Et par ord om Historien om Danmark

Lige nu kører den udmærkede Historien om Danmark på DR. Jeg er blevet bedt om at anmelde afsnit nr. 2 om bronzealderen. De andre anmeldelser kan findes her, her og her

Andet afsnit af Danmarks Radios nye Danmarkshistorie fortsætter de gode takter fra første afsnit. Vi er stadig i de lange stræks tidsalder, selvom vi nu beskæftiger os med en langt kortere periode end i første afsnit. Ja, i virkeligheden dækkede første afsnit en længere periode end resten af afsnittene til sammen.

I takt med, at vi har bevæget os fra jæger- og bondestenalder og ind i bronzealderen, er kredsen af talende hoveder skiftet ud. Borte er geologerne, med i stor stil er til gengæld arkæologerne. Som historiker må jeg stadig vente i hvert fald indtil slutningen af næste afsnit, før jeg kan håbe at se en kollega. Vi befinder os stadig solidt i forhistorisk tid.

Folkevandring eller kulturel diffusion

Det første jeg – som relativt uvidende seer – noterer mig er, at DR’s Danmarkshistorie er glad for migrationer. I helt gamle dage forklarede arkæologer og lignende mange udviklinger i forhistorisk tid med folkevandringer. Nye folkeslag på farten slog sig ned og fortrængte oprindelige indbyggere. Senere gik man væk fra den idé og begyndte at tale om kulturel diffusion i stedet.

Altså når der f.eks. begyndte at dukke enkeltgrave op i Danmark i slutningen af bondestenalderen skyldtes det ikke indvandringen af et overlegent ”enkeltgravsfolk”, sådan som man engang havde troet, men at nye idéer bredte sig som ringe i vandet (tilsvarende skyldes Computerens fortrængning af skrivemaskinen heller ikke en invasion, men teknologisk udvikling). Det var, så vidt jeg husker, det jeg lærte i sin tid. De gamle teorier om folkevandringer blev vistnok opfattet som aflejringer af tidligere tiders raceideologier, ikke noget man kunne beskæftige sig med. I Claus Delaurans fremragende tegneserie ”Danmarkshistorie for folket” harcelerede han – som læserne nok kan huske – en del over folkevandringstesernes tusmørke. Det måtte være noget politisk, ræsonnerede han.

Men, mirabile dictu, nu er vi vist vendt tilbage til folkevandringerne. Således beretter dagens afsnit om Yamnaya-folket fra Kaukasus-området, der i slutningen af bondestenalderen indvandrede til Danmark. De er i genetisk forstand vores høje og lyse forfædre. De er i øvrigt – hvad programmet ikke nævnte – også i sproglig forstand vores forfædre. Yamnaya-folket kommer nemlig fra den indeoeuropæiske urhjemstavn, og det sprog, vi taler, er som bekendt et indo-europæisk sprog.

Fortællingen om, hvordan man kan rekonstruere den tidlige indoeuropæiske livsverden gennem sproglige studier, er interessant, men ikke en programmet tog op. Moden går nok i anden retning i disse år. Der sværmes for hard science i arkæologiens verden, og mon ikke også, at netop folkevandringstesens genkomst (hvis der er tale om det – jeg gætter bare) netop skyldes vores øgede viden om gener og DNA, der indfører et nyt element af sikkerhed i vores ellers usikre teorier om for længst svundne tider.

Glade dage i bronzealderen

Det andet, der slog mig, var, hvor meget pointeringen af bronzealdersamfundets ”globale” karakter fyldte i programmet. Med bronzealderen begyndte en tid, hvor udbyggede handelsnet bandt Danmark tæt sammen med resten af verden. Og ikke mindst bronzealdersamfundets elite har været stærkt globalistisk anlagt, kunne jeg forstå. På meget imponerende vis brugte programmet Egtved-pigen, der – som vi nu regner med at vide – var tysk, til at slå den pointe fast.

I bronzealderen var Danmark eller eliten hertillands (eller i det, der senere bliver Danmark) velstående. Rav gjorde os rige. Der var varmt og vi dyrkede solen, medens vi stødte i luren og letpåklædte damer slog flik flak. Bronzealderen var gode tider: Champagne, bling, bling og Nik & Jay. Ligesom 00’erne på mange måder.

Men alting har en ende, og ligesom globalismen i dag er, om ikke truet, så udfordret, således lakkede det også ved overgangen til jernalderen mod enden for bronzealderens sorgløse globalister. Det kolde og rigelige jern, fortrængte den varme og sjældne bronze. Danmark lukkede sig om selv, hed det i programmet. Og for at det nu ikke skal være løgn, begyndte vi også at flytte sammen i indhegnede samfund, samtidig med at vi i stor stil fik den idé at kaste folk i moserne for at ofre dem til Gud ved hvilken afguder, der gemte sig dér. Ja og så blev det jo også dårligt vejr.

Alt i alt en uheldig udvikling, men også en, der vidner om, at enhver social, politisk og religiøs orden, hvor lyksalig den end måtte forekomme, ikke er andet end et provisorium. Alting forgår. Det er historiens tema.

I indtil videre to afsnit, har folkene bag danmarkshistorien ladet os kaste et blik over et forhistorisk landskab af enorme tidslige og fysiske dimensioner. Effekten har været imponerende og til tider svimlende. Det er, hvad god historie kan.

Ny podcast…med mig

Lediggang er roden til alt ondt, så for at holde alt ondt fra døren, må man kaste sig over nyt. Og således gik det til, at vi på Årsskriftet Critique for nyligt gik i luften med en podcast om kultur, historie, samfund og politik.

I første udsendelse talte jeg med valgmenighedspræst Johan Christian Nord om den danske sangskat, og hvordan det står til med den.

Du kan følge vores podcasts På aarskriftet-critique.dk, men du kan også abonnere (gratis naturligvis) på dem via iTunes. Det er nemt og bekvemt. Og når du nu er derinde så smid os lige en fem-stjernet anmeldelse og et par ord på vejen. Så hjælper du andre med at finde os.

Blitzkrieg mod eliten

Min artikel Blitzkrieg mod eliten fra Weekendavisen 27/1.

Donald Trump, USAs nye præsident, er ved at forandre højrefløjen – også herhjemme, hvor mange nationalkonservative åbent støtter Trump og hans kritik af den internationale ordens status quo. Forholdet til Trump, og det han repræsenterer, er en af de konflikter, der afslører stadig tydeligere brudlinjer i det borgerlige Danmark. For nylig vakte Berlingskes Anna Libak opsigt med et hårdt angreb på danske nationalkonservative i en klumme, hvor hun skrev: »Det er således år siden, at det netop var de nationalkonservative, der bekymrede sig om samfundets sammenhængskraft og tilliden til, at myndighederne kunne klare opgaven. Nu vil de nationalkonservative hellere brænde det hele ned til grunden og starte forfra.« De nationalkonservative var blevet vores tids revolutionære.

Tilbage i 1948 udkom et af moderne, amerikansk konservatismes hovedværker, filosoffen Richard M. Weavers Ideas Have Consequences. Allerede titlen definerede et træk ved denne nye konservatismes opfattelse af politik. For USAs konservative intellektuelle har kampen for idéerne været et omdrejningspunkt. I tidsskrifter som National Review, The Public Interest, National Affairs og The Weekly Standard og tænketanke som American Enterprise Institute og mange flere har de forsøgt at nå til klarhed om basale konservative principper og finde måder at udmønte dem på i praktisk politik.

Man behøver ikke lytte længe til Trump for at forstå, at han har et helt andet syn på politik, som mere er farvet af kølig pragmatisme, hvis ikke ligefrem opportunisme – ligesom trumpismen i kraft af træk som isolationisme og protektionisme afviser centrale konservative idéer.

Derfor er det heller ikke bemærkelsesværdigt, at mange toneangivende konservative intellektuelle i februar 2016 udtalte skarp kritik af Trump i et nummer af tidsskriftet National Review med den sigende titel »Against Trump«. Det er langt mere bemærkelsesværdigt, at Trump siden har vundet mange støtter i den konservative intelligentsia. I september 2016 erklærede over 100 konservative meningsdannere og intellektuelle deres støtte til Trump, ligesom de fleste af Trumps skarpeste konservative modstandere i øvrigt nedtonede deres anti-trumpisme, i takt med at præsidentvalgkampen skred frem. Senest er der blevet offentliggjort planer om et intellektuelt tidsskrift for trumpisme under navnet American Affairs.

HVAD får seriøse idémennesker til at kaste sig i armene på en mand, der ligefrem har hyldet mangel på uddannelse, og som aldrig har givet indtryk af at tage hverken politiske idéer eller konservative intellektuelle alvorligt? For nogle er det ikke en støtte på trods, men på grund af Trump og trumpismen.

Trumpisme har to distinkte kendetegn. For det første er den populistisk i den forstand, at dens synligste retoriske figur er den uforligelig modsætning mellem folk og elite, hvor eliten reelt set fungerer som en art globalistisk besættelsesmagt, der undertrykker folkets sande vilje. Eliten og dermed det bestående samfund og de institutioner, der oppebærer det, bliver et udtryk for illegitim magt.

For det andet rummer trumpismen et klart karismatisk, autoritært element. For den er hævdelsen af Donald Trump som den mand, der i kraft af sine evner og sin personlige styrke, kan gøre op med eliten og forløse folkets almenvilje. Tiltroen til Trump knytter sig uløseligt til mistroen mod det bestående, og fordi håbet alene hviler på én mand og hans væbnere, er trumpismen også kritisk over for forsøg på at sætte grænser for denne mands vilje, hvad end det drejer sig om konstitutionelle skranker, politiske principper eller såkaldte fakta.

I virkeligheden baserer trumpismen sig ikke sig på den traditionelle konservative idé om at forsvare den institutionelle orden, men på Rosseaus radikale forestilling om almenviljen. Alligevel er det netop udsigten til det, som Trump-støtten og kulturkritikeren Roger Kimball fra The New Criterion har kaldt en machiavellisk Blitzkrieg mod eliten, som tiltaler flere af de konservative intellektuelle, der støtter Trump.

Synspunktet er blevet spidsformuleret i det meget omtalte essay »The Flight 93 Election«, hvor den pseudonyme forfatter Publius Decius Mus sammenligner USA med et fly på vej til at styrte ned. Og i det perspektiv er valget enkelt: Enten fortsætter man kursen uanfægtet og lader flyet splintres mod jorden, ellers støtter man den mand, der vil tage cockpittet og rette kursen op. Essayet rummer såvel en skarp kritik af status quo som af den etablerede konservatisme, der nok kan hævde, at det står skidt til, men reelt set ikke tilbyder den radikale løsning, der er tidens krav.

Det er analyser som denne, der for nogle giver ubehagelige mindelser om Weimarrepublikkens Tyskland, hvis konservative intellektuelle ikke i tide formåede at artikulere en kritik af den grynede totalitarisme, men i stedet kom til at berede vejen for nationalsocialismens magtovertagelse ved at gøre højreradikale synspunkter intellektuelt spiselige. USA er ikke Weimar-Tyskland, og Trump er hverken en ny Mussolini eller en ny Hitler, måske mere en rødhåret Berlusconi. Men det er alligevel værd at notere sig, at det netop var en afgrundsdyb kulturel desperation, der fik tyske intellektuelle til at tage springet ud i utopi, radikalisme og i sidste ende nihilisme. De følte ikke længere, der var noget at bevare.

I Danmark har flere prominente højre-intellektuelle og enkelte politikere givet udtryk for deres støtte til Trump. Det gælder for eksempel Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, litteraten Kasper Støvring og politologen Søren Hviid Pedersen, der med forskellige argumenter i hånden har udtrykt sympati. Selvom man langt fra beskylde danske nationalkonservative en bloc for at være revolutionære, finder vi også her eksempler på dyrkelsen af Trump som en karismatisk, revolutionær skikkelse.

Morten Uhrskov Jensen beskriver eksempelvis Trump som et jærtegn om, at elitens tid er ved at rinde ud. Han skriver sig dermed ind i forestillingen om det store kommende opgør mellem folk og elite, og mod tidsånden kæmper man som bekendt forgæves. Søren Hviid Pedersen kastede sig forleden ud i et forsvar for Trumps brug af løgn som politisk virkemiddel med henvisning til, at begreberne sandt og falsk hører til i videnskabens, men ikke politikkens verden. Her gælder det i stedet om at skabe fortællinger, der kan mobilisere folket om lederen.

Endnu mere bemærkelsesværdigt har den selverklærede filosof Eva Selsing i en klumme fra november sidste år hyldet Trump som »partikularisten, der bryder med universalismen. Han repræsenterer en tilbagevenden til snusfornuften, en nedstigning fra princippernes tinder til den virkelige verden, hvor vores medmennesker bor. De, der tager slagene fra hver en destruktiv politik indført af ortodokse teoretikere.«

Trump bliver en slags personificeret fornuft, og denne fornuft består netop i, at han ikke er bundet af idéer og principper, men derimod fejer dem bort for det undertrykte folks skyld. Hvad hvis man er uenig i den tolkning? Så er man nok en del af eliten eller en ortodoks teoretiker, for her gælder ingen universelle kriterier for godt og ond, sandt og falsk.

Vi står ikke på grænsen til Weimar-tilstande, men sætter man ét menneske lig fornuften, folkeviljen eller tidsånden, har man begået et intellektuelt forræderi af den art, som den franske tænker Julien Benda i 1927 anklagede mellemkrigstidens intellektuelle for. Ingen samtale, og ingen tænkning er mulig, hvis en politisk doktrin reduceres til et krav om loyalitet mod den karismatiske leder og gør »Führerbefehl« til sin retningslinje, og hvis det at ytre dissens potentielt bliver at opfatte som et frafald fra det sande folk. Det er et første skridt på vejen til at reducere politik til nævekamp.

Alt dette er ikke at afvise, at trumpismen er et symptom på ting, det er nødvendigt at være opmærksom på. Men hvis man overhovedet mener, at konservatismen har noget at byde på, er tiden ikke til tankeløs efterplapren, men en besindelse på de principielle grænser mellem konservatisme og trumpisme.

Om Trump i Minerva: Den radikale fristelsen

Jeg har skrevet om Donald Trump og hans betydning for konservativ tænkning og ideologi i det borgerlige tidsskrift og netavis Minerva.

Uansett hvordan Donald Trump vil skjøtte sitt presidentverv, har han satt i gang en debatt som vil prege høyrefløyen i mange år fremover: Hvordan skal konservative og borgerlige forholde seg til Trump? Er han inkarnasjonen av en ny konservatisme som svarer på tidens utfordringer, er han tvert imot uttrykk for et populistisk amokløp mot systemet – eller kanskje noe helt annet?

I realiteten er det et spørsmål om hva konservatisme faktisk skal være. Når dette har mer enn ren akademisk interesse, skyldes det at det også er et spørsmål om hvorvidt konservatismen er i ferd med å dele seg på midten.

Innvandring er utslagsgivende

Hvordan kan man som konservativ støtte Trump? Helge Lurås har nylig gitt et svar i Minervas podcast som det er verdt å dvele ved. For Lurås har den bestående konservatismen sviktet ved å ikke være konservativ nok. Den har ikke beskyttet det mest fundamentale ved samfunnet, og derfor må den gå mer radikalt til verks. Trump blir et uttrykk for et konservativt opprør mot en konservatisme som har feilet.

Læs resten i Minerva

“Radikal konservatisme tur-retur” kronik i Kristeligt Dagblad

Jeg havde i januar denne kronik i Kristeligt Dagblad om den konservative ideolog Alfred Bindslev, som jeg har beskæftiget mig en del med i forbindelse med arbejdet med Konservatisme i mellemkrigstiden. Pointen i kronikken er egentlig, at Bindslev repræsenterer et forsøg på at gentænke konservatismen, men i sidste ende et forsøg, der ikke førte til noget. På en eller anden vis er det jo ganske aktuelt idag.

 

 

Præsten og politikeren Alfred Bindslev (1896-1956) er en af Danmarks glemte konservative ideologer, en betydelig skribent med meget på hjerte. Han stod med begge ben plantet i mellemkrigstidens urolige politiske landskab og dermed i et danmarkshistorisk knudepunkt. Han er en indgang til en næsten glemt fortid, hvor konservatisme forsøgte at tage nation og kristendom alvorligt – hvor den ikke bare handlede om at bevare, men også om at omstyrte. Selvom Bindslev er fortid, er han som principiel konservativ også relevant, fordi nation, kristendom og konservatisme igen er i spil i samfundsdebatten til glæde for nogle og rædsel for andre. Bindslevs skæbne siger noget væsentligt om mulighederne og faldgruberne for vor tids fornyede kulturkonservatisme.

Kristelig idealisme

Bindslev var fra sin pure ungdom som teologisk student influeret af tidens kristelige idealisme, som den kom til udtryk hos f.eks. Olfert Ricard. Det betød, at hans politiske kamp tidlig kom til at handle om idealitet og vilje til at forandre verden, gøre op med den herskende materialisme.

Åstedet for denne kamp blev en ny politisk organisation, en nationalistisk genrejserbevægelse anført af senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og Alfred Bindslev, der snart fik navnet Det Unge Danmark. Den stod i opposition til den form for borgerlighed, der blev dyrket i Venstre og Det Konservative Folkeparti. De var i de unge øjne blevet inficeret af åndsradikalisme og materialisme og kunne derfor ikke føre an i kampen mod det nationale forfald.

Her var brug for en anderledes skarp stillingtagen. Bindslev udtrykte selv Det Unge Danmarks formål med ordene: ”Vor Kamp gaar i første Række ud paa at fremkalde en Reaktion mod den Materialisme, der sattes i System af 80’ernes Mænd, Kosmopoliterne og Kristendomsfjenderne. En forgiftet Presse og en dekadent Litteratur undergravede langsomt Folkets Modstandskraft mod denne Materialismens nationsopløsende, religionsfjendske og moralsk nedbrydende Gift”

Alfred Bindslev og Det Unge Danmark var konservative, fordi de i egen selvforståelse forsvarede en lang folkelig kontinuitet, men de var radikale, fordi der var så meget i deres egen samtid, som de måtte rydde ud i. Selvom meget af dette kunne afskrives som ungdommelig bragesnak, fik det en længerevarende indflydelse. Den radikale konservatisme, nykonservatismen, som Bindslev havde sat ord på i årene efter Første Verdenskrig, fik stor indflydelse på konservatismens ideologiske tænkning i løbet af 1930’erne – og meget af det faldt uheldigt ud.

Nykonservatismens chefideolog

Ligesom Ole Bjørn Kraft og flere andre ledende skikkelser fra Det Unge Danmark, kom Alfred Bindslev snart i Folketinget, hvor hans åndrighed og veltalenhed tjente ham godt. Han blev på den måde i begyndelsen af 1930’erne den ideologiske pennefører for nykonservatismen og dens forsøg på at skabe en moderne konservatisme, der var andet og mere end liberal. Ja, netop konservatismens opløsning i liberalisme og udefinerbar borgerlighed var for Bindslev et af de centrale problemer.

Nærmere bestemt gjorde Bindslev op med to opfattelser af konservatismen. For det første afviste han, at konservatismen kunne reduceres til et forsvar for de formuendes formuer, en slags antisocialisme, hvor det alene gjaldt om at bevare det private initiativ og tilstrækkeligt lave skatter. For det andet afviste han, at konservatisme bare handlede om at gøre udviklingen tilpas langsom. Konservatismen måtte være mere end ”Gamlingens hæsblæsende ’lidt langsommere’ over for det rivende Tempo”.

Konservatismens var noget andet. Et sted skrev han:

”Det sørgeligste Fænomen i vore Rækker er Isoleringen af Konservatismen til kun at gælde nogle praktiske Programpunkter. Vor eneste Mulighed for Sejr er uløseligt knyttet til en konservativ Livsanskuelses Fremtrængen i en Opmarch på en bred Front sættende Præg ikke alene i Politik, men også i Kunst og Litteratur, i Presse og Videnskab, i Kirke og Skole, gennemsyrende Skikke og Vaner, offentlig Mening og Moral.”

Konservatisme handlede altså først og sidst om det, vi i dag ville kalde kulturkamp. For Bindslev handlede det om livsanskuelse, og derfor i sidste ende om kristendommens rolle i samfundet. Hvad konservatismen i øvrigt måtte mene om politik og økonomi var sekundært. Ikke fordi det ikke var vigtigt, men fordi et frit samfund præget af privatinitiativ og lave skatter afhang af livsanskuelsen, den usynlige tråd mellem samfund og Gud, der holdt det hele på plads.

Eller som Bindslev skrev ”Jeg tør forsikre dig om, at den økonomiske Konservatisme ynkeligt klasker sammen den Dag, den konservative Livsanskuelse er afgaaet ved Døden.”

Alfred Bindslevs konservatisme var ikke – i hvert fald ikke hvis man ser bort fra hans tidligste ungdom – antiliberal, men snarere et forsøg på at skabe opmærksomhed om udgangspunkter og fundamenter for frihed. Bindslev kunne ikke sige frihed uden også at sige fædreland. Og han kunne ikke sige fædreland uden også at sige pligt. Og han kunne ikke sige pligt uden også at sige kristendom. Det hele hang sammen og intet led kunne tages bort.

Bindslevs marginalisering

At Bindslevs ideologiske virke faldt i mellemkrigstiden var på en gang hans held og ulykke. I første omgang betød det jo, at han skrev i en tid, der stod i revisionens tegn. Det opgør, som han fandt nødvendig, lå i tiden. Han havde medvind, kom i Folketinget, var i en række ord en københavnsk modepræst, redaktør på konservatismens vigtigste kulturtidsskrift og desuden betroet som forfatter til Det Konservative Folkepartis første partihistorie. Men tidens gunst var også hans ulykke. Kort sagt kan man sige, at han sin radikale konservatisme til trods, var mindre radikal end sin samtid. Den ville føre opgøret videre og dybere.

Det gjaldt også i konservative kredse, hvor hans liberalismekritik blev taget op af folk, der ønskede en decideret antiliberal konservatisme, og som ikke alene trak på Bindslev men også lod sig beruse af fascismens og højreradikalismens fremmarch i Europa. Snart var det yngre og mere radikale skikkelser, såsom KU-føreren Jack G. Westergaard, der satte ord på nykonservatismen. Snart lød den af sorte støvler og skråremme og højrearme i strakt salut.

I denne situation havde Bindslev vanskeligt ved at finde sin plads og allerede i løbet af 1930’erne gav han indtrykket af en mand, der ikke kunne indfri de høje håb, der var sat til ham. Oveni miseren kom så personlige tragedier. På grund af en hadsk kampagne fra venstrefløjen måtte han opgive sin præstegerning, senere fulgte – til borgerskabets store forargelse – skilsmisse.

Bindslev formåede mod udgangen af 1930’erne at rage uklar ikke bare med Det Konservative Folkepartis formand John Christmas Møller, men også med kampfællen Ole Bjørn Kraft. Snart opgav han helt landspolitik til fordel for en karriere i københavnsk kommunalpolitik.

Det var der ikke meget radikalitet i, ikke megen genrejsning. Bindslevs politiske karriere fortsatte frem til 1950’erne, men uden at han frem over kom til at manifestere en selvstændig konservativ position.

Denne affortryllelse var måske også symptomatisk for efterkrigstidens borgerlighed i det hele taget. Nu er konservatismen så vendt tilbage med et kritisk anliggende og som en position i kulturkampen. Vil det denne gang lykkes den at finde en form, der hverken er udflydende pragmatisme eller utilsløret radikalisme. Er det muligt at formulere og fastholde den som et kritisk korrektiv til liberalismen men inden for en grundlæggende liberal orden. Det er spørgsmålet.

 

 

Obama var en udenrigspolitisk fiasko

Artikel i Tidsskriftet Replique 20/1

Nu er det alvor. Barack Obamas tid som præsident for verdens eneste supermagt er forbi. Donald Trump er om føje tid indsat, og i horisonten truer en god del usikkerhed om, hvordan USA vil agere de næste fire år.

Måske er det udsigten til Trump, der har ført til, hvad man måske kan betegne som præmatur Obama-nostalgi.Den afgående præsident har altid været populær i Europa, hvor han er feteret som en mellemting mellem en popstjerne og en politisk Messias. Men også derhjemme, i USA, hvor det langt hen ad vejen har været lidt mere trist at være Obama, har præsidentens popularitet oplevet et stærkt revival.

Siden november 2015 er Obamas såkaldte job approval rating gået fra det halvsløje til det imponerende. Når Obama træder tilbage vil han være næsten lige så populær som Reagan – ikke så lidt af en bedrift, når man tænker på, at Reagan den dag i dag er et fast referencepunkt i den politiske samtale. Måske vil Obama opleve samme gunst? Mange går vel ud fra det. Jeg tvivler stærkt.

Yes we did!

I sin stort anlagte afskedstale i Chicago 10. januar gjorde Obama i sit for, at hans legacy – et ord, der kastes omkring i disse stunder – skulle tage sig godt ud. Og han har da også tidligere udtryk sin veneration for Reagan, det vil sige ikke hans politik, men hans evne til at forandre landets kurs. Fra begyndelsen har Obama sat sig selv i scene som en ny Reagan, eller mere præcist en anti-Reagan.

Han blev valgt på slagord som ”Hope” og ”Change”, og med tanke på det begyndte han sin tale med at slå to streger under facit: Takket være ham selv og hans støtter er USA blevet et stærkere land og et bedre sted. Håbet er indfriet, forandringen tilvejebragt. Og for at ingen nu skulle være i tvivl, vendte han ved talens afslutning tilbage til endnu et af sine gamle slogans, ”Yes, we can!”, denne gang udbygget med konstateringen ”yes, we did!”.

Flot var det og smukt lød det. Obama er en prægtig taler, der kan læse fra en teleprompter med en sådan lidenskab, at det ikke er sært, at hans menighed kan henfalde til at tale om ham med en næsten religiøs hengivenhed. Obama har en flot statur og en ædel, dyb stemme, som han bruger godt og klangfuldt. På én gang udstråler han den sikkerhed og autoritet, der må være til stede i hans embede, såvel som den trang til at forandre verden og løbe storm mod autoriteter, som han er blevet valgt på. Ja, når man lytter til Obama får man uvægerligt det indtryk, at det faktisk er muligt både at spise ostemadden og gemme den til senere.

Sådan er det som bekendt ikke. Og den gode taler er da heller ikke nødvendigvis den, der præsenterer sandheden uden omsvøb. Tværtimod er det en langt større kunst, med sine ord, at kunne gøre det smukke hæsligt og det hæslige smukt. Reagan var en god taler, fordi han magtede det. Obama er en god taler, fordi han magtede det. Hvis man bare vil gengive virkeligheden, som den står, er det ikke muligt at tale håbet ind i håbløsheden.

Fra begyndelsen har Obama sat sig selv i scene som en ny Reagan, eller mere præcist en anti-Reagan.

Men at de begge forstod denne kunst, gør ikke Obama til en ny Reagan. At Obama med overbevisning kunne tale om håb og forandring, betyder ikke, at han rent faktisk har skabt håb og forandring. For med håbet står det ifølge målinger skidt til. Og hvad forandringerne angår har de ikke været til det bedre.

At vælge retræten

Obama har ikke været en katastrofe, men han har heller ikke været en god præsident. Hans arv til eftertiden er et splittet land, der er mere usikker på sin rolle i verden end nogensinde – i hvert fald siden 1920’erne. Og hvad værre er: Den verden, han efterlader os, er en mere risikabel verden, hvor selve den liberale, internationale ordens legitimitet og durabilitet er i en form for krise.

I én sætning kan resultatet af Obama-æraens internationale udvikling karakteriseres som en bevægelse fra vestligt (over)mod til indbildt afmagt. Det er med vilje, jeg skriver vestligt og ikke bare amerikansk. For en amerikansk præsidents virke er ikke et indenrigspolitisk forhold, men potentielt en åndshistorisk begivenhed, i hvis billede verden omskabes. Situationen er nu engang sådan, at USA er den frie verdens leder og et land, der endnu kan beskrives som international hegemon. USA er ikke en normal udenrigspolitisk aktør, men den nation på hvis skuldre den internationale orden hviler, the indispensable nation som det hedder.

At den liberale orden er mindre sikker i dag end den var i 2008, er uomtvisteligt. Noget af det har ganske vist at gøre med en udvikling, Obama ikke har ansvar for, f.eks. at asymmetrien mellem Vesten og resten udlignes i takt med væksten i eksempelvis Kinas økonomi og dermed politiske og militære muligheder. Men meget har at gøre med konkrete politiske valg. Der er fortsat intet land, der kan udfordre USA’s position, og det er meningsløst at tale om, at vi nu oplever en naturgivet afvikling af den liberale orden og Vestens dominans.

I én sætning kan resultatet af Obama-æraens internationale udvikling karakteriseres som en bevægelse fra vestligt (over)mod til indbildt afmagt.

USA er ikke alene verdens eneste supermagt, men også den eneste reelle verdensmagt og vil fortsat være det i al overskuelig fremtid.

Problemet er, at Obamas administration ageret på en måde, der har styrket indtrykket af en i stigende grad afmægtig hegemon. Forfald er, som den udenrigspolitiske skribent Charles Krauthammer har udtrykt det, et valg.

Obamas udenrigspolitiske fiaskoer er mange og alvorlige. Blandt de vigtigste er er hans beslutning om uden hensyn til situationen i landet i øvrigt at fastholde en hastig tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Irak i 2011. Denne retræte indkapslede det defensive præg i Obama-administrationens udenrigspolitik i det hele taget. Men tilbagetrækningen havde ikke blot en stor symbolsk betydning, fordi den betegnede enden på George W. Bush’ udenrigspolitik til fordel for en mere defensiv position, den havde også den konkrete betydning, at Iraks dårligt fungerende og porøse politiske orden nu blev kastet ud i krise.

Ikke alene drev Irak, hvis politiske system nu var majoriseret af det shiamuslimske flertal, nærmere Iran, men det vakuum Obama efterlod sig, gav også muligheden for en ny terrorbevægelse, IS, der opstod i det nordlige Irak, udviklede sig og bredte sig, indtil landet reelt set stod i en fornyet borgerkrig, der som bekendt har trukket spor i såvel Syrien som Jordan, ligesom IS har organiseret og ikke mindst inspireret en bølge af terror mod Europa, som vi stadig lever med.

At tilpasse sig sine fjender

Iran er en anden af præsidentens kontroversielle resultater. I 2015 indgik USA en aftale med landet, der skulle sikre, at landets fremadskridende atomprogram ikke endte med at give præstestyret atomvåben. Aftalen er en af de resultater, som Obama bryster sig af, og mange opfatter den som en stor udenrigspolitisk sejr, men der har været skarp kritik af Iran-aftalen, som det er værd at hæfte sig ved.

For det første bliver det reelt set mere end vanskeligt at forhindre iranerne i at bruge den ekspertise og de kapaciteter, de nu udvikler, til at få atomvåben. Mulighederne for at gå Iranerne efter i sømmene er også begrænsede. Det er meget tænkeligt, at Iran med årene ligesom Nordkorea vil blive en atommagt uden for den internationale orden. For det andet er der ikke er nogen tegn i sol og måne på, at Iran i øvrigt er blevet mere vestligt orienteret, eller at aftalen har givet landets reformkræfter overtaget i den interne magtkamp.

Tværtimod kan man argumentere for, at aftalen har styrket det bestående iranske regime: Hvor det før var underlagt hårde sanktioner, betyder aftalen, at landet atter er åbent for investeringer. Iran oplever aktuelt en stærk vækst, der puster til landets ambitioner om at blive en regional stormagt, hvis vilje understøttes af regimets nukleare kapacitet. Al den stund, at det iranske regime fundamentalt set er anti-vestligt og involveret ikke alene i finansiering af terrorgrupper som Hizbollah og Hamas, men også holder hånden under Assad, er det en problematisk udvikling.

Desuden har aftalen med Iran skabt uro blandt USA’s traditionelle allierede i regionen, særligt golfstaterne og Israel, der vil opleve presset fra en styrket og fjendtlig iransk tilstedeværelse i regionen. Med Iran-aftalen har Obama åbnet ballet for en ny omgang regional magtkapløb, hvor han mærkværdigt nok har givet USA’s modstandere stærke kort på hånden.

Et andet land Obama har forsøgt at gøre kur til, er Rusland. Under præsidentvalgkampen i 2012 slog hans republikanske modkandidat Mitt Romney fast, at Putins regime var en strategisk modstander af USA. Obama var uenig og hans demokratiske støtter gjorde sig åbenlyst morsom på bekostning af Romney. I sin første periode havde Obama da også forsøgt sig med en genstart af forholdet til Rusland. Devisen var, at hvis blot USA ville komme Putin i møde, ville de spændinger, der var under opbygning aftage af sig selv. Men det var – som vi ved nu – en skæbnesvanger fejlberegning.

Medens Obama har forsøgt at udleve drømmen om et USA, der leder ”from behind”, har Rusland fået blod på tanden, landets revanchistiske regime har strammet grebet om civilsamfundet og styrket modsætningen til Vesten, invaderet Ukraine, besat og annekteret Krim – og fortsætter i skrivende stund med at støtte oprørere i Ukraine og sætte en skræk i livet på landene i Vestens østeuropæiske periferi. Endelig har Putin med stor succes ageret spielverderber i Mellemøsten og helt åbenlyst har ydmyget Obama i Syrien. Ruslands position er nu stærkere i den region end den har været selv under den kolde krig.

Realistisk set har der hele tiden været to og kun to muligheder med Rusland: at give efter eller sætte det på plads. Obama forsøgte sig med en mellemting, der hverken var fugl eller fisk eller rettere først lidt af det ene og så lidt af det andet. Og således står vi nu i en situation, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland er af et sådant omfang, at nogle åbent trækker tråde til den kolde krig, og hvor almindelig politik har udviklet sig til noget, der bringer mindelser om dårlige spionromaner.

At ydmyge sine venner

Samtidig med, at Obama har haft travlt med at kurtisere fjender og strategiske modstandere, har han også aktivt skubbet ellers solide allierede væk. Under Det Arabiske Forår svigtede Obama landets trofaste allierede, Ægyptens præsident Hosni Mubarak, da en blandet skare af islamister, twitter-liberale og almindelige arbejdsløse indtog Tahrir-pladsen og krævede hans afgang. Obama opfordrede Mubarak til at træde tilbage og viste dermed ikke blot Ægypten men hele regionens pro-vestlige regimer, at de ikke kunne regne med hverken amerikansk støtte eller moralsk opbakning mod de folkelige protester.

Medens Obama har forsøgt at udleve drømmen om et USA, der leder ”from behind”, har Rusland fået blod på tanden, landets revanchistiske regime har strammet grebet om civilsamfundet og styrket modsætningen til Vesten, invaderet Ukraine, besat og annekteret Krim – og fortsætter i skrivende stund med at støtte oprørere i Ukraine og sætte en skræk i livet på landene i Vestens østeuropæiske periferi

Resultatet var, at landet først faldt i kløerne på Det Muslimske Broderskab, en yderligtgående islamistisk, antivestlig og anti-israelsk bevægelse med tætte bånd til terrororganisationen Hamas. Da Broderskabet forsøgte at fæstne sig greb om magten, blev de konfronteret med en modreaktion fra l’ancien regime, der førte til et kup begået af hærchefen Abdel El-Sisi. Ud over at Sisi er en langt mere hårdhændet despot end Mubarak, har forløbet resulteret i, at Ægypten er på vej i skred væk fra USA og over mod Rusland. Landet, der siden fredsaftalen med Israel i 1979 har været en af regionens få stabiliserende stormagter, er foreløbigt spillet af hænde. Hvad det kommer til at betyde på længere sig, ved vi endnu ikke, men usikkerheden er et faktum.

Og så er der naturligvis affæren med Israel, USA’s tætteste allierede i regionen. Her har Obama kort før sin afgang kastet alt op i luften, da USA meget bemærkelsesværdigt undlod at bruge sit veto mod en anti-israelsk resolution i FN’s sikkerhedsråd, der erklærede samtlige ”bosættelser” på Vestbredden ulovlige. Obama har dermed brudt en lang tradition for tværpolitisk amerikansk støtte til Israel og muligvis indledt en bevægelse i Det Demokratiske Parti i retning af den udtalte anti-israelske holdning, der præger venstrefløjen i Europa.

På kort sigt får dette uansvarlige stunt marginal betydning, da Trump står på en klar pro-israelsk linje, men hvad det kommer til at betyde på længere sigt, hvis USA ikke længere er en pålidelig allieret for Mellemøstens eneste fungerende demokrati, det er en anden sag.

At lade stå til

Syrien og Libyen er de to væsentligste fiaskoer i Obamas udenrigspolitik. Da Det Arabiske Forår kom til Libyen stod amerikanerne i spidsen for en koalition, der skulle bombe Gadaffis regime fra magten, blandt andet fordi man med rette frygtede for et blodbad, hvis man gav Gadaffi frit lejde til at slå oprøret ned. Men indsatsen begrænsede sig til et bombetogt og så en hel masse retorik om og tiltro til, at Gadaffis modstandere var Vestens venner og, at alting ville gå af sig selv. Obama ville ikke et nyt Irak, og der blev derfor aldrig tale om en dybere involvering i Libyen.

Konsekvensen er, at et tidligere stabilt land med et regime, man kunne samarbejde med – om end det var noget problematisk – nu er brudt fuldstændigt sammen, uden at nogen greb muligheden for at etablere en sundere politisk orden i landet. I dag er landet reelt set i borgerkrig og har udviklet sig til en tumleplads for jihadister og en åben port til Europas bløde underbug for talløse afrikanske indvandrere, der står i kø for at briste deres håb om en bedre fremtid i Europa.

I Syrien nåede Obama aldrig så langt som til at bombe. Da Det Arabiske Forår i Syrien udviklede sig til en borgerkrig undlod Obama i 2012 at sætte magt bag sine trusler over for regimet. I stedet overlod man landets mere eller mindre moderate opposition til sin skæbne og Assads nåde. Og Assad gjorde, hvad man kunne forvente af en trængt, men snu ræv. Han bombede den opposition, vi kunne samarbejde med, og lod IS og Al Qaeda vokse sig store, for på den måde at gøre vestlig intervention endnu mindre tillokkende. Han styrkede sine relationer til Iran og til Rusland, indrullerede Hizbollah og gjorde regning på vestlig svaghed.

Resultatet ser vi i dag: Et land i borgerkrig, utallige døde, ubegribelige ødelæggelser en markant styrkelse af ekstremistiske grupper som IS og Al Qaeda samt af Rusland og Irans position i regionen. Og mere håndgribeligt, hvis man er ligeglad med magtbalancen i Mellemøsten, har det betydet millioner af fordrevne og flygtninge, der i mange tilfælde før eller siden vil finde vej til Europa.

Den liberale orden trues

Som det var tilfældet med Det arabiske forår og forholdet til Rusland, giver den slags begivenheder ringe i vandet. Da millioner af flygtninge satte sig i bevægelse, medførte det et politisk stemningsskift i Europa, hvor de traditionelle politiske eliter blev presset af en stærk folkelig protest mod den ukontrollerede migration.

Ikke alene har flygtningekrisen betydet vind i sejlene til populistiske partier, men også en voksende mistro til den liberale orden i de vestlige samfund i det hele taget. For er det – kan man med rette spørge – en sund orden, der ikke kan værne ens hjem mod presset ude fra? Ingen politisk orden kan leve på sin teoretiske fortræffelighed alene, hvis ikke den formår at værne om det basale, eroderer den eller kollapser.

Uanset hvad ens holdning er til EU eller til migrantkrisen, ligger det fast, at de mange og indbyrdes forbundne kriser, er et udslag af og en årsag til svigtende vestlig selvtillid. Stemningen blev bedst fanget af journalisten Anne Applebaum, der i sommers spåede, at den vestlige orden kun var tre valg fra at falde fra hinanden: Brexit, en Trump-sejr i USA og en sejr til Le Pen i Frankrig.

Indtil videre har vi to ud af tre.

Analysen er måske alarmistisk, men faktum er, at vi ikke længere oplever, at verden er sikker for os og vores værdier. Vi har i mange år levet på den tro, at fremtiden tilhørte os. Det gør vi ikke længere. Pessimismen sniger sig ind alle vegne og gennem alle sprækker.

De mange forkerte beslutninger og de mange eksempler på vores svaghed har skabt en fornemmelse af afmagt, som kun styrkes af visheden om, at andre lande er på vej frem, medens Vesten relativt set er på vej tilbage. Afmagten er – som jeg har understreget – i høj grad indbildning, for Vesten vil fortsat kunne dominere i al overskuelig fremtid, hvis vi bare vil det.

Men det forhold, at fornemmelsen hele tiden bekræftes, kan ende med at overbevise os om, at den faktisk er reel: og at vi skal sadle om og agere i verden på baggrund af svaghed, snarere end styrke.

Trump

Denne fortælling er potentiel katastrofal, for den bærer kimen til undergang i sig. Og denne fortællings håbløshed er frugten af Obamas tale om håb og forandring. Det var ideologiske slagord, der skulle forsvare at handle i verden, som om den ikke var denne verden, men en anden og mere ideel verden. Den slags blåøjethed straffes hårdt.

De mange forkerte beslutninger og de mange eksempler på vores svaghed har skabt en fornemmelse af afmagt, som kun styrkes af visheden om, at andre lande er på vej frem, medens Vesten relativt set er på vej tilbage

Hvis Irak var et lærestykke om prisen for at gribe ind, er Syrien blevet et lærestykke om prisen for ikke at gribe ind. Den lektie vi, og Obama, har at lære af Syrien er samtidig væsentlig tungere end læren fra Irak. For hvor Irak var historien om, at ting kan gå galt, selvom man har magt til at sætte sin vilje igennem, så er Syrien blevet et udstillingsvindue til vestlig og amerikansk afmagt – et vidnesbyrd om et land, der sagtens kan, men ikke længere vil forpligte sig på at opretholde den internationale, liberale orden, der er skabt i dets billede og sikret ved dets magt og vilje.

I den forstand er det måske et passende punktum for Obamas politiske karriere, at han afløses af en mand, der er gået til valg på at hejse vindebroen og håbe på det bedste.

Når alt kommer til alt, er Trumps udenrigspolitik, som den tegner sig, ikke et opgør med Obamas linje, men en radikalisering af den.