Jeg har skrevet en kommentar om De Konservatives overraskende gode resultater i kommunalvalget sammen med historiker Jens Wendel-Hansen.
Rygterne om konservatismens død har vist sig at være stærkt overdrevne. Kommunalvalget havde potentiale til at være skæbnesvangert for Det Konservative Folkeparti. Havde valget været et konservativt blodbad med stærk tilbagegang, og var digerne brudt sammen i højborge som Frederiksberg og Gentofte, havde det sikkert været begyndelsen til enden. Det skortede da heller ikke på pessimisme op til valget. Mange spåede partiet et dårligt valg, der ville afspejle dets pressede situation i landspolitik. Set i det lys er valgresultatet en sejr til et ellers trængt parti. Godt nok gik partiet tilbage, men det var ventet. Det er det uventede, som vi her skal fæstne os ved. For facit er, at Det Konservative Folkeparti stadig er landets tredjestørste kommunalparti målt på antallet af borgmesterposter; alle højborgene holdt, det konservative blodbad udeblev og fremmed område som f.eks. Køge kom under konservativt styre.
Hvad er læren af kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti? Svaret ligger i det faktum, at der helt åbenlyst fortsat er bede i den danske have, hvor konservatismen kan blomstre – under de rette omstændigheder vel at mærke. Det havde der vist været nogen tvivl om. Der blev i hvert fald fra Det konservative Folkepartis ledelse gjort, hvad man kunne, for at få kandidaterne til at aflægge deres konservative udtryk. Dette til trods forestillede en række af Hans Tofts valgplakater en pæn gammel dame, og Jørgen Glenthøj er flere gange blevet set på Frederiksberg med slips, hvilket partiets ledelse ellers har frabedt sig. Der var endda en lokal kandidat på Frederiksberg, der stillede op med den mærkesag at »bevare og styrke det klassiske Frederiksberg«. Selvom pressetjenesten sikkert har slået syv kors for sig, så har disse indslag af konservatisme tilsyneladende ikke skræmt konservative vælgere væk.
Christian Egander Skov 