Tag: højreradikalisme

Jeg skriver i artiklen “De Sorte jakobinere” om de yderligtgående tyske konservative, der kaldte sig revolutionære, og hvis konservatisme ikke alene var et opgør med det moderne samfunds radikalisme og atomisme, men en utopisk og æstetiserende radikalisme. Inspireret af filosoffen Nietzsche ville de en omvurdering af alle værdier. Deres konservative revolution vendte sig mod hele det borgerlige samfund, dets moral og frem for alt mod kristendommen.

Når konservatismen anråbes i den politiske debat, er det oftest som et krav om pragmatisme, realisme eller modstand mod radikale, utopiske projekter. Alle disse elementer har været  fundamentale bestanddele i politisk konservatisme siden Burke, og konservatismen vil derfor ofte blive opfattet som en form for moderatisme og snarere som en metode end en egentlig ideologi. Denne måde at opfatte konservatismen på kendes fra den realpolitiske hverdag. Resultatet kan være en ideologi, der er svær at skelne fra liberalisme eller socialdemokratisme. Synspunktet findes også i den teoretiske og historiske litteratur om emnet. Historikerne Eugen Weber og Hans Rogger definerer i deres klassiske værk om det europæiske højre konservatismen som moderatisme og dermed som modsætningen til det radikale, nationalistiske højre, der opstod fra slutningen af 1800tallet.[1]Idehistorikeren Nöel O´Sullivan har defineret konservatismen som  politics of imperfection – en tilgang til politik, som betoner menneskets begrænsede kognitive og moralske kvaliteter, og som derfor ønsker at begrænse politikkens råderum i det hele taget.[2]

 

Beskrivelsen er god al den stund, den siger noget væsentligt om konservatismen som politisk praksis og teori. Men som historisk fænomen har konservatismen andre ansigter, der med denne definition a priorisk udsondres af begrebet. Der er en anden konservatisme – en konservatisme, der ikke ønsker politikkens råderum begrænset, der ikke betoner menneskets begrænsede moralske og kognitive evner, en konservatisme, der end ikke ønsker bevaring, men omstyrtning og revolution. Der findes en konservatisme, der er radikal snarere end moderat og revolutionær snarere end evolutionær. En sådan konservatisme kan hævdes at være en perversion, en uheldig mutation i den konservative tænkning. Normativt kan man hævde, at den slet ikke er konservativ. Men alle disse normative indvendinger redder ikke konservatismens skind. Mutationen har fundet sted. Den historiske affinitet er et faktum og imellem den klassiske konservatisme og den revolutionære består ikke kun brud, men også en væsentlig grad af kontinuitet. I det følgende skal nogle grundlæggende temaer i det radikalkonservative tankegods belyses med udgangspunkt i den tyske konservative revolution for at fastlægge denne konservatismes relation til klassiske konservative ideer. Ydermere skal det undersøges, hvordan den tyske radikalkonservatismes forhold til den nazistiske totalitarisme udviklede sig. Den historiske relation til højreradikalisme og fascisme, som ikke altid har taget form af resolut afvisning, er konservatismens tunge arv. Den må vedgå sig affiniteten, for at blive bevidst om dens faldgruber og for at afklare de grundlæggende forskelle, der betinger muligheden for en normativ konservativ kritik af radikalkonservatismen. Dertil behøves en mere åben definition af konservatisme, der ikke a priorisk udsondrer fænomener som den konservative revolution, og i stedet tjener som tjener det heuristiske formål at give os et udgangspunkt, hvorfra vi kan forstå bevægelsen fra traditionel konservativ tænkning til konservativrevolutionær.

 Hvad er konservatisme? 

Konservatismen er en politisk ideologi, der formuleres som et svar på specifikke problemstillinger knyttet til moderniteten. Moderniteten kan opsummeres som en ny måde at tænke relationen mellem menneske, samfund, natur og Gud, og knytter sig til en bestemt fase i historien.[3] Denne fase begynder ikke i 1789, men Den franske Revolution er en af de historiens paukeslag, som gør det muligt at tænke epokalt. I denne sammenhæng er det vigtigste, at moderniteten under alle omstændigheder medfører, at religionen, af Marx rammende betegnet menneskets generelle teori om verden, mister sin forklaringskraft, og at samfundets moralske og sociale orden derved mister sin selvfølgelighed. I det øjeblik, denne selvfølgelighed forsvinder, opstår konservatisme ud af en ureflekteret traditionalisme som et forsvar for den nu omstridte tradition.[4] Som reflekteret politisk ideologi betoner konservatismen menneskets ufuldstændighed. Mennesket anskues som imperfekt, ondt, svagt, en synder eller et væsen, der har brug for civilisationens og kulturens bånd for at tøjles. Dette menneske kan ikke forstå verden i al dens kompleksitet. Forsøget herpå fører til en reduktionisme, der snarere bringer verden ned på menneskets niveau, end den gør mennesket klogere på virkeligheden. Konservatismen er altså præget af en epistemologisk ydmyghed, der sætter spørgsmålstegn ved abstraktionens og fornuftens absolutte værd i erkendelsen af verden. [5] Mennesket er som følge af sin karakter henvist til at forlade sig på institutioner, der står uden for det selv og er givet forud for det selv. Menneskets tilværelse er grundlæggende knyttet til sådanne institutioner, der er vokset frem gennem historien. Derfor bygger konservatismen også på en historisk utilitarisme, som siger, at det bestående består af en grund. Institutionerne er skabt i og med historien og er tilpasset en række svært ekspliciterbare funktioner i samfundet. Dermed bliver den konservative utilitarisme meget forskellige fra den planlægningstro, som vi i dag forbinder med utilitarisme.

“Der findes en konservatisme, der er radikal snarere end moderat og revolutionær snarere end evolutionær. En sådan konservatisme kan hævdes at være en perversion, en uheldig mutation i den konservative tænkning. Normativt kan man hævde, at den slet ikke er konservativ. Men alle disse normative indvendinger redder ikke konservatismens skind. Mutationen har fundet sted. Den historiske affinitet er et faktum og imellem den klassiske konservatisme og den revolutionære består ikke kun brud, men også en væsentlig grad af kontinuitet.”

Dette fører til ideen om, at politikkens råderum må være begrænset. I kraft af menneskets svaghed kognitivt og moralsk samt den samfundsmæssige historiske virkeligheds instrumentelle værdi er politikkens formål ikke at omkalfatre, men at sikre et samfund, hvor politik forstået som aktiv indgriben i samfundsordenen spiller en marginal rolle. Dette er i sidste ende en tanke om organisk samfundsvækst og spontan orden.[6]

Den konservative revolution i Tyskland 

Efter Første Verdenskrig opstod i Tyskland en bevægelse, der er blevet kaldt den konservative revolution. Den bestod af en række unge eller yngre intellektuelle, som afviste den klassebaserede marxisme, men samtidig mente, at den hidtidige konservatisme ikke havde andet at byde på end borgerlighed og reaktion. Mange af dem havde deltaget i Første Verdenskrig, og deres ideer var på afgørende vis blevet farvet af det, de dér havde oplevet.[7] For dem var krigen ikke først og fremmest et nederlag. Krigen var en national revolution, et stykke uafviselig virkelighed, der havde stukket sit ansigt frem gennem den forlorne pænhed og fået det vilhelminsk-borgerlige korthus til at styrte sammen. Krigen var det afklarede øjeblik, hvor det enkelte menneskes heroiske vilje endelig kunne komme til udfoldelse. Krigen var ødelæggelse, men netop dermed skabelse. Hvor gammelkonservative og bredere dele af den tyske befolkning svælgede i nederlagsmyter og dolkestødslegender, længtes konservativrevolutionære efter den genfødsel i ødelæggelsen, som ville følge på det vilhelminske Tysklands nederlag.[8] Opgaven for de konservativrevolutionære var at formulere et nyt nationalt grundlag, hvorom nationen kunne samles. Et grundlag, der satte sig udover det gamle skel mellem højre og venstre, socialisme og borgerlighed, og som ud af modernitetens atomiserede virkelighed kunne skabe eller genskabe enhed og helhed.

Den konservative revolution var aldrig en egentlig bevægelse endsige, som ældre undersøgelser har antydet, en sammenhængende politisk filosofisk position.[9] Der var et mylder af skribenter tilknyttet en myriade af publikationer og studiekredse. Personer og grupper imellem var der såvel sympati som inderligt had. Positionerne gik fra borgerlige og elitære jungkonservativen i Die Deutsche Herrenklub, der ønskede en national og kristelig genfødsel af Tyskland, til nationalrevolutionære radikalister som forfatteren Ernst Jünger eller nationalbolsjevikker som Ernst Niekisch, der i Stalins totalitarisme så modellen for en ny tysk nationalisme.

Man kan på den baggrund diskutere, hvorvidt det giver mening at tale om ”den konservative revolutions” standpunkt som et, der kan adskilles fra andre. Det var i sin tid filosoffen Armin Mohler, der i et af de grundlæggende værker herom etablerede begrebet. Det normative, ligefrem apologetiske, sigte, Mohler havde med sit virke, er blevet kritiseret. Alligevel er begrebet blevet fastholdt. Som en generalisering, der tjener til at fremhæve det ”typiske” giver dets anvendelse stadig mening. Ved at bruge dette begreb kan vi indfange en radikalkonservativ holdning, der stod i et spændingsforhold til både traditionel konservatisme og nazisme. Ved at tage udgangspunkt i begrebet som et åbent og uafklaret begreb, hvis relation til beslægtede begreber må fastlægges empirisk, kan vi benytte det, ikke som en spændetrøje, en a priorisk fældet dom eller apologi, men som et heuristisk redskab, der åbner problemfeltet for yderlige undersøgelser.

Konservatisme kan anskues som et forsvar for institutioner på baggrund af de konkrete institutioners instrumentelle værdi for samfundet. Den radikalkonservative holdning træder frem dér, hvor ideen om institutionernes instrumentelle værdi fastholdes, samtidig med at de traditionelle institutioner afskrives som angrebne af den moderne livsholdning, de skulle værne mennesket imod.[10] Dette var den konservativrevolutionære analyse af situationen efter Første Verdenskrig. Det borgerlige samfunds institutioner var inficeret af den selvsamme sygdom, de skulle bekæmpe. Socialismen kunne i dens marxistiske og materialistiske udformning ikke bibringe andet end splittelse og klasseegoisme.

Deres nationalistiske tankegang og deres afvisning af materialisme havde rødder langt tilbage i tysk historie. I tysk konservatisme gik der en stærk kulturpessimistisk og romantisk strømning, som stammede fra den moderne tyske nations fødsel i opgøret med Den franske Revolutions idealer. Tyske nationalister måtte genfinde det egentligt tyske, og det betød en afvisning af det franske.[11]

Men det var Første Verdenskrig tolket som national revolution, som skabte den positive vision for samfundet, der tjente som inspiration for de konservativrevolutionære. Mellemkrigstidens pacifistiske litteratur, eksemplificeret ved Remarques Intet nyt fra Vestfronten fra 1929, tolkede krigen som et tragisk tab af mening, hvor den yngre generation var gået direkte fra skolen ud i skyttegraven og videre til graven for et forstenet, paternalistisk gammelmandsvælde. Den lagde vægt på individets nivellering i massekrigen og skellet mellem den heroiske bragesnak, der ledsagede de tyske armeer, og den realitet, der mødte den selv samme ungdom i det absurde månelandskab, som nu var dens virkelighed. Krigen var fædrenes forræderi mod sønnerne. [12]

”Efter Første Verdenskrig opstod i Tyskland en bevægelse, der er blevet kaldt den konservative revolution. Den bestod af en række unge eller yngre intellektuelle, som afviste den klassebaserede marxisme, men samtidig mente, at den hidtidige konservatisme ikke havde andet at byde på end borgerlighed og reaktion.”

De konservativrevolutionære delte grundlæggende elementer i denne analyse. Der var enighed om, at den gamle orden og det borgerlige samfunds normer, idealer og forestillinger var blevet sønderskudt et sted i Flandern. Men de blev ikke stående ved denne ødelæggelse. Dette ses tydeligst hos forfatteren Ernst Jünger. Han var en af de unge mænd, der begejstret meldte sig frivilligt, da krigen brød ud. I modsætning til hovedpersonerne i Remarques fortælling blev han ikke forledt af de ældre, og krigen var alt andet end desillusion. Han havde selv valgt at gå ind i hæren, og denne handling var i høj grad for ham et oprør mod det borgerlige samfund. I krigen så han muligheden. Dens ødelæggelse var befriende, ja kun i dødens mulighed var det egentlige liv muligt. Jünger udmærkede sig i løbet af krigen og modtog kejserrigets højeste orden pour le merite – da han døde i 1998 i en alder af 102, var han i øvrigt den sidste overlevende bærer af denne orden. Han kom ud af krigen som krigshelt og udgav snart bogen In Stahlgewitter n, hvor han hyldede krigen, krigeren og heroismen.[13]

Bogen blev en stor succes, og han virkede herefter både som forfatter og indflydelsesrig og feteret politisk skribent på den tyske højrefløj. Bogen byggede på hans krigsdagbøger og viste krigsskuepladsen i lyset af en heroisk nihilisme, hvor krigen var udtryk for en autenticitet, der stod i modsætning til det borgerlige samfund. For Jünger og hans ligesindede var krigsudbruddet i 1914 en national revolution. Hér var ikke tale om fædrenes forræderi, men om den unge generations opgør med fædrenes borgerlige, vilhelminske samfund. Her var der på en ganske anden måde tale om en generationskonflikt, hvor de gamle veg, og de unge triumferede.

En af de mest indflydelsesrige skribenter i den konservative revolutions første periode var litteraten Arthur Moeller van den Bruck. Han gav denne generationskonflikt storpolitiske dimensioner, da han i 1916 beskrev hele krigen som en kamp mellem de unge og de gamle folkeslag. Skæbnen ville, ifølge Moeller van den Bruck, at de unge skulle vinde. Hvor han altså ikke afviste Tysklands sejr, så måtte den for ham netop være en sejr for et ungt folk, og det Tyskland, han forestillede sig, var da også et ganske andet end det kejserrige, som han i hele sin ungdom havde følt sig fremmed for. Disse tanker uddybede han efter krigen. Riget måtte i en helt ny forstand være preussisk, gøre op med kristendommen – denne umulige tro. Der måtte formuleres en national socialisme, der kunne favne hele nationen. Tyskerne havde i krigen lært et frontfællesskab at kende, som udslettede klasseskel og gjorde hver enkelt soldat solidarisk med fædrelandets sag. Dette var ikke kun en realitet i skyttegravene. Selv storkapitalen var blevet tøjlet af den tyske krigsøkonomi og havde lært at tjene krigsindsatsens og helhedens sag.[14]

Den nye socialisme var en national socialisme og en tysk socialisme. Dette punkt uddybede filosoffen Oswald Spengler i bogen Preussentum und Sozialismus fra 1919. Ifølge Spengler var Marx´ afgørende fejl, at han i udgangspunktet splittede samfundet mellem proletariat og borgerskab.[15] Proletariatets ideologi var socialisme og borgersskabets kapitalisme. For Spengler gik det egentlige skel mellem kultur og civilisation. I almindeligt sprogbrug kan vi i hvert fald i dag opfatte dem næsten synonymt, men i datidens konservativrevolutionære jargon var det dén afgørende modsætning. Kultur var det uforfalskede, det egentlige og det organiske, mens civilisation  betegnede det kunstlede, det uegentlige og det konstruerede; med andre ord vestlig liberalisme, materialisme og marxisme. I den forstand var civilisation et fremmedelement for Tyskland. Den egentlige socialisme var kultur , fordi den var åndelig og havde rod i en autentisk preussisk tradition. Marx derimod var blot en afart af vestlig materialisme, hvorfor han slet ikke var socialist, men tværtimod stod på samme side som kapitalismen i dens angreb på Tyskland, kultur og socialisme. Tysk socialisme måtte renses for Marx og klassekamp. Den måtte vise hen til det indre sammenhold i Tyskland og betone modsætningen til vesten og al dens væsen.

Modstillingen mellem Tyskland og vesten eller kultur og civilisation  var en variant over et klassisk konservativt tema; skepsis over for oplysningstidens abstrakte fornuft. Men hvor konservatismen typisk ikke var en afvisning af fornuft som sådan og da slet ikke af civilisation, men blot et korrektiv til den abstrakte fornufts ubegrænsede herredømme – et lille men, der skulle besinde fornuften på dens værensforbundethed – så blev dette i den konservative revolution til en resolut afvisning af fornuften som livsfjendtlig overhovedet.[16] Den konservative revolutions ønske om nye institutioner i gamle institutioners sted var ikke en pragmatisk eller realistisk funderet besindelse på nye tiders nye vilkår, men en grundlæggende afvisning af hele det fundament, hvorpå de borgerlige institutioner hvilede. Der var tale om en autenticitetsjargon, der ikke alene var anti-marxistisk og anti-liberal, men i dens radikalisme også anti-konservativ .

Anti-konservativ konservatisme er umiddelbart et modsætningsfyldt udtryk, men det er blot en anden måde at udtrykke den modsætning, der allerede ligger i begreber som radikalkonservativ og konservativrevolutionær. Den konservative revolution distancerede sig da også i særlig grad eksplicit til fædrenes konservatisme. Den blev slet og ret affejet som vraggods fra det 19. århundrede. Dette kunne til dels skyldes den reaktionære, vilhelminske konservatismes åbenlyse og tiltagende impotens. I årene efter krigen spillede den stadig en vis rolle. Det gamle konservative parti forsøgte sig med en nyorientering ved at kalde sig et folkeparti og kom til at heddeDeutsch nationale Volkspartei. Øvelsen slog fejl. Partiet slog hurtigt om og blev igen et decideret reaktionært, monarkistisk parti, et habitat for gamle officerer og junkere, der ikke formåede at tiltrække hverken de yngre konservativrevolutionære eller nye vælgergrupper. I 1920 var et gammelkonservativt kup søgt gennemført uden nævneværdig succes, og herefter var den gamle konservatisme mere et kuriosum end en selvstændig politisk kraft. Først da det i 30’erne fik lov til at spille medløberens rolle i den nazistiske magtovertagelse, viste det sig igen som en faktor i politik, og da var dets rolle nærmest tragisk.

Reaktion eller revolution var dog ikke konservatismens eneste muligheder i Weimartyskland. Som den tysk-amerikanske historiker Klemens von Klemperer har påvist, fandtes der en række konservative positioner, der kritiserede Weimar, og hvis udgangspunkt var opgøret med det 19. århundredes politiske tænkning, men hvis kritik stadig var en positiv kritik.[17] Den ville ikke afvise det borgerlige samfund som dekadence, men vaccinere Weimar mod radikalisme med et stænk af konservativ realisme. Denne position var blandt andres sociologen Max Webers, forfatteren Thomas Manns og historikeren Ernst Troeltschs. Skønt de kunne følge elementer af den konservativrevolutionære kritik, kom det tidligt til et brud med de yderligtgående tendenser i den konservative revolution. Nationalisten Troeltsch var en af de første. I 1922 argumenterede han for en tysk konservatisme, der ikke var et opgør med, men et forsvar for civilisation, kristendom og den klassiske arv. Et vestligt demokrati var, hævdede han, mere end kompatibel med konservatisme. Derimod var den romantiske tradition, som de konservativrevolutionære byggede på, ikke andet end en blanding af mysticisme og brutalitet. Måske mere markant undergik Thomas Mann samme udvikling. MedBetrachtungen eines Unpolitischen  fra 1918 havde han markeret sig som konservativrevolutionær, men i 1923 indså han, at konservatismen måtte besinde sig på et forsvar for republikken og demokratiet i stedet for at undergrave det. Om end de demokratiske institutioner ikke var ubetvivlelige, var de dog redskaber for civilisatorisk og menneskelig fremgang. [18]

Denne gruppe så ligesom de yngre konservativrevolutionære meningstabet i moderniteten, men hvor de konservativrevolutionæres svar var radikalisme og revolution, betonede de ældre liberale konservative tværtimod mådehold og forsvar for vestlige civilisatoriske værdier. Max Weber havde allerede i sit klassiske sociologiske værk Kapitalismen og den protestantiske etik givet udtryk for denne holdning, hvor vestlighed, kultur og modernitet ses som sammenhængende fænomener. Hvordan kunne det være, at dette netop var sket i vesten? Det var Webers grundspørgsmål.

Webers forhold til moderniteten var til stadighed præget af en dobbelthed, som bedst kan beskrives som en tvivl på dens frigørende potentiale. På den ene side hyldede han netop vestens vestlighed og historiske egenart, som det kom til udtryk i fremskridtstanken, frihedsbegrebet og universalismen. På den anden siden var moderniteten hos Weber snævert forbundet med en gold formålsrationalitet, en form for nyttetænkning, der holdt det moderne menneske indespærret i et rationalitetens jernbur.

Denne selvbetvivlende vestlighed, en ydmyg og selvkritisk oplysningstradition, kendetegnede denne kreds af konservative. De orienterede sig mod vesten, anså Tyskland som et vestligt land, og deres vestlighed gik hånd i hånd med deres patriotisme. Deres konservatisme var lig Burkes. Den var pragmatisk, organisk, frihedsorienteret og med et stærkt blik for det frie samfunds fundering i en national kultur. Det var netop denne vestlighed, den konservative revolution afviste. Her var vesten lig kosmopolitisk liberalisme, dekadence og kapitalisme. Det var i høj grad Moeller van den Bruck, der satte ord på dette og formulerede, hvad han kaldte en Ostideologie, en opfattelse, hvor Tyskland stod med ryggen til vesten og måtte orientere sig mod den preussiske arv og Østeuropa. Det er den samme tanke, der går igen hos Spengler, når han taler om Preussentum, og den samme tanke, der i endnu mere ekstrem form dyrkedes på den konservative revolutions mest radikale fløj hos Ernst Niekischs nationalbolsjevikker og Gregor Strassers Schwarze Front. 

Nietzsche og opgøret med kristendommen 

Om den tyske filosof Friedrich Nietzsche er det blevet sagt, at den konservative revolution var utænkelig uden ham.[19] Hvad enten den konservative revolutions brug af Nietzsche er misbrug eller en naturlig følge af Nietzsche, er det ubestrideligt, at hans tanker blev afgørende for de konservativrevolutionære. For dem var Nietzsche først og fremmest den Zarathustra, der forkyndte, at Gud allerede var død. Det betød, at den moralske orden, der havde fået lov at overleve som en borgerlig orden efter Guds død, måtte ophæves. Hvor nogle forstod Nietzsche som ren nihilisme, var han for de konservativrevolutionære et vendepunkt i historien, indvarsleren af en genfødsel og en efter-modernitet. Løsningen fra civilisationens og borgerlighedens bånd var frisættelsen af det blonde bæst, der lurede i mennesket, og som var dets egentlige vitalistiske menneskelighed.[20] Den konservative revolutions Nietzsche var først og fremmest bebuderen af et glædeligt budskab, fyldt med livskraft og optimisme; et nyt evangelium. Hos Nietzsche fandt de konservativrevolutionære et grundlæggende opgør med kristendommen, dens moral og dens tidsopfattelse. Armin Mohler har på linie med filosoffen Karl Löwith fremhævet netop Nietzsches cykliske tidsopfattelse som det grundlæggende filosofiske anliggende for den konservative revolution.[21]

Kristendommens tidsopfattelse er lineær. Den forstår historien som en linie, der strækker sig fra skabelse over Jesu korsfæstelse til dommedag. En tidsopfattelse er et udtryk for en bestemt moralsk orden. Den kristne må forstå sin tilværelse tidsligt; det vil sige i forhold til det punkt i historien, hvor han står. Historien har en retning. Den er på vej et bestemt sted hen. For den kristne bliver centrale begreber i hans forståelse af sin eksistentielle situation begreberne før og efter. Den kristne skal således forstå, at han lever efter syndefaldet, og at dette er grundbetingelsen for hans menneskelige tilværelse og bestemmende for hans egen opfattelse af sig selv som synder og falden. Denne tanke videreføres i konservatismen som ideen om menneskets imperfektion.

Den kristne må forstå, at der engang i fremtiden kommer en dom. Hans blik er rettet mod horisonten, og hans tilværelse er en mangelsituation, hvor han hele tiden må stræbe efter eller håbe på den nåde, han kun kan få udefra. Sat i tiden sættes det kristne menneske også under en fordring.

Her sætter den konservativrevolutionære kritik ind, for en sådan tidsopfattelse forfalsker verden. Alt bliver bevægelse mod et imaginært punkt i fremtiden. Den reducerer menneskets eksistens og fjerner dets egenværd, fornedrer ligefrem mennesket og låser det fast i en teleologisk historisk proces. I stedet for at leve sit liv i troskab mod verden og den tilværelse, som nu en gang foreligger, er det kristne menneske jorden utro, idet hans blik netop er fæstnet på et fjernt punkt i horisonten, som bestemmer hans tilværelses værdi. Denne kritik retter sig ikke kun imod kristendommen. Den lineære tidsopfattelse videreføres af de moderne, progressive og sekulæreskatologiske ideologier. Nævneværdig er naturligvis her marxismens dialektiske historieudvikling, men fremhæves kan også den langt mere udbredte, alment liberale fremskridtstanke, der i tidlig og meget markant form kendes fra Condorcet, men som bedst genkendes i den generelle fremskridtstro, som understreger den lineære tidsopfattelses ubestridelighed i moderniteten.[22]

De konservativrevolutionæres tidsforståelse derimod er cyklisk. Denne måde at opfatte tiden på kendes fra dagliglivet. Vi står op, går på arbejde, tager hjem og går i seng, blot for igen næste morgen at gøre det samme. Den kendes fra årstidernes skiften og livet, der leves indtil døden, mens andre igen fødes og tager del i tilværelsen, så slægt skal følge slægters gang. Cirklen er en måde tidsligt at udtrykke det forhold på, at ingen moralsk og etisk orden funderet i den lineære tidsopfattelse kan opretholdes. Historiens gang er den evige gentagelse og ikke faste skridt mod stadig nye højder. Vi kan ikke længere forstå os selv som mennesker i en bedre og finere tidsalder end den foregående, ej heller kan vi forstå os selv som faldne syndere. Med den cykliske tidsforståelse er i første omgang enhver illusion brudt. Begrebsparret før og efter erstattes af begrebetnetop nu. Menneskets blik er ikke længere rettet mod horisonten, men mod netop denne virkelighed, som den nu en gang foreligger.

Hvis alt er gentagelse og intet grundlæggende forandrer sig, så betegner cirklen også en helhed, en strengt monistisk verdenstotalitet. Opgøret med kristendommens lineære tid er derfor opgøret med spaltningen af verden i dennesidighed og hinsidighed. Der er kun denne ene uforanderlige og evige virkelighed. Mennesket har værdi i sig selv, netop fordi det er en del af den altomfattende enhed. Kristendommens syndsbevidsthed og konservatismens imperfektion omformuleres til tanken om menneskets ufuldstændighed. Eller idet dette egentlig skal forstås positivt: Menneskets uendelige værdi i kraft af dets delagtighed i helheden.[23]

Dermed er der altså grundlæggende gjort op med både det progressive og det konservative menneskesyn. Hvad er da tilbage? For så vidt er vi her stadig ved nihilismen – men alligevel ikke. For bortkastelsen af enhver given moral er ikke en pessimistisk given op over for tilværelsens meningsløshed. For netop, hvor mennesket ikke på forhånd er bundet af den betydning, en teleologisk historisk proces har givet det, dér kan mennesket i kraft af sin egen vilje handle frit. Bortkastelsen af enhver given moral er lig viljens ubegrænsede mulighed. Mennesket kan stadig handle og opgøret med den lineære tid betyder derfor opgøret med den kultur, der binder mennesket, og stækker dets handlekraft. Snarere end at hensætte mennesket i uvirksomhed fører nihilismen for de konservativrevolutionære til livskraftsdyrkelse. Den betingelsesløse ødelæggelse af tidens former, kristendommen og civilisationens spændetrøje er selve udgangspunktet for den tilstand, hvor mennesket lever i skabende, kreativ frihed.

Men hvis ødelæggelsen af det bestående og ønsket om gennem handling stadig at skabe nyt er selve kernen i den konservative revolution, hvordan er den så i det hele taget konservativ? Hvad ønsker den at bevare? Konservatismens forsvar for institutioner er som anført funderet på ideen om historisk utilitarisme; forestillingen om, at historiens gang har tilpasset institutioner, således at de udfylder en rolle, vi måske ikke umiddelbart kan begribe, men som ikke desto mindre er helt essentiel. Det ligger i denne utilitarismes historiske karakter, at konservatismen også vil se med skepsis på forsøget på at skabe nye institutioner i de gamle institutioners sted. Den amerikanske politolog Samuel Huntington har i den forbindelse fremhævet, at konservatismen forsvarer institutionerne som formel ramme, mere end på grundlag af deres iboende, substantielle værdi.[24] Skønt dette kan problematiseres, idet den konservative ofte i sin samtid netop forsvarer en konkret institution og i dette forsvar henviser til dennes iboende egenskaber, så gør Huntington forskellen til den konservativrevolutionære opfattelse klar. Konservatismen ser på nutiden som et resultat af fortiden og erkender derfor denne fortids rolle for nutiden og fremtiden. Fortiden og institutionerne optræder her som en vigtig arv, der skal videreføres, og en formel ramme for vores egen tilværelse. Den konservative revolution afviser opfattelsen af fortiden som arv og afviser relevansen af tidens former.

For den konservativrevolutionære smelter fortid og fremtid sammen i nutid. Alt er samtid. Fortiden er her ikke arv, ikke et objekt, der står uden for den enkelte, som man kan tage op og beundre. Fortiden er i nutiden som levende virkelighed. Hvordan forklarer denne tænkning så det forhold, at vi det cykliske til trods kan konstatere, at verden bevæger sig og udvikler sig, at der kommer nyt og det gamle forgår? Dette spørgsmål får den konservativrevolutionære til at skelne mellem på den ene side det egentlige, nemlig helheden og varigheden, og på den anden side formen, der er midlertidig og tidsbunden. Ideen om tiden som evig gentagelse er ikke en påstand om formernes uforanderlighed, men en radikal påstand om skellet mellem egentlighed og form, hvor det formmæssige bliver sekundært i forhold til egentligheden. Denne tanke ses hos Spengler, der i Vesterlandets Undergang lader de skiftende tiders ydre former være afledt af nationens sjæl, en udstrakt varighed og bestandighed, der er det forgængeliges ophav.[25]

Erkendelsen af skellet mellem varighed og form, medfører erkendelsen af, at formerne også kan være perverterede og perverterende. De kan pervertere det egentlige, og netop dette er tilfældet med det borgerlige samfund, kristendommen og den vestlige civilisation i det hele taget. Den konservative revolution er konservativ, hvor den vil bevare det egentlige, og radikal, hvor den vil sønderstyrte det formelle. Dette formelle er i høj grad det, som klassisk konservatisme vil værne om.

Den konservative revolutions konservatisme ligger derfor primært i dens afvisning af ideerne fra 1789, der anskues somform. Men der ligger bag det en væsentlig radikalisering af den traditionelle konservative organiske vækstmetafor. Idet den er et forsvar for det egentlige og autentiske bag formerne skjulte, udmønter den organiske tankegang sig i en revolutionær indstilling, hvis mål er ødelæggelsen af perversionens rådne gevækster, så nyt kan vokse frem af den sunde kerne.

Fra heroisk individualisme til totalitarisme

Troen på handling og vilje går hånd i hånd med afvisningen af fornuften. Denne genfindes også i traditionel konservatisme. Men hvor der i konservatismen er tale om en form for epistemologisk ydmyghed, der tilsiger, at vi ikke skal bilde os ind at kunne reducere verden til et objekt, der kan forklares ved vores fornuft, så bliver det i konservativrevolutionær tankegang til en generel afvisning af al viden, der hæver sig op over den enkeltes eksistentielle horisont. Cirklens radikale helhedstanke ophæver helt den vestlige videnskabs skel mellem subjekt og objekt; den erkendende og det erkendte. Der er tale om en radikal subjektivisme, der gør al viden til vilje og dermed hverken giver mulighed for at forankre handling i moral eller fornuft.[26]

Idehistorikeren Roger Woods har fremhævet den grundlæggende spænding i konservativrevolutionær tankegang mellem ønsket om et samlende program for de konservativrevolutionære grupper og afvisningen af systematisk og doktrinær tænkning, som var en følge af anti-intellektualismen og den vitalistiske dyrkelse af vilje og handling.[27]

Skulle der blive tale om en egentlig bevægelse, måtte man have en fælles vision at samles om. Som udgangspunkt var det strengt taget ikke problemet at opstille et program, problemet var snarere mængden af programmer. Fra Ernst Jüngers nationalbolsjevistiske vision i Der Arbeiter fra 1932 om det evigt mobiliserede samfund til Edgar Julius Jung og Carl Schmitts mere traditionalistiske liberalismekritik var der lang vej og et rigt udvalg af politiske visioner at tage af. De mange politiske programerklæringer var noget, der udstillede splittelsen og sekterismen på den tyske højrefløj. Efter nogle halvhjertede forsøg opgaves ideen om et samlende program. Kun det revolutionære sindelag skulle binde de konservativrevolutionære sammen. Bevægelse og ikke retning var det afgørende. En kraftig fortaler for dette standpunkt var Ernst Jünger, der slog fast, at programmet ikke kunne være nedfældet, og at målet tværtimod måtte være indgraveret i de konservativrevolutionæres hjerter. ”vi behøver ikke spilde ord på dette mål” [28] Snart blev det forstået i den retning, at den konservativrevolutionære bevægelses funktion var Johannes Døberens. Den skulle berede vejen for det nye og ellers blot være klar til at stille sig i førerens tjeneste. Jünger satte eftertryk på denne holdning:

”At berede vejen for ham er frontsoldatens første opgave. Det betyder at gøre en ende på indre splid, klarlægge vore ideer og holde vores vilje til handling stærk, så vi kan smelte sammen til én enkelt og sublim vilje, og gøre os selv til et disciplineret og anvendeligt magtværktøj”[29]

Manglen på politisk program fik de konservativrevolutionære til at søge imod den stærke leder, der alene i kraft af sin viljestyrke kunne gøre det fornødne. Dermed var den ekstreme individualistiske vitalisme slået over i ubetinget førerdyrkelse.[30] Den tyske jurist Carl Schmitts juridisk-politiske teorier understregede dette. Carl Schmitt var ved siden af forfatteren Ernst Jünger og filosoffen Martin Heidegger den mest interessante af de konservativrevolutionære tænkere. I bøger som Det politiskes begreb, Die Diktatur og Politisk Teologiopstillede han en kras kritik af liberalismen og et forsvar for en stærkt autoritær stat. I tidens retsfilosofi, som formuleret af den østrigske jurist Hans Kelsen, kunne lovens gyldighed føres tilbage til en hypotetisk grundnorm, der selv var en påstand om lovens gyldighed. Som andre konservativrevolutionære gjorde op med moralske normer, gjorde Schmitt op med forestillingen om en juridisk grundnorm. Rettens kilde måtte findes andetsteds. Schmitt slog fast, at den udsprang af suverænens vilje og reelle evne til handling. Suverænen var følgelig ikke retsligt eller formelt defineret, men reelt. Han var den, der rent faktisk havde magten og brugte den. Dette element af handling, vilje og afgørelse kaldte Schmitt for decisionen. Suverænens magt var derfor i udgangspunktet absolut, intet bandt decisionen, retslige begrænsninger af suverænens muligheder udsprang netop af suverænen og kunne underkendes af ham.[31]

Hvor langt var der ikke fra den britiske statsmand Edmund Burkes tanker om et samfund baseret på magtdeling til den konservativrevolutionære fascination af magtens udelelighed? Hvor konservatismen i lyset af sine tanker om menneskets svaghed og sin epistemologiske ydmyghed havde advokeret for en begrænsning af det politiske, førte den konservativrevolutionære afvisning af fornuft, moral og norm til en dyrkelse af det politiske. Hos Schmitt var alle områder i udgangspunktet mulige genstandsfelter for politisk strid. Det politiske var for ham et spørgsmål om intensiteten af en given strid og ikke et apriorisk sagsområde. Liberalismens fejl var netop, at den tænkte i disse sfærer og mente at kunne friholde visse sfærer for politik.

Hos Spengler opfattedes det politiske som en sfære i samfundet, der stod i modsætning til markedet.[32] Hvor politik havde med vilje og handling at gøre, var markedet og pengemagten eksponenter for moderne udvekslingsrelationer og formålsrationalitet. De var fremmede for den menneskelige virkeligheds fundament. Handel var en parasit på handling, markedet kulturens og menneskelivets ødelæggelse.  Det var lig en åndelig forarmelse, som nok gjorde det muligt at overleve, men umuligt at leve. Markedet var ødelæggelse og politisk handling var skabende. Det yderste udslag af politik og kreativitet var krigen. Den var et frihedsrum, hvor normløs handling var mulig, og hvor den enkelte desuden fik del i den frihed, som kun kunne opnås ved at indgå i helheden. I krigens totale ødelæggelse og kaos udspillede kreativiteten sig, og hér kunne mennesket kappe kulturens bånd og sætte sit indre blonde bæst fri, hér kunne han leve autentisk, ubundet af borgerlige normer og kristelig moral.

Hvor krigen blev det egentlige og samfundet det afledte, måtte samfundets organisation rette sig efter krigens krav. I hele det borgerlige samfunds ordning var der noget forlorent, der var den egentlige årsag til nederlaget i krigen. For det gamle Tysklands krigsførelse havde ikke været moderne i radikal forstand. Krigen havde været isoleret til fronten. Bag frontlinjerne blev det borgerlige samfund videreført, og mens sønnerne kastede sig ud i frontens stålregn, hilste fædrene stadig høfligt på hinanden, løftede hatten, nikkede og sagde god dag. Den individualistiske vitalisme slog over i en fascination af det moderne totalitære samfund, hvor alt var politiseret og alt underlagt det, som Ernst Jünger kaldte den totale mobilisering. Denne radikalisme var mest udtalt hos de såkaldte nationalbolsjevikker omkring Ernst Niekisch, der lod sig inspirere af stalinisme og femårsplaner. Han var igen inspireret og stod på venskabelig fod med netop Ernst Jünger, der i bogenDer Arbeiter havde tegnet konturerne af det totalitære samfund, hvor arbejderen realiserede sin frihed ved at indgå i fællesskabets totalitet.

Det var arbejderen, der måtte være fundamentet for det nye Tyskland. Han var som skikkelse væsensforskellig fra borgeren, for hvem romantikkens holisme kun kunne være et udslag af eskapisme. Arbejderen var den handlende og skabende, og i den totale mobilisering var han ét med fællesskabet og havde derved vundet sig friheden.[33]

Den konservative revolution og konservatismen

 Den konservative revolution er et interessant historisk fænomen, idet den skabte forbindelse mellem konservativt tankegods og den totalitarisme, som konservatismen i egen selvforståelse bekæmper. Konservativrevolutionære apologeter som den tyske filosof Armin Mohler har søgt at etablere den konservative revolution som en verdensanskuelse, der eksisterede uafhængigt af konservatisme og nationalsocialisme. Ifølge Mohler er den konservative revolution først og fremmest teori, mens nationalsocialismen er en praksis influeret af mange forskellige teorier[34]. Tanken om den konservative revolutions idemæssige autonomi tjener i så fald til at gøre den til et acceptabelt svar på modernitetens udfordringer. Den er ikke som konservatisme bagudskuende og et udtryk for en falleret borgerlig tilværelsesforståelse. Den er ikke funderet i et religiøst system, hvis sammenbrud er modernitetens forudsætning, og endeligt kan den ikke drages til ansvar for nationalsocialismens excesser. Som nævnt kan man på baggrund af begrebets apologetiske funktion være betænkelig over for dets anvendelse. Men alene Mohlers konstruktion af begrebet som et forsøg på at etablere en legitimt dvs. ikke nazistisk inspirationskilde til senere højreradikal tænkning gør begrebet interessant. Med begrebet er etableret en position mellem antikvarisk konservatisme og uantagelig nazisme, som kan opfattes som mere eller mindre legal.

Navnlig igennem den Mohler-inspirerede, franske, radikalkonservative filosof Allain de Benoist har tankegodset desuden arbejdet sig ind i den konservative hovedstrømning. I den nyligt udgivne antologi Den borgerlige Orden, redigeret af Kasper Støvring og Morten Ebbe Juul Nielsen, går to af indlæggene således i debat med de Benoist.[35] Lektor, ph.d. Søren Hviid Pedersen bruger de Benoist som inspiration til en moderne konservativ politisk vision, der tager udgangspunkt i en post-kristen virkelighed, mens post. doc. Anders Ehlers Dam lader sig inspirere af de Benoists kritik af den moderne vækstideologi.

Hos de førnævnte er der tale om forsøg på at indtænke nogle radikalkonservative indsigter i en mere klassisk konservativ forståelsesramme og ikke om en videreførelse af en konservativrevolutionær tradition endsige et forsøg på at undergrave det liberale demokrati. Alligevel må vi spørge til den konservative revolutions ideologiske beskaffenhed i lyset af denne tankegangs tilsyneladende stigende relevans i det senmoderne samfund, som er blevet understreget af Göran Dahl, som også har påpeget den konservativrevolutionære tænknings relevans for det nye højre.[36] Den danske historiker og journalist Adam Holm har været inde på et lignende ærinde i sin ph.d.-afhandling fra 2003. Han hævder, at det nye højre og mellemkrigstidens radikale konservatisme har samme funktion. De undergraver samfundets liberale grundantagelser. Holm begrænser sig her ikke til at tale om højreradikale, men taler om centrumsradikale, det som også kan kaldes det populistiske højre og herhjemme kendes fra Dansk Folkeparti. Disse centrumsradikale bliver hos Holm et råddent æble, der umærkeligt forgifter den politisk liberale edens have . Som konklusion skriver Holm, at dagens fremmedskeptiske og ultra-nationale partier ikke er en mindre udfordring for demokratiet end de radikale konservative i mellemkrigstiden.[37] Holms billede virker noget fortegnet. I hans forsøg på at perspektivere forsvinder nuancerne. Dansk og tysk radikalkonservatisme er blevet tvillingebrødre, og der sættes lighedstegn mellem Dansk Folkeparti, O.B. Kraft, Ernst Jünger og diverse obskure grene af moderne højreradikalisme. Fænomenernes egenart forsvinder under de brede og ublidt påførte penselstrøg. Men tingene må holdes adskilt, og aktørernes verdensbilleder må tages alvorligt. Vi kan ikke bare slutte fra Spengler til Henning Kehler og fra Ernst Niekisch til Pia Kjærsgaard. Men vi kan spørge til karakteren af den konservativrevolutionære tænkning og deraf sige noget om dens relevans for den genkomne værdikonservatisme, der i egen selvforståelse er et forsvar for netop det liberale demokrati, som den konservative revolution bekæmpede.

For at gøre dette må fænomenet den konservative revolution først og fremmest anskues i sin egen ret og ikke som det nye højres forhistorie eller en ouverture til Holocaust. Flere af de markante konservativrevolutionæres personalhistorier understreger det hensigtsmæssige i ikke at afskrive den konservative revolution som blot Det tredje Riges tragiske forhistorie. Oswald Spengler blev i udgangspunktet dyrket af nazisterne. Men da han i Jahre der Entscheidung fra 1933 tog afstand fra dem, blev han udsat for adskillige angreb, blandt andre af den nazistiske filosof og Nietzsche-fortolker Alfred Baeumler, der mente, at Spengler nu havde vist sig som arbejdernes fjende.

Carl Schmitt havde i udgangspunktet knyttet sig til nazisterne og opnåede at blive kaldt ”det tredje riges kronjurist”. Alligevel faldt han i unåde, da SS anklagede ham for at være en reaktionær, katolsk opportunist snarere end rigtig nationalsocialist – hvilket i øvrigt var en meget rigtig analyse. Endnu værre gik det for nationalbolsjevikken Ernst Niekisch. Som indædt modstander af nazismen røg han ved deres magtovertagelse i koncentrationslejr. Han kom først ud ved krigens afslutning. På det tidspunkt var han blevet både blind og ortodoks marxist.

Et særdeles indædt konservativt opgør med nationalsocialismen finder man hos Edgar Julius Jung. Han var taleskriver for den konservative politiker Franz von Papen og en markant konservativrevolutionær knyttet til Die Deutschen Herrenklub. I juni 1934 holdt von Papen en tale skrevet af Jung, hvori nationalsocialismen blev udsat for en voldsom kritik. Talen skulle vække de konservative kræfter, navnlig i hæren, til modstand mod totalitarismen. Jung kritiserede nazisternes krig mod ånd og slog til lyd for en konservativ revolution, der nok var autoritær, men ikke totalitær, og som sigtede på en kristelig genrejsning snarere end en nationalsocialistisk genfødsel. Han skrev blandt andet:

”Med rette vender rigsregeringen sig mod den falske personkult , der er det mest upreussiske, man kan forestille sig. Store mænd skabes ikke gennem propaganda, men vokser frem gennem deres handlinger og anerkendes af historien (…) Den, der derfor taler om preussiskhed, skal højst tænke på stille og upersonlig tjeneste, men allerhelst slet ikke på løn og anerkendelse”  [38]

Jungs polemik mod nazismen, gik i høj grad på dens karakter af moderne massebevægelse med tilknyttet personkult. Andetsteds karakteriserede han den som upreussisk ”byzantisme”.[39] Der var tale om en traditionel konservativ kritik af de moderne massebevægelser, blot rettede den sig nu mod den moderne totalitarisme. Håbet var, at militæret ville kuppe nazisterne og indføre et autoritært styre, og det hvilede på en traditionel gammelkonservativ tanke om statskuppets fortræffeligheder.[40]

Der var noget elitært og verdensfjernt, ja næsten naivt, i Jungs tale. Den eneste mærkbare konsekvens var da også, at han blev myrdet af SS, og der blev sat gang i kætterprocesserne mod de konservativrevolutionære dissidenter. I sidste ende blev det dog netop hæren, der dannede rammen om den konservative modstand mod Hitler. Da en kreds af officerer d. 20. juli 1944 forsøgte et attentat mod Hitler, var det Stauffenberg, der i sin ungdom havde været tilknyttet en konservativrevolutionær kreds om digteren Stefan George, der var hovedmanden.

Fremhævelsen af konservativrevolutionæres opgør med nazismen slører dog for visse sandheder. Andre kunne jo fremhæves. Den herhjemme så kendte Werner Best havde været en fremtrædende konservativrevolutionær, før han gjorde karriere for nazisterne. Filosoffen Martin Heidegger kastede sig ligeledes i armene på nazisterne og ud i forfølgelse af jødiske kolleger, og kort efter Hitlers magtovertagelse udgav en bred gruppe af fremtrædende konservativrevolutionære et skrift, hvor de udtrykte deres håbefulde forventninger og støtte til det nazistiske regime.[41] Selv de gennemførte opgør kan problematiseres. Schmitts kontroverser med nazisterne skyldtes mere deres uvilje mod ham end omvendt. Spengler afviste nazismen, fordi den var for demokratisk og for lidt aristokratisk, mens Ernst Niekisch afviste den, fordi den var for moderat og borgerlig. I samme åndedræt som den konservativrevolutionære antinazisme rettelig må fremhæves, må det erindres, at denne holdning ikke var motiveret af en klassisk konservatismes antitotalitarisme. Idehistorikeren Roger Woods har vist, at opgøret med nazismen var betinget af et selvopgør hos den konservativrevolutionære.[42]

Mest interessant er hér Ernst Jüngers opgør med nazismen. Hans umiddelbare reaktion på magtovertagelsen var at trække sig tilbage fra det offentlige liv. Sidenhen søgte han ind i værnemagten, der var blevet et centrum for en særdeles slumrende, konservativ opposition til nazismen. Hans opposition var som Spenglers i udgangspunktet en elitær konservativrevolutionærs reservation over for en politisk massebevægelse. Samtidig mente han som Niekisch, at nazisterne ved at deltage i det parlamentariske liv havde gjort knæfald for det borgerlige samfund.

Men i 1939 udgav han bogen På marmorklipperne, der er blevet læst som et opgør med nazismen. I romanen trues den gamle fredelige Marina af skovridderen og hans kaoskræfter. Langsomt, men sikkert skrider ødelæggelserne frem, mens fortælleren og hans broder Otho ser til fra sidelinjen. De mindes, hvordan de selv engang i deres ungdoms ”mauritanertid” omgikkes skovridderen i hans hof – en tilværelse, de har lagt bag sig til fordel for studiet af botanik, en videnskab, der i al fredsommelighed beskæftiger sig med og glædes ved studiet af en på forhånd givet orden i naturen. Her er altså den aprioriske moralske orden, som Jünger med Nietzsche havde afvist, selve livets værdi, og stik i mod sit yngre jegs eventyrlyst skriver den ældre Jünger om den rolige, dagligdagstilværelses idealtilstand:

 ”Først da fatter vi, hvilket lykketræf det for os mennesker allerede er, når vi blot lever fordringsløst i vore små samfund, under fredeligt tag, med gode samtaler og et venligt Godmorgen og Godnat. Ak, vi indser altid for sent, at allerede dermed var overflødighedshornet åbent for os”[43]

Det er freden og det næsten banale dagligliv, der sætter mulighederne for det gode liv, og det er dette, der må værnes om. Men netop værnes. Jünger er ikke blevet pacifist. Handling kan stadig være nødvendigt, men den heltemodige dåd er nu dikteret af nødvendigheden og ikke ønsket om frihed. I modsætning til hans ungdommelige optimisme står i bogen en tragisk fatalisme kendetegnende for den konservative. Som Jünger selv skuer også fortælleren ind i den ødelæggelse.  Ødelæggelsen er ikke, som i ungdommen, muligheden. Den konservative Jünger lever ikke i samtidighedens ubegrænsethed, men som den fatalistiske, konservative pessimist i eftertiden og på randen af katastrofen.

Først i denne af-radikaliserede position kan man egentlig tale om et opgør med nazismen. Den konservativrevolutionæres selvopgør er dette opgørs forudsætning. Som Thomas Mann mange år tidligere bevægede Jünger sig væk fra sin radikalisme og afskrev det, han tidligere havde troet for kreativitet, som destruktivitet. Først dér, hvor han tog afsked med Nietzsche og genfandt sin plads i en allerede givet moralsk orden, og først dér, hvor alt ikke var mulighed, men han så sig forpligtet på forsvaret af en moralske orden, blev han at betegne som konservativ i traditionen efter Burke.

Dermed understreges også forskellen mellem en konservativ og en konservativrevolutionær verdensanskuelse. Den konservativrevolutionære ville ikke kendes ved de begrænsninger, som konservatismen hævdede som eksistensens udgangspunkt. Konservatismen har en tendens til at optræde som pessimistisk resignation eller som et korrektiv på grundlag af dets pessimistiske menneskesyn. Edmund Burke beskriver menneskets dobbeltnatur. Vi er både natur- og kulturvæsner. Men det er netop i kraft af vores kultur, at vi er andet og mere end dyr. ”Art is man´s nature” skriver Burke et sted, men i konservativrevolutionær tankegang er kulturen en lænke, der tøjler det blonde bæst, som må sættes fri, hvis mennesket gør sig håb om at leve autentisk. Mennesket besidder i konservativrevolutionær tankegang en egenmægtighed, som er konservatismen fremmed.

Denne egenmægtighed er konsekvens af den totale afvisning af kristendommen, ikke blot som tro, men også som verdensanskuelse. Hvad gør kristendommen ved menneskets egenmægtighed. Hér er interessant at fremhæve forholdet mellem den radikalkonservativ filosof Heideggers eksistentialisme og teologen Rudolf Bultmanns eksistensteologi. Heideggers filosofi var i al væsentlighed Bultmanns udgangspunkt. Bultmanns såkaldte afmytologisering, hvor man i stedet for at tage de bibelske myter på ordet skulle oversætte dem til en for moderne mennesker forståelig tale, handlede egentlig om at læse Heidegger ind i forkyndelsen. Ikke fordi Heidegger som sådan var en autoritet, men fordi Heidegger simpelthen, ifølge Bultmann, bare havde formuleret hvad der allerede var sat på mytologisk form i Biblen. For begge drejede det sig om at leve et liv i egentlighed og begge opererede således med nødvendigheden af at tage et springet fra det uegentlige til det egentlige. Ifølge Heidegger kunne mennesket af sig selv foretage dette spring. Dermed forstod han mennesket som et i radikal forstand egenmægtigt væsen, som kunne hive sig selv op ved håret. Men hvordan er en sådan egenmægtighed mulig? Dette var Bultmanns grundlæggende kritik af Heidegger. Bedre end den sindrige filosof forstod han, at det menneske, der i absolut forstand lever i uegentlighed, naturligvis ikke af sig selv kan komme fra dette til egentligheden. Kunne det det, ja så levede det slet ikke rigtigt i uegentlighed, og det klare skel ville ved menneskets eksempel blive grumset og ophæve selve denne tænknings fundament. Det måtte være noget andet end mennesket, noget uden for mennesket, som mennesket kunne møde, der ville sætte det i stand til denne bevægelse. For Bultmann var svaret troen på Gud.[44] Men dette var ikke en mulighed hos Heidegger, hvor Gud allerede i udgangspunktet var ude af billedet, og hvor netop menneskets situation som overladt til sig selv var tænkningens pointe.

Menneskets evne til beslutning beror dér på viljen og dermed på noget, der ikke på forhånd er underlagt rationalitetens begrænsning. Det er altså et irrationelt moment, der betinger menneskets muligheder. Dyrkelsen af menneskets egenmægtighed er såvel en afvisning af fornuften som af Gud. Det, der hos konservatismen er en epistemologisk ydmyghed, erkendelsen af vores fornufts grænser, bliver hér til afvisningen af fornuften i det hele taget. Etableringen af denne egenmægtighed bygger på en cyklisk tidsopfattelse, som skelner mellem form og indhold og helt vender op og ned på konservatismens historiske utilitarisme, som bygger på ideen om fortiden som nutidens fundament og fremtidens mulighedsbetingelse og begrænsning. Formerne bliver til kunstighed, der på samme måde som fornuften hæmmer viljen, perverterer den egentlighed, der er det nationale livs egentlige kilde.

Den konservative revolutions tænkning udsprang af en konservativ diagnose af moderniteten – et savn af mening i en verden, hvor Gud var død og alting til debat. Den delte med konservatismen en kulturkritisk tilgang til den foreliggende virkelighed, og den tog udgangspunkt i konservatismens opgør med modernitetens normative dimension forstået som den almene liberale politiske diskurs. Alligevel udviklede den sig i opgøret med kristendommens arv til en politisk og filosofisk radikalisme, der var så fremmed for konservatismen, som nogen radikalisme kunne være.

Denne artikel indledtes med en kritik af lighedstegnet mellem konservatisme og moderatisme. Et sådant kan kun begrundes i en ahistorisk forhåndsdiskvalificering af konservatismens ikke moderate udtryksformer. Det er mere korrekt at tale om, at konservatismen står i et dilemma i forhold til historisk forandring, modernitet og radikalisme. På den ene side er Burke fortaler for moderat politik og vil med et populært udtryk forandre for at bevare og sætte grænser for politik. På den anden side finder man også hos Burke en meget markant afvisning af modernitetens politiske grundpræmisser. Hér er der ikke tale om at gå på kompromis. Burke er ikke moderat i sin afvisning af revolutionen og dens politiske radikalisme. Han er moderat, fordi han indædt og radikalt forsvarer et system, som kan opfattes som et moderat system. Dette er konservatismens dilemma og den uløselige gåde, hver generation af konservative må strides om.

At sige, at der i konservatismen ligger en mulighed for radikalisme, er dog ikke det samme som at erklære den konservative revolution for grundlæggende konservativ. Radikalisme er i sig selv et mangefacetteret begreb. Den kan være mere eller mindre radikal, og den kan være det på et væld af forskellige måder. Konservatismens selvforståelse, at være en moderat ideologi, har derfor forplumret hele debatten. Med denne definition bliver radikaliteten til et grænsebegreb. Den bliver til det, der allerede per definition ligger på den anden side af det konservative, og som man ikke behøver beskæftige sig med. Men hvor man erkender, at konservatismen løber sammen med radikalismen, bliver det muligt, interessant og ligefrem nødvendigt at se nøjere på radikalismens karakter. I forhold til den konservative revolution synes det klart, at den havde bevæget sig meget langt væk fra konservatismens grundantagelser. Her var det konservative dilemma, som var tænkningens udgangspunkt, endt i et grundlæggende opgør med konservatismens ideologiske fundament. I en forstand var de konservativrevolutionære radikale modernister. De var sorte jakobinere. I 1790 havde Burke kritiseret de franske jakobinere for deres politiske radikalisme. De var ude af stand til at tjene menneskene på grund af deres rethaveriske idealisme. Dertil var de præget af den ”gemytsbestemte  tilbøjelighed til at sønderrive alt.”[45] Burke kritiserede Den franske Revolution som et udslag af filosoffer og skribenters skrivebordsutopier. Det eneste grundlag for forandring og for politik i det hele taget var for Burke den praktisk arbejdende statsmands med møje tilvejebragte og erfaringsbetingede visdom. En sådan kritik kan også rettes mod den konservativrevolutionære tænkning. Ja, mod enhver konservatisme, som udarter sig til en sønderrivende og idealistisk radikalisme. De konservativrevolutionære var blevet jakobinere. Deres idealistiske autenticitetstænkning ville ikke værne om det bestående og kontinuiteten, men knuse det overleverede til fordel for en ide om det egentlige. De dyrkede den totale ødelæggelse som genfødselens forudsætning og ville omvurdere kristendommen og modernitetens perverterede værdier. Deres politik stod i opgøret og bruddets tegn, deres logik kastede dem i armene på totalitarismen. Den konservatisme, der efter sine egne grundprincipper skulle have været nazismens stærkeste modstander, gjorde de til nazismens medløber og fødselshjælper.