Kronik i Information: Den Russiske Revolution var et moderniseringsprojekt båret frem af religiøst håb

Jeg har bidraget til Informations kronikserie i anledningen af 100-året for Revolutionen. Læs den her. 

 

I et århundrede med så mange katastrofer som det 20. er det problematisk at rangere dem og pege på den største. Men Den Russiske Revolution ville nu være et godt bud. For ingen anden ideologi end kommunismen – ikke engang fascismen – har så mange lig og ødelagte menneskeskæbner på samvittigheden.

Opregner vi alene antallet af døde, løber regningen for 100 års kommunisme op i 100 millioner. Altså svarende til en million om året, hvis man havde drysset ofrene jævnt ud over hele perioden. Det er langt højere end i selv de mest brutale konflikter, vi har i vore dage.

Men kommunismen kunne kun udvikle sig til en katastrofe af dette omfang, fordi Den Russiske Revolution fra begyndelsen blev opfattet som en helt særlig begivenhed med potentiale til at forandre spillereglerne for det politiske, sociale og kulturelle liv ikke blot i Rusland, men i ethvert samfund.

I en vis forstand var revolutionen blot én i en serie af politiske omvæltninger, der ramte det uduelige og reaktionære tsarregime, der havde haltet sig ind i Første Verdenskrig blot for at kollapse i mødet med den første moderne massekrig.

Men det nye kommunistiske regime var noget ganske andet. Den anerkendte historiker Eric Hobsbawm, der selv var overbevist marxist frem til sin død for få år siden, har i bogen The Age of Extremes givet en på én gang præcis og afslørende beskrivelse af Den Russiske Revolution.

Hobsbawm pegede på, at den gamle verden i 1914 havde tabt sit himmelske mandat og således stod for fald:

»Det syntes, som om der kun var behov for et signal, før folkene ville rejse sig og erstatte kapitalisme med socialisme og dermed forvandle verdens meningsløse lidelse til noget mere positivt: en ny verdens blodige fødselssmerte og veer.«

Det var Den Russiske Revolution, der gav dette signal og derfor kom til at spille en verdenshistorisk rolle, der kun lader sig sammenligne med Den Franske Revolution i 1789.

Læs resten her.Læs resten her.

 

Reklamer

Lidt om mytologi, realisme og Game of Thrones

Det er sommer og Game of Thrones er over os. Til aarsskriftet-critique.dk har jeg kigget lidt nærmere på serie-fænomenet. Det kom der denne artikel ud af. 

Mørke vinger bærer mørke ord. Vinteren kommer. Eller rettere den er kommet, nu hvor vi befinder os i Game of Thrones’ (GoT) syvende og næstsidste sæson. Hvad dækker disse dystre tidender over? Det skal opholde os lidt i det efterfølgende.

Men lad os starte ved udgangspunktet.

Serien er et fænomen, og måske er det omsonst at trække dens handling op, men alligevel, det hører sig jo til. Serien der er bygget over Fantasy-forfatteren George R. Martins bogserie A Song of Ice and Fire – indtil videre fem meget tykke bøger – skildrer i første omgang spillet om magten på kontinentet Westeros, hvor forskellige fyrsteslægter kæmper om jerntronen.

Westeros, der til dagligt kaldes De Syv Kongeriger, er plaget af indre splid, efter at en større borgerkrig omtrent en halv generations tid før handlingens begyndelse, har vendt op og ned på magtforholdene i riget. Her blev den gamle herskerslægt Targaryen, der ved indavl var endt i et deformt vanvid, stødt fra tronen og på det nærmeste udryddet, og den unge, balstyriske kriger Robert af huset Baratheon kunne sætte sig på tronen.

Ved seriens begyndelse står det imidlertid allerede klart, at Baratheons styre og opgøret med den degenererede Targaryen-slægt ikke har betydet noget videre positivt for De syv riger. Tværtimod fremstår den nu middelaldrende konge fordrukken, forspist og helt opgivende over for den opgave, han i sin ungdoms kådhed tog på sig.

Han er er ingen god konge. Og for folket i hans riger har magtskiftet hverken gjort fra eller til. Borgerkrigen blev ikke en indgang til en ny og lykkelig fredstid, men snarere et forvarsel om den jerntid, der endnu blot truer i horisonten. Således går tæppet op for første akt.

Forbindelserne til Tolkien

George R. Martins univers er ofte blevet sammenlignet med Tolkiens monumentale bedrift, mytologien omkring Ringenes Herre (LoTR). Den sammenligning er værd at opholde sig lidt ved. For det første fordi George R. Martin selv har sat ord på den. For det andet fordi den tjener til at fremhæve, hvad der giver GoT-universitet sin særegne karakter.

Ved første øjekast er lighederne meget påfaldende. Det drejer sig i begge tilfælde om stort tænkte og ambitiøse universer. I begge tilfælde er det lykkes at skabe indtrykket af, at den historie eller det plot, som læseren eller seeren følger, blot er en historie af mange, der kunne fortælles om den verden af sammenvævede historier, som omgiver henholdsvis LoTR og GoT. Der er noget, der går forud for handlingen, noget der forløber sideløbende med den. Universerne har på hver sin måde dybde. Aktørerne befinder sig i et genuint univers med egne regler, grænser, muligheder, forestillinger og historier, der rækker tusinder år tilbage i tiden.

I begge tilfælde drejer det sig om universer, der på den ene side låner fra vores forestillinger om Middelalderen, og på den anden side føjer en del magiske eller fantastiske elementer ind i fortællingen. Hos Tolkien befolkes Midgård ikke alene af mennesker, men også af et væld af andre racer, herunder dværge, elvere, orker og naturligvis hobitter. Hos Martin er populationen af magiske væsner mindre, men de er der – og de spiller en væsentlig rolle.

Den afmytologiserede mytologi

George R. Martin har ved en lejlighed kommenteret Tolkiens univers:

“Ruling is hard. This was maybe my answer to Tolkien, whom, as much as I admire him, I do quibble with. Lord of the Rings had a very medieval philosophy: that if the king was a good man, the land would prosper. We look at real history and it’s not that simple.

Tolkien can say that Aragorn became king and reigned for a hundred years, and he was wise and good. But Tolkien doesn’t ask the question: What was Aragorn’s tax policy? Did he maintain a standing army? What did he do in times of flood and famine? And what about all these orcs? By the end of the war, Sauron is gone but all of the orcs aren’t gone – they’re in the mountains.

Did Aragorn pursue a policy of systematic genocide and kill them? Even the little baby orcs, in their little orc cradles?”

De noget drilske spørgsmål understreger forskellen mellem de to universer. Hvor Tolkiens univers er mytologisk, ja forsøger at gøre mytologien – og dens mulighed for at forlene vores dagligdagstilværelse med mening – til et prisme, vi kan opfatte vores egne liv igennem, så er George R. Martins snarere afmytologiserende.

Det skal forstås på den måde, at GoT tager udgangspunkt i en mytologiseret verden – hvis bestanddele vi kender fra Tolkien og hans mange epigoner – og ophæver dens mytologiske karakter for i stedet at sætte de regler og erfaringer, vi kender fra vores egen tilværelse – eller måske rettere fra historien – ind i det dermed post-mytologiske univers.

Dette greb har afgørende konsekvenser for handlingen i GoT. Serien – og det gælder såvel TV- som bogudgaven – er et overflødighedshorn af intriger og relationer mellem en mængde af karakterer så talrige, at det på det nærmeste er umuligt at hitte rede i. Alliancer skifter så hurtigt som vejret ved foden af et bjerg. Intet er, hvad det giver sig ud for at være, og den eneste visdom, der synes at have nogen værdi i spillet om tronen er denne, at du ikke kan stole på nogen.

De stærkeste karakterer i universet rummer en moralsk dobbelttydighed, der adskiller dem fra helteskikkelser som Aragorn, Legolas og Frodo. De har skiftende mål, de vakler – gode intentioner legitimerer rådne handlinger. Ikke sjældent bliver man som seer trukket godt og grundig rundt i manegen og opdager, at man et halvt snes gange må ændre sin vurdering af en given karakters habitus. Hvor Tolkien altså insisterer på den kvalitative forskel mellem sort og hvid, vil Martin gerne opløse dette og i stedet drager vores opmærksomhed mod nuancerne af grå.

En fortælling til og om vores tid

Intet sted kommer denne forskel mellem moralsk absolutisme og moralsk relativisme klarere til udtryk end i værkernes opfattelse af krig. George R. Martin har selv trukket denne linje op:

“The war that Tolkien wrote about was a war for the fate of civilization and the future of humanity, and that’s become the template. I’m not sure that it’s a good template, though.”

I GoT er der ikke tale – ikke i første ombæring – om en episk (som de unge siger) kamp mellem godt og ondt, men om en kamp mellem stridende parter i et univers, hvor godt og ondt er relative størrelser, og hvor spillet om magten i hvert fald hurtigt vælter enhver moral eller afslører den som enten hykleri eller endog fanatisme. I sidste ende er magt ret.

Mens TV-serien har en forkærlighed for intrigerne, rummer Martins bøger også en udtalt indignation over krigens konsekvenser. Han lader sine karakterer rejse rundt i landet og giver dermed sine læsere mulighed for at opleve prisen for de store slægters kamp om magt og ære.

På mikro-niveau bliver krigen grummest. Her forstummer enhver tale om ære og formål. Krigen rammer rigernes folk som en menneskeskabt naturkatastrofe, der hverken kan forstå eller afværge.

Man kan indvende, at denne kritik af krigens omkostninger i en vis forstand er triviel. Kontroversiel er den i hvert fald ikke. Det samme gælder seriens moralske relativisme og til tider udtalte kynisme. Den er ikke bare et spejlbillede af vores egen tid, men kan i virkeligheden beskyldes for at tale den efter munden.

Når LoTR kunne få så stor gennemslagskraft i 00erne, skyldtes det måske, at den mytologiske tale rummer en mulighed for at tale om vores liv på en måde, der rækker ud over vor egen tids konventionelle visdom og platituder, og som kan sætte vores tilværelse i det rette perspektiv, fastholde og forpligte os på moralsk klarhed kort sagt. Det var i høj kurs efter 11. september.

Det er – sammen med Tolkiens udprægede konservative kulturkritik – velsagtens en af årsagerne til, at mange konservative har taget Tolkiens – og C.S. Lewis´ – forfatterskab op eller mere generelt insisteret på værdien af at tale mytologisk om vores tilværelse.

Når verden ligger i det onde

Set i det lys er GoTs folkelige gennembrud og dens kritik af Fantasy-genrens konventioner måske et dårligt tegn. Tolkiens univers var jo skabt af en mand og i en tid, der på egen krop havde oplevet sammenstødet mellem godt og ondt og havde sans for tilværelsens moralske absolutter. Tolkien var soldat i Første Verdenskrig og oplevede i sin samtid såvel Anden Verdenskrig som Den kolde krig. George R. Martins krig derimod var Vietnamkrigen, som han tilmed skulkede fra. I en vis forstand er det en senere – og ringere – generations oplevelse af menneskets plads og opgave i virkeligheden, han formidler.

På den anden side er betoningen af menneskets onde vilje og værkets tilstræbte realisme også noget, man som konservativ kan genkende, for netop den antropologiske realisme, der som udgangspunkt har fortrængt det mytologiske fra GoT, er et kerneelement i enhver konservativ tænkning. Verden ligger i det onde, og dermed er nihilismen bagtæppet for al politisk handling. Arvesynden sætter den virkelighed, som vi alle må agere i, og det kaster fordringer af sig.

Den konservative skribent David French har udtrykt det meget godt i National Review:

”A conservative can’t watch the show without understanding that it is, at times, almost Shamelessly Burkean: Disrupt the established order at your peril. “

Skal man driste sig til at koge konservatisme ned til to pointer må det være disse: Mennesket er synder. Derfor er der behov for en orden, der holder det på plads. Og skal man så tilføje en tredje, må det blive det centrale punkt i konservatismens ideologikritik: ethvert forsøg på at forfølge en politisk dagsorden, der ikke funderer sig på disse to indsigter, risikerer at slå om i sin modsætning. Orden er på en gang nødvendigt, naturligt og også skrøbelig. Derfor bliver stabilitet konservatismens definerende politiske bestræbelse.

Det er interessant at bemærke, hvordan George R. Martin på den ene side med næsten diabolsk glæde afklæder rigets mest fremtrædende riddere og helte deres ære, samtidig med at han oprejser andre. Den skinnende, gyldne Jaime Lannister viser sig hurtigt at være en æreløs sodomist, hvis ridderlighed kan ligge på et meget lille sted. På den anden side har vi en skikkelse som hofsnogen Lord Varys, der giver indtryk af at være en i alle henseender ulækker og slibrig skikkelse, men som viser sig at besidde en hel særlig kvalitet, fordi han som en af de eneste i en verden, hvor rigtige mænd drives af en evig søgen efter hæder og ære, har et på sinde: rigets ve og vel. Betegnende nok er Varys en sand reaktionær, der fra starten konspirerer for at bringe den detroniserede Targaryen-slægt tilbage på jerntronen.

Mytologiens genkomst

Sådan ligger landet. Men GoT har, som faste seere måtte vide, også et andet element: En lang fortælling, der omslutter de mange små intriger. Her er der anderledes alvorlige sager på spil.

Hvor GoT i udgangspunktet synes at være en afmytologiseret mytologi, der lader kynisme, rænkespil og gru udfolde sig ved hver tænkelig anledning, så er der lag i fortællingen, der antyder det mytologiskes genkomst, som det, der alligevel i dette nihilistiske morads sætter begreberne godt og ondt.

For medens slægterne strides om magten, drejer historiens store hjul, og den lange vinter lægger sig langsomt over landet. Nordfra griber kulden fat og lover død og hungersnød. Snart vil jorden blive gold og storslægternes hære være låst fast i deres vinterlejr. Kampen om tronen bliver afsløret som det, den i virkeligheden er: forfængelighed.

Med kulden rejser ”De andre” sig, dem der i TV-serien kaldes ”De hvide vandrere”. Disse djævelske og næsten ustoppelige is-dæmoner er skabt ved ældgammel magi som en hævn over menneskeslægten fra et for længst glemt og fortrængt folkeslag. De hvide vandrere besidder evnen til at rejse de døde og indrullere dem i deres sataniske armé.

Langsomt men sikkert baner de sig med den ubarmhjertige vinterkulde vej ned mod menneskenes riger og lover undergang og fortabelse.

Spillet om tronen bliver i det lys netop et spil. Her står den virkelige kamp. Her trues – ligesom hos Tolkien – verden med undergang, og ligesom hos Tolkien må menneskene finde sammen i et forbund (det tror jeg da) til at bekæmpe denne eksistentielle trussel.

I denne kamp vil der blive vendt og ned på alt.

Allerede knækker den gamle verden med sine spilleregler sammen under vægten af sin ælde og korruption. De på overfladen brave riddere, fortrænges – nu hvor vi er nået til 7. sæson – af outsidere af enhver slags. De er dværge, eunukker, de æreløse og skamferede, de identitetsløse og miskendte, kvinderne og bastarderne.

Mod øst i Essos er det stadig eventyrernes og lejrbålenes tid. Hvor Westeros har gjort knæfald for fornuften og den videnskabelige metode, og troldmænd veget for såkaldte magistre, der er rationalismens skjoldvagter, så hersker endnu magi af enhver tænkelig slags i Essos.

Det er der den gamle Targaryen-slægt atter rejser sig og hvorfra den netop i syvende sæson vender tilbage til Westeros med ild, drager, og særligt viljen til at genskabe, omstøde og forny. Det er også herfra en ny religion spreder sig, hvis fanatiske tilbedere tager profetier fra flammerne og afventer Azor Ahai, helten, der skal drive mørket fra landet:

”There will come a day after a long summer when the stars bleed and the cold breath of darkness falls heavy on the world. In this dread hour a warrior shall draw from the fire a burning sword. And that sword shall be Lightbringer, the Red Sword of Heroes, and he who clasps it shall be Azor Ahai come again, and the darkness shall flee before him”

Hil dig frelser og fornyer! Den gamle verden vil falde, og en ny vil opstå. Men dermed er vi tilbage ved mytens tale.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

 

Et par ord om Historien om Danmark

Lige nu kører den udmærkede Historien om Danmark på DR. Jeg er blevet bedt om at anmelde afsnit nr. 2 om bronzealderen. De andre anmeldelser kan findes her, her og her

Andet afsnit af Danmarks Radios nye Danmarkshistorie fortsætter de gode takter fra første afsnit. Vi er stadig i de lange stræks tidsalder, selvom vi nu beskæftiger os med en langt kortere periode end i første afsnit. Ja, i virkeligheden dækkede første afsnit en længere periode end resten af afsnittene til sammen.

I takt med, at vi har bevæget os fra jæger- og bondestenalder og ind i bronzealderen, er kredsen af talende hoveder skiftet ud. Borte er geologerne, med i stor stil er til gengæld arkæologerne. Som historiker må jeg stadig vente i hvert fald indtil slutningen af næste afsnit, før jeg kan håbe at se en kollega. Vi befinder os stadig solidt i forhistorisk tid.

Folkevandring eller kulturel diffusion

Det første jeg – som relativt uvidende seer – noterer mig er, at DR’s Danmarkshistorie er glad for migrationer. I helt gamle dage forklarede arkæologer og lignende mange udviklinger i forhistorisk tid med folkevandringer. Nye folkeslag på farten slog sig ned og fortrængte oprindelige indbyggere. Senere gik man væk fra den idé og begyndte at tale om kulturel diffusion i stedet.

Altså når der f.eks. begyndte at dukke enkeltgrave op i Danmark i slutningen af bondestenalderen skyldtes det ikke indvandringen af et overlegent ”enkeltgravsfolk”, sådan som man engang havde troet, men at nye idéer bredte sig som ringe i vandet (tilsvarende skyldes Computerens fortrængning af skrivemaskinen heller ikke en invasion, men teknologisk udvikling). Det var, så vidt jeg husker, det jeg lærte i sin tid. De gamle teorier om folkevandringer blev vistnok opfattet som aflejringer af tidligere tiders raceideologier, ikke noget man kunne beskæftige sig med. I Claus Delaurans fremragende tegneserie ”Danmarkshistorie for folket” harcelerede han – som læserne nok kan huske – en del over folkevandringstesernes tusmørke. Det måtte være noget politisk, ræsonnerede han.

Men, mirabile dictu, nu er vi vist vendt tilbage til folkevandringerne. Således beretter dagens afsnit om Yamnaya-folket fra Kaukasus-området, der i slutningen af bondestenalderen indvandrede til Danmark. De er i genetisk forstand vores høje og lyse forfædre. De er i øvrigt – hvad programmet ikke nævnte – også i sproglig forstand vores forfædre. Yamnaya-folket kommer nemlig fra den indeoeuropæiske urhjemstavn, og det sprog, vi taler, er som bekendt et indo-europæisk sprog.

Fortællingen om, hvordan man kan rekonstruere den tidlige indoeuropæiske livsverden gennem sproglige studier, er interessant, men ikke en programmet tog op. Moden går nok i anden retning i disse år. Der sværmes for hard science i arkæologiens verden, og mon ikke også, at netop folkevandringstesens genkomst (hvis der er tale om det – jeg gætter bare) netop skyldes vores øgede viden om gener og DNA, der indfører et nyt element af sikkerhed i vores ellers usikre teorier om for længst svundne tider.

Glade dage i bronzealderen

Det andet, der slog mig, var, hvor meget pointeringen af bronzealdersamfundets ”globale” karakter fyldte i programmet. Med bronzealderen begyndte en tid, hvor udbyggede handelsnet bandt Danmark tæt sammen med resten af verden. Og ikke mindst bronzealdersamfundets elite har været stærkt globalistisk anlagt, kunne jeg forstå. På meget imponerende vis brugte programmet Egtved-pigen, der – som vi nu regner med at vide – var tysk, til at slå den pointe fast.

I bronzealderen var Danmark eller eliten hertillands (eller i det, der senere bliver Danmark) velstående. Rav gjorde os rige. Der var varmt og vi dyrkede solen, medens vi stødte i luren og letpåklædte damer slog flik flak. Bronzealderen var gode tider: Champagne, bling, bling og Nik & Jay. Ligesom 00’erne på mange måder.

Men alting har en ende, og ligesom globalismen i dag er, om ikke truet, så udfordret, således lakkede det også ved overgangen til jernalderen mod enden for bronzealderens sorgløse globalister. Det kolde og rigelige jern, fortrængte den varme og sjældne bronze. Danmark lukkede sig om selv, hed det i programmet. Og for at det nu ikke skal være løgn, begyndte vi også at flytte sammen i indhegnede samfund, samtidig med at vi i stor stil fik den idé at kaste folk i moserne for at ofre dem til Gud ved hvilken afguder, der gemte sig dér. Ja og så blev det jo også dårligt vejr.

Alt i alt en uheldig udvikling, men også en, der vidner om, at enhver social, politisk og religiøs orden, hvor lyksalig den end måtte forekomme, ikke er andet end et provisorium. Alting forgår. Det er historiens tema.

I indtil videre to afsnit, har folkene bag danmarkshistorien ladet os kaste et blik over et forhistorisk landskab af enorme tidslige og fysiske dimensioner. Effekten har været imponerende og til tider svimlende. Det er, hvad god historie kan.

Ny podcast…med mig

Lediggang er roden til alt ondt, så for at holde alt ondt fra døren, må man kaste sig over nyt. Og således gik det til, at vi på Årsskriftet Critique for nyligt gik i luften med en podcast om kultur, historie, samfund og politik.

I første udsendelse talte jeg med valgmenighedspræst Johan Christian Nord om den danske sangskat, og hvordan det står til med den.

Du kan følge vores podcasts På aarskriftet-critique.dk, men du kan også abonnere (gratis naturligvis) på dem via iTunes. Det er nemt og bekvemt. Og når du nu er derinde så smid os lige en fem-stjernet anmeldelse og et par ord på vejen. Så hjælper du andre med at finde os.

Blitzkrieg mod eliten

Min artikel Blitzkrieg mod eliten fra Weekendavisen 27/1.

Donald Trump, USAs nye præsident, er ved at forandre højrefløjen – også herhjemme, hvor mange nationalkonservative åbent støtter Trump og hans kritik af den internationale ordens status quo. Forholdet til Trump, og det han repræsenterer, er en af de konflikter, der afslører stadig tydeligere brudlinjer i det borgerlige Danmark. For nylig vakte Berlingskes Anna Libak opsigt med et hårdt angreb på danske nationalkonservative i en klumme, hvor hun skrev: »Det er således år siden, at det netop var de nationalkonservative, der bekymrede sig om samfundets sammenhængskraft og tilliden til, at myndighederne kunne klare opgaven. Nu vil de nationalkonservative hellere brænde det hele ned til grunden og starte forfra.« De nationalkonservative var blevet vores tids revolutionære.

Tilbage i 1948 udkom et af moderne, amerikansk konservatismes hovedværker, filosoffen Richard M. Weavers Ideas Have Consequences. Allerede titlen definerede et træk ved denne nye konservatismes opfattelse af politik. For USAs konservative intellektuelle har kampen for idéerne været et omdrejningspunkt. I tidsskrifter som National Review, The Public Interest, National Affairs og The Weekly Standard og tænketanke som American Enterprise Institute og mange flere har de forsøgt at nå til klarhed om basale konservative principper og finde måder at udmønte dem på i praktisk politik.

Man behøver ikke lytte længe til Trump for at forstå, at han har et helt andet syn på politik, som mere er farvet af kølig pragmatisme, hvis ikke ligefrem opportunisme – ligesom trumpismen i kraft af træk som isolationisme og protektionisme afviser centrale konservative idéer.

Derfor er det heller ikke bemærkelsesværdigt, at mange toneangivende konservative intellektuelle i februar 2016 udtalte skarp kritik af Trump i et nummer af tidsskriftet National Review med den sigende titel »Against Trump«. Det er langt mere bemærkelsesværdigt, at Trump siden har vundet mange støtter i den konservative intelligentsia. I september 2016 erklærede over 100 konservative meningsdannere og intellektuelle deres støtte til Trump, ligesom de fleste af Trumps skarpeste konservative modstandere i øvrigt nedtonede deres anti-trumpisme, i takt med at præsidentvalgkampen skred frem. Senest er der blevet offentliggjort planer om et intellektuelt tidsskrift for trumpisme under navnet American Affairs.

HVAD får seriøse idémennesker til at kaste sig i armene på en mand, der ligefrem har hyldet mangel på uddannelse, og som aldrig har givet indtryk af at tage hverken politiske idéer eller konservative intellektuelle alvorligt? For nogle er det ikke en støtte på trods, men på grund af Trump og trumpismen.

Trumpisme har to distinkte kendetegn. For det første er den populistisk i den forstand, at dens synligste retoriske figur er den uforligelig modsætning mellem folk og elite, hvor eliten reelt set fungerer som en art globalistisk besættelsesmagt, der undertrykker folkets sande vilje. Eliten og dermed det bestående samfund og de institutioner, der oppebærer det, bliver et udtryk for illegitim magt.

For det andet rummer trumpismen et klart karismatisk, autoritært element. For den er hævdelsen af Donald Trump som den mand, der i kraft af sine evner og sin personlige styrke, kan gøre op med eliten og forløse folkets almenvilje. Tiltroen til Trump knytter sig uløseligt til mistroen mod det bestående, og fordi håbet alene hviler på én mand og hans væbnere, er trumpismen også kritisk over for forsøg på at sætte grænser for denne mands vilje, hvad end det drejer sig om konstitutionelle skranker, politiske principper eller såkaldte fakta.

I virkeligheden baserer trumpismen sig ikke sig på den traditionelle konservative idé om at forsvare den institutionelle orden, men på Rosseaus radikale forestilling om almenviljen. Alligevel er det netop udsigten til det, som Trump-støtten og kulturkritikeren Roger Kimball fra The New Criterion har kaldt en machiavellisk Blitzkrieg mod eliten, som tiltaler flere af de konservative intellektuelle, der støtter Trump.

Synspunktet er blevet spidsformuleret i det meget omtalte essay »The Flight 93 Election«, hvor den pseudonyme forfatter Publius Decius Mus sammenligner USA med et fly på vej til at styrte ned. Og i det perspektiv er valget enkelt: Enten fortsætter man kursen uanfægtet og lader flyet splintres mod jorden, ellers støtter man den mand, der vil tage cockpittet og rette kursen op. Essayet rummer såvel en skarp kritik af status quo som af den etablerede konservatisme, der nok kan hævde, at det står skidt til, men reelt set ikke tilbyder den radikale løsning, der er tidens krav.

Det er analyser som denne, der for nogle giver ubehagelige mindelser om Weimarrepublikkens Tyskland, hvis konservative intellektuelle ikke i tide formåede at artikulere en kritik af den grynede totalitarisme, men i stedet kom til at berede vejen for nationalsocialismens magtovertagelse ved at gøre højreradikale synspunkter intellektuelt spiselige. USA er ikke Weimar-Tyskland, og Trump er hverken en ny Mussolini eller en ny Hitler, måske mere en rødhåret Berlusconi. Men det er alligevel værd at notere sig, at det netop var en afgrundsdyb kulturel desperation, der fik tyske intellektuelle til at tage springet ud i utopi, radikalisme og i sidste ende nihilisme. De følte ikke længere, der var noget at bevare.

I Danmark har flere prominente højre-intellektuelle og enkelte politikere givet udtryk for deres støtte til Trump. Det gælder for eksempel Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, litteraten Kasper Støvring og politologen Søren Hviid Pedersen, der med forskellige argumenter i hånden har udtrykt sympati. Selvom man langt fra beskylde danske nationalkonservative en bloc for at være revolutionære, finder vi også her eksempler på dyrkelsen af Trump som en karismatisk, revolutionær skikkelse.

Morten Uhrskov Jensen beskriver eksempelvis Trump som et jærtegn om, at elitens tid er ved at rinde ud. Han skriver sig dermed ind i forestillingen om det store kommende opgør mellem folk og elite, og mod tidsånden kæmper man som bekendt forgæves. Søren Hviid Pedersen kastede sig forleden ud i et forsvar for Trumps brug af løgn som politisk virkemiddel med henvisning til, at begreberne sandt og falsk hører til i videnskabens, men ikke politikkens verden. Her gælder det i stedet om at skabe fortællinger, der kan mobilisere folket om lederen.

Endnu mere bemærkelsesværdigt har den selverklærede filosof Eva Selsing i en klumme fra november sidste år hyldet Trump som »partikularisten, der bryder med universalismen. Han repræsenterer en tilbagevenden til snusfornuften, en nedstigning fra princippernes tinder til den virkelige verden, hvor vores medmennesker bor. De, der tager slagene fra hver en destruktiv politik indført af ortodokse teoretikere.«

Trump bliver en slags personificeret fornuft, og denne fornuft består netop i, at han ikke er bundet af idéer og principper, men derimod fejer dem bort for det undertrykte folks skyld. Hvad hvis man er uenig i den tolkning? Så er man nok en del af eliten eller en ortodoks teoretiker, for her gælder ingen universelle kriterier for godt og ond, sandt og falsk.

Vi står ikke på grænsen til Weimar-tilstande, men sætter man ét menneske lig fornuften, folkeviljen eller tidsånden, har man begået et intellektuelt forræderi af den art, som den franske tænker Julien Benda i 1927 anklagede mellemkrigstidens intellektuelle for. Ingen samtale, og ingen tænkning er mulig, hvis en politisk doktrin reduceres til et krav om loyalitet mod den karismatiske leder og gør »Führerbefehl« til sin retningslinje, og hvis det at ytre dissens potentielt bliver at opfatte som et frafald fra det sande folk. Det er et første skridt på vejen til at reducere politik til nævekamp.

Alt dette er ikke at afvise, at trumpismen er et symptom på ting, det er nødvendigt at være opmærksom på. Men hvis man overhovedet mener, at konservatismen har noget at byde på, er tiden ikke til tankeløs efterplapren, men en besindelse på de principielle grænser mellem konservatisme og trumpisme.

Om Trump i Minerva: Den radikale fristelsen

Jeg har skrevet om Donald Trump og hans betydning for konservativ tænkning og ideologi i det borgerlige tidsskrift og netavis Minerva.

Uansett hvordan Donald Trump vil skjøtte sitt presidentverv, har han satt i gang en debatt som vil prege høyrefløyen i mange år fremover: Hvordan skal konservative og borgerlige forholde seg til Trump? Er han inkarnasjonen av en ny konservatisme som svarer på tidens utfordringer, er han tvert imot uttrykk for et populistisk amokløp mot systemet – eller kanskje noe helt annet?

I realiteten er det et spørsmål om hva konservatisme faktisk skal være. Når dette har mer enn ren akademisk interesse, skyldes det at det også er et spørsmål om hvorvidt konservatismen er i ferd med å dele seg på midten.

Innvandring er utslagsgivende

Hvordan kan man som konservativ støtte Trump? Helge Lurås har nylig gitt et svar i Minervas podcast som det er verdt å dvele ved. For Lurås har den bestående konservatismen sviktet ved å ikke være konservativ nok. Den har ikke beskyttet det mest fundamentale ved samfunnet, og derfor må den gå mer radikalt til verks. Trump blir et uttrykk for et konservativt opprør mot en konservatisme som har feilet.

Læs resten i Minerva