Forfatter: red.

Kommentar

Thinking tonight of my Blue Eyes – Great Speckled Bird

red.

Min artikel om Roy Acuff Fra Kristelig Dagblad, august 2021. En introduktion til Roy Acuff, men først og fremmest en undersøgelse af et tema i sangen The great speckled bird om troens forhold til verden.

”Mit ejendomsfolk er blevet hyæners bytte, rovfugle flokkes om det. Kom her, alle vilde dyr, kom og æd!” Sådan hedder det i Biblen, nærmere bestemt hos profeten Jeremias (12,9) Den lidt dystre tekst er mærkelig nok blevet udgangspunktet for en af de helt store karrierer i Country-musikken, nemlig musikeren Roy Acuffs.

For Acuff debuterede i 1937 med sangen The Great Speckled Bird, som netop bygger på det skriftsted. Han blev aldrig særlig kendt i Danmark, men i USA blev han kendt som ”the king of country”.

Så man på salgstallene var titlen måske lidt af en tilsnigelse. Han var ingen Hank Williams, der brændte igennem og så brændte sit lys i begge ender til han døde på bagsædet af en bil, døddrukken og på piller, i en alder af 29 år.

Acuff fortsatte stort set frem til sin død i 1992. Han repræsenterede en kontinuitet i en genre, der trods sin indlejrede konservatisme havde forandret sig markant siden hans debat. Og det i et land, hvis kulturelle præferencer og værdier også havde undergået voldsomme skift i samme periode.

Kontinuiteten gik også bagud. Selv i 1930’erne blev hans stil opfattet som gammeldags. Det gjaldt for instrumenteringen, hvor han blev ved genrens traditionelle strengeorkester – og her hellere betonede traditionalistiske indslag som violinen og senere særligt dobroen end den allestedsnærværende guitar.

Hans stemme og ikke mindst hans insisterende måde at bruge den på pegede også tilbage til en anden tid. I de ældste optagelser kunne den virke friseret og tæmmet, men allerede i 40’erne og 50’erne er den nået frem til den primale, tilsyneladende – men netop kun tilsyneladende – vildskab, der i øvrigt kendetegner den. Det var på samme tid genren begyndte at svælge i sødsuppe.

Ikke alene brugte Acuff sin stemme som var den en violin, men han sang også kraftfuldt som var mikrofonen end ikke opfundet. Det var en måde at synge på, som netop gik tilbage til en anden tid. Dengang rummet måtte synges op manuelt.

Men tilbage til The Great Speckled Bird. Også denne sang viser Acuff som traditionsfortolker. Den var skrevet af en kristen, fundamentalistisk prædikant på en melodi, der en håndfuld år tidligere, i 1929, var blevet populær, da Carter-familien havde indspillet sangen Thinking Tonight of my Blues Eyes. Denne sang delte selv melodi og tekst med en lidt tidligere indspilning Thrills That I Can’t Forget fra 1925. Sandsynligvis gik melodien helt tilbage til fortidens tåger.

Hos Carter-familien blev det til sangen om en kærlighed afbrudt af svig og oceaners afstand men fastholdt i lige dele forurettelse og længsel – som den jo må for den, der er belemret med et hjerte.

Det sorgkløvede hjertes tvesindighed viser sig allerede i første vers, der sætter fortrydelsen som indgangsbøn:

“Would have been better for us both had we never
In this wide and wicked world had never met
For the pleasure we’ve both seen together
I am sure, love, I’ll never forget”

Fortrydelsen har jo en bismag. For erfaringerne brød med en verden, som i øvrigt var vid og grusom. Det er det, der har skruet sig fast i erindringen som et glædeligt minde. Men fordi glæden netop kun var for en stund, er mindet ingen balsam for den urolige sjæl. Nej tværtimod har vårens strejflys bare afsløret, at man i øvrigt er indhyllet i mørket.

Derfor hedder det også i sidste vers:

When the cold, cold grave shall enclose me
Will you come, dear, and shed just one tear
And say to the strangers around you
A poor heart you have broken lies here

Verset rummer den dybeste resignation. Der er ingen udvej for det bristede hjerte, som netop kun har den kolde gravs favntag at se hen til. Dette er ikke en prognose, der forudser, hvordan det i virkeligheden så går. Selv bristede hjerter vokser jo forunderligt sammen. Det er en undergangsfantasi, der udtrykket længselsøjeblikkets tomhed. En håbløs eskatologi.

Den eneste trøst ligger i den forestilling, at den elskede trodsalt, finder sin vej til denne grav, og over for de folk, der står der, nøgternt erkender sin skyld. Forsøget på at lægge ord i munden på den savnede – ord som med al sandsynlighed for evigt vil forblive usagte – afslører fortvivlelsen dybeste afmagt. Den kolde gravs mørke er netop nu og her.

I Acuffs The Great Speckled Bird er melodien den samme, men situationen en helt anden. Sangen kan bedst beskrives som en overvejelse eller meditation over billedet fra Jeremias 12,9. Men hvor kommer fuglen fra? Jo, på dansk står der godt nok hyæners bytte, men i den engelske King James Bibel hedder stedet:

”Mine heritage is unto me as a speckled bird, the birds round about are against her; come ye, assemble all the beasts of the field, come to devour.”

Billedet går på Guds folk, Israel, eller i kristen sammenhæng kirken, de troende. Billedet placerer dem i en udsat position. Den er end ikke kamp men slet og ret forhånelse og nederlag – udslettelse. Også her er verden vid og grusom. Men Great Speckled Bird tager billedet i en anden retning. Det hedder i de første linjer:

“What a beautiful thought I am thinking
Concerning a great speckled bird”

Det er tanken, der puster liv i billedet – eller måske billedet, der puster liv i tanken og gør den smuk. Ja, det starter med en dagdrøm, et syn. En gen-tagelse af billedet. Ikke som noget, der skal skrælles af, men derimod svælges ned. Et fuldgodt æble med skræl og det hele.

I sangen finder vi efterfølgende fuglen omgivet af andre fugle, der foragter den, netop fordi den forbliver tro mod Gud og ikke går i et med verden. Her skrives altså en standhaftighed ind i fuglen, som ikke er til stede hos Jeremias.

Sangen er nemlig skrevet i lyset af en brydning i kirken selv. Den moderne, fingernemme, afmytologiserende teologi angreb det, den opfattede som simple, fromme og naive forestillinger hos de kristne, der ikke forstod, at Biblen jo jo var historisk – og at myterne i hvert fald skulle oversættes. Gerne til uigennemtrængelig eksistensteologisk jargon så folk kunne forstå dem.

Moderne teologer fandt ud af, at Kristus i virkeligheden bare havde forsøgt at sige det samme som Heidegger, og hvis man nu skrællede mytologien af, kunne man skære igennem vrøvlet og nå ind til sandhedskernen.

Måske handler den slags mest om de veluddannede forlegenhed ved troen. Derfor bliver det nemt en undskyldning for præcis at gå i et med verden, høvle knasterne af de værste urimeligheder.

Great Speckled Bird afviste alt dette. Den blev i den kontekst en slags moderne udgave af Vor Gud han er så fast en borg, en kampsang, der afspejler den afgørelse til fordel for troen som de kultiverede og refleksionssyge må opfatte som utålelig naivisme. Hvorfor de nidkært går i kødet på den:

“Desiring to lower her standard
They watch every move that she makes”

Men de finder ingen fejl. Det betyder ikke, at de refleksionssyge bliver overbeviste, nej de fastholder mistankens hermeneutik som udgangspunktet. Ellers skulle de jo revidere deres livsangst og deres tvivl. De kan ikke overgive sig.

Derfor reduceres de til spottende tilskuere, når miraklet udspiller sig i to strengt vertikale eskatologiske bevægelser. Først flyver fuglen op, uanfægtet af fjendtligheden:

“When the trumpet shall sound in the morning
She’ll rise and go up in the sky.”

Og siden vender den tilbage i den store finale:

”When He cometh descending from heaven
On the cloud that He writes in His Word
I’ll be joyfully carried to meet Him
On the wings of that great speckled bird”

Det smukke i dette billede er ikke det præcise indhold af den fundamentalistiske teologi, men netop dette krav om at overgive sig til billedet, til Ordet. Og så tage det som det kommer. Ureflekteret i hengivenhed og tiltro. Skønheden og sandheden ligger netop i konstateringen af at blive båret til himmels. Det vil sige ikke af egen vilje eller kraft – men ved Guds. Det er refleksionssygen selv, der er under anklage.

Både Thinking tonight of my Blue Eyes og Acuffs Great Speckled Bird placerer os i et nu, hvor der er afstand mellem den verden, vi har og den man kunne tænke sig. Og der skues i begge tilfælde mod horisonten. Men hvor den første ikke bringer os videre end til det skibbrudne sinds gravfrygt, tankespind og afmagtsfortvivlelse, viser den sidste i retning af en anden og dybere afmagt, som ikke standser ved fortvivlelsen, men transformeres til nødvendigheden af at tage imod.

arrangementer

Nyt foredrag: “Den moderne konservatismes fødsel og undergang”

red.

Som enkelte måske har opdaget, har jeg i den senere tid arbejdet lidt med den konservatisme, der opstod ud af Anden Verdenskrig i forbindelse med min deltagelse i forskningsprojektet Conservatism at the crossroads.

Derfor udbyder jeg nu et foredrag med ovenstående arbejdstitel til alle interesserede.

Da jeg opfatter det som en del af mit arbejde i øvrigt (og da jeg lykkeligvis er i stald) er det foruden rejseref. ganske gratis for politiske ungdomsorganisationer og lignende. Vi tilpasser os naturligvis efter publikums ønsker og forudsætninger.

Hvad er historien?

Historien er, at den moderne konservatisme ikke opstod i 1915, da Det Konservative Folkeparti blev stiftet. Heller ikke i 1928, da Christmas Møller blev politisk leder. Den moderne (social)konservatisme opstod under og efter krigen, som et forsøg på at oversætte krigens erfaringer til et politisk program for fremtiden.Dette politiske program indebar et ideal om national samling og skabelsen af det, man kaldte “økonomisk demokrati”, en slags konservativ velfærdsstat, en tredje vej mellem liberalisme og socialisme med social sikring af borgere og statslig interventionisme i det økonomiske liv.

Den moderne konservatisme var et udtryk for et ægteskab mellem mellemkrigstidens antiliberale radikalkonservatisme (som jeg har skrevet om her) og den moderate linje, Christmas Møller havde stået for.

Det hele gik naturligvis galt og endte i kaos, død og undergang.

Man kan maile mig på christian.e.skov@ntnu.no, hvis det har interesse.

arrangementer

Foredrag: Vores tid og vores krise

red.

Jeg havde for nyligt fornøjelsen at deltage i Årsskriftet Critiques store konference om vores politiske og kulturelle krisetid. Mit foredrag, der tog fat på behovet for en ny centrisme kan høre her.

Det var et helt klassisk, ja næsten gammeldags oplæsningforedrag af den slags, der vel mestendels er gået af mode. Formen er ikke en, jeg benytter mig af ofte, men den har fordele frem for et løsere manuskript eller causeri, f.eks. kommer strukturen typisk klarere frem, konkrete oplysninger kommunikeres stærkere og sagligheden bliver typisk dybere.

 

arrangementer

På besøg hos tænketanken Civita

red.

Den norske tænketank Civita, der beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende det frie samfund, frihandel og civilsamfundet, holdt forleden konference i Danmark. I den forbindelse var jeg blevet inviteret til at tale om fænomenet Donald Trump.

Dvs. ikke så meget Trump selv, som hvad det siger om os og vores tid, at en figur som Trump i den grad er trådt frem på den politiske scene.

Et interessant spørgsmål, synes jeg, er hvordan det kan være, at hele 81 procent af de evangikale vælgere – altså de såkaldt højrekristne – støtter Trump. Gruppen støtter ham mere end de støttede Bush II, der ellers havde tætte forbindelse til miljøet.

Svaret på det spørgsmål er også svaret på, hvad der ligger bag Trump. Vil man høre om det kan man bestille et foredrag. Her skal jeg kun give denne lille figur, som siger en del.

Billede1

Udgivelser

Star Wars

red.

Hvis man skulle være i tvivl, så er der landet en ny Star Wars film. Og som det sig efterhånden hør og bør har den delt vandene. Disney Star Wars universets forsøg på at tale i takt med tidens kønsdebat har vakt begejstring hos anmelderne men irritation blandt en del fans. Selv er jeg ganske godt tilfreds med seneste tilføjelse til universet.

En stor film er det ikke  – men igen det har Star Wars aldrig rigtig været. Og de indtil videre tre nye film er under alle omstændigheder bedre end de middelmådige til dårlige Star Wars film, som vi andre måtte trækkes med, da vi var unge i 00’erne. Nej alting går ikke tilbage.

Jeg havde for nyligt den glæde at tale lidt Star Wars med ph.d. i historie Kasper Haunstrup Madsen. Det skulle du tage at lytte til. Vi talte både om den nye film – og måske særligt dens mangler. Og så kom vi også ind på det mere ømtålelige emne, nemlig om hvorvidt Imperiet er de egentlige helte i sagaen. 

Det mener jeg. Og hvis du vil vide hvorfor, så må du lytte med.

Udgivelser

Klumme i Information: De borgerlige har glemt, hvor de kommer fra.

red.

Min klumme i Information 18/12. Det bliver den sidste i denne omgang.

Trafikminister Ole Birk Olesen (LA) vil sende driften af de københavnske S-tog i licitation. Umiddelbart er det en god idé. Hvorfor skal staten køre noget, der kan køre af sig selv? Der er bare et problem. DSB kører i hele landet, men tjener sine penge på ganske få strækninger. Hvis selskabet fratages sine lukrative strækninger, må prisen betales lokalt i form af dyrere tog eller ringere service – hvis det kan lade sig gøre.

Dette er blot et eksempel på, at det borgerlige Danmark undergraver sin opbakning uden for de store byer, der ellers ikke just er at opfatte som højborge. Det borgerlige Danmark opfører sig som en slange, der har fundet på at bide sig selv i halen og langsomt er begyndt at fortære sig selv.

Jeg flyttede i efteråret til Sønderjylland, nærmere bestemt Felsted, en lille by med lidt over 1.000 sjæle. Dårligt havde vi fået møblerne på plads, før kommunalvalget indtraf. Området er solidt Venstre-land, men partiet gik tilbage. Det er ikke enestående hernede. Ved seneste Folketingsvalg blev det meste af Sønderjylland farvet gult. Dansk Folkeparti blev det største parti. Det vakte en del forargelse i fortovscafémiljøet, hvilket fik historiker René Rasmussen til at opsummere situationen med konstateringen: »Først pisser de på os, så siger de, vi lugter.«

Afstanden mellem det borgerlige Danmark og deres traditionelle kernevælgere er i virkeligheden ikke overraskende. Liberal Alliance har giftet sig bort til en principfast liberalisme, der ikke har andet bud til udkanten end ’lad falde, hvad ikke kan stå’. De Konservative er reelt en nordsjællandsk lokalliste. Hvad har de at sige til udkanten. Ingenting.

Men måske er Venstres problem størst. Partiet har sine rødder i landbosamfundet. Det kunne være svært at sætte fingeren på, hvor gymnastikforeningen endte, og partiet begyndte. I dag er billedet et andet. Venstre er populært sagt mere handelshøjskole end højskole, mere Nordsjælland end Sønderjylland. Og – ville onde tunger sige – mere Alberti end I.C. Christensen.

Man kan indvende, at den borgerlige regering jo netop har stået i spidsen for en ambitiøs udflytning af statslige arbejdspladser. Det har fået DJØF-segmentet op i det røde felt. Men selv om DJØFernes klynk er uden ende, viser en ny analyse fra foreningen Danmark på Vippen, at Danmark siden 2008 er blevet mere og ikke mindre centraliseret. De største byer har fået 11.000 nye statslige arbejdspladser frem til 2015, mens resten af landet har mistet 2.200.

Selv om den efterfølgende udflytning har været positiv, har den ikke ændret afgørende ved billedet. Centraliseringen forløber nemlig parallelt med det politiske ønske om decentralisering. Den får sit brændstof fra de offentlige institutioners excel-logik, der fremmer koncentrationen af arbejdspladser i ganske få områder. Når der skal rationaliseres, ligger det lige for at lukke det lokale skattekontor. Så længe beslutningskompetencen er centraliseret, vil de statslige job også blive det.

I øvrigt var det Lars Løkke Rasmussen, der førte kniven over de gamle kommuner i 2007. Der var gode grunde, men det havde sin pris. Det har skabte en voldsom kommunal centralisering. Felsted var frem til 2007 hovedsæde i Lundtoft kommune. I dag kan man ikke gå ned ad byens hovedgade uden at fornemme historiens vingesus i form af funktionstømte bygninger, der står tilbage som rådne tænder i en gamlingemund.

Men byen er i gang med at udbedre skaderne, Løkkes reform forvoldte. Hovedgaden fornyes, nogle af de gamle bygninger rives ned. Hvorfor? Fordi byen som så meget af den såkaldte udkant er rig på frivillig foretagsomhed og privat initiativ. Ting får ikke lov til at forfalde. Her hjælper man hinanden. Og sig selv. Byen har endda rejst en sten for Adam Smith. Det er fra steder som her, den borgerlige samfundsånd udgår, her den henter sin næring og sin vælgerreserve. Det burde de borgerlige partier huske på.

Kommentar

Centrum-venstre reproducerer myter og kalder dem fakta

red.

Klumme i Information 21/11 2017

Det er egentlig mærkeligt. Mens centrum-venstre i det meste af Europa politisk er sendt til tælling, så dominerer det stadig den politiske og kulturelle samtale. Det er Centrum-Venstre, der analyserer og etablerer fakta, det er dem med de legitime moralske standpunkter og udlægninger af tilværelsen. Alt til venstre eller højre for det er holdninger – i værste fald populisme.

Tænk på Dansk Folkeparti. Da de for nylig slog til lyd for at skrive menneskerettighedskonventionen ud af dansk lovgivning, var der kontant afregning ved kasse et. Det kunne man bare ikke. Tænk på den massive ensretning i kulturlivet, der i september fik teaterdirektør Tue Biering til at reflektere over, at han ikke havde en eneste ven med en anden politisk overbevisning end ham selv. Tænk på universiteterne, hvor marxisterne nok er visnet bort, men har overladt banen til transnationalistiske lektorer og studerende, der alle tror, de intet mener, men meget ved. Tænk på konkurrencestatsparadigmet, Ove Kaj Pedersen og de evindeligt snurrende tandhjul i det reguleringsglade og omstillingsparate DJØF-maskineri.

Eller tag nu debatten om Historien om Danmark. En række historikere havde fra et fagligt udgangspunkt kritiseret DR’s bud på en danmarkshistorie for at være tendentiøs. Hvordan reagerede centrum-venstre på det? I Politikens afviste debattør Niels Jespersen det hele: Det var bare højrefløjens hylekor, der var blevet triggered. De borgerlige var nogle snowflakes, der ikke kunne håndtere at møde den historiske sandhed og som derfor ville gemme sig i safe-spaces og i forløbet ødelægge DR.

Det samme pegede chefredaktør Rune Lykkeberg på her i avisen, da han slog fast, at »DR bekræfter jo bare det som Fonsmark &Co. beklagede: De røde var hovedpersonerne«.

Hvad siger disse indlæg om centrum-venstre? For det første fortier såvel Lykkeberg som Jespersen den faghistoriske kritik. Den kunne ikke være fagligt funderet, men måtte være ideologisk. Alt hinsides centrum-venstre er opinion, aldrig analyse.

I begge tilfælde er de borgerliges nederlag i de første mange årtier efter Anden Verdenskrig en grundforestilling. Jens Otto Kragh og Merete Nordentoft vandt. Selvom der i dag findes borgerlige, tror de hverken på prygl eller høflighed, som Klaus Wivel tilføjede i Weekendavisen. Altså er de ikke rigtigt borgerlige.

Er det sandt, at det borgerlige tankegodt blev fortrængt? I 1938 forkyndte den socialdemokratiske chefideolog Hartivg Frisch den private ejendomsrets snarlige sammenbrud. Afventer centrum-venstre anno 2017 stadig det? Eller er centrum-venstre ikke netop blevet borgerliggjorte?

Den vigtige anke er dog, at selv om centrum-venstre retfærdigvis må spille en hovedrolle i enhver bred skildring af moderne historie, så betyder det ikke, at vi er bundet til at reproducere dens mytologi, når vi fortæller historie. Vi fortæller jo heller ikke danmarkshistorien i slutningen af 1800-tallet med udgangspunkt i Højres og godsejernes ideologiske forestillinger – det er utænkeligt.

Centrum-venstres historiesyn er triumfialistisk. Derfor er man ikke i stand til at skelne mellem historie og ønsket om at fastholde en mytologisk skildring af den nære fortid, der etablerer og fastholder centrum-venstres værdier som historiens endemål og målestok.

Det er tvivlsomt, om de nævnte skribenter overhovedet er klar over, at de ideologiserer. De har blot overtaget den historiske mytologi som en selvfølge. Sådan er det med myter. Dette er centrum-venstres privilegieblindhed. Positionen er bag om ryggen på sig selv blevet vor tids ureflekterede institutionskonservatisme. Måske er det netop den arrogance og overlegenhed, som den medfører, der ligger bag positionens politiske trængsler i vore dage.

Kommentar

Konservatisme går på to ben

red.

Kommentar i Kristeligt Dagblad 5/12

Hvad vil det egentligt sige at være konservativ? I sidste uge blev det debatteret af historiker Jes Fabricius Møller og de to yngre nationalkonservative debattører, Johan Christian Nord og Mikkel Bjørn Sørensen. Jes Fabricius Møller havde nemlig konstateret, at der er opstået en ny konservatisme, der slet ikke er interesseret at forsvare det bestående.

Debatten rammer ned i et af de centrale problemer i konservatismen, nemlig hvad er det i det hele taget man vil bevare? Hvordan er konservatismen kort sagt? En måde at få svar på er – særligt hvis man netop er konservativ – at konsultere traditionen, eller endog gå til rødderne. Nærmere bestemt den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797).

Burke levede på Den Franske Revolutions tid, og var en indædt modstander af omvæltningen i Frankrig. I sit hovedværk Tanker om Den Franske Revolution formulerede han grundlaget for konservatismen. I sin kritik af revolutionen fremførte Burke både principielle og meget tidsbundne argumenter. Et sted skrev han eksempelvis, at frisører og lysestøbere ikke burde regere. Det kunne han uden videre mene i 1790. Men hvad stiller man op med det synspunkt i dag?

Hvis man læser Edmund Burkes forsvar for en konkret politisk og social orden i slutningen af 1700-tallet, og slutter, at konservatismen derfor må være et forsvar for præcis denne orden, går man galt i byen. Denne konservatisme ville være indædt reaktionær – og en politisk kraft uden betydning.

Men hvad så? En anden mulighed er at sige, at konservatisme så må være et forsvar for enhver politisk og social orden, der er under pres. Men en sådan konservatisme ville ikke være stort andet end en politisk spasme, en slags pavlovsk refleks for det politiske menneske. Ifølge denne udlægning bliver Brezhnev en sand mønsterkonservativ.

Hvis det ikke går, så kunne konservatisme måske være et forsvar for nogle evige værdier eller lignende, der er trådt ganske under fode af moderniteten. Den kunne være en tænkning, hvis ”ideal ikke er principrytteri og systembevaring, men derimod udfoldelse af kraft og indstiftelse af orden – og som derfor rummer en længsel efter opbrud og nyordning”, som Nord skriver. Her bliver konservatismen altså til radikalisme – endog uden etisk bagkant, hvis idealt blot er nietszcheansk kraftudfoldelse.

Der er i virkeligheden to yderligheder, en reflekteret konservatisme må undgå. Den første er status-quo-isme, det blinde forsvar for den bestående orden uden blik for forudsætningerne for orden i det hele taget. Den andet er radikalisme, forsvaret for forudsætningerne for orden i det hele taget uden blik for værdien af disse forudsætningers udtryk i den bestående orden.

Hver for sig er positionerne politisk nonsens, men taget sammen er de et udtryk for en politisk indstilling præget af dyb ansvarlighed. Konservatisme er med andre ord hævdelsen af nødvendigheden af en samfundsmæssig orden og denne ordens kulturelle, historiske og sociologiske forudsætninger. Men den er også hævdelsen af statsmandsskab, gradvise reformer – og at vores borgerlige orden nok har fejl, men grundlæggende er værd at forsvare og bevare. Her bør man huske Burkes ord, at raseri og fanatisme på en halv time kan nedrive mere, end klogskab, betænksomhed og forudseenhed kan opbygge på hundrede år. Eller som han skrev andetsteds: ”En tilbøjelighed til at bevare og en evne til at forbedre ville tilsammen være mit mønster på en statsmand. Alt andet er vulgært i tanken og farligt i udførelsen.”

Udgivelser

Historien om Årsskriftet Critique

red.

I Årsskriftet Critique 2017 har jeg sammen med redaktør Jens Lei Wendel-Hansen og redaktør Rasmus V. Pedersen skrevet en gennemgang af Critiques historie fra 1964 og frem. Meget af det skrevne bygger på materiale, jeg udfærdigede i forbindelse med min bog I tidens Strøm om studenterkonservatismen i Aarhus. Her kan det læses i en ny sammenhæng.

Uddrag:

…før Critiques historie blev vores historie, var tidsskriftet først og fremmest en del af historien om Konservative Studenter på Aarhus Universitet. For Critique var fra 1964 og frem til 2011 udgivet af netop denne forening. Konservative Studenter selv var blevet stiftet i 1934 på det dengang ganske unge Aarhus Universitet. Forbilledet var den københavnske søsterforening, der selv havde rødder tilbage til 1903, og som i 1930’erne allerede kunne se tilbage på en stolt historie, hvor man havde fostret generation efter generation af ledende konservative politikere, intellektuelle, journalister og organisationsfolk.

Studenterkonservatismen var en størrelse, man måtte regne med. Det var folk med rod herfra, der havde opbygget det hensygnende Konservativ Ungdom i 1910’erne. Det var folk herfra, der var gledet ind i Det Konservative Folkepartis ledelse, og det var også – og det er måske mere kontroversielt – fra studenterkonservatismen, at bevægelsen til 1930’ernes ideologisk selvbevidste og antiliberale konservatisme var udgået.

Men alt dette skete i København. Foreningen i Århus var lille. Og vi ved næsten intet om dens tidlige år. Sådan gik det faktisk længe. Først i begyndelsen af 1960’erne var Konservative Studenter i Århus vokset til fuld styrke. En væsentlig årsag til dette var naturligvis universitetets vækst, men dette gjorde det ikke alene. For også i forhold til andre foreninger voksede Konservative Studenter, som fra årtiets begyndelse var en toneangivende studenterpolitisk organisation i den jyske hovedstad. I disse år steg aktivitetsniveauet betragteligt, og medlemstallet gik fra næsten ingenting til over 400.

Critique sættes i søen

Udgivelsen af Critique var måske det klareste vidnesbyrd om studenterkonservatismens styrke. Første redaktør var stud.merc. Carl Arne Ørberg-Pedersen. Inspirationen til bladet var den norske studenterkonservatismes tidsskriftMinerva, der var udkommet siden 1924, men i 1957 relanceret af den kendte norske konservative Lars Roar Langslet som et intellektuelt, socialkonservativt kvartalstidsskrift. Ud over en ret åbenlys politisk affinitet til Minervas socialkonservative linje afspejlede inspirationen sig i Critiques form og idé.

Det var et yderst ambitiøst projekt. Det var ikke så meget et medlemsblad som et politisk debattidsskrift i egen ret. Det udkom i et oplag på 2.000 eksemplarer, blev givet til foreningens medlemmer, konservative folketingsmedlemmer og andre centrale personer og kunne derudover købes per abonnement. Målet var fra starten defineret som:

”At skærpe den politiske debat, at vække læserens kritiske sans overfor letkøbt argumentation og halve sandheder og at virke for en udbredelse og stærkere markering af borgerlige standpunkter”

Køb Årsskriftet Critique her og læs det hele.

 

Kommentar

So long, Luther

red.

Luther-året går på hæld. Det er godt det samme. Nu kan vi ikke mere. Slet ikke.

Selv kunne jeg ganske vist ikke drive det til mere end et besøg til luthersk folkefest i Ribe. Jeg så dog ikke meget til reformationen. Til gengæld mødte jeg sammen med min familie en finsk Laphund (hedder den det?), der vistnok bar navnet Ronja eller lignende.

Ronjas far var blevet efterladt sammen med Ronja uden for Ribe Domkirke, da Ronjas mor var gået ind for at se på katedralens indre organer. Jeg havde også selv været derinde men havde forladt stedet i en mild grad af panik, da jeg fandt det optaget af en gølgertrup, der var ved at forberede en art skuespil. Laphunden var blevet forskånet, og virkede til at være godt tilfreds med det. Børnene klappede hunden og så havde vi fået noget ud af køreturen til Reformationsbyen.

Hverken Ronja eller dens far, vidste dog, hvor en lille familie kunne få noget at spise. Derfor endte vi på noget, der lignede et nydeligt pizzeria med siddepladser, men som hurtigt vidste sig at være det værste spisested, jeg har haft glæden af i år. Forfærdeligt.

Ikke desto mindre. Det hele skal jo ikke handle om Ronja. For selvom reformationsåret  ikke blev en folkefest for vores post-kristne fædreland, og selvom Danmarks Radio lod som om, den ikke fandt sted, og selvom Jyllands-Posten fejrede året ved at lave et mikrofonholder-interview med Luther-haderen Frederik Stjernfelt, ja så skete der jo ting rundt omkring.

Der var gang i den. I hvert fald for projektansatte i Folkekirken og lignende steder. Begivenheder som Luther-året betyder jo, at det pludselig regner med fondsmidler, og i verden af i dag findes der en hel industri af brødløse akademikere, som lever lejlighedsvist fyrsteligt ved at stikke hovedet frem, når der bliver åbnet for hanerne.

Selv vil jeg, når jeg kigger tilbage, glæde mig særligt over You-tube-fænomenet Luther på moderne Dansk. Her har Luther-staben trukket i den svedigste Street-ware for at sprede ordet om “Martin Luder” til den danske ungdom, der ifølge projekt-lutheranernes målgruppeanalyse må være en særdeles fortabt størrelse, som end ikke Guds nåde kan opløfte fra deres kulturelle depravering. Det har de sikkert ret i.

Vi kan være sikker på, at det har kostet mange penge. Og de har uden tvivl været givet godt ud. Næsten 7.000 (wow!) unge har været inde og høre om den gamle Luther, vi fejrer i år. Det er jo mere end en ottendel af de 60.000, der har set You-Tube-videoen Katte Bange for Agurker – Katte Vs. Agurker – Sjove katte 2016.  Det er jo en regulær bedrift. Tænk nu er der 7.000 unge, der er omtrent så uvidende som de var før.

Det er jo vældigt alt sammen. Nu er det imidlertid snart slut, projektarbejderne bliver sendt hjem, eller rettere de drager videre til næste stop, nye projekter, der truer: 100 år for Første Verdenskrigs Afslutning i 2018, 100 år for genforeningen i 2020, 300 året for genopdagelsen af Grønland i 2021. Der er altid et nyt jubilæum, og altid en ny grund til at formidle i øjenhøjde, det vil sige tale til offentligheden som led den af middelsvær hjerneskade.

Men indtil videre, ro. Adventstid. Det kan vi så glæde os til.