Ikke kategoriseret

Hard Time Killing Corona Isolation Blues Sessions vol. 1

Coronaen er over os. Og vi skal – siger de – fylde tomrummet mellem os med musik og sang. Jeg har modtaget utallige opfordringer. Men alligevel har jeg altså lagt disse numre op.

Jeg undskylder på forhånd.

Allerførst en sang af John Mooreland, som jeg først hørte sidste år i forbindelse med nyheden om en aflyst koncertoptræden i Danmark. Sådan kan man være så heldig.

Dernæst en sang af Joan Baez. Jeg har lavet den lidt om. Mest fordi, jeg altid glemmer, hvad teksten er.

Og så en version af en traditionel vise, som findes i et utal af udgaver.

Og afslutningsvis en anden klassiker.

Ikke kategoriseret

Lidt om mytologi, realisme og Game of Thrones

Det er sommer og Game of Thrones er over os. Til aarsskriftet-critique.dk har jeg kigget lidt nærmere på serie-fænomenet. Det kom der denne artikel ud af. 

Mørke vinger bærer mørke ord. Vinteren kommer. Eller rettere den er kommet, nu hvor vi befinder os i Game of Thrones’ (GoT) syvende og næstsidste sæson. Hvad dækker disse dystre tidender over? Det skal opholde os lidt i det efterfølgende.

Men lad os starte ved udgangspunktet.

Serien er et fænomen, og måske er det omsonst at trække dens handling op, men alligevel, det hører sig jo til. Serien der er bygget over Fantasy-forfatteren George R. Martins bogserie A Song of Ice and Fire – indtil videre fem meget tykke bøger – skildrer i første omgang spillet om magten på kontinentet Westeros, hvor forskellige fyrsteslægter kæmper om jerntronen.

Westeros, der til dagligt kaldes De Syv Kongeriger, er plaget af indre splid, efter at en større borgerkrig omtrent en halv generations tid før handlingens begyndelse, har vendt op og ned på magtforholdene i riget. Her blev den gamle herskerslægt Targaryen, der ved indavl var endt i et deformt vanvid, stødt fra tronen og på det nærmeste udryddet, og den unge, balstyriske kriger Robert af huset Baratheon kunne sætte sig på tronen.

Ved seriens begyndelse står det imidlertid allerede klart, at Baratheons styre og opgøret med den degenererede Targaryen-slægt ikke har betydet noget videre positivt for De syv riger. Tværtimod fremstår den nu middelaldrende konge fordrukken, forspist og helt opgivende over for den opgave, han i sin ungdoms kådhed tog på sig.

Han er er ingen god konge. Og for folket i hans riger har magtskiftet hverken gjort fra eller til. Borgerkrigen blev ikke en indgang til en ny og lykkelig fredstid, men snarere et forvarsel om den jerntid, der endnu blot truer i horisonten. Således går tæppet op for første akt.

Forbindelserne til Tolkien

George R. Martins univers er ofte blevet sammenlignet med Tolkiens monumentale bedrift, mytologien omkring Ringenes Herre (LoTR). Den sammenligning er værd at opholde sig lidt ved. For det første fordi George R. Martin selv har sat ord på den. For det andet fordi den tjener til at fremhæve, hvad der giver GoT-universitet sin særegne karakter.

Ved første øjekast er lighederne meget påfaldende. Det drejer sig i begge tilfælde om stort tænkte og ambitiøse universer. I begge tilfælde er det lykkes at skabe indtrykket af, at den historie eller det plot, som læseren eller seeren følger, blot er en historie af mange, der kunne fortælles om den verden af sammenvævede historier, som omgiver henholdsvis LoTR og GoT. Der er noget, der går forud for handlingen, noget der forløber sideløbende med den. Universerne har på hver sin måde dybde. Aktørerne befinder sig i et genuint univers med egne regler, grænser, muligheder, forestillinger og historier, der rækker tusinder år tilbage i tiden.

I begge tilfælde drejer det sig om universer, der på den ene side låner fra vores forestillinger om Middelalderen, og på den anden side føjer en del magiske eller fantastiske elementer ind i fortællingen. Hos Tolkien befolkes Midgård ikke alene af mennesker, men også af et væld af andre racer, herunder dværge, elvere, orker og naturligvis hobitter. Hos Martin er populationen af magiske væsner mindre, men de er der – og de spiller en væsentlig rolle.

Den afmytologiserede mytologi

George R. Martin har ved en lejlighed kommenteret Tolkiens univers:

“Ruling is hard. This was maybe my answer to Tolkien, whom, as much as I admire him, I do quibble with. Lord of the Rings had a very medieval philosophy: that if the king was a good man, the land would prosper. We look at real history and it’s not that simple.

Tolkien can say that Aragorn became king and reigned for a hundred years, and he was wise and good. But Tolkien doesn’t ask the question: What was Aragorn’s tax policy? Did he maintain a standing army? What did he do in times of flood and famine? And what about all these orcs? By the end of the war, Sauron is gone but all of the orcs aren’t gone – they’re in the mountains.

Did Aragorn pursue a policy of systematic genocide and kill them? Even the little baby orcs, in their little orc cradles?”

De noget drilske spørgsmål understreger forskellen mellem de to universer. Hvor Tolkiens univers er mytologisk, ja forsøger at gøre mytologien – og dens mulighed for at forlene vores dagligdagstilværelse med mening – til et prisme, vi kan opfatte vores egne liv igennem, så er George R. Martins snarere afmytologiserende.

Det skal forstås på den måde, at GoT tager udgangspunkt i en mytologiseret verden – hvis bestanddele vi kender fra Tolkien og hans mange epigoner – og ophæver dens mytologiske karakter for i stedet at sætte de regler og erfaringer, vi kender fra vores egen tilværelse – eller måske rettere fra historien – ind i det dermed post-mytologiske univers.

Dette greb har afgørende konsekvenser for handlingen i GoT. Serien – og det gælder såvel TV- som bogudgaven – er et overflødighedshorn af intriger og relationer mellem en mængde af karakterer så talrige, at det på det nærmeste er umuligt at hitte rede i. Alliancer skifter så hurtigt som vejret ved foden af et bjerg. Intet er, hvad det giver sig ud for at være, og den eneste visdom, der synes at have nogen værdi i spillet om tronen er denne, at du ikke kan stole på nogen.

De stærkeste karakterer i universet rummer en moralsk dobbelttydighed, der adskiller dem fra helteskikkelser som Aragorn, Legolas og Frodo. De har skiftende mål, de vakler – gode intentioner legitimerer rådne handlinger. Ikke sjældent bliver man som seer trukket godt og grundig rundt i manegen og opdager, at man et halvt snes gange må ændre sin vurdering af en given karakters habitus. Hvor Tolkien altså insisterer på den kvalitative forskel mellem sort og hvid, vil Martin gerne opløse dette og i stedet drager vores opmærksomhed mod nuancerne af grå.

En fortælling til og om vores tid

Intet sted kommer denne forskel mellem moralsk absolutisme og moralsk relativisme klarere til udtryk end i værkernes opfattelse af krig. George R. Martin har selv trukket denne linje op:

“The war that Tolkien wrote about was a war for the fate of civilization and the future of humanity, and that’s become the template. I’m not sure that it’s a good template, though.”

I GoT er der ikke tale – ikke i første ombæring – om en episk (som de unge siger) kamp mellem godt og ondt, men om en kamp mellem stridende parter i et univers, hvor godt og ondt er relative størrelser, og hvor spillet om magten i hvert fald hurtigt vælter enhver moral eller afslører den som enten hykleri eller endog fanatisme. I sidste ende er magt ret.

Mens TV-serien har en forkærlighed for intrigerne, rummer Martins bøger også en udtalt indignation over krigens konsekvenser. Han lader sine karakterer rejse rundt i landet og giver dermed sine læsere mulighed for at opleve prisen for de store slægters kamp om magt og ære.

På mikro-niveau bliver krigen grummest. Her forstummer enhver tale om ære og formål. Krigen rammer rigernes folk som en menneskeskabt naturkatastrofe, der hverken kan forstå eller afværge.

Man kan indvende, at denne kritik af krigens omkostninger i en vis forstand er triviel. Kontroversiel er den i hvert fald ikke. Det samme gælder seriens moralske relativisme og til tider udtalte kynisme. Den er ikke bare et spejlbillede af vores egen tid, men kan i virkeligheden beskyldes for at tale den efter munden.

Når LoTR kunne få så stor gennemslagskraft i 00erne, skyldtes det måske, at den mytologiske tale rummer en mulighed for at tale om vores liv på en måde, der rækker ud over vor egen tids konventionelle visdom og platituder, og som kan sætte vores tilværelse i det rette perspektiv, fastholde og forpligte os på moralsk klarhed kort sagt. Det var i høj kurs efter 11. september.

Det er – sammen med Tolkiens udprægede konservative kulturkritik – velsagtens en af årsagerne til, at mange konservative har taget Tolkiens – og C.S. Lewis´ – forfatterskab op eller mere generelt insisteret på værdien af at tale mytologisk om vores tilværelse.

Når verden ligger i det onde

Set i det lys er GoTs folkelige gennembrud og dens kritik af Fantasy-genrens konventioner måske et dårligt tegn. Tolkiens univers var jo skabt af en mand og i en tid, der på egen krop havde oplevet sammenstødet mellem godt og ondt og havde sans for tilværelsens moralske absolutter. Tolkien var soldat i Første Verdenskrig og oplevede i sin samtid såvel Anden Verdenskrig som Den kolde krig. George R. Martins krig derimod var Vietnamkrigen, som han tilmed skulkede fra. I en vis forstand er det en senere – og ringere – generations oplevelse af menneskets plads og opgave i virkeligheden, han formidler.

På den anden side er betoningen af menneskets onde vilje og værkets tilstræbte realisme også noget, man som konservativ kan genkende, for netop den antropologiske realisme, der som udgangspunkt har fortrængt det mytologiske fra GoT, er et kerneelement i enhver konservativ tænkning. Verden ligger i det onde, og dermed er nihilismen bagtæppet for al politisk handling. Arvesynden sætter den virkelighed, som vi alle må agere i, og det kaster fordringer af sig.

Den konservative skribent David French har udtrykt det meget godt i National Review:

”A conservative can’t watch the show without understanding that it is, at times, almost Shamelessly Burkean: Disrupt the established order at your peril. “

Skal man driste sig til at koge konservatisme ned til to pointer må det være disse: Mennesket er synder. Derfor er der behov for en orden, der holder det på plads. Og skal man så tilføje en tredje, må det blive det centrale punkt i konservatismens ideologikritik: ethvert forsøg på at forfølge en politisk dagsorden, der ikke funderer sig på disse to indsigter, risikerer at slå om i sin modsætning. Orden er på en gang nødvendigt, naturligt og også skrøbelig. Derfor bliver stabilitet konservatismens definerende politiske bestræbelse.

Det er interessant at bemærke, hvordan George R. Martin på den ene side med næsten diabolsk glæde afklæder rigets mest fremtrædende riddere og helte deres ære, samtidig med at han oprejser andre. Den skinnende, gyldne Jaime Lannister viser sig hurtigt at være en æreløs sodomist, hvis ridderlighed kan ligge på et meget lille sted. På den anden side har vi en skikkelse som hofsnogen Lord Varys, der giver indtryk af at være en i alle henseender ulækker og slibrig skikkelse, men som viser sig at besidde en hel særlig kvalitet, fordi han som en af de eneste i en verden, hvor rigtige mænd drives af en evig søgen efter hæder og ære, har et på sinde: rigets ve og vel. Betegnende nok er Varys en sand reaktionær, der fra starten konspirerer for at bringe den detroniserede Targaryen-slægt tilbage på jerntronen.

Mytologiens genkomst

Sådan ligger landet. Men GoT har, som faste seere måtte vide, også et andet element: En lang fortælling, der omslutter de mange små intriger. Her er der anderledes alvorlige sager på spil.

Hvor GoT i udgangspunktet synes at være en afmytologiseret mytologi, der lader kynisme, rænkespil og gru udfolde sig ved hver tænkelig anledning, så er der lag i fortællingen, der antyder det mytologiskes genkomst, som det, der alligevel i dette nihilistiske morads sætter begreberne godt og ondt.

For medens slægterne strides om magten, drejer historiens store hjul, og den lange vinter lægger sig langsomt over landet. Nordfra griber kulden fat og lover død og hungersnød. Snart vil jorden blive gold og storslægternes hære være låst fast i deres vinterlejr. Kampen om tronen bliver afsløret som det, den i virkeligheden er: forfængelighed.

Med kulden rejser ”De andre” sig, dem der i TV-serien kaldes ”De hvide vandrere”. Disse djævelske og næsten ustoppelige is-dæmoner er skabt ved ældgammel magi som en hævn over menneskeslægten fra et for længst glemt og fortrængt folkeslag. De hvide vandrere besidder evnen til at rejse de døde og indrullere dem i deres sataniske armé.

Langsomt men sikkert baner de sig med den ubarmhjertige vinterkulde vej ned mod menneskenes riger og lover undergang og fortabelse.

Spillet om tronen bliver i det lys netop et spil. Her står den virkelige kamp. Her trues – ligesom hos Tolkien – verden med undergang, og ligesom hos Tolkien må menneskene finde sammen i et forbund (det tror jeg da) til at bekæmpe denne eksistentielle trussel.

I denne kamp vil der blive vendt og ned på alt.

Allerede knækker den gamle verden med sine spilleregler sammen under vægten af sin ælde og korruption. De på overfladen brave riddere, fortrænges – nu hvor vi er nået til 7. sæson – af outsidere af enhver slags. De er dværge, eunukker, de æreløse og skamferede, de identitetsløse og miskendte, kvinderne og bastarderne.

Mod øst i Essos er det stadig eventyrernes og lejrbålenes tid. Hvor Westeros har gjort knæfald for fornuften og den videnskabelige metode, og troldmænd veget for såkaldte magistre, der er rationalismens skjoldvagter, så hersker endnu magi af enhver tænkelig slags i Essos.

Det er der den gamle Targaryen-slægt atter rejser sig og hvorfra den netop i syvende sæson vender tilbage til Westeros med ild, drager, og særligt viljen til at genskabe, omstøde og forny. Det er også herfra en ny religion spreder sig, hvis fanatiske tilbedere tager profetier fra flammerne og afventer Azor Ahai, helten, der skal drive mørket fra landet:

”There will come a day after a long summer when the stars bleed and the cold breath of darkness falls heavy on the world. In this dread hour a warrior shall draw from the fire a burning sword. And that sword shall be Lightbringer, the Red Sword of Heroes, and he who clasps it shall be Azor Ahai come again, and the darkness shall flee before him”

Hil dig frelser og fornyer! Den gamle verden vil falde, og en ny vil opstå. Men dermed er vi tilbage ved mytens tale.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

 

arrangementer, Ikke kategoriseret

En dag på CEPOS

Tidligere på måneden havde jeg den ære at gæste CEPOS Akademi for at tale om “Konservatisme i mellemkrigstiden”, som gammel almumne fra 2007, hvor foretagendet bled kaldt CEPOS Uni var det en glædelig oplevelse nu at få æren af at tale til fremtidens borgerlige meningsdannere af konservativt og liberalt tilsnit.

Kursisterne lyttede med stor opmærksomhed og vi fik desuden diskuteret en række interessante spørgsmål, ikke mindst forholdet mellem liberalisme og konservatisme. De fleste af deltagerne var jo naturligvis liberale, og det samme gælder foretagendets rektor Niels Westy. Men egentlig var det ikke den store uenighed om det principielle, der prægede diskussionen.

Det er nødvendigt for både liberalisme og konservatisme at finde hinanden igen.Debatten fra 00’erne og frem har været en styrke, fordi den har skabt øget ideologisk bevidsthed blandt borgerlige. Det er kort sagt godt for en konservativ at vide, hvorfor han er konservativ og ikke liberal, og det samme kan rimeligvis siges om en liberal. Konservatisme er ikke liberalisme og liberalisme er ikke konservatisme.

Men liberalismen bør ikke være anti-konservativ og konservatismen bør ikke være anti-liberal. I virkelighedens verden er borgerlighed jo også betinget af en udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor liberalismen blev konservativ og konservatismen blev liberal.

For purister kan det synes en urimelighed, men egentlig giver det god mening, at en borgerlig liberalisme og en borgerlig konservatisme kan finde sammen om at forsvare samfundets borgerlige orden. Det er kort sagt fællesnævneren.

Og når den så er nævnt, kan og skal vi tale om uenighederne, om hvad liberale har at sige konservative og hvad konservative har at sige liberale.

Forholdet mellem konservatisme og liberalisme er en samtale mellem to forskellige positioner, ikke en kamp til døden mellem fjender.

Ikke kategoriseret

Hvorfor vandt Trump?

Ja, hvorfor vandt han egentlig. Herhjemme var der jo ingen, der rigtig brød sig om ham. Den korte forklaring er måske, at ting er noget anderledes i USA. Den lidt længere forklaring har jeg givet i Kristeligt Dagblad:

Selv er jeg ikke tilhænger af Trump, som i mine øjne repræsenterer et element af usikkerhed, vi godt kunne være foruden. Men hvis man vil gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den situation, vi nu står i, så er det nødvendigt at bryde igennem den grædemur af sanseløs forfærdelse, som uden tvivl vil knejse over den offentlige debat nu og frem.

Ikke kategoriseret

Tilbage til normaliteten – konservativ parlamentarismekritik

Hvordan kan en konservativ parlamentarismekritik tage sig ud? Hvordan kan liberale positioner udvikle sig til konservative? Det er et par af de ting, som denne artikel af undertegnede fra Temp – Tidsskrift for historie søger at besvare. Den skildrer en særlig konservativ position i mellemkrigstiden, et forsvar for verden af i går midt i en situation præget af brud og rivende udvikling. Forsvaret for verden af igår måtte i den situation blive forsvaret for en økonomisk liberal orden, et indigneret angreb på den interventionistiske stat. Denne højrekonservative position undersøges her med udgangspunkt i foreningen “Skatteborgerforeningen”, der særligt under formand professor, dr.jur. Knud Berlin knyttede en kritik af den moderne stat med en kritik af parlamentarismen

Tilbage til Normaliteten

Den højrekonservative parlamentarismekritik

Det er velkendt, at folkestyret i mellemkrigstiden ikke nød ubetinget opbakning. Det er også velkendt, at kritikken af folkestyrets aktuelle form gjorde sig gældende ikke mindst i konservative kredse; den var, som en af parlamentarismens konservative forsvarere Arnold Fraenkel udtrykte det, et overklassefænomen. Men der
er ikke gjort mange forsøg på at forstå denne kritik på dens egne præmisser. Eftertiden har været tilbøjelig til at forstå mellemkrigstidens demokratidebat som en, hvor aktørerne stod over for et klart valg mellem demokrati eller diktatur, og hvor man var enten på den ene eller anden side. Perspektivet er imidlertid problematisk, fordi det giver et unuanceret billede af debattens positioner, og mest af alt siger noget om demokratiets uomtvistelighed i vore dage. Det gør os blinde over for det faktum, at demokratikritikken i Danmark i mellemkrigstiden, med Jeppe Nevers ord, først og fremmest var en kritik af den bestående parlamentarisme, snarere end en afvisning af demokratiet som sådan.

Det vil blandt andet sige, at det i høj grad er parlamentarismebegrebet, der optræder i datidens debatter. Pointen hér er ikke, at parlamentarismekritikken ikke kunne implicere en afvisning af det liberale demokrati i det hele taget, men blot at en mere åben problemstilling tillader en mere nuanceret analyse, der lader os forstå de bekymringer, som parlamentarismekritikken adresserede, og lader os spørge til den eksakte karakter af de forskellige forslag til en afløsning af parlamentarismen, som drøftedes i tiden.
Artiklen er mere specifikt en begrebshistorisk undersøgelse af en særlig højrekonservativ parlamentarismekritik i 1920’erne, og er her særligt interesseret i spørgsmål som, hvorfor parlamentarismen tænktes at udgøre et problem; hvilke af dets komponenter, der opfattedes som særligt problematiske; og hvordan man fra højrekonservativ side kunne tænke sig parlamentarismens krise løst. Endelig vil artiklen undersøge diktaturbegrebet i den højrekonservative parlamentarismekritik,da dettes karakter forekommer at være af særlig interesse som følge af den absolutte modsætning mellem demokrati og diktatur, i hvis lys eftertiden – og dele af samtiden – har tolket mellemkrigstidens parlamentarismekritik.

Det er i den forbindelse en pointe, at parlamentarismekritikken bedst forstås i relation til højrekonservatismens ideologiske struktur, ligesom kritikken er med til at belyse denne struktur. Artiklen er således også en skildring af en ellers overset ideologisk position inden for en dansk konservatisme, der var præget af en høj grad af ideologisk heterogenitet.

Læs hele artiklen her. Den begynder på s. 28.

Engelsk abstract

On the basis of the critique of parliamentarianism in Dansk Skatteborgerforening in the 1920’s the article investigates the widespread critique of parliamentarianism on the conservative right. Through this the specific ideological position of the conservative right is characterized. Hitherto this has not been done, though the position was the most important opposition to the narrative of conservative modernization.

Through an approach informed by Begriffsgeschichte the complex relation between the concepts of democracy and parliamentarianism is shown, as well as the significance of the pejorative concept of ‘party’ for the attitude towards parliamentarianism. The concrete proposals of the conservative right for the abolishment of parliamentarianism don’t entail a dictatorship, but reflect a fear of the mass, which they try to deal with by constitutional means. The concept of dictatorship on the conservative rights points to the defence of nomos within the position and the wish to maintain the nomic function of positive law. This again stresses the dependence of the critique of parliamentarianism on a negative conceptualization of politics as such and the fear of the power of the system rather than of its inability to act.