Kommentar

Konservatisme går på to ben

Kommentar i Kristeligt Dagblad 5/12

Hvad vil det egentligt sige at være konservativ? I sidste uge blev det debatteret af historiker Jes Fabricius Møller og de to yngre nationalkonservative debattører, Johan Christian Nord og Mikkel Bjørn Sørensen. Jes Fabricius Møller havde nemlig konstateret, at der er opstået en ny konservatisme, der slet ikke er interesseret at forsvare det bestående.

Debatten rammer ned i et af de centrale problemer i konservatismen, nemlig hvad er det i det hele taget man vil bevare? Hvordan er konservatismen kort sagt? En måde at få svar på er – særligt hvis man netop er konservativ – at konsultere traditionen, eller endog gå til rødderne. Nærmere bestemt den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797).

Burke levede på Den Franske Revolutions tid, og var en indædt modstander af omvæltningen i Frankrig. I sit hovedværk Tanker om Den Franske Revolution formulerede han grundlaget for konservatismen. I sin kritik af revolutionen fremførte Burke både principielle og meget tidsbundne argumenter. Et sted skrev han eksempelvis, at frisører og lysestøbere ikke burde regere. Det kunne han uden videre mene i 1790. Men hvad stiller man op med det synspunkt i dag?

Hvis man læser Edmund Burkes forsvar for en konkret politisk og social orden i slutningen af 1700-tallet, og slutter, at konservatismen derfor må være et forsvar for præcis denne orden, går man galt i byen. Denne konservatisme ville være indædt reaktionær – og en politisk kraft uden betydning.

Men hvad så? En anden mulighed er at sige, at konservatisme så må være et forsvar for enhver politisk og social orden, der er under pres. Men en sådan konservatisme ville ikke være stort andet end en politisk spasme, en slags pavlovsk refleks for det politiske menneske. Ifølge denne udlægning bliver Brezhnev en sand mønsterkonservativ.

Hvis det ikke går, så kunne konservatisme måske være et forsvar for nogle evige værdier eller lignende, der er trådt ganske under fode af moderniteten. Den kunne være en tænkning, hvis ”ideal ikke er principrytteri og systembevaring, men derimod udfoldelse af kraft og indstiftelse af orden – og som derfor rummer en længsel efter opbrud og nyordning”, som Nord skriver. Her bliver konservatismen altså til radikalisme – endog uden etisk bagkant, hvis idealt blot er nietszcheansk kraftudfoldelse.

Der er i virkeligheden to yderligheder, en reflekteret konservatisme må undgå. Den første er status-quo-isme, det blinde forsvar for den bestående orden uden blik for forudsætningerne for orden i det hele taget. Den andet er radikalisme, forsvaret for forudsætningerne for orden i det hele taget uden blik for værdien af disse forudsætningers udtryk i den bestående orden.

Hver for sig er positionerne politisk nonsens, men taget sammen er de et udtryk for en politisk indstilling præget af dyb ansvarlighed. Konservatisme er med andre ord hævdelsen af nødvendigheden af en samfundsmæssig orden og denne ordens kulturelle, historiske og sociologiske forudsætninger. Men den er også hævdelsen af statsmandsskab, gradvise reformer – og at vores borgerlige orden nok har fejl, men grundlæggende er værd at forsvare og bevare. Her bør man huske Burkes ord, at raseri og fanatisme på en halv time kan nedrive mere, end klogskab, betænksomhed og forudseenhed kan opbygge på hundrede år. Eller som han skrev andetsteds: ”En tilbøjelighed til at bevare og en evne til at forbedre ville tilsammen være mit mønster på en statsmand. Alt andet er vulgært i tanken og farligt i udførelsen.”

Reklamer