Nyt

Luther-året går på hæld. Det er godt det samme. Nu kan vi ikke mere. Slet ikke.

Selv kunne jeg ganske vist ikke drive det til mere end et besøg til luthersk folkefest i Ribe. Jeg så dog ikke meget til reformationen. Til gengæld mødte jeg sammen med min familie en finsk Laphund (hedder den det?), der vistnok bar navnet Ronja eller lignende.

Ronjas far var blevet efterladt sammen med Ronja uden for Ribe Domkirke, da Ronjas mor var gået ind for at se på katedralens indre organer. Jeg havde også selv været derinde men havde forladt stedet i en mild grad af panik, da jeg fandt det optaget af en gølgertrup, der var ved at forberede en art skuespil. Laphunden var blevet forskånet, og virkede til at være godt tilfreds med det. Børnene klappede hunden og så havde vi fået noget ud af køreturen til Reformationsbyen.

Hverken Ronja eller dens far, vidste dog, hvor en lille familie kunne få noget at spise. Derfor endte vi på noget, der lignede et nydeligt pizzeria med siddepladser, men som hurtigt vidste sig at være det værste spisested, jeg har haft glæden af i år. Forfærdeligt.

Ikke desto mindre. Det hele skal jo ikke handle om Ronja. For selvom reformationsåret  ikke blev en folkefest for vores post-kristne fædreland, og selvom Danmarks Radio lod som om, den ikke fandt sted, og selvom Jyllands-Posten fejrede året ved at lave et mikrofonholder-interview med Luther-haderen Frederik Stjernfelt, ja så skete der jo ting rundt omkring.

Der var gang i den. I hvert fald for projektansatte i Folkekirken og lignende steder. Begivenheder som Luther-året betyder jo, at det pludselig regner med fondsmidler, og i verden af i dag findes der en hel industri af brødløse akademikere, som lever lejlighedsvist fyrsteligt ved at stikke hovedet frem, når der bliver åbnet for hanerne.

Selv vil jeg, når jeg kigger tilbage, glæde mig særligt over You-tube-fænomenet Luther på moderne Dansk. Her har Luther-staben trukket i den svedigste Street-ware for at sprede ordet om “Martin Luder” til den danske ungdom, der ifølge projekt-lutheranernes målgruppeanalyse må være en særdeles fortabt størrelse, som end ikke Guds nåde kan opløfte fra deres kulturelle depravering. Det har de sikkert ret i.

Vi kan være sikker på, at det har kostet mange penge. Og de har uden tvivl været givet godt ud. Næsten 7.000 (wow!) unge har været inde og høre om den gamle Luther, vi fejrer i år. Det er jo mere end en ottendel af de 60.000, der har set You-Tube-videoen Katte Bange for Agurker – Katte Vs. Agurker – Sjove katte 2016.  Det er jo en regulær bedrift. Tænk nu er der 7.000 unge, der er omtrent så uvidende som de var før.

Det er jo vældigt alt sammen. Nu er det imidlertid snart slut, projektarbejderne bliver sendt hjem, eller rettere de drager videre til næste stop, nye projekter, der truer: 100 år for Første Verdenskrigs Afslutning i 2018, 100 år for genforeningen i 2020, 300 året for genopdagelsen af Grønland i 2021. Der er altid et nyt jubilæum, og altid en ny grund til at formidle i øjenhøjde, det vil sige tale til offentligheden som led den af middelsvær hjerneskade.

Men indtil videre, ro. Adventstid. Det kan vi så glæde os til.

Min anmeldelse af Jesper Vinds bog Det nye tyske højre i Replique.

Den 24. september går Tyskland til valg. Og skal man tro prognoserne – og hvorfor dog ikke – så er alt ved det gamle – men alt forandret. Merkel vil fortsat være Tysklands forbundskansler, den socialdemokratiske udfordrer Martin Schultz’ nederlag vil have understreget, at centrumvenstres dybe krise ikke kan løses af indfløjet arbejdskraft fra Bryssel, og på mange måder vil Tyskland fortsat være det land, vi husker fra vores rejser op og ned af Autobahn, et ordentligt, politisk velfungerende og lidt selvangst land, hvor der er større chancer for at se en obskurt egnsflag – eller en hvid dug – end et forbundsflag i de altid såre nydelige havers flagstænger.

Men som sagt: Alt er også forandret. Valget bliver gennembruddet for Tysklands nye højre, der partimæssigt har organiseret sig i Alternative für Deutschland eller AfD. Hidtil har der nemlig ikke været en stærk organiseret højrefløj uden for rammerne af den dominerende kristendemokratiske centrumhøjre-konstellation CDU/CSU. Forsøgene er enten, som partiet Die Republikaner, løbet ud i sandet, eller har som det mere kendte Nationaldemokratische Partei Deutschland været hegnet inde af sin egen radikalisme.

Det er Tysklands særlige historie, der er årsagen til fraværet af en stærk højreopposition. Det skriver historikeren og journalisten Jesper Vind i sin nye, velskrevne og oplysende bog Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer, som udkom i august på Gyldendal. Han citerer her journalisten Wolfgang Büscher, der har forklaret den tyske højrefløjs særlige problem med et billede:

Nationalsocialismen rasler efter den, ligesom en blikdåse, som børn har bundet til halen på en kat. Det er netop derfor, at der ikke er kommet noget redeligt ud af det tyske højre efter 1945. Og ikke kun deres modstandere binder nazi-dåsen til de højreorienterede – de gør det selv, igen og igen.

Büschers ord peger på et vigtigt tema i Jesper Vinds bog, spørgsmålet om hvordan et højre kan opstå og blomstre i et land, hvor historien ellers skulle synes at have lagt den mulighed øde og pløjet salt i jorden for enhver politisk bestræbelse hinsides Franz-Josef Strauß.

For at forklare, eller måske bedre skildre det, tager Jesper Vind os ikke bare med ind i de aktuelle begivenheder, der har givet AfD momentum, men også ind i den efter danske standarder ekstremt sofistikerede, offentlige debat, hvor højreintellektuelle spiller en stadig større rolle.

Den selvbevidste nation

Det var i de ellers så posthistoriske 90’ere, at det intellektuelle fundament for det nye tyske højre blev lagt. Det var her tyske nationalkonservative – og måske ligefrem højreradikale? –  stemmer, de såkaldte 89’ere, begyndte at markere sig og tage den tyske histories tabuer op til debat. Det var her, at det blev salonfähigt at tale om, at tyskerne ikke blot havde været gerningsmænd, men også ofre i Anden Verdenskrig. Det var her, at den unge Dieter Stein begyndte at udgive ugeavisen Junge Freiheit, der skulle facilitere en kulturrevolution fra højre, og som den dag i dag er et vigtigt organ, der binder det intellektuelle (nye) højre sammen med det bredere populistiske og mere mainstream konservative højre.

Strauß angreb den tyske tolerance som et udtryk for Tysklands særlige selvhad og beskrev, hvordan tyskerne på grund af deres arv nu var blevet forpligtet til godhed ved lov.

Det var også her, at allerede etablerede intellektuelle som Rüdiger Safranski, en af Tysklands mest prominente filosoffer, og Ernst Nolte, en af landet mest prominente historikere, og Botho Strauß, en af landet mest prominente dramatikere, med antologien Die Selbstbewusste Nation fra 1994 markerede sig med budskabet om, at Tyskland nu måtte blive en normal nation, der turde være sig selv bevidst.

Men vigtigst var uden tvivl førnævnte Botho Strauß’ essay fra året før, Anschwellender Bocksgesang. Ikke alene brød Strauß med sit image som mere eller mindre venstresnoet samfundsrevser, han skitserede også en konservativ position, der vedkendte sig forbindelsen til mellemkrigstidens konservativrevolutionære liberalismekritik, ja ligefrem reaktualiserede denne ellers udgrænsede traditions sprog og tænkning i den intellektuelle debat.

Strauß angreb den tyske tolerance som et udtryk for Tysklands særlige selvhad og beskrev, hvordan tyskerne på grund af deres arv nu var blevet forpligtet til godhed ved lov. Hans essay indvarslede den apokalyptiske stil, der præger meget af det nye højre, i Tyskland såvel som herhjemme; en stil, der vel at mærke netop er mere end et stiltræk, men svarer nøje til en dybfølt fornemmelse af krise, der går igen i det nye højres politiske tænkning. Der er ikke tale om en krisebevidsthed, der binder det nye højres tænkere og aktivister til en resigneret fatalisme, men tværtimod om en bevidsthed, der så meget desto stærkere hævder opgøret med den bestående orden som såvel mulighed som en nødvendighed.

Wir sind das Volk

Hvis 90´ernes højretænkning udgjorde den intellektuelle baggrund for fremvæksten af et genuint højrealternativ i tysk politik, var det forbundskansler Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015, der var den udløsende årsag til dens vækst – og mere specifikt til AfD’s succes.

Tyskland har i mange år oplevet en markant indvandring, der har sat sig tunge kulturelle og sociale spor, ikke mindst i form af bydele som Kreuzberg og Neukölln, der har karakter af parallelsamfund. Utilfredsheden med den udvikling var baggrunden for, at Pegida i 2014 begyndte at demonstrere i Dresden. ”Wir sind das Volk” var slagordet. Denne manifestation mod indvandringspolitikken opstod uden om det tyske partisystem, og blev af mange opfattet som blot endnu et udtryk for den racisme, som man havde oplevet talrige eksempler på i Østtyskland. (Østtyskerne omkring Dresden bliver opfattet som særligt uvidende og fremmede for Forbundsrepublikkens politiske kultur, fordi de ikke havde mulighed for at se vesttysk fjernsyn i DDR-tiden. En pointe, som Jesper Vind gør en del ud af.)

Det bemærkelsesværdige er, at Pegida kunne samle 15.000-20.000 personer til sine demonstrationer. Deltagerne var et bredt udsnit af befolkningen, og ikke de sædvanlige skinheads og nynazister, som den slags begivenheder ellers virker som fluepapir for. Selvom Pegida ikke rigtig slog rod uden for Dresden, afslørede bevægelsen en dybere og folkeligt forankret utilfredshed med Tysklands liberale immigrationspolitik, og dermed også, at der var en plads for et indvandringskritisk parti til højre for CDU/CSU. At denne plads var ledig, understregede det politiske systems reaktioner på Pegida, som Jesper Vind skildrer i sin bog. Angela Merkel opfordrede med et moralsk håndkantsslag ved årsskiftet 2014/15 befolkningen om at holde sig væk fra Pegida: ”Følg dem ikke. Alt for ofte er der fordomme og kulde, ja, endda had i deres hjerter”. Samtidig viste en undersøgelse, at en fjerdedel af tyskerne faktisk havde forståelse for Pegida.

Ballade og vækst i AfD

Alternative für Deutschland var blevet stiftet af en række prominente liberale, euro-kritiske økonomer i 2013. Under ledelse af økonomiprofessoren Bernd Lucke opnåede partiet lige præcis ikke valg til Forbundsdagen, til gengæld fik det et godt valg til Europa-Parlamentet. Det var dog en række succesfulde delstatsvalg i Østtyskland, der gav partiet sit gennembrud samtidig med, at det understregede, hvor det havde sit parlamentariske potentiale. Dette forrykkede magtbalancen i partiet.

AfD var splittet mellem partiets liberale og nationalkonservative fløj. Sidstnævnte med markante skikkelser som den tidligere CDU-politiker Alexander Gauland, den kontroversielle Björn Höcke og ikke mindst Frauke Petry i spidsen. Sidstnævnte overtog i juli 2015 ledelsen af partiet efter at have slået Bernd Lucke i et kampvalg på partiets landsmøde. Dermed begyndte AfD’s bevægelse i nationalkonservativ – eller om man vil populistisk (Jesper Vind skelner ikke) – retning. Da flygtningekrisen eskalerede i sommeren og efteråret 2015 reagerede Angela Merkel ved at åbne de tyske grænser med de herostratisk berømte ord ”Wir schaffen das.” Hvad hendes mening end var, blev det begyndelsen på det, der hos Vind ligner en varig strukturel forandring af tysk politik.

Mistroen til den førte politik blev forstærket efter begivenhederne nytårsnat i Køln. Her havde en stor gruppe migranter tyranniseret byen nytårsnat og foretaget 600 seksuelle overgreb, ligeså mange røverier og fyret nytårsraketter mod Kølns domkirke. Vind redegør meget grundigt for forløbet, som han tillægger stor betydning. På den ene side afviser han de konspirationsteorier, som højrefløjen svælgede i, men samtidig slår han fast, at det underbemandede tyske politi indledningsvist havde forsøgt at dysse sagen ned, ligesom der gik usædvanlig lang tid, før de store, etablerede medier tog sagen op.

Man kan udtrykke forholdet på den måde, at der ikke var en konspiration, men en særlig diskurs, der modvirkede den indledningsvise belysning af sagen. Det er en pointe hos Vind, at det netop er denne diskurs, der er forandret. Tonen i den tyske debat er blevet en anden – og for os mere velkendt.

Køln blev begyndelsen på det, Vind kalder populismens forårsoffensiv. AfD vandt herefter et antal store sejre ved forskellige delstatsvalg, ikke mindst ydmygelsen af CDU i Merkels fødeegn, Mecklenburg-Vorpommern.

Men dåsen rasler videre

Det er ikke kun AfD’s vækst, der peger på, at tonen i Tyskland var forandret. En række prominente højreintellektuelle kritikere af Merkels flygtningepolitik kom samtidig med vægtige indlæg i debatten. Filosoffen Peter Sloterdijk, økonomen Thilo Sarrazin, skribenten Henryk Broder og flere andre prægede nu den offentlige debat, der samtidig blev stadig mere polariseret og højlydt, i takt med at tidligere tabubelagte og stadig ømtålelige spørgsmål trængte sig frem.

Botho Strauß offentligjorde et i oktober 2015 et nyt omdiskuteret essay, Den sidste tysker, en titel der henviser til den tyske nations snarlige undergang såvel som til muligheden for national genrejsning i mødet med fjenden: ”Kan der ske tyskerne noget bedre, end at de bliver et kraftigt mindretal i deres eget land? Ofte bringer et intolerant fremmedherredømme et folk til selvbesindelse. Først da bliver der virkelig brug for identitet.” Vind lader efterfølgende litteraten Hans Hütt få det sidste ord. Strauß essay er et ”vanviddets dokument.”

Jesper Vind giver, som det fremgår, et nuanceret billede af det tyske højre. Nok bygger han sin forståelse på idéhistorikeren Jan-Werner Müllers stærkt kritiske populisme-opfattelse, der kort sagt nægter populismen muligheden for i sig selv at bidrage konstruktivt til at løse de problemer, den peger på. Men bogens tilgang lægger samtidig op til en forståelse af AfD som et symptom på et reelt politisk og politisk-strukturelt problem i tysk politik: den fortrængning af legitime politiske positioner, som får sit mest prægnante udtryk i den velorganiserede venstreradikale vold, som igen og igen rammer AfD.

Sagt på en anden måde åbner bogen for en nødvendig forståelse af den afledte positive betydning af højrepopulismen, nemlig muligheden for fornyelsen af kontrakten mellem det politiske system og den brede befolkning. Men gennem bogen lyder også en kritik af en højrepopulisme, der ikke forstår, formår eller ønsker at afgrænse sig fra højreradikale positioner. I Tyskland glider de to ideologiske felter over i hinanden.

Dette er er problem i forhold til højrepopulismens vælgertække. Det har eksempelvis skadet AfD voldsomt, at en skikkelse som Björn Höcke har genoptaget Weimar-tidens politiske retorik.

Men forbindelsen rummer også en anden og mere alvorlig fare. Intet sted bliver dette vist klarere end i Jesper Vinds interview med ”Den mørke ridder”, Götz Kubitschek, der samtidig er endepunktet i Vinds rejse mod mørkets hjerte. Kubitschek er en central skikkelse på det antiliberale, tyske, intellektuelle højre. Han er forlægger og står i spidsen for tænketanken Institut für Staatswissensschaft. Men han har også tætte forbindelser til kredse i AfD, ikke mindst føromtalte Björn Höcke.

Kubitschek er inspireret af såvel mellemkrigstidens antiliberale konservativrevolutionære som Putins Rusland og den prominente højreradikale filosof Alain de Benoist. Det betyder også, at hans ideologiske analyse stikker dybere end højrepopulismens. Hvor sidstnævntes vrede mod det politiske system ofte kan siges at være overfladisk i den forstand, at den knytter sig til uoverensstemmelser over mere eller mindre konkrete politikområder, snarere end til en principiel afstandtagen til den etablerede politiske orden, er Kubitschek netop fortaler for en sådan konservativrevolutionær tankegang, der uden blusel sætter konservatisme lig revolution.

Og forudsætningen for den analyse er selvsagt, at man opfatter det etablerede system som hinsides redning, ja måske endog som de aktuelle problemers første årsag.

Hvilken politisk kraft bliver et AfD inspireret af sådanne idéer? I bedste fald en ligegyldig – som Morten Messerschmidt meget skarpsindigt konstaterer i bogen – i værste fald noget værre.

Mørkets hjerte

I Joseph Conrads bog Mørkets hjerte bliver rejsen mod mørkets hjerte til en genopdagelse af det mørke, der potentielt altid truer med at besidde mennesket. Konkret er rejsen en færd til et konkret geografisk sted, der er kendetegnet ved sin radikale afsideshed. Men hvad dér erfares har gyldighed for tilværelsen som sådan.

Sådan er det måske også tilfældet i Vinds bog. Selvom Kubitschek er en central skikkelse for dele af det tyske højre, repræsenterer han ikke som sådan hovedlinjen i den folkelige revolte mod migrantstrømmen og eliternes håndtering af den. Men han repræsenterer, i Vinds perspektiv, måske alligevel et mørke, der ligger som én mulighed for det tyske højre, hvis det netop ikke forstår at afgrænse sig sine mere radikale elementer.

Vi lever i en tidsalder præget af populismens ofte nødvendige korrektiv til de teknokratiske og globalistiske eliter. Men hvordan dette korrektiv udfolder sig, og hvad det substantielle indhold i den folkelige revolte er, det må blive et af vores tids centrale spørgsmål.

Jesper Vind: Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer,Gyldendal 2017.

Christian Egander Skov er ph.d. i historie fra Århus Universitet og redaktør på Årsskriftet Critique.

Bag tragedien i den amerikanske by Charlottesville, hvor en nynazist myrdede en og sårede nitten, da han med en bil torpederede en moddemonstration, ligger en væsentlig debat om historisk bevidsthed, national identitet og erindringskultur.

Specifikt handler debatten om, hvorvidt der stadig i 2017 er plads til monumenter i det offentlige rum, der mindes – og i flere tilfælde åbent hylder – sydstatssoldater og generaler fra Den Amerikanske Borgerkrig. Mere generelt er det et spørgsmål om, hvordan et moderne pluralistisk samfund skal forholde sig til en dybt problematisk, men dog uomgængelig fortid.

I Charlottesville var stridens kerne byens beslutning om at nedtage en historisk statue af sydstatshærens øverstkommanderende, general Robert E. Lee, som ellers i mange år er blevet opfattet som en skikkelse, der kunne samle USA. Selvom han stod på den tabende parts side er han blevet hyldet af senere præsidenter som for eksempel Theodore Roosevelt og Eisenhower. Han har på den måde tjent den vigtige funktion at binde Nord og Syd sammen.

Læs resten her

Lige nu kører den udmærkede Historien om Danmark på DR. Jeg er blevet bedt om at anmelde afsnit nr. 2 om bronzealderen. De andre anmeldelser kan findes her, her og her

Andet afsnit af Danmarks Radios nye Danmarkshistorie fortsætter de gode takter fra første afsnit. Vi er stadig i de lange stræks tidsalder, selvom vi nu beskæftiger os med en langt kortere periode end i første afsnit. Ja, i virkeligheden dækkede første afsnit en længere periode end resten af afsnittene til sammen.

I takt med, at vi har bevæget os fra jæger- og bondestenalder og ind i bronzealderen, er kredsen af talende hoveder skiftet ud. Borte er geologerne, med i stor stil er til gengæld arkæologerne. Som historiker må jeg stadig vente i hvert fald indtil slutningen af næste afsnit, før jeg kan håbe at se en kollega. Vi befinder os stadig solidt i forhistorisk tid.

Folkevandring eller kulturel diffusion

Det første jeg – som relativt uvidende seer – noterer mig er, at DR’s Danmarkshistorie er glad for migrationer. I helt gamle dage forklarede arkæologer og lignende mange udviklinger i forhistorisk tid med folkevandringer. Nye folkeslag på farten slog sig ned og fortrængte oprindelige indbyggere. Senere gik man væk fra den idé og begyndte at tale om kulturel diffusion i stedet.

Altså når der f.eks. begyndte at dukke enkeltgrave op i Danmark i slutningen af bondestenalderen skyldtes det ikke indvandringen af et overlegent ”enkeltgravsfolk”, sådan som man engang havde troet, men at nye idéer bredte sig som ringe i vandet (tilsvarende skyldes Computerens fortrængning af skrivemaskinen heller ikke en invasion, men teknologisk udvikling). Det var, så vidt jeg husker, det jeg lærte i sin tid. De gamle teorier om folkevandringer blev vistnok opfattet som aflejringer af tidligere tiders raceideologier, ikke noget man kunne beskæftige sig med. I Claus Delaurans fremragende tegneserie ”Danmarkshistorie for folket” harcelerede han – som læserne nok kan huske – en del over folkevandringstesernes tusmørke. Det måtte være noget politisk, ræsonnerede han.

Men, mirabile dictu, nu er vi vist vendt tilbage til folkevandringerne. Således beretter dagens afsnit om Yamnaya-folket fra Kaukasus-området, der i slutningen af bondestenalderen indvandrede til Danmark. De er i genetisk forstand vores høje og lyse forfædre. De er i øvrigt – hvad programmet ikke nævnte – også i sproglig forstand vores forfædre. Yamnaya-folket kommer nemlig fra den indeoeuropæiske urhjemstavn, og det sprog, vi taler, er som bekendt et indo-europæisk sprog.

Fortællingen om, hvordan man kan rekonstruere den tidlige indoeuropæiske livsverden gennem sproglige studier, er interessant, men ikke en programmet tog op. Moden går nok i anden retning i disse år. Der sværmes for hard science i arkæologiens verden, og mon ikke også, at netop folkevandringstesens genkomst (hvis der er tale om det – jeg gætter bare) netop skyldes vores øgede viden om gener og DNA, der indfører et nyt element af sikkerhed i vores ellers usikre teorier om for længst svundne tider.

Glade dage i bronzealderen

Det andet, der slog mig, var, hvor meget pointeringen af bronzealdersamfundets ”globale” karakter fyldte i programmet. Med bronzealderen begyndte en tid, hvor udbyggede handelsnet bandt Danmark tæt sammen med resten af verden. Og ikke mindst bronzealdersamfundets elite har været stærkt globalistisk anlagt, kunne jeg forstå. På meget imponerende vis brugte programmet Egtved-pigen, der – som vi nu regner med at vide – var tysk, til at slå den pointe fast.

I bronzealderen var Danmark eller eliten hertillands (eller i det, der senere bliver Danmark) velstående. Rav gjorde os rige. Der var varmt og vi dyrkede solen, medens vi stødte i luren og letpåklædte damer slog flik flak. Bronzealderen var gode tider: Champagne, bling, bling og Nik & Jay. Ligesom 00’erne på mange måder.

Men alting har en ende, og ligesom globalismen i dag er, om ikke truet, så udfordret, således lakkede det også ved overgangen til jernalderen mod enden for bronzealderens sorgløse globalister. Det kolde og rigelige jern, fortrængte den varme og sjældne bronze. Danmark lukkede sig om selv, hed det i programmet. Og for at det nu ikke skal være løgn, begyndte vi også at flytte sammen i indhegnede samfund, samtidig med at vi i stor stil fik den idé at kaste folk i moserne for at ofre dem til Gud ved hvilken afguder, der gemte sig dér. Ja og så blev det jo også dårligt vejr.

Alt i alt en uheldig udvikling, men også en, der vidner om, at enhver social, politisk og religiøs orden, hvor lyksalig den end måtte forekomme, ikke er andet end et provisorium. Alting forgår. Det er historiens tema.

I indtil videre to afsnit, har folkene bag danmarkshistorien ladet os kaste et blik over et forhistorisk landskab af enorme tidslige og fysiske dimensioner. Effekten har været imponerende og til tider svimlende. Det er, hvad god historie kan.