Kommentar

Vind mig lysets sejre! – Eller den om hvalerne

Dobbelt-essayet er oprindelig bragt i Kontrast i september 2021. Del I her og del II her. De to essays ligger – mener jeg – i forlængelse overvejelserne i dette stykke. Og ideelt set føres de videre i overvejelserne i et tredje, måske altid uskrevet, stykke om omvendelsens narcissisme.

”Mørket har vi alle i os, men vi har valgt at bekæmpe det. Derfor er vi stærkere end dig, der har valgt at lade dig opsluge af det.” Nogenlunde sådan lyder de trodsige ord, der vælder ud af pigens Kaedes mund for at blive udråbt mod det himmelhvælv, hvorfra en aggressivt udseende kæmpehval er ved at stige ned for at opsluge såvel hende som kæresten Ren. Ja, hvad i alverden foregår der, tænker De. 

Svaret: Vi befinder os her i slutningen af den japanske filmskaber Mamoru Hosodas anmelderroste animé Udyret og hans lærling fra 2015. 

Filmen er anbefalelsesværdig, og jeg så den med mine børn en lad sommeraften. De var 5 og 7, og som det vil fremgå, var det måske alligevel voldsomt nok, men det får være. 

Dette skal ikke være en anmeldelse, men et forsøg på i uforpligtende essayistisk form at tale og tænke med filmens tema og billeder. Hvorfor? Fordi jeg efter megen grubleri er nået til den konklusion, at der siges noget rigtigt – eller i det mindste siges ord til overvejelse. Så lad os overveje det. 

Man hvad handler det om? 

Kaedes ord handler om bestemmelsen af menneskets eksistens som risikabel, og de handler om, hvordan vi skal forholde os til vores muligheder for henholdsvis liv og fortabelse under eksistensens risikable vilkår. Det handler også om vilje og dyd, og hvad vi formår derigennem. Og hvad vi ikke formår. Ja, og så handler det en del om hvaler. 

Fra Tokyo til Jutengai
Men før vi dykker ned til hvalen, må jeg hellere kridte handlingen op. For, indrømmet, det er jo en underlig og noget ufordelagtig situation, de to unge mennesker Ren og Kaede her befinder sig i – I ved, dette med at blive opslugt af en aggressiv flyvende hval, som ovenikøbet synes at bestå af et dunkelt skyggestof hentet fra menneskesjælens mørkeste afkroge. Læseren behøver ikke skamme sig over sin undren over, hvordan det er kommet så vidt.

Ved filmens begyndelse er drengen Ren fortabt i millionbyen Tokyo. Hans mor er for nyligt død, og sin far har han ingen forbindelse til. Vreden og frygten bobler altså i den 9-årige dreng, der nu er uden hjem i denne verden. Hans liv er en flugt. Og det er netop i denne flugt, at han gennem en snæver passage af magisk art ender i byen Jutengai. 

Og hold nu fast. Denne by er befolket af udyr, der lever en velordnet tilværelse i omgivelser, der tydeligt trækker på det gamle Japans samurai-værdier og feudale orden. Her bliver Ren lærling af den stærke, men udisciplinerede og egoistiske kriger Kumatetsu. Filmen er herefter skildringen af forholdet mellem Ren og Kumatetsu og siden Rens forsøg på at passe ind i den menneskelige virkelighed, han i sin vrede har vendt ryggen. 

Det er henholdsvis en forberedelse til kamp og så kamp. Eller vi kunne også sige liv, for liv og kamp er ét. Og ja, så ender det med en hval.

Hvaler i dybet
Nu skal man ikke nødvendigvis hente sin livsvisdom fra tegnefilm. Men med billedet af Rens kamp mod hvalen står vi over for et udtryk, der ikke kan reduceres til en funktion af mediet. Billedet er vildt og voldsomt. Ikke bare i ydre form, men også i sin indre mening. 

For vi har her at gøre med et stykke mytologi, et almenmenneskeligt tema, som atter og igen dukker op i de historier, vi fortæller hinanden – og netop gør det, fordi det er noget, vi allerede ved, uden at vide, at vi ved det.

Hvad vil det sige at blive slugt af en hval? Ja, det vil intet andet sige end at blive slugt af mørket. I hvalens bug føres du til bunds. Det er trods alt dér, dybt under vandets nok så rolige overflade, at kæmpehvalerne lever. Og det er fra samme dyb, at de indimellem dukker op og skaber kaos og rædsel. Ja, sådan var skrækken i hvert fald. Ligesom kæmpeblæksprutter i samme hav eller drager i skove og bjerge. Det er alt sammen det samme.

Hvalens eksistens var for det sejlende menneske en bekymringssvanger påmindelse om den bogstaveligt talt overfladiske karakter af hans liv på havet, det skrøbelige og provisoriske i hans sikkerhed. Hvalen er på den måder et billede på det menneskelige urdybs afgrund: den angst, som fra det skjulte vælder op, og får skib til at gå ned med mand og mus – ikke mindst hvis man, som digteren Helge Rode skrev, forsøger at krydse tilværelsens dybder i fornuftens fladbundede pram. 

Den er mindst af alt sødygtig.

Ichirohiko og fortabelsens mulighed
Udyret og hans lærling er hvalen udtrykkeligt en manifestation af menneskets indre mørke. Helt konkret er den hval, Ren konfronterer, en deformering af en jævnaldrende ung mand, den plagede og identitetsløse Ichirohiko. Han blev, som Kaedes udråb rigtigt pointerer, til den sorte hval, netop da han overgav sig.

Også han er menneske og opvokset i Jutengai, men hans liv har været levet i resolut fornægtelse af sin egen menneskelighed, den stadig mere desperate insisteren på, at han var et udyr og hørte til i Jutengai. Han er den, der fortvivlet ikke vil være sig selv. 

Ichirohikos liv som menneskebarn i Jutengai rummer tilpas lighed med Rens til, at vi må forudsætte en forbindelse mellem de to karakterer, der rækker ud over den, som vi kan følge i handlingen. På et symbolsk plan er de én og samme. 

Ichirohikos overgivelse til mørket udtrykker altså det fald, som altid er en mulighed for Ren, ja for ethvert menneske i det hele taget. 

For mørket og dets destruktive potentiale er altid i mennesket. I filmen. I virkeligheden. Udyrene i Jutengai har det derimod ikke. Af samme grund er de ikke glade for i det hele taget at have mennesker iblandt sig. Mennesket rummer et potentiale for ondskab, som udyrene ikke besidder. Dermed er der allerede i udgangspunktet sagt noget afgørende om mennesket. Det er hverken godt eller ondt, men altid risikabelt. 

Opfattelsen af Ichirohiko som et aspekt af Ren – og altså af mennesket i det hele taget – understreges af, at hvalen i Udyret og hans lærling er en reference til den store hval Moby Dick i Herman Melvilles klassiske roman af samme navn. Denne bog ser vi flere gang Ren læse i løbet af filmen. Og vi får endda gennem dialogen mellem Ren og pigen Kaede at vide, at kampen med den store hval dér er et symbol på hvalfangeren Ahabs kamp med sig selv. 

Nu udstrækker mit eget kendskab til Moby Dick sig ganske vist til, at jeg husker ham som vigtig bifigur i Bent Hallers øko-fascistiske værk Samson og Sally, men udlægningen er sikkert rigtig nok, og under alle omstændigheder er det jo i hvert fald netop denne udlægning, som bringes i spil i Udyret og hans lærling

Når vi konfronterer hvalen, konfronterer vi altså mørket i os selv, som vi i det daglige forviser til dybet. Det er som sagnhelten Sigurd, der dræber den vældige drage Fafner. Viljens supremati. Såre heroisk. 

Men fordi hvalen lever i dybet, er kampen også en kamp i dybet, altså dér hvor du har forladt det sikre og er draget ned i præcis det mørke, der skal bekæmpes. At forholde sig til sin risikablitet indebærer kort sagt en risiko. Selvsagt. Det viser sig, at det er lige så vanskeligt at skelne mellem Sigurd og Fafner, som det er at sondre mellem Ren og Ichirohiko. 

Så måske er der noget mere fundamentalt på spil? Måske endog noget mere radikalt? Og måske er det ikke tilstrækkeligt med nok så megen vilje?

Nej i virkeligheden er det ikke så ligetil, som en heroisk tilværelsesforståelse kunne antyde. Men hvad så? En antydning til et svar finder vi i Jakob Knudsens Tunge, mørke natteskyer:

”Lad mig føle, hver gang når
livet blir mig øde,
at du, Fader, hos mig står,
og i sådan møde;
og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!”

Men hvad hulen betyder det? Dette må vi overveje næste gang.

Del II – Dydernes kultivering eller Jonas’ bøn?

Der er to oplagte hval-allegorier, der falder mig ind i denne sammenhæng. Den første er naturligvis Pinocchio, altså Disneys version, for ligesom det er tilfældet med Moby Dick, må jeg erkende, at jeg kun kender tegnefilmen. Men den er i øvrigt også god. 

Her må den lille Pinocchio på sin vej mod at blive et rigtigt menneske også konfrontere hvalen. Ja, helt præcist bliver han slugt af hvalen Monstrom, som han sammen med sin samvittighed Jesper Fårekylling netop er draget ud i havets dybder for at eftersøge. 

Det kyniske liv på havets bund
Monstrom har nemlig, sådan går ordet, spist hans far Gepetto, som nu lever, eller rettere overlever, skibbruden inde i hvalens bug, det vil sige på fortvivlelsens bund. Faderen selv var i øvrigt draget ud i verden for at finde Pinocchio – han har jo været i Pjække-land – men må altså betale for sin opofrelse ved selv at synke til bunds. Og dér lever han så.

Det morsomme er, at Gepetto har taget sine møbler med derned, eller i hvert fald dem, der hørte til skibet. Han har så at sige indrettet sig. I virkeligheden er det måske ikke specielt morsomt, hvis man tænker efter, for dermed er han jo netop havnet dér, hvor rejsen ind i hvalens bug er en envejstur. 

Han har overgivet sig til, eller måske mere præcist fortrængt, sin fortvivlelse og affundet sig med halvlivet i skyggens dødedal. Det kunne vel ligne en tilværelse, og hans fald er af en anden art end Ichirohikos, men fortabelse er det alligevel, slet og ret. 

Ikke at vi skal pege fingre ad Gepetto. Han har jo trods alt mistet sin søn og dermed i dybere forstand forbindelsen til det liv, der er vorden og potentiale og ikke blot en langsom afviklingsforretning. Gepettos liv er derfor endt i den eksistentielle kynisme, der kalder sig realisme, hvor man tror at have gennemskuet verden og derfor siger, at sådan som den er, vil den altid forblive.

Men hvad sker der? Pinocchio kommer ned i hvalen. Han brænder Gepettos møbler, skaber kaos i den tilsyneladende orden, faderen har bygget op, ja kasserer den fuldt ud, i erkendelsen af at denne orden ikke var andet end døden, der var sat i system. Masser af ingenting, en bien uden mål.

Så møblerne hugges i stykker, der tændes bål. Bugen fyldes af kvælende mørke. Det skal jo gøre ondt, før det kan gøre godt. Hvalen nyser. Ud kommer de. Og op kommer de. 

Men der er en pris. Pinocchio selv dør. Det er et offer, men offeret er den nødvendige forudsætning for hans forvandling til et rigtigt menneske. Og således bliver han netop da en rigtig dreng. Husker man tegnefilmen i detaljer, kan man notere sig, at han stort set ikke har gjort andet end at dumme sig hele vejen igennem. 

Det er at give afkald på det liv, man troede, man havde, og måske mener, at man har fortjent, og i stedet modtage et andet. Deri ligger netop bevægelsen – både for Gepetto og Pinocchio – og deri radikaliteten.

Profeten Jonas’ bøn i hvalen
Sådan forholder det sig også med alle hvalhistoriers moder, den bibelske myte om Jonas i hvalen. Jonas er en bibelsk profet, der af Gud får at vide, at han skal tage til Nineveh og profetere for de stedlige indvånere; ”råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab”. 

Det vil Jonas imidlertid ikke. Han bruger hovedet og fornuften, af hvilken han har tilstrækkelig til at indse, at budskabet næppe vil blive taget venligt imod i de blodtørstige assyreres hovedby. Det, han skal, er ikke foreneligt med såre menneskelige ønsker om langt liv og god helse.

Og derfor stikker han af til søs, men Guds vrede rammer ham – naturligvis. Havet bliver oprørt – og søfolkene på det skib, Jonas er med, kaster ham i havet, hvor han – tro mod dette essays tema – netop bliver slugt af en hval. 

Så også Jonas går til bunds. Og han går til bunds, fordi han vil sit og med fornuftens hovmod kaster den mening for sit liv, som Gud har, væk. Det vidunderlige er naturligvis, at Jonas har ret hele vejen igennem. Det er vitterligt ikke en god idé at tage til Nineveh. Det er ikke mærkeligt, at Jonas revolterer. Fejhed hører til det at være menneske. Så det er vel fint nok? 

Nej. For ligesom Gepetto arrangerer sit liv efter den tavse fortvivlelse, lader Jonas sit liv definere af en fejhed, der ovenikøbet smykker sig med fornuft og realisme. Han vil sit, fordi han faktisk forstår, hvordan verden i virkeligheden er. Men fordi han er så fandens klog, holder han fejt og krampagtigt fast i sit. Derfor er hans flugtforsøg også afvisningen af at modtage sit livs mening udefra. 

På overfladen er det henholdsvis for lidt vilje og for meget vilje. I virkeligheden er begge dele tilfælde af livsangsten. Derfor ender også Jonas i hvalens bug og må gennemgå en forvandling, før han netop har kvalt så tilpas meget af sit ego, at han kan modtage noget som helst. Hans bøn lyder: 

”fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,
og du hørte mig.”

Forvandlingen er netop, at han i erkendelsen af sin magtesløshed modtager den mening, han overhovedet kan profetere på, altså gå ud i den verden, han er stedt i, og kæmpe de kampe, der står ham for. Overgivelsen er nemlig ikke, og aldrig, opgivelse. Der udspringer en fordring, noget, man skal. Profetere i Nineveh. Kristenlivet er ikke klosterlivet.

Dydernes kultivering
Udyret og hans lærling skildrer den samme kamp, overvindelsen af det, som vi må overvinde for at blive rigtige mennesker. 

Men interessant nok anvises der indledningsvist en anden vej. For Ren kæmper jo med mørket fra begyndelsen. Og hans ophold i Jutengai som Komatetsus lærling handler slet og ret om at opbygge fysisk og moralsk kapabilitet. Sublimering. Ja, opøvelse af dyder. Her er vi ved en interessant betragtning. For ser vi på Rens forløb filmen igennem, bliver det klart, at hans egen etiske stræben faktisk rummer en værdi. 

Efter i begyndelsen – fortabt i byens gader – at have udskreget sit had til denne verden, der kun vil ham det ondtender han jo netop gennem en snæver passage i Jutengai, der er befolket af udyr. 

Og dette med udyr er der naturligvis også en pointe i. Det centrale motiv går på sublimeringen af vreden og aggressionen, forsøget på at dirigere den hen i en opbyggelighed, der først og fremmest, men netop ikke kun er fysisk. Opholdet i Jutengai handler om selvbemestring. Tæmme bæstet. Ikke så det bliver harmløst, men således at aggressionen underlægges viljen. Hunden skal bide, men kun på kommando. Og karakteristisk følges Rens udvikling, da også af udyrets – hans mester Komatetsus udvikling fra en stærk, egoistisk umuligprop til en sand kriger.

Jutengai er den altså kultiveringen af dyderne, afretningen af livskraften og disciplinering af kroppen og sind, som vitterligt gør noget for os. Intet fornuftigt menneske, der ikke er forblændet af sin egen fejhed over at blive konfronteret med dommen over sine mangler, kan benægte det.

Det er karakteristisk, at det netop er efter sin træning, at Ren er i stand til atter at krydse tilbage og opholde sig i menneskenes verden.

Dyd og forstillelse
Men det er alligevel ikke nok. Det, der kræves, er langt mere radikalt. For mørket er der endnu og optræder som en dunkel kraft, der pludseligt og næsten voldeligt slår ud og ikke alene truer med at gøre ham fremmed for den pige, der har betaget ham, men også den fraværende far, som han genfinder på sin vej tilbage til menneskelighed. 

Udyrene kender som nævnt slet ikke til mørket, det hører mennesket til. Hvad betyder det? Det betyder, at der er noget fundamentalt, der end ikke adresseres i den heroiske kultivering af dyd. Derfor kan Ren i sidste ende ikke rigtigt falde ind i menneskenes verden. Han er netop ikke et rigtigt menneske, men splittet mellem Jutengai og Tokyo. Det er netop i menneskenes verden, han læser om hvalen og erfarer, at der er så meget, han ikke ved. 

En ny fortabelse truer. 

Denne er antydet i Ren og udfoldet i Ichirohiko. For han har i sin kultivering af dyderne forskertset sin menneskelighed. Eller mere præcist, hans kultivering af dyden er blevet et forsøg på netop ikke at være et menneske, hvad han jo ubehjælpeligt er – trods det at ingen ved det. Han søger at klæde sig som et udyr, skjuler sit ansigt. 

Dyden er her blevet en maske. Ikke forstået sådan, at den er illusion. Ichirohiko smykker sig ikke med lånte fjer. Nej, der er noget langt mere dæmonisk på spil. Det er dette, at han lader dyden stå i stedet for selvet. Dyden bliver her en måde at udslette enhver autenticitet, således at han bliver stående ved det billede, han projicerer ud i verden af sig selv. 

Alt andet fornægtes. Men det går ikke. Mørket er der stadig. Og således viser det sig, at kilden til Ichirohikos styrke er hans såre menneskelige mørke. Han har måske tæmmet bæstet, men ikke hvalen.

Derfor må hans vej til menneskelighed blive en mørk og ond vej, en anden slags overgivelse end Jonas’ overgivelse til Guds vilje – en retræte ind i mørket, ned i hvalens bug. Ikke for at komme op, men for at blive et med mørket. Den rendyrkede nihilisme.

Kampens nederlagssejr
Og dermed er vi tilbage til udgangspunktet, kampen mellem Ren og den store sorte hval, der er Ichirohiko. 

Og vi forstår forhåbentlig nu, at det hele i virkeligheden handler om et menneskes kamp med sig selv, en selvkonfrontation med mørket som mulighed og virkelighed. 

Og det umiddelbart forstemmende budskab er, at mennesket i dette møde reelt set er magtesløst. Omtrent. For det er ikke, at vi intet mægter, men bare at vi såre lidet mægter. Og det er jo galt nok.

Således er Rens sidste – og desperate plan – at lade mørkestoffets skyggehval optage i sig selv for derefter at tage livet af sig selv – og samtidig Ichirohikos mørke.

Altså selvmordet.

Formelt set en sejr, for ja så har man da sat mørket stolen for døren, men hvis kampens mål var livet, så er man ikke kommet stort videre. Det er altså nederlag. Det er i en vis forstand mørket, der spiller sig helt ud ved at udfri sig fra sig selv – som ridder Kato i Mio min Mio, der lader Mio hugge hans stenhjerte over, fordi ingen hader Ridder Kato mere end Ridder Kato selv, som teksten så rigtigt siger.

Alligevel fastholder Udyret og hans lærling her en dialektik. For Rens desperate plan er jo samtidig radikalt uselvisk. Den er et offer, et offer af ham selv – som Pinocchios offer for Gepetto eller Jonas’ overgivelse i hvalens bug. 

Og dermed åbnes der for noget andet.

Det er netop her, at Rens offer viser sig at være parallelt med et andet. For tilbage i Jutengai giver Kometatsu nu afkald på den transformation til en gud (bed mig ikke om at forklare), som han står over for. 

I stedet forvandles han til et magisk flammesværd, som Ren kan gribe efter og knuse mørket med. Kometatsu bliver gennem sit offer inkarneret som sværdet i Rens hjerte, en styrke, der ikke kultiveres, men gives til den, hvis eget sværd allerede er knækket i nederlaget. 

Og deri ligger sejren – Ren kan nu blive et rigtigt menneske. Ikke ved sin egen kraft, men gennem den sandhed, der kun kan tages imod. 

In hoc signo. Kort sagt. Eller som vi med Jakob Knudsen sagde i første del af essayet: 

”og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!”