Nyt

Udgivelser

Historien om Danmark og grundloven

Jeg er som historiker naturligvis en fast seer til DRs Historien om Danmark. Jeg har ved en enkelt lejlighed skrevet en anmeldelseanmeldelse, og har i øvrigt lavet en podcast om den første serie af programmer med historikeren Adam Wagner. Generelt er jeg ret begejstret for programmerne. De formår at formidle kompliceret stof på en enkel måde, der måske oven i købet kan gøre flere interesseret i historien – og det er jo i øvrigt det al formidling handler om.

Serien er altså grundlæggende en succes. Der har været torne blandt roserne. Afsnittet om 16-17-tallet var seriens ringeste og var tynget af en ensidig negativ skildring af bøndernes forhold. Ja og så var der det med slaverne. På DR havde man åbenbart hørt, at e var blevet overset i Danmarkshistorien, så derfor gav man lige hele historien om trekantshandlen et nøk for meget op på opmærksomhedsskalaen.

Afsnittet om grundlovene og arbejderbevægelsen i 1800-tallet understregede dog, at DR godt kan lave fint fjernsyn. Man kan indvende at behandlingen af grundlovsspørgsmålet blev en smule overfladisk. Og ja, det blev det. Men det ligger i genren. Til gengæld vil jeg opfordre til, at man giver den lange podcast, jeg lavede med vores dygtige forfatningshistoriker Jens Wendel-Hansen et lyt. Her er der rig mulighed for at lære mere.

http://aarsskriftet-critique.dk/podcast/danske-grundlove-1849-1866/embed/

Danske grundlove 1866-1915

http://aarsskriftet-critique.dk/podcast/danske-grundlove-1866-1915/embed/

Kommentar

Fast klummeskribent i Information

Jeg er blevet fast klummeskribent på Information. Min første kommentar handler om det forestående valg i Tyskland.

Går alt, som alle forventer, hedder Tysklands kansler også efter valget i weekenden Angela Merkel.

Jeg kan næsten allerede høre lettelsens suk gå igennem Europa. Efter et par år, hvor det politiske etablissement, eliterne, den globale orden, det europæiske og det transatlantiske samarbejde har været under beskydning, er tingene måske ved at vende tilbage til et normalt leje.

Selv om det uden tvivl vil lykkes det højrenationale parti Alternative für Deutschland at vinde en del stemmer og for første gang manifestere et levedygtigt højrealternativ til Merkels kristendemokrater, vil partiet sandsynligvis stå uden for indflydelse efter valget. Merkel har sat en kurs, og i det store hele ligger den fast.

Der er dog ingen grund til at finde sig for godt til rette i optimismen. For den tilsyneladende stabilitet i tysk politik dækker over et system, der grundlæggende ikke har været i stand til at adressere de bekymringer, der driver populismen frem.

Læs det hele her

Kommentar

Min anmeldelse af Jesper Vinds bog Det nye tyske højre i Replique.

 

Den 24. september går Tyskland til valg. Og skal man tro prognoserne – og hvorfor dog ikke – så er alt ved det gamle – men alt forandret. Merkel vil fortsat være Tysklands forbundskansler, den socialdemokratiske udfordrer Martin Schultz’ nederlag vil have understreget, at centrumvenstres dybe krise ikke kan løses af indfløjet arbejdskraft fra Bryssel, og på mange måder vil Tyskland fortsat være det land, vi husker fra vores rejser op og ned af Autobahn, et ordentligt, politisk velfungerende og lidt selvangst land, hvor der er større chancer for at se en obskurt egnsflag – eller en hvid dug – end et forbundsflag i de altid såre nydelige havers flagstænger.

Men som sagt: Alt er også forandret. Valget bliver gennembruddet for Tysklands nye højre, der partimæssigt har organiseret sig i Alternative für Deutschland eller AfD. Hidtil har der nemlig ikke været en stærk organiseret højrefløj uden for rammerne af den dominerende kristendemokratiske centrumhøjre-konstellation CDU/CSU. Forsøgene er enten, som partiet Die Republikaner, løbet ud i sandet, eller har som det mere kendte Nationaldemokratische Partei Deutschland været hegnet inde af sin egen radikalisme.

Det er Tysklands særlige historie, der er årsagen til fraværet af en stærk højreopposition. Det skriver historikeren og journalisten Jesper Vind i sin nye, velskrevne og oplysende bog Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer, som udkom i august på Gyldendal. Han citerer her journalisten Wolfgang Büscher, der har forklaret den tyske højrefløjs særlige problem med et billede:

Nationalsocialismen rasler efter den, ligesom en blikdåse, som børn har bundet til halen på en kat. Det er netop derfor, at der ikke er kommet noget redeligt ud af det tyske højre efter 1945. Og ikke kun deres modstandere binder nazi-dåsen til de højreorienterede – de gør det selv, igen og igen.

Büschers ord peger på et vigtigt tema i Jesper Vinds bog, spørgsmålet om hvordan et højre kan opstå og blomstre i et land, hvor historien ellers skulle synes at have lagt den mulighed øde og pløjet salt i jorden for enhver politisk bestræbelse hinsides Franz-Josef Strauß.

For at forklare, eller måske bedre skildre det, tager Jesper Vind os ikke bare med ind i de aktuelle begivenheder, der har givet AfD momentum, men også ind i den efter danske standarder ekstremt sofistikerede, offentlige debat, hvor højreintellektuelle spiller en stadig større rolle.

Den selvbevidste nation

Det var i de ellers så posthistoriske 90’ere, at det intellektuelle fundament for det nye tyske højre blev lagt. Det var her tyske nationalkonservative – og måske ligefrem højreradikale? –  stemmer, de såkaldte 89’ere, begyndte at markere sig og tage den tyske histories tabuer op til debat. Det var her, at det blev salonfähigt at tale om, at tyskerne ikke blot havde været gerningsmænd, men også ofre i Anden Verdenskrig. Det var her, at den unge Dieter Stein begyndte at udgive ugeavisen Junge Freiheit, der skulle facilitere en kulturrevolution fra højre, og som den dag i dag er et vigtigt organ, der binder det intellektuelle (nye) højre sammen med det bredere populistiske og mere mainstream konservative højre.

Strauß angreb den tyske tolerance som et udtryk for Tysklands særlige selvhad og beskrev, hvordan tyskerne på grund af deres arv nu var blevet forpligtet til godhed ved lov.

Det var også her, at allerede etablerede intellektuelle som Rüdiger Safranski, en af Tysklands mest prominente filosoffer, og Ernst Nolte, en af landet mest prominente historikere, og Botho Strauß, en af landet mest prominente dramatikere, med antologien Die Selbstbewusste Nation fra 1994 markerede sig med budskabet om, at Tyskland nu måtte blive en normal nation, der turde være sig selv bevidst.

Men vigtigst var uden tvivl førnævnte Botho Strauß’ essay fra året før, Anschwellender Bocksgesang. Ikke alene brød Strauß med sit image som mere eller mindre venstresnoet samfundsrevser, han skitserede også en konservativ position, der vedkendte sig forbindelsen til mellemkrigstidens konservativrevolutionære liberalismekritik, ja ligefrem reaktualiserede denne ellers udgrænsede traditions sprog og tænkning i den intellektuelle debat.

Strauß angreb den tyske tolerance som et udtryk for Tysklands særlige selvhad og beskrev, hvordan tyskerne på grund af deres arv nu var blevet forpligtet til godhed ved lov. Hans essay indvarslede den apokalyptiske stil, der præger meget af det nye højre, i Tyskland såvel som herhjemme; en stil, der vel at mærke netop er mere end et stiltræk, men svarer nøje til en dybfølt fornemmelse af krise, der går igen i det nye højres politiske tænkning. Der er ikke tale om en krisebevidsthed, der binder det nye højres tænkere og aktivister til en resigneret fatalisme, men tværtimod om en bevidsthed, der så meget desto stærkere hævder opgøret med den bestående orden som såvel mulighed som en nødvendighed.

Wir sind das Volk

Hvis 90´ernes højretænkning udgjorde den intellektuelle baggrund for fremvæksten af et genuint højrealternativ i tysk politik, var det forbundskansler Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015, der var den udløsende årsag til dens vækst – og mere specifikt til AfD’s succes.

Tyskland har i mange år oplevet en markant indvandring, der har sat sig tunge kulturelle og sociale spor, ikke mindst i form af bydele som Kreuzberg og Neukölln, der har karakter af parallelsamfund. Utilfredsheden med den udvikling var baggrunden for, at Pegida i 2014 begyndte at demonstrere i Dresden. ”Wir sind das Volk” var slagordet. Denne manifestation mod indvandringspolitikken opstod uden om det tyske partisystem, og blev af mange opfattet som blot endnu et udtryk for den racisme, som man havde oplevet talrige eksempler på i Østtyskland. (Østtyskerne omkring Dresden bliver opfattet som særligt uvidende og fremmede for Forbundsrepublikkens politiske kultur, fordi de ikke havde mulighed for at se vesttysk fjernsyn i DDR-tiden. En pointe, som Jesper Vind gør en del ud af.)

Det bemærkelsesværdige er, at Pegida kunne samle 15.000-20.000 personer til sine demonstrationer. Deltagerne var et bredt udsnit af befolkningen, og ikke de sædvanlige skinheads og nynazister, som den slags begivenheder ellers virker som fluepapir for. Selvom Pegida ikke rigtig slog rod uden for Dresden, afslørede bevægelsen en dybere og folkeligt forankret utilfredshed med Tysklands liberale immigrationspolitik, og dermed også, at der var en plads for et indvandringskritisk parti til højre for CDU/CSU. At denne plads var ledig, understregede det politiske systems reaktioner på Pegida, som Jesper Vind skildrer i sin bog. Angela Merkel opfordrede med et moralsk håndkantsslag ved årsskiftet 2014/15 befolkningen om at holde sig væk fra Pegida: ”Følg dem ikke. Alt for ofte er der fordomme og kulde, ja, endda had i deres hjerter”. Samtidig viste en undersøgelse, at en fjerdedel af tyskerne faktisk havde forståelse for Pegida.

Ballade og vækst i AfD

Alternative für Deutschland var blevet stiftet af en række prominente liberale, euro-kritiske økonomer i 2013. Under ledelse af økonomiprofessoren Bernd Lucke opnåede partiet lige præcis ikke valg til Forbundsdagen, til gengæld fik det et godt valg til Europa-Parlamentet. Det var dog en række succesfulde delstatsvalg i Østtyskland, der gav partiet sit gennembrud samtidig med, at det understregede, hvor det havde sit parlamentariske potentiale. Dette forrykkede magtbalancen i partiet.

AfD var splittet mellem partiets liberale og nationalkonservative fløj. Sidstnævnte med markante skikkelser som den tidligere CDU-politiker Alexander Gauland, den kontroversielle Björn Höcke og ikke mindst Frauke Petry i spidsen. Sidstnævnte overtog i juli 2015 ledelsen af partiet efter at have slået Bernd Lucke i et kampvalg på partiets landsmøde. Dermed begyndte AfD’s bevægelse i nationalkonservativ – eller om man vil populistisk (Jesper Vind skelner ikke) – retning. Da flygtningekrisen eskalerede i sommeren og efteråret 2015 reagerede Angela Merkel ved at åbne de tyske grænser med de herostratisk berømte ord ”Wir schaffen das.” Hvad hendes mening end var, blev det begyndelsen på det, der hos Vind ligner en varig strukturel forandring af tysk politik.

Mistroen til den førte politik blev forstærket efter begivenhederne nytårsnat i Køln. Her havde en stor gruppe migranter tyranniseret byen nytårsnat og foretaget 600 seksuelle overgreb, ligeså mange røverier og fyret nytårsraketter mod Kølns domkirke. Vind redegør meget grundigt for forløbet, som han tillægger stor betydning. På den ene side afviser han de konspirationsteorier, som højrefløjen svælgede i, men samtidig slår han fast, at det underbemandede tyske politi indledningsvist havde forsøgt at dysse sagen ned, ligesom der gik usædvanlig lang tid, før de store, etablerede medier tog sagen op.

Man kan udtrykke forholdet på den måde, at der ikke var en konspiration, men en særlig diskurs, der modvirkede den indledningsvise belysning af sagen. Det er en pointe hos Vind, at det netop er denne diskurs, der er forandret. Tonen i den tyske debat er blevet en anden – og for os mere velkendt.

Køln blev begyndelsen på det, Vind kalder populismens forårsoffensiv. AfD vandt herefter et antal store sejre ved forskellige delstatsvalg, ikke mindst ydmygelsen af CDU i Merkels fødeegn, Mecklenburg-Vorpommern.

Men dåsen rasler videre

Det er ikke kun AfD’s vækst, der peger på, at tonen i Tyskland var forandret. En række prominente højreintellektuelle kritikere af Merkels flygtningepolitik kom samtidig med vægtige indlæg i debatten. Filosoffen Peter Sloterdijk, økonomen Thilo Sarrazin, skribenten Henryk Broder og flere andre prægede nu den offentlige debat, der samtidig blev stadig mere polariseret og højlydt, i takt med at tidligere tabubelagte og stadig ømtålelige spørgsmål trængte sig frem.

Botho Strauß offentligjorde et i oktober 2015 et nyt omdiskuteret essay, Den sidste tysker, en titel der henviser til den tyske nations snarlige undergang såvel som til muligheden for national genrejsning i mødet med fjenden: ”Kan der ske tyskerne noget bedre, end at de bliver et kraftigt mindretal i deres eget land? Ofte bringer et intolerant fremmedherredømme et folk til selvbesindelse. Først da bliver der virkelig brug for identitet.” Vind lader efterfølgende litteraten Hans Hütt få det sidste ord. Strauß essay er et ”vanviddets dokument.”

Jesper Vind giver, som det fremgår, et nuanceret billede af det tyske højre. Nok bygger han sin forståelse på idéhistorikeren Jan-Werner Müllers stærkt kritiske populisme-opfattelse, der kort sagt nægter populismen muligheden for i sig selv at bidrage konstruktivt til at løse de problemer, den peger på. Men bogens tilgang lægger samtidig op til en forståelse af AfD som et symptom på et reelt politisk og politisk-strukturelt problem i tysk politik: den fortrængning af legitime politiske positioner, som får sit mest prægnante udtryk i den velorganiserede venstreradikale vold, som igen og igen rammer AfD.

Sagt på en anden måde åbner bogen for en nødvendig forståelse af den afledte positive betydning af højrepopulismen, nemlig muligheden for fornyelsen af kontrakten mellem det politiske system og den brede befolkning. Men gennem bogen lyder også en kritik af en højrepopulisme, der ikke forstår, formår eller ønsker at afgrænse sig fra højreradikale positioner. I Tyskland glider de to ideologiske felter over i hinanden.

Dette er er problem i forhold til højrepopulismens vælgertække. Det har eksempelvis skadet AfD voldsomt, at en skikkelse som Björn Höcke har genoptaget Weimar-tidens politiske retorik.

Men forbindelsen rummer også en anden og mere alvorlig fare. Intet sted bliver dette vist klarere end i Jesper Vinds interview med ”Den mørke ridder”, Götz Kubitschek, der samtidig er endepunktet i Vinds rejse mod mørkets hjerte. Kubitschek er en central skikkelse på det antiliberale, tyske, intellektuelle højre. Han er forlægger og står i spidsen for tænketanken Institut für Staatswissensschaft. Men han har også tætte forbindelser til kredse i AfD, ikke mindst føromtalte Björn Höcke.

Kubitschek er inspireret af såvel mellemkrigstidens antiliberale konservativrevolutionære som Putins Rusland og den prominente højreradikale filosof Alain de Benoist. Det betyder også, at hans ideologiske analyse stikker dybere end højrepopulismens. Hvor sidstnævntes vrede mod det politiske system ofte kan siges at være overfladisk i den forstand, at den knytter sig til uoverensstemmelser over mere eller mindre konkrete politikområder, snarere end til en principiel afstandtagen til den etablerede politiske orden, er Kubitschek netop fortaler for en sådan konservativrevolutionær tankegang, der uden blusel sætter konservatisme lig revolution.

Og forudsætningen for den analyse er selvsagt, at man opfatter det etablerede system som hinsides redning, ja måske endog som de aktuelle problemers første årsag.

Hvilken politisk kraft bliver et AfD inspireret af sådanne idéer? I bedste fald en ligegyldig – som Morten Messerschmidt meget skarpsindigt konstaterer i bogen – i værste fald noget værre.

Mørkets hjerte

I Joseph Conrads bog Mørkets hjerte bliver rejsen mod mørkets hjerte til en genopdagelse af det mørke, der potentielt altid truer med at besidde mennesket. Konkret er rejsen en færd til et konkret geografisk sted, der er kendetegnet ved sin radikale afsideshed. Men hvad dér erfares har gyldighed for tilværelsen som sådan.

Sådan er det måske også tilfældet i Vinds bog. Selvom Kubitschek er en central skikkelse for dele af det tyske højre, repræsenterer han ikke som sådan hovedlinjen i den folkelige revolte mod migrantstrømmen og eliternes håndtering af den. Men han repræsenterer, i Vinds perspektiv, måske alligevel et mørke, der ligger som én mulighed for det tyske højre, hvis det netop ikke forstår at afgrænse sig sine mere radikale elementer.

Vi lever i en tidsalder præget af populismens ofte nødvendige korrektiv til de teknokratiske og globalistiske eliter. Men hvordan dette korrektiv udfolder sig, og hvad det substantielle indhold i den folkelige revolte er, det må blive et af vores tids centrale spørgsmål.

Jesper Vind: Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer,Gyldendal 2017.

Christian Egander Skov er ph.d. i historie fra Århus Universitet og redaktør på Årsskriftet Critique.

Kommentar

Kronik i KD: Et forsvar for Sydstaternes monumenter

Bag tragedien i den amerikanske by Charlottesville, hvor en nynazist myrdede en og sårede nitten, da han med en bil torpederede en moddemonstration, ligger en væsentlig debat om historisk bevidsthed, national identitet og erindringskultur.

Specifikt handler debatten om, hvorvidt der stadig i 2017 er plads til monumenter i det offentlige rum, der mindes – og i flere tilfælde åbent hylder – sydstatssoldater og generaler fra Den Amerikanske Borgerkrig. Mere generelt er det et spørgsmål om, hvordan et moderne pluralistisk samfund skal forholde sig til en dybt problematisk, men dog uomgængelig fortid.

I Charlottesville var stridens kerne byens beslutning om at nedtage en historisk statue af sydstatshærens øverstkommanderende, general Robert E. Lee, som ellers i mange år er blevet opfattet som en skikkelse, der kunne samle USA. Selvom han stod på den tabende parts side er han blevet hyldet af senere præsidenter som for eksempel Theodore Roosevelt og Eisenhower. Han har på den måde tjent den vigtige funktion at binde Nord og Syd sammen.

Læs resten her

Kommentar

Kronik i Information: Den Russiske Revolution var et moderniseringsprojekt båret frem af religiøst håb

Jeg har bidraget til Informations kronikserie i anledningen af 100-året for Revolutionen. Læs den her. 

 

I et århundrede med så mange katastrofer som det 20. er det problematisk at rangere dem og pege på den største. Men Den Russiske Revolution ville nu være et godt bud. For ingen anden ideologi end kommunismen – ikke engang fascismen – har så mange lig og ødelagte menneskeskæbner på samvittigheden.

Opregner vi alene antallet af døde, løber regningen for 100 års kommunisme op i 100 millioner. Altså svarende til en million om året, hvis man havde drysset ofrene jævnt ud over hele perioden. Det er langt højere end i selv de mest brutale konflikter, vi har i vore dage.

Men kommunismen kunne kun udvikle sig til en katastrofe af dette omfang, fordi Den Russiske Revolution fra begyndelsen blev opfattet som en helt særlig begivenhed med potentiale til at forandre spillereglerne for det politiske, sociale og kulturelle liv ikke blot i Rusland, men i ethvert samfund.

I en vis forstand var revolutionen blot én i en serie af politiske omvæltninger, der ramte det uduelige og reaktionære tsarregime, der havde haltet sig ind i Første Verdenskrig blot for at kollapse i mødet med den første moderne massekrig.

Men det nye kommunistiske regime var noget ganske andet. Den anerkendte historiker Eric Hobsbawm, der selv var overbevist marxist frem til sin død for få år siden, har i bogen The Age of Extremes givet en på én gang præcis og afslørende beskrivelse af Den Russiske Revolution.

Hobsbawm pegede på, at den gamle verden i 1914 havde tabt sit himmelske mandat og således stod for fald:

»Det syntes, som om der kun var behov for et signal, før folkene ville rejse sig og erstatte kapitalisme med socialisme og dermed forvandle verdens meningsløse lidelse til noget mere positivt: en ny verdens blodige fødselssmerte og veer.«

Det var Den Russiske Revolution, der gav dette signal og derfor kom til at spille en verdenshistorisk rolle, der kun lader sig sammenligne med Den Franske Revolution i 1789.

Læs resten her.Læs resten her.

 

Ikke kategoriseret

Lidt om mytologi, realisme og Game of Thrones

Det er sommer og Game of Thrones er over os. Til aarsskriftet-critique.dk har jeg kigget lidt nærmere på serie-fænomenet. Det kom der denne artikel ud af. 

Mørke vinger bærer mørke ord. Vinteren kommer. Eller rettere den er kommet, nu hvor vi befinder os i Game of Thrones’ (GoT) syvende og næstsidste sæson. Hvad dækker disse dystre tidender over? Det skal opholde os lidt i det efterfølgende.

Men lad os starte ved udgangspunktet.

Serien er et fænomen, og måske er det omsonst at trække dens handling op, men alligevel, det hører sig jo til. Serien der er bygget over Fantasy-forfatteren George R. Martins bogserie A Song of Ice and Fire – indtil videre fem meget tykke bøger – skildrer i første omgang spillet om magten på kontinentet Westeros, hvor forskellige fyrsteslægter kæmper om jerntronen.

Westeros, der til dagligt kaldes De Syv Kongeriger, er plaget af indre splid, efter at en større borgerkrig omtrent en halv generations tid før handlingens begyndelse, har vendt op og ned på magtforholdene i riget. Her blev den gamle herskerslægt Targaryen, der ved indavl var endt i et deformt vanvid, stødt fra tronen og på det nærmeste udryddet, og den unge, balstyriske kriger Robert af huset Baratheon kunne sætte sig på tronen.

Ved seriens begyndelse står det imidlertid allerede klart, at Baratheons styre og opgøret med den degenererede Targaryen-slægt ikke har betydet noget videre positivt for De syv riger. Tværtimod fremstår den nu middelaldrende konge fordrukken, forspist og helt opgivende over for den opgave, han i sin ungdoms kådhed tog på sig.

Han er er ingen god konge. Og for folket i hans riger har magtskiftet hverken gjort fra eller til. Borgerkrigen blev ikke en indgang til en ny og lykkelig fredstid, men snarere et forvarsel om den jerntid, der endnu blot truer i horisonten. Således går tæppet op for første akt.

Forbindelserne til Tolkien

George R. Martins univers er ofte blevet sammenlignet med Tolkiens monumentale bedrift, mytologien omkring Ringenes Herre (LoTR). Den sammenligning er værd at opholde sig lidt ved. For det første fordi George R. Martin selv har sat ord på den. For det andet fordi den tjener til at fremhæve, hvad der giver GoT-universitet sin særegne karakter.

Ved første øjekast er lighederne meget påfaldende. Det drejer sig i begge tilfælde om stort tænkte og ambitiøse universer. I begge tilfælde er det lykkes at skabe indtrykket af, at den historie eller det plot, som læseren eller seeren følger, blot er en historie af mange, der kunne fortælles om den verden af sammenvævede historier, som omgiver henholdsvis LoTR og GoT. Der er noget, der går forud for handlingen, noget der forløber sideløbende med den. Universerne har på hver sin måde dybde. Aktørerne befinder sig i et genuint univers med egne regler, grænser, muligheder, forestillinger og historier, der rækker tusinder år tilbage i tiden.

I begge tilfælde drejer det sig om universer, der på den ene side låner fra vores forestillinger om Middelalderen, og på den anden side føjer en del magiske eller fantastiske elementer ind i fortællingen. Hos Tolkien befolkes Midgård ikke alene af mennesker, men også af et væld af andre racer, herunder dværge, elvere, orker og naturligvis hobitter. Hos Martin er populationen af magiske væsner mindre, men de er der – og de spiller en væsentlig rolle.

Den afmytologiserede mytologi

George R. Martin har ved en lejlighed kommenteret Tolkiens univers:

“Ruling is hard. This was maybe my answer to Tolkien, whom, as much as I admire him, I do quibble with. Lord of the Rings had a very medieval philosophy: that if the king was a good man, the land would prosper. We look at real history and it’s not that simple.

Tolkien can say that Aragorn became king and reigned for a hundred years, and he was wise and good. But Tolkien doesn’t ask the question: What was Aragorn’s tax policy? Did he maintain a standing army? What did he do in times of flood and famine? And what about all these orcs? By the end of the war, Sauron is gone but all of the orcs aren’t gone – they’re in the mountains.

Did Aragorn pursue a policy of systematic genocide and kill them? Even the little baby orcs, in their little orc cradles?”

De noget drilske spørgsmål understreger forskellen mellem de to universer. Hvor Tolkiens univers er mytologisk, ja forsøger at gøre mytologien – og dens mulighed for at forlene vores dagligdagstilværelse med mening – til et prisme, vi kan opfatte vores egne liv igennem, så er George R. Martins snarere afmytologiserende.

Det skal forstås på den måde, at GoT tager udgangspunkt i en mytologiseret verden – hvis bestanddele vi kender fra Tolkien og hans mange epigoner – og ophæver dens mytologiske karakter for i stedet at sætte de regler og erfaringer, vi kender fra vores egen tilværelse – eller måske rettere fra historien – ind i det dermed post-mytologiske univers.

Dette greb har afgørende konsekvenser for handlingen i GoT. Serien – og det gælder såvel TV- som bogudgaven – er et overflødighedshorn af intriger og relationer mellem en mængde af karakterer så talrige, at det på det nærmeste er umuligt at hitte rede i. Alliancer skifter så hurtigt som vejret ved foden af et bjerg. Intet er, hvad det giver sig ud for at være, og den eneste visdom, der synes at have nogen værdi i spillet om tronen er denne, at du ikke kan stole på nogen.

De stærkeste karakterer i universet rummer en moralsk dobbelttydighed, der adskiller dem fra helteskikkelser som Aragorn, Legolas og Frodo. De har skiftende mål, de vakler – gode intentioner legitimerer rådne handlinger. Ikke sjældent bliver man som seer trukket godt og grundig rundt i manegen og opdager, at man et halvt snes gange må ændre sin vurdering af en given karakters habitus. Hvor Tolkien altså insisterer på den kvalitative forskel mellem sort og hvid, vil Martin gerne opløse dette og i stedet drager vores opmærksomhed mod nuancerne af grå.

En fortælling til og om vores tid

Intet sted kommer denne forskel mellem moralsk absolutisme og moralsk relativisme klarere til udtryk end i værkernes opfattelse af krig. George R. Martin har selv trukket denne linje op:

“The war that Tolkien wrote about was a war for the fate of civilization and the future of humanity, and that’s become the template. I’m not sure that it’s a good template, though.”

I GoT er der ikke tale – ikke i første ombæring – om en episk (som de unge siger) kamp mellem godt og ondt, men om en kamp mellem stridende parter i et univers, hvor godt og ondt er relative størrelser, og hvor spillet om magten i hvert fald hurtigt vælter enhver moral eller afslører den som enten hykleri eller endog fanatisme. I sidste ende er magt ret.

Mens TV-serien har en forkærlighed for intrigerne, rummer Martins bøger også en udtalt indignation over krigens konsekvenser. Han lader sine karakterer rejse rundt i landet og giver dermed sine læsere mulighed for at opleve prisen for de store slægters kamp om magt og ære.

På mikro-niveau bliver krigen grummest. Her forstummer enhver tale om ære og formål. Krigen rammer rigernes folk som en menneskeskabt naturkatastrofe, der hverken kan forstå eller afværge.

Man kan indvende, at denne kritik af krigens omkostninger i en vis forstand er triviel. Kontroversiel er den i hvert fald ikke. Det samme gælder seriens moralske relativisme og til tider udtalte kynisme. Den er ikke bare et spejlbillede af vores egen tid, men kan i virkeligheden beskyldes for at tale den efter munden.

Når LoTR kunne få så stor gennemslagskraft i 00erne, skyldtes det måske, at den mytologiske tale rummer en mulighed for at tale om vores liv på en måde, der rækker ud over vor egen tids konventionelle visdom og platituder, og som kan sætte vores tilværelse i det rette perspektiv, fastholde og forpligte os på moralsk klarhed kort sagt. Det var i høj kurs efter 11. september.

Det er – sammen med Tolkiens udprægede konservative kulturkritik – velsagtens en af årsagerne til, at mange konservative har taget Tolkiens – og C.S. Lewis´ – forfatterskab op eller mere generelt insisteret på værdien af at tale mytologisk om vores tilværelse.

Når verden ligger i det onde

Set i det lys er GoTs folkelige gennembrud og dens kritik af Fantasy-genrens konventioner måske et dårligt tegn. Tolkiens univers var jo skabt af en mand og i en tid, der på egen krop havde oplevet sammenstødet mellem godt og ondt og havde sans for tilværelsens moralske absolutter. Tolkien var soldat i Første Verdenskrig og oplevede i sin samtid såvel Anden Verdenskrig som Den kolde krig. George R. Martins krig derimod var Vietnamkrigen, som han tilmed skulkede fra. I en vis forstand er det en senere – og ringere – generations oplevelse af menneskets plads og opgave i virkeligheden, han formidler.

På den anden side er betoningen af menneskets onde vilje og værkets tilstræbte realisme også noget, man som konservativ kan genkende, for netop den antropologiske realisme, der som udgangspunkt har fortrængt det mytologiske fra GoT, er et kerneelement i enhver konservativ tænkning. Verden ligger i det onde, og dermed er nihilismen bagtæppet for al politisk handling. Arvesynden sætter den virkelighed, som vi alle må agere i, og det kaster fordringer af sig.

Den konservative skribent David French har udtrykt det meget godt i National Review:

”A conservative can’t watch the show without understanding that it is, at times, almost Shamelessly Burkean: Disrupt the established order at your peril. “

Skal man driste sig til at koge konservatisme ned til to pointer må det være disse: Mennesket er synder. Derfor er der behov for en orden, der holder det på plads. Og skal man så tilføje en tredje, må det blive det centrale punkt i konservatismens ideologikritik: ethvert forsøg på at forfølge en politisk dagsorden, der ikke funderer sig på disse to indsigter, risikerer at slå om i sin modsætning. Orden er på en gang nødvendigt, naturligt og også skrøbelig. Derfor bliver stabilitet konservatismens definerende politiske bestræbelse.

Det er interessant at bemærke, hvordan George R. Martin på den ene side med næsten diabolsk glæde afklæder rigets mest fremtrædende riddere og helte deres ære, samtidig med at han oprejser andre. Den skinnende, gyldne Jaime Lannister viser sig hurtigt at være en æreløs sodomist, hvis ridderlighed kan ligge på et meget lille sted. På den anden side har vi en skikkelse som hofsnogen Lord Varys, der giver indtryk af at være en i alle henseender ulækker og slibrig skikkelse, men som viser sig at besidde en hel særlig kvalitet, fordi han som en af de eneste i en verden, hvor rigtige mænd drives af en evig søgen efter hæder og ære, har et på sinde: rigets ve og vel. Betegnende nok er Varys en sand reaktionær, der fra starten konspirerer for at bringe den detroniserede Targaryen-slægt tilbage på jerntronen.

Mytologiens genkomst

Sådan ligger landet. Men GoT har, som faste seere måtte vide, også et andet element: En lang fortælling, der omslutter de mange små intriger. Her er der anderledes alvorlige sager på spil.

Hvor GoT i udgangspunktet synes at være en afmytologiseret mytologi, der lader kynisme, rænkespil og gru udfolde sig ved hver tænkelig anledning, så er der lag i fortællingen, der antyder det mytologiskes genkomst, som det, der alligevel i dette nihilistiske morads sætter begreberne godt og ondt.

For medens slægterne strides om magten, drejer historiens store hjul, og den lange vinter lægger sig langsomt over landet. Nordfra griber kulden fat og lover død og hungersnød. Snart vil jorden blive gold og storslægternes hære være låst fast i deres vinterlejr. Kampen om tronen bliver afsløret som det, den i virkeligheden er: forfængelighed.

Med kulden rejser ”De andre” sig, dem der i TV-serien kaldes ”De hvide vandrere”. Disse djævelske og næsten ustoppelige is-dæmoner er skabt ved ældgammel magi som en hævn over menneskeslægten fra et for længst glemt og fortrængt folkeslag. De hvide vandrere besidder evnen til at rejse de døde og indrullere dem i deres sataniske armé.

Langsomt men sikkert baner de sig med den ubarmhjertige vinterkulde vej ned mod menneskenes riger og lover undergang og fortabelse.

Spillet om tronen bliver i det lys netop et spil. Her står den virkelige kamp. Her trues – ligesom hos Tolkien – verden med undergang, og ligesom hos Tolkien må menneskene finde sammen i et forbund (det tror jeg da) til at bekæmpe denne eksistentielle trussel.

I denne kamp vil der blive vendt og ned på alt.

Allerede knækker den gamle verden med sine spilleregler sammen under vægten af sin ælde og korruption. De på overfladen brave riddere, fortrænges – nu hvor vi er nået til 7. sæson – af outsidere af enhver slags. De er dværge, eunukker, de æreløse og skamferede, de identitetsløse og miskendte, kvinderne og bastarderne.

Mod øst i Essos er det stadig eventyrernes og lejrbålenes tid. Hvor Westeros har gjort knæfald for fornuften og den videnskabelige metode, og troldmænd veget for såkaldte magistre, der er rationalismens skjoldvagter, så hersker endnu magi af enhver tænkelig slags i Essos.

Det er der den gamle Targaryen-slægt atter rejser sig og hvorfra den netop i syvende sæson vender tilbage til Westeros med ild, drager, og særligt viljen til at genskabe, omstøde og forny. Det er også herfra en ny religion spreder sig, hvis fanatiske tilbedere tager profetier fra flammerne og afventer Azor Ahai, helten, der skal drive mørket fra landet:

”There will come a day after a long summer when the stars bleed and the cold breath of darkness falls heavy on the world. In this dread hour a warrior shall draw from the fire a burning sword. And that sword shall be Lightbringer, the Red Sword of Heroes, and he who clasps it shall be Azor Ahai come again, and the darkness shall flee before him”

Hil dig frelser og fornyer! Den gamle verden vil falde, og en ny vil opstå. Men dermed er vi tilbage ved mytens tale.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

 

Kommentar

Et par ord om Historien om Danmark

Lige nu kører den udmærkede Historien om Danmark på DR. Jeg er blevet bedt om at anmelde afsnit nr. 2 om bronzealderen. De andre anmeldelser kan findes her, her og her

Andet afsnit af Danmarks Radios nye Danmarkshistorie fortsætter de gode takter fra første afsnit. Vi er stadig i de lange stræks tidsalder, selvom vi nu beskæftiger os med en langt kortere periode end i første afsnit. Ja, i virkeligheden dækkede første afsnit en længere periode end resten af afsnittene til sammen.

I takt med, at vi har bevæget os fra jæger- og bondestenalder og ind i bronzealderen, er kredsen af talende hoveder skiftet ud. Borte er geologerne, med i stor stil er til gengæld arkæologerne. Som historiker må jeg stadig vente i hvert fald indtil slutningen af næste afsnit, før jeg kan håbe at se en kollega. Vi befinder os stadig solidt i forhistorisk tid.

Folkevandring eller kulturel diffusion

Det første jeg – som relativt uvidende seer – noterer mig er, at DR’s Danmarkshistorie er glad for migrationer. I helt gamle dage forklarede arkæologer og lignende mange udviklinger i forhistorisk tid med folkevandringer. Nye folkeslag på farten slog sig ned og fortrængte oprindelige indbyggere. Senere gik man væk fra den idé og begyndte at tale om kulturel diffusion i stedet.

Altså når der f.eks. begyndte at dukke enkeltgrave op i Danmark i slutningen af bondestenalderen skyldtes det ikke indvandringen af et overlegent ”enkeltgravsfolk”, sådan som man engang havde troet, men at nye idéer bredte sig som ringe i vandet (tilsvarende skyldes Computerens fortrængning af skrivemaskinen heller ikke en invasion, men teknologisk udvikling). Det var, så vidt jeg husker, det jeg lærte i sin tid. De gamle teorier om folkevandringer blev vistnok opfattet som aflejringer af tidligere tiders raceideologier, ikke noget man kunne beskæftige sig med. I Claus Delaurans fremragende tegneserie ”Danmarkshistorie for folket” harcelerede han – som læserne nok kan huske – en del over folkevandringstesernes tusmørke. Det måtte være noget politisk, ræsonnerede han.

Men, mirabile dictu, nu er vi vist vendt tilbage til folkevandringerne. Således beretter dagens afsnit om Yamnaya-folket fra Kaukasus-området, der i slutningen af bondestenalderen indvandrede til Danmark. De er i genetisk forstand vores høje og lyse forfædre. De er i øvrigt – hvad programmet ikke nævnte – også i sproglig forstand vores forfædre. Yamnaya-folket kommer nemlig fra den indeoeuropæiske urhjemstavn, og det sprog, vi taler, er som bekendt et indo-europæisk sprog.

Fortællingen om, hvordan man kan rekonstruere den tidlige indoeuropæiske livsverden gennem sproglige studier, er interessant, men ikke en programmet tog op. Moden går nok i anden retning i disse år. Der sværmes for hard science i arkæologiens verden, og mon ikke også, at netop folkevandringstesens genkomst (hvis der er tale om det – jeg gætter bare) netop skyldes vores øgede viden om gener og DNA, der indfører et nyt element af sikkerhed i vores ellers usikre teorier om for længst svundne tider.

Glade dage i bronzealderen

Det andet, der slog mig, var, hvor meget pointeringen af bronzealdersamfundets ”globale” karakter fyldte i programmet. Med bronzealderen begyndte en tid, hvor udbyggede handelsnet bandt Danmark tæt sammen med resten af verden. Og ikke mindst bronzealdersamfundets elite har været stærkt globalistisk anlagt, kunne jeg forstå. På meget imponerende vis brugte programmet Egtved-pigen, der – som vi nu regner med at vide – var tysk, til at slå den pointe fast.

I bronzealderen var Danmark eller eliten hertillands (eller i det, der senere bliver Danmark) velstående. Rav gjorde os rige. Der var varmt og vi dyrkede solen, medens vi stødte i luren og letpåklædte damer slog flik flak. Bronzealderen var gode tider: Champagne, bling, bling og Nik & Jay. Ligesom 00’erne på mange måder.

Men alting har en ende, og ligesom globalismen i dag er, om ikke truet, så udfordret, således lakkede det også ved overgangen til jernalderen mod enden for bronzealderens sorgløse globalister. Det kolde og rigelige jern, fortrængte den varme og sjældne bronze. Danmark lukkede sig om selv, hed det i programmet. Og for at det nu ikke skal være løgn, begyndte vi også at flytte sammen i indhegnede samfund, samtidig med at vi i stor stil fik den idé at kaste folk i moserne for at ofre dem til Gud ved hvilken afguder, der gemte sig dér. Ja og så blev det jo også dårligt vejr.

Alt i alt en uheldig udvikling, men også en, der vidner om, at enhver social, politisk og religiøs orden, hvor lyksalig den end måtte forekomme, ikke er andet end et provisorium. Alting forgår. Det er historiens tema.

I indtil videre to afsnit, har folkene bag danmarkshistorien ladet os kaste et blik over et forhistorisk landskab af enorme tidslige og fysiske dimensioner. Effekten har været imponerende og til tider svimlende. Det er, hvad god historie kan.

Udgivelser

Ny podcast…med mig

Lediggang er roden til alt ondt, så for at holde alt ondt fra døren, må man kaste sig over nyt. Og således gik det til, at vi på Årsskriftet Critique for nyligt gik i luften med en podcast om kultur, historie, samfund og politik.

I første udsendelse talte jeg med valgmenighedspræst Johan Christian Nord om den danske sangskat, og hvordan det står til med den.

Du kan følge vores podcasts På aarskriftet-critique.dk, men du kan også abonnere (gratis naturligvis) på dem via iTunes. Det er nemt og bekvemt. Og når du nu er derinde så smid os lige en fem-stjernet anmeldelse og et par ord på vejen. Så hjælper du andre med at finde os.