Tidligere på måneden havde jeg den ære at gæste CEPOS Akademi for at tale om “Konservatisme i mellemkrigstiden”, som gammel almumne fra 2007, hvor foretagendet bled kaldt CEPOS Uni var det en glædelig oplevelse nu at få æren af at tale til fremtidens borgerlige meningsdannere af konservativt og liberalt tilsnit.
Kursisterne lyttede med stor opmærksomhed og vi fik desuden diskuteret en række interessante spørgsmål, ikke mindst forholdet mellem liberalisme og konservatisme. De fleste af deltagerne var jo naturligvis liberale, og det samme gælder foretagendets rektor Niels Westy. Men egentlig var det ikke den store uenighed om det principielle, der prægede diskussionen.
Det er nødvendigt for både liberalisme og konservatisme at finde hinanden igen.Debatten fra 00’erne og frem har været en styrke, fordi den har skabt øget ideologisk bevidsthed blandt borgerlige. Det er kort sagt godt for en konservativ at vide, hvorfor han er konservativ og ikke liberal, og det samme kan rimeligvis siges om en liberal. Konservatisme er ikke liberalisme og liberalisme er ikke konservatisme.
Men liberalismen bør ikke være anti-konservativ og konservatismen bør ikke være anti-liberal. I virkelighedens verden er borgerlighed jo også betinget af en udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor liberalismen blev konservativ og konservatismen blev liberal.
For purister kan det synes en urimelighed, men egentlig giver det god mening, at en borgerlig liberalisme og en borgerlig konservatisme kan finde sammen om at forsvare samfundets borgerlige orden. Det er kort sagt fællesnævneren.
Og når den så er nævnt, kan og skal vi tale om uenighederne, om hvad liberale har at sige konservative og hvad konservative har at sige liberale.
Forholdet mellem konservatisme og liberalisme er en samtale mellem to forskellige positioner, ikke en kamp til døden mellem fjender.
Christian Egander Skov 