Jeg har bidraget til det politiske tidsskrift Libertas temanummer om konservatisme. Artiklen handler om den danske partikonservatismes aktuelle situation på baggrund af en skildring af den socialkonservative positions historiske dominans.
Her følger et uddrag:
Partikonservatismen i Danmark
Da der for et par år siden var en intens ideologisk debat mellem konservative og liberale i landets aviser, var det påfaldende, hvor få af de konservative skribenter og debattører, som egentlig identificerede sig med Det Konservative Folkeparti. I det hele taget forholdt de partikonservative sig i påfaldende grad i baggrunden, og da enkelte, såsom Brian Mikkelsen, endeligt intervenerede, var det med nogle tyndbenede betragtninger om den idelige fællesborgerlige idyl.
Det er vel et symptom på partikonservatismens dybe krise, at den i så høj grad forholdt sig tavs og uinteresseret i de debatter, der ikke alene er med til at bestemme borgerlighedens ideologiske kurs, men også er afgørende for, hvad vi i det hele taget skal forstå ved begrebet konservatisme. Det er som om, at Det Konservative Folkeparti i disse år ikke alene har opgivet centrale politiske områder til andre partier, men har mistet førstefødselsretten til selve begrebet konservatisme.
Det er ikke længe siden, at Jyllands-Posten bragte en større artikel om et nyt nationalkonservativt højre i Danmark. Det nationalkonservative højre er ganske vist ikke noget nyt fænomen, men voksede for alvor frem i 00’erne, og artiklen var i øvrigt ikke fremragende i nogen henseende, men var vist snarere betinget af den omsiggribende begivenhedsløshed, som havde lagt sig over landet mellem jul og nytår.
Christian Egander Skov 