Kategori: Udgivelser

Udgivelser

Konservativ tænkning – dengang og i dag

red.

Jeg har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad i anledning af Det Konservative Folkepartis 100-årsdag.

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år, og som de fleste, der når den alder, føler partiet dødens ånde i nakken. Under alle omstændigheder er partiet fra en uhildet betragtning en skygge af sig selv. Vælgerne er flygtet i enhver tænkelig retning, medlemmerne har meldt sig ud eller er slet og ret døde, og den intellektuelle tyngde er forsvundet fra partiet, der engang havde ry for at være et professorparti. Det er nok for meget at sige, at forstanden er røget, men som hos mange andre 100-årige gør en grad af åndssvækkelse sig utvivlsomt gældende.

Nu er der næppe mange, der tror, at professorale spidsfindigheder og samfundsbetragtninger sælger billetter i sig selv, endsige at partiet kan bygge sin fremgang på lektorsegmentet. Men sagen er, at uden folk, der tænker alvorligt over sagerne, folk, som er i stand til at formulere visioner og fortællinger, der skaber og opretholder en ideologisk identitet, står et parti alvorligt svækket.

Hvorfor? Fordi ideologisk tænkning er forudsætningen for, at et parti kan afdække relevante problemer, identificere relevante løsninger og knytte disse bestræbelser til partiets identitet. Uden en fortælling, der kan indramme fællesskabet, opløses det i almindelig forvirring.

Læs hele kronikken her.

Udgivelser

Anmeldelse: Mennesket som samfundsvæsen

red.

Jeg har anmeldt den britiske politiker Jesse Normans bog om Edmund Burke Edmund Burke – the first conservative for nettidsskriftet Atlas.

1364407720Norman-Edmund_BurkeVi lever i en tid, hvor politiske kommentatorer gør, hvad de kan for at forkynde, at de politiske idéer er afgået ved døden og deres plads overtaget af spin. Om ikke andet kan det hurtigt blive en selvopfyldende profeti. I denne forstemmende situation er der noget befriende over at læse Jesse Normans bog om den britiske statsmand og politiske filosof Edmund Burke. Det skyldes ikke kun, at det drejer sig om en velskreven, informativ og lejlighedsvis morsom bog skrevet af noget så sjældent som en dannet og belæst politiker, men også fordi den minder os om idéernes betydning i politik.

Edmund Burke regnes almindeligvis for konservatismens fader. Selvom han ikke kan kaldes ukendt, står han dog i skyggen af skikkelser som Locke, Hume, Rosseau og Marx. For et par år siden glimrede De Konservatives daværende formand således ved på landsdækkende fjernsyn at demonstrere, at han ikke anede, hvem Burke var. Der ér altså en pointe i at hive ham frem af gemmerne.

Læs hele artiklen her

Udgivelser

Partikonservatismen i Danmark

red.

Jeg har bidraget til det politiske tidsskrift Libertas temanummer om konservatisme. Artiklen handler om den danske partikonservatismes aktuelle situation på baggrund af en skildring af den socialkonservative positions historiske dominans.

Her følger et uddrag:

Partikonservatismen i Danmark

Da der for et par år siden var en intens ideologisk debat mellem konservative og liberale i landets aviser, var det påfaldende, hvor få af de konservative skribenter og debattører, som egentlig identificerede sig med Det Konservative Folkeparti. I det hele taget forholdt de partikonservative sig i påfaldende grad i baggrunden, og da enkelte, såsom Brian Mikkelsen, endeligt intervenerede, var det med nogle tyndbenede betragtninger om den idelige fællesborgerlige idyl.

Det er vel et symptom på partikonservatismens dybe krise, at den i så høj grad forholdt sig tavs og uinteresseret i de debatter, der ikke alene er med til at bestemme borgerlighedens ideologiske kurs, men også er afgørende for, hvad vi i det hele taget skal forstå ved begrebet konservatisme. Det er som om, at Det Konservative Folkeparti i disse år ikke alene har opgivet centrale politiske områder til andre partier, men har mistet førstefødselsretten til selve begrebet konservatisme.

Det er ikke længe siden, at Jyllands-Posten bragte en større artikel om et nyt nationalkonservativt højre i Danmark. Det nationalkonservative højre er ganske vist ikke noget nyt fænomen, men voksede for alvor frem i 00’erne, og artiklen var i øvrigt ikke fremragende i nogen henseende, men var vist snarere betinget af den omsiggribende begivenhedsløshed, som havde lagt sig over landet mellem jul og nytår.

Læs resten af artiklen her i fuld længde

Udgivelser

CEPOS: Konservatismens idéhistorie

red.

I forbindelse med et uddannelesprojekt i CEPOS regi, er jeg blevet bedt om at skrive en indføring i konservatisme. Jeg har valgt en historisk tilgang, der beskriver konservatismen sådan som den har udviklet sig. Med venlig tilladelse fra CEPOS bringes her teksten. Du kan få den rigtige, layoutede pdf-udgave gratis hos CEPOS.

Her følger et uddrag:

Konservatismens idéhistorie

Konservatismen ansås ofte for den af de klassiske ideologier, det er sværest at få hold på. Ikke mindst er det her et problem, at mange konservative vil afvise, at konservatismen overhovedet er en ideologi: Konservatismen er derimod forsvaret for den givne virkelighed imod utopierne, et forsvar for det konkrete over for det abstrakte og for livet over for teorien. Således anskuet kan alene tanken om en specifik konservativ, politisk teori forekomme uforenlig med konservatismen. Men konservatismen er en politisk ideologi, så vidt som vi derved bl.a. forstår et sæt af idéer, værdier og overbevisninger, der deles af signifikante grupper og udviser et gennemgående mønster. Faktisk er selve forestillingen om konservatismens ikke-ideologiske karakter et af dens definerende træk. Spørgsmålet bliver da, hvad begrebet konservatisme dækker over? Går vi til selve ordets betydning, kan man hurtigt konstatere, at ordet konservatisme stammer fra den latinske rod conservare, der betyder bevare. Men dermed bliver vi ikke meget klogere. For det første kan ingen ideologi defineres udtømmende med henvisning til dens navns etymologi. For det andet må vi spørge, hvad det i det hele taget er, konservatismen vil bevare? Vil den eksempelvis til enhver tid bevare status quo i sin helhed? Og er den udtømmende defineret ved konstateringen af, at den ønsker at bevare? Etymologien giver ikke en privilegeret indgang til udlægningen af så kompliceret en ideologisk struktur som konservatismens.

Læs det hele her

Udgivelser

Kultur, fornuft og kristendom som konservative problemer

red.

Artikel i tidsskriftet Replique

Jeg havde i februar den store glæde at skulle introducere en konference i regi af Årsskriftet Critique på Aarhus Universitet. Konferencen omhandlede forholdet mellem kultur, fornuft og kristendom inden for rammerne af konservatismen og bød på foredrag af en række fremtrædende konservative intellektuelle, herunder lektor i statskundskab fra SDU Søren Hviid Pedersen, filosoffen Kai Sørlander og historikeren Jon A.P. Gissel. Konferencen, der havde folketingskandidat og – nu desværre forhenværende – radiovært Mads Holger som ordstyrer blev gæstet af omkring hundrede interesserede tilhørere var kendetegnet ved et usædvanligt højt niveau og vidnede om, at der efterhånden er spark i den indre konservative debat. Det følgende udgør i bearbejdet form mine indledende betragtninger, der dannede rammen om den efterfølgende debat.

Man kan måske ikke umiddelbart se det, når man betragter Det Konservative Folkepartis vigende vælgeropbakning, men egentlig lever vi i en periode, der er præget af konservatismens genkomst. Det gælder såvel politisk som kulturelt og ideologisk. Konservative debattører har let og uhindret adgang til medierne med synspunkter, som før 2001 ikke lod sig udtrykke uden at det medførte social stigmatisering og den alvorlige mistanke, at man måtte være nærmest idiot. Det er som om selve det åndelige klima har ændret sig. Et markant udtryk for dette er, at de borgerlige debattører i dag fylder så meget i debatten, at den kulturradikalisme, som – kun afløst af et marxistisk hegemoni i 70’erne – har sat dagsordenen siden 1880’erne er trængt så meget i defensiven, at en egentlig borgerlig idédebat er blevet mulig. Det vil sige, at de borgerlige debattører ikke længere bare diskuterer med og mod venstrefløjen og kulturradikalismen, men vover også at kaste sig ud i en indre, ideologisk debat. Selvom debatten kan virke trættende og indimellem forstemmende, er den grundlæggende et sundhedstegn.

Den borgerlige debat har særligt været præget af en ofte uforsonlig strid mellem liberale og konservative debattører, men nok så interessant har der også konservative imellem været en livlig debat om, hvad det overhovedet vil sige at være konservativ. Igen er det et sundstegn. For at en sådan debat kan føres forudsætter, at der overhovedet findes konservative, som er i stand til at formulere forskellige udlægninger af ideologiens mål og midler.

Skal man gå historisk til værks, må den aktuelle konservatismedebats udgangspunkt vel forstås som et opgør med den ideologiske afhængighed af liberalismen, der i hvert fald siden det teknokratisk-socialkonservative hegemonis intellektuelle sammenbrud og neoliberalismen gennembrud i 1980’erne har været realiteten for dansk konservatisme. Blandt andet derfor går det som en rød tråd gennem mange konservative indlæg i debatten, at man forsøger ikke blot at afgrænse det egentligt konservative fra det liberale, men at man også fremhæver forskellen i en sådan grad, at man kunne få det indtryk, at liberalismen er konservatismens egentlige hovedfjende. Dette gælder ikke mindst for de konservative, der betragter sig selv som såkaldt kulturkonservative eller nationalkonservative. Hvis ikke konservatismen ligefrem fremstilles som antiliberal, så fremstilles den ofte som ikke-liberal, idet der søges et ideologisk grundlag hinsides den liberale individualisme. Selvom det ikke er forholdet liberalisme-konservatisme, der skal tematiseres her, må relationen altså alligevel inddrages som baggrund.

Kulturkonservatismens partikularisme

Hvis konservatismen ikke tager udgangspunkt i individet, hvad bygger den så på? Litteraten Anders Ehlers Dam har i sin fremragende antologi om konservatismen fra 2003 Forandre for at bevare? Udlagt det sådan: ”fællesskabet omkring kulturelle og religiøse elementer; det organiske; familie; nation…; synet på mennesket som kontekstbundet snarere end løsrevet og atomiseret… ” Kort sagt: eftertrykket flyttes fra individet til samfundet som historisk betinget fællesskab af de levende, døde og de ufødte, for nu at bruge Edmund Burkes formulering af den såkaldte generationskontrakt. Det er en direkte konsekvens heraf, at toneangivende konservative intellektuelle, ikke mindst litteraten Kasper Støvring og politologen Søren Hviid Pedersen har søgt et konservativt opgør med den liberale universalisme og moralske absolutisme.

Denne universalisme indebærer kort fortalt, at vi forstår vores værdier som gældende over alt og for alle. Det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at selvom jeg her taler om en liberal universalisme, så er opfattelsen ikke begrænset til selverklærede liberale, men præger os alle i varierende grad. Den er kulturelt arvegods og netop heraf udspringer en vanskelighed for konservatismen. Blandt andet fordi, at tanken også har præget konservatismen, hvis man tænker efter. Dette gælder ikke kun den ureflekterede vanekonservatisme, der med en formulering af litteraten Harald Nielsen stiller sig tilfreds med at være fodslæbende liberalisme, men også eksplicitte forsøg på at formulere tidssvarende konservative positioner, mest markant den såkaldte neokonservatisme, som vi måske nok kender som et amerikansk fænomen, men hvis ræsonnementer i virkeligheden også resonerer blandt bredt i blandt mange danske konservative.

Blandt danske kulturkonservative har det været et udbredt synspunkt, at denne universalisme udtrykker en fortsættelse af en imperialistisk tænkning og konstituerer et overgreb, eller i det mindste er et udtryk for en moralsk bedrevidenhed, som helt ser bort fra det forhold, at mennesker lever i specifikke sammenhænge, og har forskellige kulturelt og historisk betingede opfattelser af ret og vrang: Hvad vi opfatter som intervention til fordel for den personlige frihed, kan nemt opfattes som overgreb på hævdvunde rettigheder, forestillinger og livsformer hos de folk, der ikke deler vores værdier. Det er på den baggrund, at kulturkonservatismen har fremhævet det partikulære over for det universelle.

Rationalitet som konservativt problem

At denne kulturkonservatisme har været det mest bemærkelsesværdige, der er sket ideologisk inden for rammerne af konservatismen siden sit gennembrud i 00’erne er der næppe nogen tvivl om. Men den rejser også problemer. Et problem går netop på spørgsmålet om værdiernes universelle gyldighed, og dermed også på vores mulighed for som mennesker i det hele taget gennem brugen af vores forstand at udsige noget meningsfuldt og alment gældende om denne verden.

For det første, hvis en grad af moralsk relativisme kan siges at være en følge af kulturkonservatismens partikularisme, betyder det så, at ingen moralske domme eller værdier i det hele taget kan siges at være bedre end andre på tværs af kulturelle skel? Og hvis det forholder sig sådan, hvordan skal den konservative så forholde sig til overgreb og brud på basale rettigheder uden for hans egen kulturkreds? Hvordan forhindrer man, at kulturrelativismen udarter til nihilisme, hvis man da altså mener, at den kan være i fare for det?

For det andet, hvis det bliver en konsekvens af kulturkonservatismens partikularisme, at alle værdier er immanente og at et menneskes horisont er sat alene af hans kultur, hvad betyder det så i det hele taget for vores forhold til fornuften? Er også denne fundamentalt set begrænset af kulturen? Og hvis det forholder sig sådan, hvordan skal den konservatisme, der hævder at forsvare vestlig kultur så forholde sig til til ikke blot arven fra oplysningstiden, men hele den tradition fra den klassiske oldtid til at tænke i universelle kategorier.

Bliver konservatismen med andre ord en modoplysningsposition, der ikke vil erkende, men blot stille sig tilfreds med at anerkende?

Kristendommen som konservativt problem

Nu kan man måske relativt nemt hugge den gordiske knude over ved at hævde, at ja det er præcis sådan det må være. Men straks rejser et andet spørgsmål sig. Hvis konservatismen bliver en betoning af kultur og nation i en sådan grad, at enhver anstrøg af universalisme afvises, hvordan må den konservative så forholde sig til kristendommen?

Igen har spørgsmålet mindst to dimensioner.. For det første, hvordan må den konservative forholde sig til, at kristendommen, i hvert fald delvist, fører en universel tale, eksempelvis derved at den helt banalt hævder at være universelt gældende for vesterlændinge såvel som for hulemænd og hottentotter, men også mere specifikt, at der til kristendommen knytter sig universelle fordringer, såsom ”gør alle folkeslagene til mine disciple”. Såvel teologisk som historisk synes kristendommen at rumme ansatsen til en universalisme, der må kollidere med en konservatisme, der vil være radikalt partikularistisk. Er kristendommen måske i virkelighed ukonservativ, og som nogle tænkere inden for det nye højre hævder i virkeligheden moder til moderne liberale og socialistiske ideologier, altså ondets rod?

Igen kan man jo hugge den gordiske knude over ved at sige, ja det er præcis sådan det er, men straks rejser spørgsmålet sig så, hvordan den konservative i givet fald skal forholde sig til den rolle, som kristendommen traditionelt har spillet i og for konservatismen. Har kristendommen blot, som mange konservative hævder, haft instrumentel værdi for konservatismen, som en hellig baldakin, der har fastholdt en given samfundsmæssig orden? Skal man skelne skarpt mellem sand konservatisme og religiøs, herunder kristelig, ortodoksi? Og hvis man skal, hvordan skal vi så forholde os til de konservative gennem historien for hvem, kristendommen har været levende realitet og virkelighed. Netop det, der skulle bevares i et samfund præget af sekularisering og opbrud?

Dette er blot nogle af de spørgsmål, dansk konservatisme står over for. Det er naivt at tro, at de vil blive afgjort foreløbigt, snarere vil de i al overskuelig fremtid danne nogle brudlinjer blandt konservative, og som sådan have afgørende betydning for, hvordan konservatismen bliver i stand til at placere sig i den offentlige debat.

Udgivelser

Kronik: Det tomme sammenhold

red.

Jeg har skrevet en kronik i Berlingske Tidende om markeringen af terreorangrebet.

Det er egentlig ikke tilrådeligt i disse sammenholdstider, hvor gode mennesker, omvendte syndere og de sidste dages hellige stimler sammen for med gratis udleverede eller billigt indkøbte fakler at mane mørket bort, som har lagt sig over det oplyste samfund. Men netop manifestationen af sammenhold og fællesskab kan for det menneske, der lider af den skavank at blive pisket frem af sin ærlighed snarere end holdt i tømme af sin forstand, udarte til at ytre en kættersk bemærkning om det, vi nu oplever.

Jeg vil ikke forklejne velviljen hos de mennesker, som har begivet sig ud for at bekæmpe det, som de selv kalder mørket med så sparsom en lyskilde som en fakkel. De fleste mennesker står jo der, fordi de ikke kan andet. De må stå der, fordi de føler den indtrængende nødvendighed af at sige nej til den terror, som nu for første gang er blevet andet end et teoretisk begreb for det danske folk.

Det er altså ikke den gode vilje, der er anledningen til mit kætteri. God vilje får man sjældent nok af, og man kan kun håbe, at de mange fakkelbærere, når de engang vender hjem, gør det med en styrket vished om, hvad der er på spil, hvad der er blevet angrebet – og ikke mindst hvem fjenden er.

Men netop her sætter så tvivlen ind. Hvori består egentlig det substantielle i det sammenhold, som vi i disse dage ser manifestere sig. Er det andet end en sang til lejligheden, som er glemt i overmorgen? Man får tvivle. Der var mange, der var Charlie i et par dage eller to, men efterfølgende har det vist sig, at grænserne for, hvad medierne kan – og tør – offentliggøre allerede har flyttet sig. Mens politikere fra nær og fjern svor deres trods, har frygten, den begrundede frygt og dens følgesvend, den lige så begrundede angst, lagt sig over det domæne, hvor friheden til at krænke, som vel at mærke er den eneste meningsfulde måde at forstå ytringsfrihed på, herskede.

Læs hele kronikken her

Udgivelser

Verdenskrigen og det moderne skvat

red.

Artikel fra Replique, 18/8 2014

Hvis man ellers kan komme til for historiske mindedage for den perlerække af historiske nederlag og ydmygelser, der er Danmarks historie, så er 2014 også 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig. Denne krig fylder ikke meget i vores bevidsthed herhjemme, men Danmark var på ingen måde uberørt af hverken krigen eller dens konsekvenser. Særligt sønderjyderne kom på egen krop til at mærke, hvad det egentlig betød at stå under fremmed herredømme.

Da de i stort talt blev udskrevet til den tyske hær betalte de med renters rente prisen for en tidligere generations liberale lemfældigheder. Således skriver også Den store Krig sig ind i den danske nederlagshistorie som en uhyggelig påmindelse om, at gælden efter ideologisk blindhed engang skal betales af.

Men 1914 er jo længe siden og Sønderjylland er så langt væk fra Slotsholmen og København at ingen – ikke engang prins Joakim – kan holde det ud. Og i Århus står det store mindesmærke fra Første Verdenskrig og bliver stadig mere glemt og stadig mere sodet og grøngrumset, alt imens byrådet har åbnet en racerbane i selve Mindeparken. Det er heller ikke længe siden, at daværende kulturminister Uffe Elbæk sløjfede en bevilling til vedligeholdelsen af et mindesmærke for de faldne sønderjyder i Frankrig.

Første Verdenskrig er vores glemte krig. Men i disse år bliver der dog rådet bod på forsømmelsen. Historikeren Niels Arne Sørensen har udgivet et stort og flot værk om krigen, Den store krig, ligesom Hans Schultz Hansens og Inge AdriansensSønderjyderne og den store krig 1914-1918 fra 2007 understreger en fornyet interesse for emnet.

Blandt de mest interessante skildringer er imidlertid historikeren Henrik Jensens kalejdoskopiske fremstilling iOfrets århundrede fra 1998 og Det Faderløse samfund fra 2006, som siden har fået følgeskab af bogen Det ordentlige menneske. Netop i år er så hans Krigen 1914-1918 udkommet og dertil udgav han i 2003 den mindre kendte gymnasielærebogDen sønderrevne baldakin – første verdenskrig som optakt til ofrets århundrede.

Jeg vil imidlertid fokusere på de to førstnævnte, der må tages som hovedværkerne i forfatterskabet. Ofrets århundrede og Det faderløse Samfund er begge kultur- og mentalitetshistoriske fremstillinger, hvis analyser leder frem mod en eksplicit kultur- og modernitetskritisk position. Det ordentlige menneske er en debatbog, som i letfattelig og populariseret form giver et bud på en kvalificeret konservativ samtidskritik, mens Krigen 1914-1918 og Den sønderrevne baldakin tværtimod er værker, som peger mere i retning af det historiske og i det hele taget understreger, at Første Verdenskrig er den akse, som Henrik Jensens forfatterskab drejer sig om.

Torden i syd

I Jacob Paludans Jørgen Stein beskrives Første Verdenskrig som en torden i syd. Selvom dette udtryk rummer forestillingen om en trussel eller i hvert fald noget ildevarslende – for uvejret kunne rykke nærmere – så ligger der også i billedet en slags banalisering af krigsudbruddet, fordi det registreres som et fjernt naturfænomen, noget foregår derude, som man kan stå på afstand af og betragte. Men krigsudbruddet blev netop et indbrud i tilværelsens orden og et brud med den givne, historiske sammenhæng. Krigen blev, selvom den foregik et andet sted, ikke bare et fænomen, der kunne beskrives og analyseres, men var levende virkelighed for datiden – og for os. Det er netop dette, Paludan konstaterer i Jørgen Steins andet bind, der samtidig giver en nøgle til at forstå Henrik Jensens historiske fremstilling og samtidskritik. Om fædrenes generation, de ældre, skrev Paludan:

[De] måtte i deres livs eftermiddag lære, at de havde gået i søvne hele deres livs formiddag… Begrebet menneske, begrebet kultur måtte erkendes og defineres på ny – men de var jo langt ude over den alder, hvor hjernesubstansens smidighed tillader dannelsen af ny livsanskuelse. De ældre blev mærkeligt meget ældre på disse år; de trådte så underlig hurtigt ud af sammenhængen – som falske læremestre, der efter Afsløringen maa vende hovedet bort. Man spurgte dem ikke længer med tillid. Og tiden før krigen, der dog både havde rummet velvære og ideel stræben, rykkede fjern, som var disse fire år en afgrund, og antog for erindringen et gustent udseende. Under dens overflade havde jo dog den sygdom luret, der blev alle tiders sværeste for den beboede jord.

Dette er skellet mellem før og efter; et skel så radikalt, at den mellemliggende periode ikke er overgang men afgrund. Man falder fra den gamle tid og ned i den nye. De unge snubler i starten – et udtryk, der også stemmer fra Jørgen Stein, men er blevet udødeliggjort af litteraten Ernst Frandsens i den uforlignelige Aargangen, der maatte snuble i Starten. Men her er det de ældre, vi skal opholde os ved. De var patriarkerne, som personificerede og bar tiden før krigsudbruddet. Efter faldet blev de i bedste fald latterlige.

Den nye tid præges derfor af sin afstand til tiden før og kan bestemmes negativt ved fraværet af en faderlig eller patriarkalsk autoritet, der i bredeste forstand fæstnede samfundsordenen i en ubetvivlelig selvfølgelighed.

En selvtillidsfuld individualist slukker efter sig

Historien om dette fald kan fortælles på mange måder, og det kan nemt blive vældig kedeligt, som det ofte er med historiske afhandlinger. Det er en stor styrke ved Henrik Jensens bøger, at de, samtidig med, at de fastholder et overordnet mentalitetshistorisk perspektiv, søger at fortælle denne historie gennem konkrete eksempler. I Ofrets århundrede bruger Henrik Jensen således den britiske udenrigsminister Edward Grey til at fortælle historien om en generations fald.

Grey var som så mange politikere i den klassiske britiske parlamentarisme af adelig slægt, og hans slægts historie var filtret ind i historien om det britiske imperium. Et blik henover slægten viser, hvordan den britiske elites rolle i samfundet havde forandret sig: ”fra djærv buccaneer over John Bull-herremand og købmand, til kuponklippet og årvågen administrator af de erhvervede rigdomme.”

Edward Grey var et barn af den britiske kostskoleverden, hvor man blev godt uddannet – men ikke til noget særligt. Det var først og fremmest gentlemanen, der blev fremelsket gennem en dannelsesproces, der bl.a. ved mødet med kristendommen og den antikke oldtid satte velopdragenheden i system, skabte en disciplineret maskulinitet, der tillod en fåtallig britisk overklasse at styre et verdensrige i en tid, hvor det moderne bureaukrati endnu var i sin vorden.

Grey var således præget af en selvtillidsfuld individualisme og som så mange i sin generation også af liberalismen. Men det var Greys verden, aristokratiets, dannelsens og liberalismens, der styrtede i grus med krigsudbruddet og krigens udvikling til en moderne teknisk, massemobiliserende totalkrig. Grey forstod dette og som politiker havde han gjort sit til gennem en sindrig alliancepolitik at holde krigen fra døren, men altså uden resultat. Dermed blev krigen også hans livsværks nederlag. ”Lygterne er ved at gå ud over hele Europa”, skrev Grey, ”vi skal ikke se dem tændt igen i vores levetid.” Og med disse ord registrerede han resigneret sin verdens undergang.

Den nye verden tilhørte massen, fremhævede Grey og med ham Henrik Jensen. Han identificerer dermed med stor præcision det fænomen, der blev det væsentlige og udslagsgivende politiske subjekt i en mellemkrigstid, der var præget af både den atomisering, der er massesamfundets paradoksale følge, og af forsøgene på med stokkeslag og pryglestraf at genindføre, hvad der var blevet tabt i ånden. Nok så væsentlig peger han dermed også på en kilde til vores egen samtids generelle orienteringsløshed og den amorficitet, der præger vores post-diluviske tidsalder med dens omsiggribende offergørelse, selv-klientisering og identitetsshopperi.

Grey er blot et eksempel blandt mange, og man nyder hver en sætning hos Henrik Jensen, der netop gør et i udgangspunktet vanskeligt idéhistorisk stof levende gennem en mesterlig evne til at lade den store fortælling udtrykke sig i den lille og give det abstrakte konkret form.

Det faderløse samfund

Når det lykkes Henrik Jensen at ballancere mellem historisk analyse og kras civilisationskritik uden at fremstillingen bryder sammen, skyldes det blandt andet, at forfatteren læner sig op ad en række klassiske og nyere sociologers vurderinger af moderniteten som tilstand og problem. Til de klassiske hører Durkheim og Tönnies, men måske særligt Max Weber, der også – sammen med Freud – er en slags hovedperson i Det faderløse Samfund, hvor han således både kommer til at indgå som en ramme om fortællingen, et perspektiv, hvorfra historien kan anskues og begrebsliggøres, og som et led i fortællingen, et eksempel på den gamle generations fald, men også på dens myndige kritik af den yngre generations intellektuelle fadermord.

Dette fadermord er vel at mærke ikke en én gang overstået begivenhed, men en stadig gentaget handling. I dag er patriarken død. Det er kun hos sære afvigere, at maskuliniteten får form af myndighed. Den lever i det hele taget kun videre lever som et ironisk ekko af var-engang i bløde mænds veltrimmede fuldskæg, eller kommer til syne – som en grim påmindelse om kulturens naturgrund – i en marginaliseret utilpassetheds machismo ude i samfundets etniske, kulturelle og sociale periferi. Stendød er den, og det er således først nu, at vi – endelig – slipper for de ritualistiske fadermord i bedste sendetid søndag aften på Danmarks Radio i Bryggeren,Krøniken, Sommer, og hvad det nu ellers hedder. Tilbage er kun stærke kvinder og mænd, der dybt og inderligt og helt igennem er skvat. Det moderne skvat har sat seglet for patriarkens grav.

Opgøret hos Henrik Jensen drejer sig ikke om kønsroller, men om to strømninger i vestlig kultur. Et sted udtrykker han det sådan, at der i førkrigstiden endnu bestod en vertikal pligtstruktur, hvor der var forskel på ”oppe” og ”nede”, og hvor det enkelte menneske ikke havde problemer med at bøje knæ for faderen i hans forskellige skikkelser (faderen i himmelen, faderen i riget og faderen i huset). Individets handlinger bestemtes derfor ikke af ønsker om selvrealisering, lykkeoptimering eller andre af de kriterier, vi navigerer efter i dag. De har nemlig det til fælles, at de netop ikke orienterer sig efter en vertikal akse, men snarere ud fra forestillingen om os selv som verdensaksen – egocentrisme i ordets egentlige forstand.

Frontlinjen går – mest eksplicit i Det faderløse samfund – mellem en traditionel pligtkultur og en moderne rettighedskultur, og i Henrik Jensens fremstilling bliver det netop Første Verdenskrig, der sætter det skred i gang, som endnu skrider videre under betegnelsen fremskridt.

Nomos

I sin begrebsliggørelse af den vesterlandske pligtkultur knytter Henrik Jensen an til religionssociologen Peter Berger. Han introducerede i The Sacred Canopy fra 1967 begrebet nomosom det korpus af love, traditioner, ritualer, vaner og konventioner, der traderes gennem tiden og skaber normativ integration i et givent fællesskab. For Berger er det religionen, der sikrer dette nomos ved at fæstne det i en transcendens, der hæver det over diskussion. Med verdenskrigen afgår Gud populært sagt ved døden, og dermed bryder også autoritetens vertikalitet sammen.

Individets handlinger bestemtes derfor ikke af ønsker om selvrealisering, lykkeoptimering eller andre af de kriterier, vi navigerer efter i dag. Frontlinjen går mellem en traditionel pligtkultur og en moderne rettighedskultur, og i Henrik Jensens fremstilling bliver det netop Første Verdenskrig, der sætter det skred i gang, som endnu skrider videre under betegnelsen ‘fremskridt’.

Med sin anvendelse af nomosbegrebet foretager Henrik Jensen en bevægelse, hvor han først går fra det overordnede til det konkrete gennem sin eksemplificering af den store historie i de mange små, men dernæst går han fra det konkrete til det abstrakte, eller man skulle måske snarere sig det principielle. Dette er en afgørende styrke ved bøgerne. For nomos er dels et væsentligt sociologisk begreb, men det er også et, der i virkeligheden adresserer meget af den bekymring for sædernes forfald, som vel altid har motiveret konservative til politisk handling, men som mange har haft vanskeligt ved at begrebsliggøre på en måde, der rakte ud over det konkrete forsvar for én given orden.

Nomosbegrebets relevans rækker således ud over den rolle det får i bøgerne, hvor det kaster nyt lys over en konkret historisk proces. Begrebet kan – og bør – føje sig ind i den aktuelle konservative samtidskritiks vokabularium. Hvad er egentlig konservatismen andet end netop et forsøg på at begrebsliggøre og forsvare et nomos mod anomien?

Er ethvert udslag af konservatisme ikke blot en variation over dette tema? Og er det ikke netop dette, der gør konservatismen relevant i et samfund under forandringens lov?

Ethvert samfund bygger på orden, og orden er forudsætningen også for frihed og demokrati og andre hurra-ord, der lyder langt mere tiltalende end såvel orden og nomos. Sagen er nemlig at også disse begreber indgår i, værdisættes og afgrænses i et givent kulturelt system, en orden eller et nomos, hvis eventuelle sammenbrud også er disse begrebers semantiske sammenbrud som meningsfulde sociopolitiske begreber.

Et trodsigt smil

Ja, Første Verdenskrig er længe siden, men vi lever endnu i dens skygge. Med sit forfatterskab har Henrik Jensen præsenteret en stærk og velargumenteret civilisations- og modernitetskritisk tese om årsagen til den konstante opbruds- og oprodningsstemning, vi lever i. Men endnu vigtigere har han med sin anvendelse af nomosbegrebet insisteret på, at anomien ikke er en ny orden – selvom den nok er dagens orden.

Netop i vores samfunds mangel på et nomos fæstnet i et kosmologisk postulat – Gud – ligger roden til vores krise. I denne situation er pessimisme, som filosoffen MacIntyre har bemærket, ikke en luksus vi kan tillade os, og derfor kan jeg måske slutte af med den betragtning, at Henrik Jensens bøger også er enormt morsomme. De fremkalder læst her i 100-året for syndfloden et trodsigt smil, der vel er det eneste håb, for den, som har fået til opgave at hive sig selv op ved håret.

Selv skriver Henrik Jensen i afslutningen af Det faderløse samfund:

I 1991 skal Leonard Cohen på spørgsmålet, om han var pessimist, havde svaret: ’Pessimist? En pessimist er en, der tager sin paraply med, når han går ud, fordi han forventer regn. Jeg er allerede gennemblødt.

Henrik Jensen: Ofrets århundrede. People’s Press, 1998.

Henrik Jensen: Det Faderløse samfund. People’s Press, 2006.

Christian Egander Skov er ekstern lektor i historie samt redaktør af Årsskriftet Critique.

Udgivelser

Om Alfred Bindslevs konservatisme

red.

Præsten og politikeren Alfred BIndslev er en af konservatismens oversete ideologer. Sammen med blandt andre Ole Bjørn Kraft var han med til at stifte den nationale ungdomsbevægelse Det Unge Danmark, der fik umådelig indflydelse på mellemkrigstidens liberalismekritiske konservatisme. Senere blev han en en ledende ideolog i partier, men nåede aldrig helt til tops. Jeg har skrevet om hans liv, gerning og skuffelser i Årsskriftet Critique VI.

Her følger et uddrag:

“”Christmas Møller har sagt om ham, at han var vor generations bedste hoved, og det var han, men den vilje, der skulle lette dette hoved, der kunne alt, hvad det ville, var ikke så stærk som hans begavelse. Den kunne ikke overvinde den syre, der var i hans blod. Der kan siges, at i ham udspillede sig en kamp imellem himmel og helvede.”

Således berettede den konservative politiker Ole Bjørn Kraft på vej ind i sit politiske livs efterår om ungdomsvennen og kampfællen Al-fred Bindslev i sine erindringer Ung mand undervejs fra 1958. Sam-men havde de i årene omkring Første Verdenskrig søgt at nyskabe dansk konservatisme. De havde drømt store drømme om den nye tid og nationens genfødsel. De havde beruset sig i vin, poesi og store ord, men også ført deres tanker frem i konservatismens første række. I 1926 var de sammen blevet valgt i Folketinget.

Men i 1958 lå alt dette mange år tilbage: De var gået hver sin vej. Ole Bjørn Kraft blev en af sit partis ledende skikkelser, en mand hvis virke var bestemt af hans evner til at kombinere store idéer og større ord med det parlamentariske benarbejde. Alfred Bindslev var blevet stående ved idéerne og ordene. Han magtede aldrig at skabe politik af sine tanker, og da idealerne svandt, aftog også hans betydning for dansk konservatisme.

Alfred Dahm Bindslev døde i 1954 fysisk og mentalt nedbrudt efter et politisk liv, der havde ført ham fra sin ungdoms radikale konservatisme ind i det politiske hverdagsliv i Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation og frem til posten som Københavns Skoleborgmester. Han var end ikke fyldt 60 ved sin død, men de tanker, der ud-gjorde hans bidrag til dansk konservatisme, havde han overlevet med mange år.”

Vil du læse det hele, skal du købe Årsskriftet Critique VI

Udgivelser

Et større Danmark fra Gedser til Nordpolen anno 1918

red.

Den nationale ungdomsbevægelse Det Unge Danmark drømte om et større Danmark. Med udgangspunkt i rigstanken forestillede de sig en integration mellem landsdelene i det danske monarki. I artiklen Radical Conservatism and Danish Imperialism: The Empire Built “Anew from Scratch” fra Contributions behandler jeg rigsbegrebet i en historisk kontekst.

Her følger et engelsk resume:

“The article explores the concept of empire, or rige, in the context of a small nation-state with no immediate claim to imperial greatness and with a rooted self-understanding as anything but an empire. It does this by exploring the concept of empire in the far right movement Young Denmark on the basis of a close reading of their imperialist program in the pamphlet Danmark udslettes! from 1918. Rige had been a vague term for the larger Danish polity that originated in a pre-national conceptualization of the polity as a realm. The article suggests that rige-as-realm was translated by the radical right into a concept of empire. In the process it dramatically changed its emphasis, reorienting itself toward a “horizon of expectation”. It became a politically loaded battle concept that then entailed a critique against the dominant liberal conceptualization of the polity and nation. Rige came to signify the ambition of being a great power, the spiritual elevation of the nation through the transcendence of the decaying liberal modernity. The program addressed the tension between a conservative political attitude and modernity and thus signified a kind of reactionary modernism that rejected liberal values while at the same time celebrating technology, industrialization, and the process of modernization”