Drachmann beskrev her vendingen fra landet til havet, fra det indre til det ydre og fra lilleputmentaliteten til besindelsen på nødvendigheden af at være til stede i verden. Dette var den diskursive kamp mellem liberalisme og konservatisme, mellem landbrug og industri, oversat til en fortælling om fortid og fremtid og ikke mindst om det danske folks nationalkarakter.

Landbruget, liberalismen og det politiske system videreførte fortællingen om Danmark som et lidet, fattigt land, der lukkede sig om sig selv. Industriens fortælling var om det folk, der drog ud i verden og underlagde sig den i erkendelse af den nye tids vilkår og i pagt med folkets egentlige karakter. I Drachmanns reaktionære modernisme var omfavnelsen af den tekniske modernitet netop en måde at bjærge en sandere national identitet.”

Toldpolitikken tjente også et væsentligt praktisk-politisk formål, fordi den tillod partiet at markere sig som et arbejder- og fremskridtsvenligt parti.

“Den gik i årene 1922-1927 fra at være blot ét politikområde blandt flere til at blive det væsentligste udtryk for den politiske bestræ- belse på at redefinere en politisk konservatisme i krise. Denne krise bestod i, at den fornyelse som partistiftelsen i 1915 havde været udtryk for, var udeblevet. Partiet blev styret af gamle forsigtige mænd som proprietær Emil Piper og bagermester Johannes Pitzner og var efterhånden låst fast i et næsten underdanigt forhold til Venstre.

I 1922 blev den 45-årige, dvs. relativt unge, Victor Pürschel imidlertid folketingsgruppens formand. Selvom Pürschel oftest fremstilles som den gammelkonservative modstander af Christmas Møller og folkestyret i al almindelighed eller som absolut ufolkelig,47 varslede dette et nybrud – om end i det små. For Pürschel var ingenlunde liberalismen venligt stemt og ønskede, ligesom senere Christmas Møller, et mere jævnbyrdigt forhold til Venstre. Dette blev Povl Drachmanns glansperiode.

I tæt samarbejde med Pürschel søgte han at markere Det Konservative Folkepartis selvstændighed på erhvervs- og toldpolitikken, og et stykke hen ad vejen var det en succes. I hvert fald var den industrivenlige toldpolitik sandsynligvis udslagsgivende for, at partiet i 1926 fik det bedste valg hidtil med 20,6 procent af stemmerne, et resultat, som først blev overgået i besættelsestidens parentetiske folketingsvalg i 1943.

De forskellige toldpolitiske tiltag satte partiet i stand til at hævde en arbejdervenlig linje. Man kunne nu love at beskytte danske arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence, og samtidig var man i stand til at artikulere en moderniseringsvision, hvor det urbane og industrielle fremhævedes som – i det mindste – ligeværdigt med det endnu økonomisk og ideologisk dominerende landbrug. Toldpolitikken blev altså udgangspunktet for det første egentlige forsøg på at realisere de aspirationer, der var indeholdt i betegnelsen folkeparti.”

Toldpolitikken vedblev at være et kernepunkt for Det Konservative Folkeparti i hele mellemkrigstiden. Først som et forsøg på at markere en tredje vej mellem liberalisme og socialisme og i 1930’erne i polemik mod den protektionistiske politik, som den socialdemokratisk-radikale regering havde fået sneget ind gennem oprettelsen af Valutacentralen.

Hvis man vil læse om dette kan man købe tidsskriftet eller den specifikke artikel her.

 

 

Kommentar

Kronik: Et evangelisk højre i forandring

Jeg har skrevet om det kristne højre i USA, som ved dette valg har støttet Trump. Nogle har gjort det modvilligt, andre medvilligt. Alle er de gået på kompromis med deres grundlæggende tilgang til det at være politisk aktiv kristen, nemlig den søgen efter sunde, moralske karakterer i politik. Herom har jeg skrevet i Kristeligt Dagblad 15/7.

“Hvor de før var en magtfaktor, viser Trumps sejr hos Republikanerne, at deres situation på mange måder er blevet penibel.

Før Trump tog hul på sin politiske karriere, var byggematadoren mest kendt for sine lyssky forretningsmetoder, sit playboyliv og sin rolle som reality-stjerne.

Han har været gift tre gange og er kommet til at afsløre, at han dårligt har åbnet en bibel. Desuden har Trump indtil for nylig været tilhænger af fri abort, også af levedygtige fostre. Intet tyder på, at Trump nogensinde har befundet sig i første linje i den drabelige kulturkamp, der har raset i USA i årtier – og i det omfang, han har, har det været på modstanderens side. Kort sagt burde Trump ikke være det evangelisk-kristne højres kop te.”

Men tilsyneladende er Trump ikke umulig at sluge for det kristne højres vælgere, i hvert fald ikke hvis vi skal tro tallene:

“….TALLENE taler deres tydelige sprog. For selvom Trump ikke har vundet et flertal af de evangelisk-kristne vælgere, er han – ifølge nogle undersøgelser – den kandidat, der har vundet størst opbakning i denne gruppe. Andre undersøgelser har vist en snæver føring til Ted Cruz, men også dette er værd at notere sig. For på papiret skulle Trump ikke have haft en chance blandt disse vælgere. Men det havde han – og mere til: Omkring 40 procent bakkede op om Trump.

Man kan så spørge, hvem er de evangelisk-kristne, der støtter Trump? Ifølge avisen Washington Post er det mest dem, der ikke går i kirke. Altså det tynde øl. Og det er da også rigtigt, at støtten til Trump blandt de evangelisk-kristne faktisk falder, jo mere vi nærmer os dette miljøs kerne. Kort sagt, er du stærkt troende evangelisk-kristen og går i kirke hver uge, og bor du på landet i et område, hvor dette er normen, så er der væsentligt mindre chance for, at du støtter Trump, end hvis din tilknytning til religionen er løsere. Men – og der er et stort men – selv her er støtten til Trump betragtelig – og ifølge en undersøgelse er Trump endog den foretrukne kandidat også blandt hyppige kirkegængere.”

Støtten har altså ikke været begrænset til de mindst engagerede medlemmer af det kristne højre. Også flere af bevægelsens ledere har åbent støttet Trump. Det mest oplagte eksempel er prædikanten Jerry Falwell jr., søn af den måske mest fremtrædende teleevangelist i USA, nemlig Jerry Falwell, som allerede i januar erklærede Trump sin støtte.

Det oplagt spørgsmål er naturligvis hvorfor? Et oplagt bud er den krise, som det kristne højre oplever, og som de må opfatte som en mere generel krise for USA. Denne krise kræver nye svar, en mand, der tør bryde reglerne:

“USA’S EVANGELISK-KRISTNE befolkning har været en uomgængelig politisk magtfaktor i hvert fald siden 1980′ erne, det folkelige grundlag for den konservative kulturkamp siden dette årti og fodsoldaterne i kontrarevolutionen mod 1968 og progressivismen.

De kunne kalde sig den moralske majoritet, fordi de – engang – mange steder faktisk repræsenterede et tavst flertal, hvis værdier var blevet trådt under fode af udviklingen.

I dag er situationen en anden. Kulturkampen mellem progressive og konservative er forbi, og de progressive vandt.

Den amerikanske ungdom bliver stadig mere venstreorienteret og stadig mindre troende, mens de evangelisk-kristne er stadigt ældre.

Det, der engang var en ung kristelig reaktion med rod i stærke, folkelige vækkelsesbevægelser, er nu blevet til en gråhåret og snart hvidhåret reaktion.

Samtidig er hvide kristne på vej til at blive en minoritet i USA. Og de er klar over deres nederlag. Hele 70 procent af de evangelisk-kristne har ifølge en ny undersøgelse en negativ vurdering af udviklingen i USA siden 1950′ erne. De er kort sagt bekymrede, meget bekymrede.

De evangelisk-kristne ser med stadig større frygt på et scenarie, hvor de ikke længere har fremtiden for sig, hvor USA som nation fjerner sig yderligere fra kristendommen, og hvor landets kulturelle identitet i det hele taget udfordres.

I den situation har Trump en vis tiltrækningskraft, ikke fordi han er en moralsk karakter, der følger regler og normer, men fordi han ikke er en moralsk karakter, og fordi han netop bryder reglerne.

Det har jo tilsyneladende ikke hjulpet meget at følge dem.”

 

 

 

Kommentar

Terror, vestlig magt og afmagt, Putin og lidt om konservatisme

Det er blevet til en del mindre artikler og blogindlæg på aarsskriftet-critique i det lidt mere end halve år, der er gået. For en nemheds skyld har jeg samlet de mere politiske kommentarer her med en kort introduktion. Det gennemgående tema er Vestens position i den situation vi nu står i, som er kendetegnet ved terror som grundvilkår, udfordringen for autoritære revisionistiske stater som Putins Rusland samt en tilbøjelighed til at svælge i vores egen afmagt. 

Republikkens magt og afmagt
Kommentar oven på terrorangrebet i Nice. 15/7 2016

Mads Holger in memoriam
Mit mindeord til Mads Holger. 5/7 2016

Masten er knækket, skibet synker, vi er alle i samme båd
Hvad betyder det for os, at Brexit nu står for at blive en realitet? Jeg forsøger et svar. 24/6 2016

I Putins skygge
Putins Rusland udgør en stadig større trussel mod Vesten og dermed Danmark. Har vi glemt, vhad det betyder, at leve under Ruslands skygge, kan vi spørge balterne. 21/6 2016

Et opgør med forsvarsnihilismen eller en taktisk brøler?
Har De Konservative jokket i spinatten, da de ikke kom med i forliget om kampflyindkøb, eller har de åbnet en vej for partiet? Jeg argumenterer for det sidste. 10/6 2016

Efter Europadagen: EU stadig i eksistenskrise
Om EUs krise, der først og fremmest er en legitimitetskrise 10/5 2016

Republikansk nedsmeltning
Om Trumps forventlige sejr hos Republikanerne. Og hvorfor det ikke er en god nyhed. 4/5 2016

Den nødevendige krig
Om nødvendigheden af at optrappe indsatsen mod ISIS. 20/4 2016.

Dannelsesbegrebets disfiguration
Om gymnasiereformen II. 11/4 2016

Ødelæggelsen af vores gymnasier
Om gymnasiereformen I. 7/4 2016

Vestens forfald er Vestens valg
Kommentar efter terrorangrebet. 29/3 2016

Donald Trump: Konservatismens banemand!
Om udsigten til nomineren af Trump. 14/3 2016