Udgivelser

Kronik: Det tomme sammenhold

Jeg har skrevet en kronik i Berlingske Tidende om markeringen af terreorangrebet.

Det er egentlig ikke tilrådeligt i disse sammenholdstider, hvor gode mennesker, omvendte syndere og de sidste dages hellige stimler sammen for med gratis udleverede eller billigt indkøbte fakler at mane mørket bort, som har lagt sig over det oplyste samfund. Men netop manifestationen af sammenhold og fællesskab kan for det menneske, der lider af den skavank at blive pisket frem af sin ærlighed snarere end holdt i tømme af sin forstand, udarte til at ytre en kættersk bemærkning om det, vi nu oplever.

Jeg vil ikke forklejne velviljen hos de mennesker, som har begivet sig ud for at bekæmpe det, som de selv kalder mørket med så sparsom en lyskilde som en fakkel. De fleste mennesker står jo der, fordi de ikke kan andet. De må stå der, fordi de føler den indtrængende nødvendighed af at sige nej til den terror, som nu for første gang er blevet andet end et teoretisk begreb for det danske folk.

Det er altså ikke den gode vilje, der er anledningen til mit kætteri. God vilje får man sjældent nok af, og man kan kun håbe, at de mange fakkelbærere, når de engang vender hjem, gør det med en styrket vished om, hvad der er på spil, hvad der er blevet angrebet – og ikke mindst hvem fjenden er.

Men netop her sætter så tvivlen ind. Hvori består egentlig det substantielle i det sammenhold, som vi i disse dage ser manifestere sig. Er det andet end en sang til lejligheden, som er glemt i overmorgen? Man får tvivle. Der var mange, der var Charlie i et par dage eller to, men efterfølgende har det vist sig, at grænserne for, hvad medierne kan – og tør – offentliggøre allerede har flyttet sig. Mens politikere fra nær og fjern svor deres trods, har frygten, den begrundede frygt og dens følgesvend, den lige så begrundede angst, lagt sig over det domæne, hvor friheden til at krænke, som vel at mærke er den eneste meningsfulde måde at forstå ytringsfrihed på, herskede.

Læs hele kronikken her

Reklamer