Rystende banalt, historisk problematisk og i sidste ende forkert.

Vi skriver 1851. Tre drenge onanerer i en stald. D.G. Monrad kryber rundt med røven bar, mens han rabler nationalfanatisme af sig. Danmark har vundet treårskrigen. Tragedien kan begynde, for sejren trækker nederlaget med sig, udstikker en kurs, der går over højstemt idealisme til national lemlæstelse og fornedrelse. ’64 er nederlaget i Danmarks historie. Ja, 1864 er historien om Danmark, for generationers identitet er skabt i dette nederlags billede, og således er rømningen af Dannevirke og Slaget ved Dybbøl blevet et prisme, hvorigennem vi har forstået alt, der gik forud, og alt hvad der fulgte. 1864 er fortid, historie og myte; taknemmeligt (spræng)stof for den, der ikke bare vil fortælle historie, men også fortælle en historie.

Og så sidder man alligevel her, lige efter udsendelsens afslutning, og det eneste man føler er skuffelse. Efter første afsnit, som også er det eneste, jeg kommer til at se, tyder alt på, at vi her ikke alene har at gøre med en serie, der hellere vil prædike en tvivlsom sandhed om livet generelt og Danmark i særdeleshed end fortælle en interessant og medrivende historie. Ole Bornedal har flere gange fremhævet, at han naturligvis har dramatiseret fortiden, og det er jo ærlig snak. Problemet er bare, at første afsnit var så kedeligt, at det til sammenligning var en ren fest at følge brygger I.C. Jacobsen hente gær i Tyskland med celloakkompagnement.

Hvorfor denne dræbende kedsommelighed? Før jeg med nogen forventning skiftede over på DR1, så jeg sidste afsnit af den anderledes fremragende tyske, historiske serie Vores fædre, vores mødre, hvor en af hovedpersonerne bemærkede, at krig mestendels består i at vente. Største fjende er kedsomheden. Mon det er budskabet, Bornedal forsøger at formidle? Krig er kedeligt. Kun den tålmodigste overlever. I så fald er projektet lykkedes til fulde. Denne rastløse sjæl klarer ikke ét afsnit mere. Krigen må gå, som den går, og vi ved jo, hvordan det ender – hvis da ikke soldaterne dør af kedsomhed, før de når fronten.

Dermed er der for så vidt sagt nok. Serien kan være nok så sandfærdig, nok så løgnagtig, nok så flot eller have nok så gode eller ringe skuespillerpræstationer; hvis den ikke formår at fange publikum, så er løbet kørt.

Læs hele anmeldelsen her