Trump er ikke konservativ, men han er heller ikke fascist sådan som det hævdes af visse af hans modstandere. Derimod står han i en lang populistisk tradition, som jeg har skrevet om til det idéhistoriske tidsskrift Baggrund.com.
Det er nok et udslag af historiens aldrig svigtende ironi, at det netop i år er blevet besluttet at fjerne USA’s syvende præsident, Andrew Jackson, fra 20 dollar-sedlen. For krigshelten og drukkenbolten Jackson var måske USA’s første vaskeægte populistiske præsident – en mand, som havde bygget sin politiske karriere på at udfordre den politiske elite, som havde ledet USA siden Uafhængighedskrigen.
Ironien ligger – hvis man skulle være i tvivl – i, at amerikansk politik aktuelt gennemlever, hvad politiske kommentatorer har kaldt et populistisk moment i form af Bernie Sanders og Donald Trumps overraskende succes i Demokraternes og Republikanernes primærvalg. Begge trækker på populistiske temaer og retorik i deres kampagner, men hvor Sanders særligt har begejstret unge, såkaldte millennials, trækker Trump både i forhold til sine mærkesager og i forhold til de vælgere, der er hans base, på en klassisk amerikansk populisme.
Selvom Trump er opstillet for et parti, der oftest opfattes som konservativ, tilhører han notorisk ikke partiets konservative fløj. Faktisk har Trump vendt alle de klassiske konservative mærkesager ryggen. For i Amerika har konservatisme siden 1950’erne betydet kampen for traditionelle, kristelige værdier, kampen for en begrænset statsmagt samt hævdelsen af en aktiv udenrigspolitik bygget på militær overlegenhed. Men Trump har tilsyneladende aldrig åbnet en Bibel, er ikke abortmodstander eller modstander af homoseksuelles ret til ægteskab. Han er heller ikke tilhænger af en liberal natvægterstat og vil for eksempel ikke røre ved overførselsindkomsterne, som konservative Republikanere har set sig sure på. Endelig er han fortaler for en meget defensiv, hvis ikke ligefrem isolationistisk udenrigspolitik, hvor amerikanske tropper eksempelvis skal trækkes hjem, hvis ikke værtslandene betaler ”beskyttelsespenge”.
Samtidig har han slået sig op på spektakulære forslag om at tvinge Mexico til at finansiere en grænsemur til USA og i tilgift beskyldt landet for at eksportere voldtægtsmænd til USA. Han har opfordret til handelskrig med Kina og foreslået et forbud mod indrejse af muslimer til USA. Og så giver han demonstrativt fanden i den gode tone.
Trump er kort sagt ikke indbegrebet af en republikansk endsige en konservativ præsidentkandidat. Mere eller mindre lødige analytikere, både konservativ og venstreorienterede, har hejst den alarmistiske fane og spurgt, om Trump i virkeligheden er en slags fascist.
Men selvom Trumps succes uden tvivl vidner om en ny – og måske bekymrende – udvikling i amerikansk politik, er han blot det seneste skud på en stamme, hvis rødder graver sig dybt ned i landets historie. Trump er en typisk populist og han succes skyldes muligvis blot, at han har formået at sætte ord på et budskab, der altid har haft en vis klangbund i den amerikanske befolkning – særligt i perioder præget af brud, forandring og angst.
Christian Egander Skov 