Nyt

Kommentar

Vind mig lysets sejre! – Eller den om hvalerne

Dobbelt-essayet er oprindelig bragt i Kontrast i september 2021. Del I her og del II her. De to essays ligger – mener jeg – i forlængelse overvejelserne i dette stykke. Og ideelt set føres de videre i overvejelserne i et tredje, måske altid uskrevet, stykke om omvendelsens narcissisme.

”Mørket har vi alle i os, men vi har valgt at bekæmpe det. Derfor er vi stærkere end dig, der har valgt at lade dig opsluge af det.” Nogenlunde sådan lyder de trodsige ord, der vælder ud af pigens Kaedes mund for at blive udråbt mod det himmelhvælv, hvorfra en aggressivt udseende kæmpehval er ved at stige ned for at opsluge såvel hende som kæresten Ren. Ja, hvad i alverden foregår der, tænker De. 

Svaret: Vi befinder os her i slutningen af den japanske filmskaber Mamoru Hosodas anmelderroste animé Udyret og hans lærling fra 2015. 

Filmen er anbefalelsesværdig, og jeg så den med mine børn en lad sommeraften. De var 5 og 7, og som det vil fremgå, var det måske alligevel voldsomt nok, men det får være. 

Dette skal ikke være en anmeldelse, men et forsøg på i uforpligtende essayistisk form at tale og tænke med filmens tema og billeder. Hvorfor? Fordi jeg efter megen grubleri er nået til den konklusion, at der siges noget rigtigt – eller i det mindste siges ord til overvejelse. Så lad os overveje det. 

Man hvad handler det om? 

Kaedes ord handler om bestemmelsen af menneskets eksistens som risikabel, og de handler om, hvordan vi skal forholde os til vores muligheder for henholdsvis liv og fortabelse under eksistensens risikable vilkår. Det handler også om vilje og dyd, og hvad vi formår derigennem. Og hvad vi ikke formår. Ja, og så handler det en del om hvaler. 

Fra Tokyo til Jutengai
Men før vi dykker ned til hvalen, må jeg hellere kridte handlingen op. For, indrømmet, det er jo en underlig og noget ufordelagtig situation, de to unge mennesker Ren og Kaede her befinder sig i – I ved, dette med at blive opslugt af en aggressiv flyvende hval, som ovenikøbet synes at bestå af et dunkelt skyggestof hentet fra menneskesjælens mørkeste afkroge. Læseren behøver ikke skamme sig over sin undren over, hvordan det er kommet så vidt.

Ved filmens begyndelse er drengen Ren fortabt i millionbyen Tokyo. Hans mor er for nyligt død, og sin far har han ingen forbindelse til. Vreden og frygten bobler altså i den 9-årige dreng, der nu er uden hjem i denne verden. Hans liv er en flugt. Og det er netop i denne flugt, at han gennem en snæver passage af magisk art ender i byen Jutengai. 

Og hold nu fast. Denne by er befolket af udyr, der lever en velordnet tilværelse i omgivelser, der tydeligt trækker på det gamle Japans samurai-værdier og feudale orden. Her bliver Ren lærling af den stærke, men udisciplinerede og egoistiske kriger Kumatetsu. Filmen er herefter skildringen af forholdet mellem Ren og Kumatetsu og siden Rens forsøg på at passe ind i den menneskelige virkelighed, han i sin vrede har vendt ryggen. 

Det er henholdsvis en forberedelse til kamp og så kamp. Eller vi kunne også sige liv, for liv og kamp er ét. Og ja, så ender det med en hval.

Hvaler i dybet
Nu skal man ikke nødvendigvis hente sin livsvisdom fra tegnefilm. Men med billedet af Rens kamp mod hvalen står vi over for et udtryk, der ikke kan reduceres til en funktion af mediet. Billedet er vildt og voldsomt. Ikke bare i ydre form, men også i sin indre mening. 

For vi har her at gøre med et stykke mytologi, et almenmenneskeligt tema, som atter og igen dukker op i de historier, vi fortæller hinanden – og netop gør det, fordi det er noget, vi allerede ved, uden at vide, at vi ved det.

Hvad vil det sige at blive slugt af en hval? Ja, det vil intet andet sige end at blive slugt af mørket. I hvalens bug føres du til bunds. Det er trods alt dér, dybt under vandets nok så rolige overflade, at kæmpehvalerne lever. Og det er fra samme dyb, at de indimellem dukker op og skaber kaos og rædsel. Ja, sådan var skrækken i hvert fald. Ligesom kæmpeblæksprutter i samme hav eller drager i skove og bjerge. Det er alt sammen det samme.

Hvalens eksistens var for det sejlende menneske en bekymringssvanger påmindelse om den bogstaveligt talt overfladiske karakter af hans liv på havet, det skrøbelige og provisoriske i hans sikkerhed. Hvalen er på den måder et billede på det menneskelige urdybs afgrund: den angst, som fra det skjulte vælder op, og får skib til at gå ned med mand og mus – ikke mindst hvis man, som digteren Helge Rode skrev, forsøger at krydse tilværelsens dybder i fornuftens fladbundede pram. 

Den er mindst af alt sødygtig.

Ichirohiko og fortabelsens mulighed
Udyret og hans lærling er hvalen udtrykkeligt en manifestation af menneskets indre mørke. Helt konkret er den hval, Ren konfronterer, en deformering af en jævnaldrende ung mand, den plagede og identitetsløse Ichirohiko. Han blev, som Kaedes udråb rigtigt pointerer, til den sorte hval, netop da han overgav sig.

Også han er menneske og opvokset i Jutengai, men hans liv har været levet i resolut fornægtelse af sin egen menneskelighed, den stadig mere desperate insisteren på, at han var et udyr og hørte til i Jutengai. Han er den, der fortvivlet ikke vil være sig selv. 

Ichirohikos liv som menneskebarn i Jutengai rummer tilpas lighed med Rens til, at vi må forudsætte en forbindelse mellem de to karakterer, der rækker ud over den, som vi kan følge i handlingen. På et symbolsk plan er de én og samme. 

Ichirohikos overgivelse til mørket udtrykker altså det fald, som altid er en mulighed for Ren, ja for ethvert menneske i det hele taget. 

For mørket og dets destruktive potentiale er altid i mennesket. I filmen. I virkeligheden. Udyrene i Jutengai har det derimod ikke. Af samme grund er de ikke glade for i det hele taget at have mennesker iblandt sig. Mennesket rummer et potentiale for ondskab, som udyrene ikke besidder. Dermed er der allerede i udgangspunktet sagt noget afgørende om mennesket. Det er hverken godt eller ondt, men altid risikabelt. 

Opfattelsen af Ichirohiko som et aspekt af Ren – og altså af mennesket i det hele taget – understreges af, at hvalen i Udyret og hans lærling er en reference til den store hval Moby Dick i Herman Melvilles klassiske roman af samme navn. Denne bog ser vi flere gang Ren læse i løbet af filmen. Og vi får endda gennem dialogen mellem Ren og pigen Kaede at vide, at kampen med den store hval dér er et symbol på hvalfangeren Ahabs kamp med sig selv. 

Nu udstrækker mit eget kendskab til Moby Dick sig ganske vist til, at jeg husker ham som vigtig bifigur i Bent Hallers øko-fascistiske værk Samson og Sally, men udlægningen er sikkert rigtig nok, og under alle omstændigheder er det jo i hvert fald netop denne udlægning, som bringes i spil i Udyret og hans lærling

Når vi konfronterer hvalen, konfronterer vi altså mørket i os selv, som vi i det daglige forviser til dybet. Det er som sagnhelten Sigurd, der dræber den vældige drage Fafner. Viljens supremati. Såre heroisk. 

Men fordi hvalen lever i dybet, er kampen også en kamp i dybet, altså dér hvor du har forladt det sikre og er draget ned i præcis det mørke, der skal bekæmpes. At forholde sig til sin risikablitet indebærer kort sagt en risiko. Selvsagt. Det viser sig, at det er lige så vanskeligt at skelne mellem Sigurd og Fafner, som det er at sondre mellem Ren og Ichirohiko. 

Så måske er der noget mere fundamentalt på spil? Måske endog noget mere radikalt? Og måske er det ikke tilstrækkeligt med nok så megen vilje?

Nej i virkeligheden er det ikke så ligetil, som en heroisk tilværelsesforståelse kunne antyde. Men hvad så? En antydning til et svar finder vi i Jakob Knudsens Tunge, mørke natteskyer:

”Lad mig føle, hver gang når
livet blir mig øde,
at du, Fader, hos mig står,
og i sådan møde;
og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!”

Men hvad hulen betyder det? Dette må vi overveje næste gang.

Del II – Dydernes kultivering eller Jonas’ bøn?

Der er to oplagte hval-allegorier, der falder mig ind i denne sammenhæng. Den første er naturligvis Pinocchio, altså Disneys version, for ligesom det er tilfældet med Moby Dick, må jeg erkende, at jeg kun kender tegnefilmen. Men den er i øvrigt også god. 

Her må den lille Pinocchio på sin vej mod at blive et rigtigt menneske også konfrontere hvalen. Ja, helt præcist bliver han slugt af hvalen Monstrom, som han sammen med sin samvittighed Jesper Fårekylling netop er draget ud i havets dybder for at eftersøge. 

Det kyniske liv på havets bund
Monstrom har nemlig, sådan går ordet, spist hans far Gepetto, som nu lever, eller rettere overlever, skibbruden inde i hvalens bug, det vil sige på fortvivlelsens bund. Faderen selv var i øvrigt draget ud i verden for at finde Pinocchio – han har jo været i Pjække-land – men må altså betale for sin opofrelse ved selv at synke til bunds. Og dér lever han så.

Det morsomme er, at Gepetto har taget sine møbler med derned, eller i hvert fald dem, der hørte til skibet. Han har så at sige indrettet sig. I virkeligheden er det måske ikke specielt morsomt, hvis man tænker efter, for dermed er han jo netop havnet dér, hvor rejsen ind i hvalens bug er en envejstur. 

Han har overgivet sig til, eller måske mere præcist fortrængt, sin fortvivlelse og affundet sig med halvlivet i skyggens dødedal. Det kunne vel ligne en tilværelse, og hans fald er af en anden art end Ichirohikos, men fortabelse er det alligevel, slet og ret. 

Ikke at vi skal pege fingre ad Gepetto. Han har jo trods alt mistet sin søn og dermed i dybere forstand forbindelsen til det liv, der er vorden og potentiale og ikke blot en langsom afviklingsforretning. Gepettos liv er derfor endt i den eksistentielle kynisme, der kalder sig realisme, hvor man tror at have gennemskuet verden og derfor siger, at sådan som den er, vil den altid forblive.

Men hvad sker der? Pinocchio kommer ned i hvalen. Han brænder Gepettos møbler, skaber kaos i den tilsyneladende orden, faderen har bygget op, ja kasserer den fuldt ud, i erkendelsen af at denne orden ikke var andet end døden, der var sat i system. Masser af ingenting, en bien uden mål.

Så møblerne hugges i stykker, der tændes bål. Bugen fyldes af kvælende mørke. Det skal jo gøre ondt, før det kan gøre godt. Hvalen nyser. Ud kommer de. Og op kommer de. 

Men der er en pris. Pinocchio selv dør. Det er et offer, men offeret er den nødvendige forudsætning for hans forvandling til et rigtigt menneske. Og således bliver han netop da en rigtig dreng. Husker man tegnefilmen i detaljer, kan man notere sig, at han stort set ikke har gjort andet end at dumme sig hele vejen igennem. 

Det er at give afkald på det liv, man troede, man havde, og måske mener, at man har fortjent, og i stedet modtage et andet. Deri ligger netop bevægelsen – både for Gepetto og Pinocchio – og deri radikaliteten.

Profeten Jonas’ bøn i hvalen
Sådan forholder det sig også med alle hvalhistoriers moder, den bibelske myte om Jonas i hvalen. Jonas er en bibelsk profet, der af Gud får at vide, at han skal tage til Nineveh og profetere for de stedlige indvånere; ”råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab”. 

Det vil Jonas imidlertid ikke. Han bruger hovedet og fornuften, af hvilken han har tilstrækkelig til at indse, at budskabet næppe vil blive taget venligt imod i de blodtørstige assyreres hovedby. Det, han skal, er ikke foreneligt med såre menneskelige ønsker om langt liv og god helse.

Og derfor stikker han af til søs, men Guds vrede rammer ham – naturligvis. Havet bliver oprørt – og søfolkene på det skib, Jonas er med, kaster ham i havet, hvor han – tro mod dette essays tema – netop bliver slugt af en hval. 

Så også Jonas går til bunds. Og han går til bunds, fordi han vil sit og med fornuftens hovmod kaster den mening for sit liv, som Gud har, væk. Det vidunderlige er naturligvis, at Jonas har ret hele vejen igennem. Det er vitterligt ikke en god idé at tage til Nineveh. Det er ikke mærkeligt, at Jonas revolterer. Fejhed hører til det at være menneske. Så det er vel fint nok? 

Nej. For ligesom Gepetto arrangerer sit liv efter den tavse fortvivlelse, lader Jonas sit liv definere af en fejhed, der ovenikøbet smykker sig med fornuft og realisme. Han vil sit, fordi han faktisk forstår, hvordan verden i virkeligheden er. Men fordi han er så fandens klog, holder han fejt og krampagtigt fast i sit. Derfor er hans flugtforsøg også afvisningen af at modtage sit livs mening udefra. 

På overfladen er det henholdsvis for lidt vilje og for meget vilje. I virkeligheden er begge dele tilfælde af livsangsten. Derfor ender også Jonas i hvalens bug og må gennemgå en forvandling, før han netop har kvalt så tilpas meget af sit ego, at han kan modtage noget som helst. Hans bøn lyder: 

”fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,
og du hørte mig.”

Forvandlingen er netop, at han i erkendelsen af sin magtesløshed modtager den mening, han overhovedet kan profetere på, altså gå ud i den verden, han er stedt i, og kæmpe de kampe, der står ham for. Overgivelsen er nemlig ikke, og aldrig, opgivelse. Der udspringer en fordring, noget, man skal. Profetere i Nineveh. Kristenlivet er ikke klosterlivet.

Dydernes kultivering
Udyret og hans lærling skildrer den samme kamp, overvindelsen af det, som vi må overvinde for at blive rigtige mennesker. 

Men interessant nok anvises der indledningsvist en anden vej. For Ren kæmper jo med mørket fra begyndelsen. Og hans ophold i Jutengai som Komatetsus lærling handler slet og ret om at opbygge fysisk og moralsk kapabilitet. Sublimering. Ja, opøvelse af dyder. Her er vi ved en interessant betragtning. For ser vi på Rens forløb filmen igennem, bliver det klart, at hans egen etiske stræben faktisk rummer en værdi. 

Efter i begyndelsen – fortabt i byens gader – at have udskreget sit had til denne verden, der kun vil ham det ondtender han jo netop gennem en snæver passage i Jutengai, der er befolket af udyr. 

Og dette med udyr er der naturligvis også en pointe i. Det centrale motiv går på sublimeringen af vreden og aggressionen, forsøget på at dirigere den hen i en opbyggelighed, der først og fremmest, men netop ikke kun er fysisk. Opholdet i Jutengai handler om selvbemestring. Tæmme bæstet. Ikke så det bliver harmløst, men således at aggressionen underlægges viljen. Hunden skal bide, men kun på kommando. Og karakteristisk følges Rens udvikling, da også af udyrets – hans mester Komatetsus udvikling fra en stærk, egoistisk umuligprop til en sand kriger.

Jutengai er den altså kultiveringen af dyderne, afretningen af livskraften og disciplinering af kroppen og sind, som vitterligt gør noget for os. Intet fornuftigt menneske, der ikke er forblændet af sin egen fejhed over at blive konfronteret med dommen over sine mangler, kan benægte det.

Det er karakteristisk, at det netop er efter sin træning, at Ren er i stand til atter at krydse tilbage og opholde sig i menneskenes verden.

Dyd og forstillelse
Men det er alligevel ikke nok. Det, der kræves, er langt mere radikalt. For mørket er der endnu og optræder som en dunkel kraft, der pludseligt og næsten voldeligt slår ud og ikke alene truer med at gøre ham fremmed for den pige, der har betaget ham, men også den fraværende far, som han genfinder på sin vej tilbage til menneskelighed. 

Udyrene kender som nævnt slet ikke til mørket, det hører mennesket til. Hvad betyder det? Det betyder, at der er noget fundamentalt, der end ikke adresseres i den heroiske kultivering af dyd. Derfor kan Ren i sidste ende ikke rigtigt falde ind i menneskenes verden. Han er netop ikke et rigtigt menneske, men splittet mellem Jutengai og Tokyo. Det er netop i menneskenes verden, han læser om hvalen og erfarer, at der er så meget, han ikke ved. 

En ny fortabelse truer. 

Denne er antydet i Ren og udfoldet i Ichirohiko. For han har i sin kultivering af dyderne forskertset sin menneskelighed. Eller mere præcist, hans kultivering af dyden er blevet et forsøg på netop ikke at være et menneske, hvad han jo ubehjælpeligt er – trods det at ingen ved det. Han søger at klæde sig som et udyr, skjuler sit ansigt. 

Dyden er her blevet en maske. Ikke forstået sådan, at den er illusion. Ichirohiko smykker sig ikke med lånte fjer. Nej, der er noget langt mere dæmonisk på spil. Det er dette, at han lader dyden stå i stedet for selvet. Dyden bliver her en måde at udslette enhver autenticitet, således at han bliver stående ved det billede, han projicerer ud i verden af sig selv. 

Alt andet fornægtes. Men det går ikke. Mørket er der stadig. Og således viser det sig, at kilden til Ichirohikos styrke er hans såre menneskelige mørke. Han har måske tæmmet bæstet, men ikke hvalen.

Derfor må hans vej til menneskelighed blive en mørk og ond vej, en anden slags overgivelse end Jonas’ overgivelse til Guds vilje – en retræte ind i mørket, ned i hvalens bug. Ikke for at komme op, men for at blive et med mørket. Den rendyrkede nihilisme.

Kampens nederlagssejr
Og dermed er vi tilbage til udgangspunktet, kampen mellem Ren og den store sorte hval, der er Ichirohiko. 

Og vi forstår forhåbentlig nu, at det hele i virkeligheden handler om et menneskes kamp med sig selv, en selvkonfrontation med mørket som mulighed og virkelighed. 

Og det umiddelbart forstemmende budskab er, at mennesket i dette møde reelt set er magtesløst. Omtrent. For det er ikke, at vi intet mægter, men bare at vi såre lidet mægter. Og det er jo galt nok.

Således er Rens sidste – og desperate plan – at lade mørkestoffets skyggehval optage i sig selv for derefter at tage livet af sig selv – og samtidig Ichirohikos mørke.

Altså selvmordet.

Formelt set en sejr, for ja så har man da sat mørket stolen for døren, men hvis kampens mål var livet, så er man ikke kommet stort videre. Det er altså nederlag. Det er i en vis forstand mørket, der spiller sig helt ud ved at udfri sig fra sig selv – som ridder Kato i Mio min Mio, der lader Mio hugge hans stenhjerte over, fordi ingen hader Ridder Kato mere end Ridder Kato selv, som teksten så rigtigt siger.

Alligevel fastholder Udyret og hans lærling her en dialektik. For Rens desperate plan er jo samtidig radikalt uselvisk. Den er et offer, et offer af ham selv – som Pinocchios offer for Gepetto eller Jonas’ overgivelse i hvalens bug. 

Og dermed åbnes der for noget andet.

Det er netop her, at Rens offer viser sig at være parallelt med et andet. For tilbage i Jutengai giver Kometatsu nu afkald på den transformation til en gud (bed mig ikke om at forklare), som han står over for. 

I stedet forvandles han til et magisk flammesværd, som Ren kan gribe efter og knuse mørket med. Kometatsu bliver gennem sit offer inkarneret som sværdet i Rens hjerte, en styrke, der ikke kultiveres, men gives til den, hvis eget sværd allerede er knækket i nederlaget. 

Og deri ligger sejren – Ren kan nu blive et rigtigt menneske. Ikke ved sin egen kraft, men gennem den sandhed, der kun kan tages imod. 

In hoc signo. Kort sagt. Eller som vi med Jakob Knudsen sagde i første del af essayet: 

”og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!”

Kommentar

Thinking tonight of my Blue Eyes – Great Speckled Bird

Min artikel om Roy Acuff Fra Kristelig Dagblad, august 2021. En introduktion til Roy Acuff, men først og fremmest en undersøgelse af et tema i sangen The great speckled bird om troens forhold til verden.

Mit ejendomsfolk er blevet hyæners bytte, rovfugle flokkes om det. Kom her, alle vilde dyr, kom og æd!” Sådan hedder det i Biblen, nærmere bestemt hos profeten Jeremias (12,9) Den lidt dystre tekst er mærkelig nok blevet udgangspunktet for en af de helt store karrierer i Country-musikken, nemlig musikeren Roy Acuffs.

For Acuff debuterede i 1937 med sangen The Great Speckled Bird, som netop bygger på det skriftsted. Han blev aldrig særlig kendt i Danmark, men i USA blev han kendt som ”the king of country”.

Så man på salgstallene var titlen måske lidt af en tilsnigelse. Han var ingen Hank Williams, der brændte igennem og så brændte sit lys i begge ender til han døde på bagsædet af en bil, døddrukken og på piller, i en alder af 29 år.

Acuff fortsatte stort set frem til sin død i 1992. Han repræsenterede en kontinuitet i en genre, der trods sin indlejrede konservatisme havde forandret sig markant siden hans debat. Og det i et land, hvis kulturelle præferencer og værdier også havde undergået voldsomme skift i samme periode.

Kontinuiteten gik også bagud. Selv i 1930’erne blev hans stil opfattet som gammeldags. Det gjaldt for instrumenteringen, hvor han blev ved genrens traditionelle strengeorkester – og her hellere betonede traditionalistiske indslag som violinen og senere særligt dobroen end den allestedsnærværende guitar.

Hans stemme og ikke mindst hans insisterende måde at bruge den på pegede også tilbage til en anden tid. I de ældste optagelser kunne den virke friseret og tæmmet, men allerede i 40’erne og 50’erne er den nået frem til den primale, tilsyneladende – men netop kun tilsyneladende – vildskab, der i øvrigt kendetegner den. Det var på samme tid genren begyndte at svælge i sødsuppe.

Ikke alene brugte Acuff sin stemme som var den en violin, men han sang også kraftfuldt som var mikrofonen end ikke opfundet. Det var en måde at synge på, som netop gik tilbage til en anden tid. Dengang rummet måtte synges op manuelt.

Men tilbage til The Great Speckled Bird. Også denne sang viser Acuff som traditionsfortolker. Den var skrevet af en kristen, fundamentalistisk prædikant på en melodi, der en håndfuld år tidligere, i 1929, var blevet populær, da Carter-familien havde indspillet sangen Thinking Tonight of my Blues Eyes. Denne sang delte selv melodi og tekst med en lidt tidligere indspilning Thrills That I Can’t Forget fra 1925. Sandsynligvis gik melodien helt tilbage til fortidens tåger.

Hos Carter-familien blev det til sangen om en kærlighed afbrudt af svig og oceaners afstand men fastholdt i lige dele forurettelse og længsel – som den jo må for den, der er belemret med et hjerte.

Det sorgkløvede hjertes tvesindighed viser sig allerede i første vers, der sætter fortrydelsen som indgangsbøn:

“Would have been better for us both had we never
In this wide and wicked world had never met
For the pleasure we’ve both seen together
I am sure, love, I’ll never forget”

Fortrydelsen har jo en bismag. For erfaringerne brød med en verden, som i øvrigt var vid og grusom. Det er det, der har skruet sig fast i erindringen som et glædeligt minde. Men fordi glæden netop kun var for en stund, er mindet ingen balsam for den urolige sjæl. Nej tværtimod har vårens strejflys bare afsløret, at man i øvrigt er indhyllet i mørket.

Derfor hedder det også i sidste vers:

When the cold, cold grave shall enclose me
Will you come, dear, and shed just one tear
And say to the strangers around you
A poor heart you have broken lies here

Verset rummer den dybeste resignation. Der er ingen udvej for det bristede hjerte, som netop kun har den kolde gravs favntag at se hen til. Dette er ikke en prognose, der forudser, hvordan det i virkeligheden så går. Selv bristede hjerter vokser jo forunderligt sammen. Det er en undergangsfantasi, der udtrykket længselsøjeblikkets tomhed. En håbløs eskatologi.

Den eneste trøst ligger i den forestilling, at den elskede trodsalt, finder sin vej til denne grav, og over for de folk, der står der, nøgternt erkender sin skyld. Forsøget på at lægge ord i munden på den savnede – ord som med al sandsynlighed for evigt vil forblive usagte – afslører fortvivlelsen dybeste afmagt. Den kolde gravs mørke er netop nu og her.

I Acuffs The Great Speckled Bird er melodien den samme, men situationen en helt anden. Sangen kan bedst beskrives som en overvejelse eller meditation over billedet fra Jeremias 12,9. Men hvor kommer fuglen fra? Jo, på dansk står der godt nok hyæners bytte, men i den engelske King James Bibel hedder stedet:

”Mine heritage is unto me as a speckled bird, the birds round about are against her; come ye, assemble all the beasts of the field, come to devour.”

Billedet går på Guds folk, Israel, eller i kristen sammenhæng kirken, de troende. Billedet placerer dem i en udsat position. Den er end ikke kamp men slet og ret forhånelse og nederlag – udslettelse. Også her er verden vid og grusom. Men Great Speckled Bird tager billedet i en anden retning. Det hedder i de første linjer:

“What a beautiful thought I am thinking
Concerning a great speckled bird”

Det er tanken, der puster liv i billedet – eller måske billedet, der puster liv i tanken og gør den smuk. Ja, det starter med en dagdrøm, et syn. En gen-tagelse af billedet. Ikke som noget, der skal skrælles af, men derimod svælges ned. Et fuldgodt æble med skræl og det hele.

I sangen finder vi efterfølgende fuglen omgivet af andre fugle, der foragter den, netop fordi den forbliver tro mod Gud og ikke går i et med verden. Her skrives altså en standhaftighed ind i fuglen, som ikke er til stede hos Jeremias.

Sangen er nemlig skrevet i lyset af en brydning i kirken selv. Den moderne, fingernemme, afmytologiserende teologi angreb det, den opfattede som simple, fromme og naive forestillinger hos de kristne, der ikke forstod, at Biblen jo jo var historisk – og at myterne i hvert fald skulle oversættes. Gerne til uigennemtrængelig eksistensteologisk jargon så folk kunne forstå dem.

Moderne teologer fandt ud af, at Kristus i virkeligheden bare havde forsøgt at sige det samme som Heidegger, og hvis man nu skrællede mytologien af, kunne man skære igennem vrøvlet og nå ind til sandhedskernen.

Måske handler den slags mest om de veluddannede forlegenhed ved troen. Derfor bliver det nemt en undskyldning for præcis at gå i et med verden, høvle knasterne af de værste urimeligheder.

Great Speckled Bird afviste alt dette. Den blev i den kontekst en slags moderne udgave af Vor Gud han er så fast en borg, en kampsang, der afspejler den afgørelse til fordel for troen som de kultiverede og refleksionssyge må opfatte som utålelig naivisme. Hvorfor de nidkært går i kødet på den:

“Desiring to lower her standard
They watch every move that she makes”

Men de finder ingen fejl. Det betyder ikke, at de refleksionssyge bliver overbeviste, nej de fastholder mistankens hermeneutik som udgangspunktet. Ellers skulle de jo revidere deres livsangst og deres tvivl. De kan ikke overgive sig.

Derfor reduceres de til spottende tilskuere, når miraklet udspiller sig i to strengt vertikale eskatologiske bevægelser. Først flyver fuglen op, uanfægtet af fjendtligheden:

“When the trumpet shall sound in the morning
She’ll rise and go up in the sky.”

Og siden vender den tilbage i den store finale:

”When He cometh descending from heaven
On the cloud that He writes in His Word
I’ll be joyfully carried to meet Him
On the wings of that great speckled bird”

Det smukke i dette billede er ikke det præcise indhold af den fundamentalistiske teologi, men netop dette krav om at overgive sig til billedet, til Ordet. Og så tage det som det kommer. Ureflekteret i hengivenhed og tiltro. Skønheden og sandheden ligger netop i konstateringen af at blive båret til himmels. Det vil sige ikke af egen vilje eller kraft – men ved Guds. Det er refleksionssygen selv, der er under anklage.

Både Thinking tonight of my Blue Eyes og Acuffs Great Speckled Bird placerer os i et nu, hvor der er afstand mellem den verden, vi har og den man kunne tænke sig. Og der skues i begge tilfælde mod horisonten. Men hvor den første ikke bringer os videre end til det skibbrudne sinds gravfrygt, tankespind og afmagtsfortvivlelse, viser den sidste i retning af en anden og dybere afmagt, som ikke standser ved fortvivlelsen, men transformeres til nødvendigheden af at tage imod.

arrangementer

Nyt foredrag: “Den moderne konservatismes fødsel og undergang”

Som enkelte måske har opdaget, har jeg i den senere tid arbejdet lidt med den konservatisme, der opstod ud af Anden Verdenskrig i forbindelse med min deltagelse i forskningsprojektet Conservatism at the crossroads.

Derfor udbyder jeg nu et foredrag med ovenstående arbejdstitel til alle interesserede.

Da jeg opfatter det som en del af mit arbejde i øvrigt (og da jeg lykkeligvis er i stald) er det foruden rejseref. ganske gratis for politiske ungdomsorganisationer og lignende. Vi tilpasser os naturligvis efter publikums ønsker og forudsætninger.

Hvad er historien?

Historien er, at den moderne konservatisme ikke opstod i 1915, da Det Konservative Folkeparti blev stiftet. Heller ikke i 1928, da Christmas Møller blev politisk leder. Den moderne (social)konservatisme opstod under og efter krigen, som et forsøg på at oversætte krigens erfaringer til et politisk program for fremtiden.Dette politiske program indebar et ideal om national samling og skabelsen af det, man kaldte “økonomisk demokrati”, en slags konservativ velfærdsstat, en tredje vej mellem liberalisme og socialisme med social sikring af borgere og statslig interventionisme i det økonomiske liv.

Den moderne konservatisme var et udtryk for et ægteskab mellem mellemkrigstidens antiliberale radikalkonservatisme (som jeg har skrevet om her) og den moderate linje, Christmas Møller havde stået for.

Det hele gik naturligvis galt og endte i kaos, død og undergang.

Man kan maile mig på christian.e.skov@ntnu.no, hvis det har interesse.

arrangementer

Foredrag: Vores tid og vores krise

Jeg havde for nyligt fornøjelsen at deltage i Årsskriftet Critiques store konference om vores politiske og kulturelle krisetid. Mit foredrag, der tog fat på behovet for en ny centrisme kan høre her.

Det var et helt klassisk, ja næsten gammeldags oplæsningforedrag af den slags, der vel mestendels er gået af mode. Formen er ikke en, jeg benytter mig af ofte, men den har fordele frem for et løsere manuskript eller causeri, f.eks. kommer strukturen typisk klarere frem, konkrete oplysninger kommunikeres stærkere og sagligheden bliver typisk dybere.

 

arrangementer

På besøg hos tænketanken Civita

Den norske tænketank Civita, der beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende det frie samfund, frihandel og civilsamfundet, holdt forleden konference i Danmark. I den forbindelse var jeg blevet inviteret til at tale om fænomenet Donald Trump.

Dvs. ikke så meget Trump selv, som hvad det siger om os og vores tid, at en figur som Trump i den grad er trådt frem på den politiske scene.

Et interessant spørgsmål, synes jeg, er hvordan det kan være, at hele 81 procent af de evangikale vælgere – altså de såkaldt højrekristne – støtter Trump. Gruppen støtter ham mere end de støttede Bush II, der ellers havde tætte forbindelse til miljøet.

Svaret på det spørgsmål er også svaret på, hvad der ligger bag Trump. Vil man høre om det kan man bestille et foredrag. Her skal jeg kun give denne lille figur, som siger en del.

Billede1

Udgivelser

Star Wars

Hvis man skulle være i tvivl, så er der landet en ny Star Wars film. Og som det sig efterhånden hør og bør har den delt vandene. Disney Star Wars universets forsøg på at tale i takt med tidens kønsdebat har vakt begejstring hos anmelderne men irritation blandt en del fans. Selv er jeg ganske godt tilfreds med seneste tilføjelse til universet.

En stor film er det ikke  – men igen det har Star Wars aldrig rigtig været. Og de indtil videre tre nye film er under alle omstændigheder bedre end de middelmådige til dårlige Star Wars film, som vi andre måtte trækkes med, da vi var unge i 00’erne. Nej alting går ikke tilbage.

Jeg havde for nyligt den glæde at tale lidt Star Wars med ph.d. i historie Kasper Haunstrup Madsen. Det skulle du tage at lytte til. Vi talte både om den nye film – og måske særligt dens mangler. Og så kom vi også ind på det mere ømtålelige emne, nemlig om hvorvidt Imperiet er de egentlige helte i sagaen. 

Det mener jeg. Og hvis du vil vide hvorfor, så må du lytte med.

Udgivelser

Klumme i Information: De borgerlige har glemt, hvor de kommer fra.

Min klumme i Information 18/12. Det bliver den sidste i denne omgang.

Trafikminister Ole Birk Olesen (LA) vil sende driften af de københavnske S-tog i licitation. Umiddelbart er det en god idé. Hvorfor skal staten køre noget, der kan køre af sig selv? Der er bare et problem. DSB kører i hele landet, men tjener sine penge på ganske få strækninger. Hvis selskabet fratages sine lukrative strækninger, må prisen betales lokalt i form af dyrere tog eller ringere service – hvis det kan lade sig gøre.

Dette er blot et eksempel på, at det borgerlige Danmark undergraver sin opbakning uden for de store byer, der ellers ikke just er at opfatte som højborge. Det borgerlige Danmark opfører sig som en slange, der har fundet på at bide sig selv i halen og langsomt er begyndt at fortære sig selv.

Jeg flyttede i efteråret til Sønderjylland, nærmere bestemt Felsted, en lille by med lidt over 1.000 sjæle. Dårligt havde vi fået møblerne på plads, før kommunalvalget indtraf. Området er solidt Venstre-land, men partiet gik tilbage. Det er ikke enestående hernede. Ved seneste Folketingsvalg blev det meste af Sønderjylland farvet gult. Dansk Folkeparti blev det største parti. Det vakte en del forargelse i fortovscafémiljøet, hvilket fik historiker René Rasmussen til at opsummere situationen med konstateringen: »Først pisser de på os, så siger de, vi lugter.«

Afstanden mellem det borgerlige Danmark og deres traditionelle kernevælgere er i virkeligheden ikke overraskende. Liberal Alliance har giftet sig bort til en principfast liberalisme, der ikke har andet bud til udkanten end ’lad falde, hvad ikke kan stå’. De Konservative er reelt en nordsjællandsk lokalliste. Hvad har de at sige til udkanten. Ingenting.

Men måske er Venstres problem størst. Partiet har sine rødder i landbosamfundet. Det kunne være svært at sætte fingeren på, hvor gymnastikforeningen endte, og partiet begyndte. I dag er billedet et andet. Venstre er populært sagt mere handelshøjskole end højskole, mere Nordsjælland end Sønderjylland. Og – ville onde tunger sige – mere Alberti end I.C. Christensen.

Man kan indvende, at den borgerlige regering jo netop har stået i spidsen for en ambitiøs udflytning af statslige arbejdspladser. Det har fået DJØF-segmentet op i det røde felt. Men selv om DJØFernes klynk er uden ende, viser en ny analyse fra foreningen Danmark på Vippen, at Danmark siden 2008 er blevet mere og ikke mindre centraliseret. De største byer har fået 11.000 nye statslige arbejdspladser frem til 2015, mens resten af landet har mistet 2.200.

Selv om den efterfølgende udflytning har været positiv, har den ikke ændret afgørende ved billedet. Centraliseringen forløber nemlig parallelt med det politiske ønske om decentralisering. Den får sit brændstof fra de offentlige institutioners excel-logik, der fremmer koncentrationen af arbejdspladser i ganske få områder. Når der skal rationaliseres, ligger det lige for at lukke det lokale skattekontor. Så længe beslutningskompetencen er centraliseret, vil de statslige job også blive det.

I øvrigt var det Lars Løkke Rasmussen, der førte kniven over de gamle kommuner i 2007. Der var gode grunde, men det havde sin pris. Det har skabte en voldsom kommunal centralisering. Felsted var frem til 2007 hovedsæde i Lundtoft kommune. I dag kan man ikke gå ned ad byens hovedgade uden at fornemme historiens vingesus i form af funktionstømte bygninger, der står tilbage som rådne tænder i en gamlingemund.

Men byen er i gang med at udbedre skaderne, Løkkes reform forvoldte. Hovedgaden fornyes, nogle af de gamle bygninger rives ned. Hvorfor? Fordi byen som så meget af den såkaldte udkant er rig på frivillig foretagsomhed og privat initiativ. Ting får ikke lov til at forfalde. Her hjælper man hinanden. Og sig selv. Byen har endda rejst en sten for Adam Smith. Det er fra steder som her, den borgerlige samfundsånd udgår, her den henter sin næring og sin vælgerreserve. Det burde de borgerlige partier huske på.

Kommentar

Centrum-venstre reproducerer myter og kalder dem fakta

Klumme i Information 21/11 2017

Det er egentlig mærkeligt. Mens centrum-venstre i det meste af Europa politisk er sendt til tælling, så dominerer det stadig den politiske og kulturelle samtale. Det er Centrum-Venstre, der analyserer og etablerer fakta, det er dem med de legitime moralske standpunkter og udlægninger af tilværelsen. Alt til venstre eller højre for det er holdninger – i værste fald populisme.

Tænk på Dansk Folkeparti. Da de for nylig slog til lyd for at skrive menneskerettighedskonventionen ud af dansk lovgivning, var der kontant afregning ved kasse et. Det kunne man bare ikke. Tænk på den massive ensretning i kulturlivet, der i september fik teaterdirektør Tue Biering til at reflektere over, at han ikke havde en eneste ven med en anden politisk overbevisning end ham selv. Tænk på universiteterne, hvor marxisterne nok er visnet bort, men har overladt banen til transnationalistiske lektorer og studerende, der alle tror, de intet mener, men meget ved. Tænk på konkurrencestatsparadigmet, Ove Kaj Pedersen og de evindeligt snurrende tandhjul i det reguleringsglade og omstillingsparate DJØF-maskineri.

Eller tag nu debatten om Historien om Danmark. En række historikere havde fra et fagligt udgangspunkt kritiseret DR’s bud på en danmarkshistorie for at være tendentiøs. Hvordan reagerede centrum-venstre på det? I Politikens afviste debattør Niels Jespersen det hele: Det var bare højrefløjens hylekor, der var blevet triggered. De borgerlige var nogle snowflakes, der ikke kunne håndtere at møde den historiske sandhed og som derfor ville gemme sig i safe-spaces og i forløbet ødelægge DR.

Det samme pegede chefredaktør Rune Lykkeberg på her i avisen, da han slog fast, at »DR bekræfter jo bare det som Fonsmark &Co. beklagede: De røde var hovedpersonerne«.

Hvad siger disse indlæg om centrum-venstre? For det første fortier såvel Lykkeberg som Jespersen den faghistoriske kritik. Den kunne ikke være fagligt funderet, men måtte være ideologisk. Alt hinsides centrum-venstre er opinion, aldrig analyse.

I begge tilfælde er de borgerliges nederlag i de første mange årtier efter Anden Verdenskrig en grundforestilling. Jens Otto Kragh og Merete Nordentoft vandt. Selvom der i dag findes borgerlige, tror de hverken på prygl eller høflighed, som Klaus Wivel tilføjede i Weekendavisen. Altså er de ikke rigtigt borgerlige.

Er det sandt, at det borgerlige tankegodt blev fortrængt? I 1938 forkyndte den socialdemokratiske chefideolog Hartivg Frisch den private ejendomsrets snarlige sammenbrud. Afventer centrum-venstre anno 2017 stadig det? Eller er centrum-venstre ikke netop blevet borgerliggjorte?

Den vigtige anke er dog, at selv om centrum-venstre retfærdigvis må spille en hovedrolle i enhver bred skildring af moderne historie, så betyder det ikke, at vi er bundet til at reproducere dens mytologi, når vi fortæller historie. Vi fortæller jo heller ikke danmarkshistorien i slutningen af 1800-tallet med udgangspunkt i Højres og godsejernes ideologiske forestillinger – det er utænkeligt.

Centrum-venstres historiesyn er triumfialistisk. Derfor er man ikke i stand til at skelne mellem historie og ønsket om at fastholde en mytologisk skildring af den nære fortid, der etablerer og fastholder centrum-venstres værdier som historiens endemål og målestok.

Det er tvivlsomt, om de nævnte skribenter overhovedet er klar over, at de ideologiserer. De har blot overtaget den historiske mytologi som en selvfølge. Sådan er det med myter. Dette er centrum-venstres privilegieblindhed. Positionen er bag om ryggen på sig selv blevet vor tids ureflekterede institutionskonservatisme. Måske er det netop den arrogance og overlegenhed, som den medfører, der ligger bag positionens politiske trængsler i vore dage.

Kommentar

Konservatisme går på to ben

Kommentar i Kristeligt Dagblad 5/12

Hvad vil det egentligt sige at være konservativ? I sidste uge blev det debatteret af historiker Jes Fabricius Møller og de to yngre nationalkonservative debattører, Johan Christian Nord og Mikkel Bjørn Sørensen. Jes Fabricius Møller havde nemlig konstateret, at der er opstået en ny konservatisme, der slet ikke er interesseret at forsvare det bestående.

Debatten rammer ned i et af de centrale problemer i konservatismen, nemlig hvad er det i det hele taget man vil bevare? Hvordan er konservatismen kort sagt? En måde at få svar på er – særligt hvis man netop er konservativ – at konsultere traditionen, eller endog gå til rødderne. Nærmere bestemt den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797).

Burke levede på Den Franske Revolutions tid, og var en indædt modstander af omvæltningen i Frankrig. I sit hovedværk Tanker om Den Franske Revolution formulerede han grundlaget for konservatismen. I sin kritik af revolutionen fremførte Burke både principielle og meget tidsbundne argumenter. Et sted skrev han eksempelvis, at frisører og lysestøbere ikke burde regere. Det kunne han uden videre mene i 1790. Men hvad stiller man op med det synspunkt i dag?

Hvis man læser Edmund Burkes forsvar for en konkret politisk og social orden i slutningen af 1700-tallet, og slutter, at konservatismen derfor må være et forsvar for præcis denne orden, går man galt i byen. Denne konservatisme ville være indædt reaktionær – og en politisk kraft uden betydning.

Men hvad så? En anden mulighed er at sige, at konservatisme så må være et forsvar for enhver politisk og social orden, der er under pres. Men en sådan konservatisme ville ikke være stort andet end en politisk spasme, en slags pavlovsk refleks for det politiske menneske. Ifølge denne udlægning bliver Brezhnev en sand mønsterkonservativ.

Hvis det ikke går, så kunne konservatisme måske være et forsvar for nogle evige værdier eller lignende, der er trådt ganske under fode af moderniteten. Den kunne være en tænkning, hvis ”ideal ikke er principrytteri og systembevaring, men derimod udfoldelse af kraft og indstiftelse af orden – og som derfor rummer en længsel efter opbrud og nyordning”, som Nord skriver. Her bliver konservatismen altså til radikalisme – endog uden etisk bagkant, hvis idealt blot er nietszcheansk kraftudfoldelse.

Der er i virkeligheden to yderligheder, en reflekteret konservatisme må undgå. Den første er status-quo-isme, det blinde forsvar for den bestående orden uden blik for forudsætningerne for orden i det hele taget. Den andet er radikalisme, forsvaret for forudsætningerne for orden i det hele taget uden blik for værdien af disse forudsætningers udtryk i den bestående orden.

Hver for sig er positionerne politisk nonsens, men taget sammen er de et udtryk for en politisk indstilling præget af dyb ansvarlighed. Konservatisme er med andre ord hævdelsen af nødvendigheden af en samfundsmæssig orden og denne ordens kulturelle, historiske og sociologiske forudsætninger. Men den er også hævdelsen af statsmandsskab, gradvise reformer – og at vores borgerlige orden nok har fejl, men grundlæggende er værd at forsvare og bevare. Her bør man huske Burkes ord, at raseri og fanatisme på en halv time kan nedrive mere, end klogskab, betænksomhed og forudseenhed kan opbygge på hundrede år. Eller som han skrev andetsteds: ”En tilbøjelighed til at bevare og en evne til at forbedre ville tilsammen være mit mønster på en statsmand. Alt andet er vulgært i tanken og farligt i udførelsen.”

Udgivelser

Historien om Årsskriftet Critique

I Årsskriftet Critique 2017 har jeg sammen med redaktør Jens Lei Wendel-Hansen og redaktør Rasmus V. Pedersen skrevet en gennemgang af Critiques historie fra 1964 og frem. Meget af det skrevne bygger på materiale, jeg udfærdigede i forbindelse med min bog I tidens Strøm om studenterkonservatismen i Aarhus. Her kan det læses i en ny sammenhæng.

Uddrag:

…før Critiques historie blev vores historie, var tidsskriftet først og fremmest en del af historien om Konservative Studenter på Aarhus Universitet. For Critique var fra 1964 og frem til 2011 udgivet af netop denne forening. Konservative Studenter selv var blevet stiftet i 1934 på det dengang ganske unge Aarhus Universitet. Forbilledet var den københavnske søsterforening, der selv havde rødder tilbage til 1903, og som i 1930’erne allerede kunne se tilbage på en stolt historie, hvor man havde fostret generation efter generation af ledende konservative politikere, intellektuelle, journalister og organisationsfolk.

Studenterkonservatismen var en størrelse, man måtte regne med. Det var folk med rod herfra, der havde opbygget det hensygnende Konservativ Ungdom i 1910’erne. Det var folk herfra, der var gledet ind i Det Konservative Folkepartis ledelse, og det var også – og det er måske mere kontroversielt – fra studenterkonservatismen, at bevægelsen til 1930’ernes ideologisk selvbevidste og antiliberale konservatisme var udgået.

Men alt dette skete i København. Foreningen i Århus var lille. Og vi ved næsten intet om dens tidlige år. Sådan gik det faktisk længe. Først i begyndelsen af 1960’erne var Konservative Studenter i Århus vokset til fuld styrke. En væsentlig årsag til dette var naturligvis universitetets vækst, men dette gjorde det ikke alene. For også i forhold til andre foreninger voksede Konservative Studenter, som fra årtiets begyndelse var en toneangivende studenterpolitisk organisation i den jyske hovedstad. I disse år steg aktivitetsniveauet betragteligt, og medlemstallet gik fra næsten ingenting til over 400.

Critique sættes i søen

Udgivelsen af Critique var måske det klareste vidnesbyrd om studenterkonservatismens styrke. Første redaktør var stud.merc. Carl Arne Ørberg-Pedersen. Inspirationen til bladet var den norske studenterkonservatismes tidsskriftMinerva, der var udkommet siden 1924, men i 1957 relanceret af den kendte norske konservative Lars Roar Langslet som et intellektuelt, socialkonservativt kvartalstidsskrift. Ud over en ret åbenlys politisk affinitet til Minervas socialkonservative linje afspejlede inspirationen sig i Critiques form og idé.

Det var et yderst ambitiøst projekt. Det var ikke så meget et medlemsblad som et politisk debattidsskrift i egen ret. Det udkom i et oplag på 2.000 eksemplarer, blev givet til foreningens medlemmer, konservative folketingsmedlemmer og andre centrale personer og kunne derudover købes per abonnement. Målet var fra starten defineret som:

”At skærpe den politiske debat, at vække læserens kritiske sans overfor letkøbt argumentation og halve sandheder og at virke for en udbredelse og stærkere markering af borgerlige standpunkter”

Køb Årsskriftet Critique her og læs det hele.