Tag: kristendom

Kommentar

Kronik: Et evangelisk højre i forandring

red.

Jeg har skrevet om det kristne højre i USA, som ved dette valg har støttet Trump. Nogle har gjort det modvilligt, andre medvilligt. Alle er de gået på kompromis med deres grundlæggende tilgang til det at være politisk aktiv kristen, nemlig den søgen efter sunde, moralske karakterer i politik. Herom har jeg skrevet i Kristeligt Dagblad 15/7.

“Hvor de før var en magtfaktor, viser Trumps sejr hos Republikanerne, at deres situation på mange måder er blevet penibel.

Før Trump tog hul på sin politiske karriere, var byggematadoren mest kendt for sine lyssky forretningsmetoder, sit playboyliv og sin rolle som reality-stjerne.

Han har været gift tre gange og er kommet til at afsløre, at han dårligt har åbnet en bibel. Desuden har Trump indtil for nylig været tilhænger af fri abort, også af levedygtige fostre. Intet tyder på, at Trump nogensinde har befundet sig i første linje i den drabelige kulturkamp, der har raset i USA i årtier – og i det omfang, han har, har det været på modstanderens side. Kort sagt burde Trump ikke være det evangelisk-kristne højres kop te.”

Men tilsyneladende er Trump ikke umulig at sluge for det kristne højres vælgere, i hvert fald ikke hvis vi skal tro tallene:

“….TALLENE taler deres tydelige sprog. For selvom Trump ikke har vundet et flertal af de evangelisk-kristne vælgere, er han – ifølge nogle undersøgelser – den kandidat, der har vundet størst opbakning i denne gruppe. Andre undersøgelser har vist en snæver føring til Ted Cruz, men også dette er værd at notere sig. For på papiret skulle Trump ikke have haft en chance blandt disse vælgere. Men det havde han – og mere til: Omkring 40 procent bakkede op om Trump.

Man kan så spørge, hvem er de evangelisk-kristne, der støtter Trump? Ifølge avisen Washington Post er det mest dem, der ikke går i kirke. Altså det tynde øl. Og det er da også rigtigt, at støtten til Trump blandt de evangelisk-kristne faktisk falder, jo mere vi nærmer os dette miljøs kerne. Kort sagt, er du stærkt troende evangelisk-kristen og går i kirke hver uge, og bor du på landet i et område, hvor dette er normen, så er der væsentligt mindre chance for, at du støtter Trump, end hvis din tilknytning til religionen er løsere. Men – og der er et stort men – selv her er støtten til Trump betragtelig – og ifølge en undersøgelse er Trump endog den foretrukne kandidat også blandt hyppige kirkegængere.”

Støtten har altså ikke været begrænset til de mindst engagerede medlemmer af det kristne højre. Også flere af bevægelsens ledere har åbent støttet Trump. Det mest oplagte eksempel er prædikanten Jerry Falwell jr., søn af den måske mest fremtrædende teleevangelist i USA, nemlig Jerry Falwell, som allerede i januar erklærede Trump sin støtte.

Det oplagt spørgsmål er naturligvis hvorfor? Et oplagt bud er den krise, som det kristne højre oplever, og som de må opfatte som en mere generel krise for USA. Denne krise kræver nye svar, en mand, der tør bryde reglerne:

“USA’S EVANGELISK-KRISTNE befolkning har været en uomgængelig politisk magtfaktor i hvert fald siden 1980′ erne, det folkelige grundlag for den konservative kulturkamp siden dette årti og fodsoldaterne i kontrarevolutionen mod 1968 og progressivismen.

De kunne kalde sig den moralske majoritet, fordi de – engang – mange steder faktisk repræsenterede et tavst flertal, hvis værdier var blevet trådt under fode af udviklingen.

I dag er situationen en anden. Kulturkampen mellem progressive og konservative er forbi, og de progressive vandt.

Den amerikanske ungdom bliver stadig mere venstreorienteret og stadig mindre troende, mens de evangelisk-kristne er stadigt ældre.

Det, der engang var en ung kristelig reaktion med rod i stærke, folkelige vækkelsesbevægelser, er nu blevet til en gråhåret og snart hvidhåret reaktion.

Samtidig er hvide kristne på vej til at blive en minoritet i USA. Og de er klar over deres nederlag. Hele 70 procent af de evangelisk-kristne har ifølge en ny undersøgelse en negativ vurdering af udviklingen i USA siden 1950′ erne. De er kort sagt bekymrede, meget bekymrede.

De evangelisk-kristne ser med stadig større frygt på et scenarie, hvor de ikke længere har fremtiden for sig, hvor USA som nation fjerner sig yderligere fra kristendommen, og hvor landets kulturelle identitet i det hele taget udfordres.

I den situation har Trump en vis tiltrækningskraft, ikke fordi han er en moralsk karakter, der følger regler og normer, men fordi han ikke er en moralsk karakter, og fordi han netop bryder reglerne.

Det har jo tilsyneladende ikke hjulpet meget at følge dem.”

 

 

 

Udgivelser

Radikalkonservatismens sekulærreligion

red.

Mellemkrigstidens radikale konservative var stærkt nationale, men flere af dem var også stærkt religiøse. Min artikel i Historisk Tidsskrift diskuterer forholdet mellem religion og nation i dansk radikalkonservatisme. Udgangspunktet er konstateringen af, at nationsbegrebet i radikalkonservatismen får en særlig karakter, idet det sakraliseres og bliver genstand for sekulær religion.

Hele artiklen kan læses her.

Engelsk abstract

Danish Radical Conservatism in the interwar period found its most wellreasoned and sophisticated expression in the periodical Det nye Danmark [»New Denmark«], published from 1928 through 1937. The first three volumes make up the source material of this article. Those years witnessed the formation of a new ideological tendency that represented an alternative to pragmatic, mainstream Conservatism. Supporters of the latter accepted continuous modernization of society, even according to a liberal and social reformoriented pattern, so long as renewal was gradual and moderate. Responsible compromise, especially between economic interest groups, was a guiding principle for the Conservative People’s Party, successor – by change of name in 1916 – to the party organization and parliamentary group formerly known as »the Right«.

The new Radical Conservatives reacted against this approach by dissociating themselves from the class-based egoism which, according to their view, lay at the root of even conservative-liberal political reasoning. They desired a collective national and religious resurrection based on spiritual concord and the monarchy as the core institution which embodied the bonds between past and present Denmark.

The nation was a sacred unity and thus the purpose and meaning of political activity. In the present article Radical Conservative ideas are discussed within the theoretical framework established by Emilio Gentile, Marcela Cristi and Robert Bellah. Here, secular religion is the common denominator while civil and political religion are main variants. Civil religion involves a set of values and symbols which support citizens’ identification with and loyalty towards a liberal democracy. The underlying ideology is not necessarily socially neutral, yet neither is it repressive. This, by contrast, is an inherent feature of political religion.

This phenomenon typically appears in authoritarian systems and is particularly linked with Fascism. The ideology is invasive vis-à-vis the individual: strongly normative and aiming at the creation of a »New Man«.

Not nearly all Danish conservative intellectuals belonging to the New Denmark circle were all-out radicals. A few were ’Blood and Soil’ romanticists, and others were seeing positive elements in Fascist ideology and politics. The majority, though, achieved important positions within the Conservative party, adapted a pragmatic stance in day-to-day politics and rejected the right wing radicalism of the later 1930s. Nonetheless, the attitude of the group falls within the category of secular religion, or is at least bordering on it. More than anywhere else this was evidenced by the issue of faith. Leading moderate figures, notably New Denmark editor Alfred Bindslev, a university trained theologian and Member of Parliament, held the opinion that the existential and moral doctrines of Christianity were of universal validity and possessed such authority that even the results and overall quality of a nationalconservative regime were to be measured by their yardstick. Some scholars haveinterpreted this as if religion, not the nation, were the stable core value in the minds of Radical Conservatives.

The present article, however, argues that the gospel of Christianity was reinterpreted and instrumentally adapted to fit in as a cogwheel – albeit a central one – in a secular-religious machinery. Even though the charismatic and popular leader of the Conservatives, John Christmas Møller, contemplated the Radical Conservatives in a way that signalled dissociation, if not outright contempt, their ideas remained influential during the 1930s, but after the war they evoked no response. Later on, the movement was presented in a rather ironic light even by its old stalwarts.